Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D. Passagerskibe i national fart, bygning og udstyr m.v. Indledende forskrift, 29. marts 1999

 

Indledning

 

Dette regelværk består af en kort forskrift og et antal bilag i form af kapitler.

 

Forskriften indeholder hjemmel, anvendelse, en liste over kapitlernes indhold, straf og ikrafttræden. Kapitlerne er trykt som hæfter, og et kapitel kan være delt op i flere hæfter. På forsiden af hvert hæfte er anført bogstavet D, kapitlets nummer, dato, emne og indholdsfortegnelse. Nummereringen af kapitlerne svarer til nummereringen i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, og de kapitler, der ikke er relevante for passagerskibe i national fart, er udeladt.

 

Ved fremtidige ændringer i kapitlerne vil det hæfte, der ændres i, blive udskiftet. Kapitlet vil blive sat i kraft ved udstedelse af en ny forskrift.

 

Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v.,

passagerskibe i national fart1)

 

I medfør af § 1, stk. 2, §§ 3-5, § 17, stk. 5, og § 32 i lov nr. 900 af 16. december 1998 om sikkerhed til søs, og i medfør af § 1, stk. 2, §§ 3-8, § 11, stk. 2, § 12, stk. 2, og § 28 i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v., med senere ændringer og efter samråd med Færøernes Landsstyre og Grønlands hjemmestyre, fastsættes:

§ 1. Forskriften gælder i den udstrækning, der er angivet i kapitel I, for passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer når de er i indenrigsfart, uanset hvilket flag de fører.

Stk. 2. De hidtidige bestemmelser for passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i indenrigsfart gælder fortsat for eksisterende skibe, med mindre andet bestemmes i denne forskrift.

Stk. 3. Et eksemplar af denne forskrift skal findes om bord i danske skibe, der er omfattet af den.

§ 2. De nærmere regler om skibenes bygning og udstyr m.v. er optrykt i hæfteform som bilag til denne forskrift.

Stk. 2. Hæfternes nummer, titel og dato er:

D I Almindelige bestemmelser, dateret 1. maj 1999.

D II-1 A Konstruktion Inddeling og stabilitet, maskineri og elektriske anlæg, dateret 1. maj 1999.

D II-1 B Intakt stabilitet, inddeling og stabilitet ved havari, dateret 1. maj 1999.

D II-1 C Maskineri, dateret 1. maj 1999.

D II-1 D og E Elektriske installationer og yderligere krav til periodisk ubemandede maskinrum, dateret 1. maj 1999.

D II-2 A Konstruktion Brandsikring, opdagelse og slukning af brand, dateret 1. maj 1999.

D II-2 B Brandsikkerhedsforanstaltninger, dateret 1. maj 1999.

D II-3 Opholdsrum m.v., dateret 1. maj 1999.

D II-4 (Reserveret)

D II-5 Lastelinjer, dateret 1. maj 1999.

D III Redningsmidler, dateret 1. maj 1999.

D IV Radiokommunikation GMDSS, dateret 1. maj 1999.

D V Sejladsens betryggelse, dateret 1. maj 1999.

D VI Transport af skibsladninger, dateret 1. maj 1999.

D VII  Transport af farligt gods, dateret 1. maj 1999.

D VIII (Reserveret)

D IX Sikker skibsdrift, dateret 1. maj 1999.

D X D XIX (Reserveret)

D XX Behandling og opbevaring af kloakspildevand, dateret 1. maj 1999

D XXI Forebyggelse af olieforurening fra skibe, dateret 1. maj 1999.

D XXII (Reserveret)

D XXIII Forebyggelse af forurening med skadelige stoffer, der transporteres til søs i emballeret form, dateret 1. maj 1999.

D XXIV Forebyggelse af forurening med affald fra skibe, dateret 1. maj 1999.

D XXX Rådets direktiv 98/18/EF om sikkerhedsregler og standarder for passagerskibe.

 

§ 3. Bestemmelserne i kapitlerne I, II-1, II-2 og III er udformet på baggrund af bilag 1 til Rådets direktiv 98/18/EF om sikkerhedsregler og -standarder i passagerskibe.

Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel II-3 om opholdsrum m.v., er udformet på baggrund af den internationale konvention om skibsmandskabets opholdsrum, ILO konvention nr. 92 af 18. juni 1949 og nr. 133 af 30. oktober 1970.

Stk. 3. Kapitel II-5 er udformet på baggrund af Rådets direktiv 98/18/EF samt den internationale konvention om lastelinier af 5. april 1966 og tilhørende protokol 1988.

Stk. 4. Bestemmelserne i kapitlerne IV til VI er udformet på baggrund af Rådets direktiv 98/18/EF samt den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS) 1974 med senere ændringer og tilhørende protokoller.

Stk. 5. Bestemmelserne i kapitlerne VII og IX er udformet på baggrund af den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS) 1974 med senere ændringer og tilhørende protokoller.

Stk. 6. Bestemmelserne i kapitel XX er udformet på baggrund af regel 7 i Helsinki-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.

Stk. 7. Bestemmelserne i kapitel XXI og XXIV er udformet på baggrund af den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe MARPOL 73/78, bilag I, II og V med senere ændringer.

Stk. 8. Bestemmelserne i kapitel XXIII er udformet på baggrund af bilag III om forebyggelse af forurening med skadelige stoffer, der transporteres til søs i emballeret form, til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe - 1973 MARPOL-konventionen. Detailforskrifterne om opfyldelse af forskrifterne er indeholdt i »International Maritime Dangerous Goods Code (IMDG)«.

Stk. 9. Kapitel XXX gengiver artiklerne i Rådets direktiv 98/18/EF af 17. marts 1998 om sikkerhedsregler og -standarder i passagerskibe, EF-Tidende 1998 L 144 s. 1.

    Stk.10. Tekst trykt i kursiv angiver, at teksten afviger fra de ovennævnte kildetekster. Der er i disse tilfælde enten tale om supplerende eller tilsvarende sikkerhedskrav eller undtagelser vedtaget i henhold til artikel 7 i Rådets direktiv 98/18/EF, eller også er der tale om en dansk vejledning, som ikke ændrer substansen, men redegør for særlige danske forhold eller den danske fortolkning af forhold, der i kildeteksten er overladt til flagstatens administration. Angivelsen "(R...)" efter overskriften til reglerne i kapitel II-1, II-2 og III henviser til den tilsvarende regel i SOLAS konventionen af 1974 som ændret, der har dannet grundlag for reglen.

§ 4. Overtrædelse af denne forskrift straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis der

1) ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor,

2) tidligere er afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende forhold eller

3) ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Det skal betragtes som en særlig skærpende omstændighed, at der for unge under 18 år er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, jf. stk. 2, nr. 1.

Stk. 4. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 6. Såfremt overtrædelsen alene omfatter lov om skibes sikkerhed m.v., kan der alene idømmes straf af bøde eller hæfte.

§ 5. Forskriften træder i kraft den 1. maj 1999.

Søfartsstyrelsen, den 29. marts 1999

Christian Breinholt

/Arne Mikkelsen

 

Officielle noter

1) Forskriften indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 98/18/EF af 17. marts 1998 om sikkerhedsregler og -standarder i passagerskibe, EF-Tidende 1998 L 144 s. 1

Á Hillingartanga 2, 360 Sandavágur
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

Melda til tíðindabræv