Søfartsstyrelsens Meddelelser E. Forskrifter for bygning og udstyr m.v. for fiskeskibe. Kapitel E XI, 1. august 1989 (* 1)

 

KAPITEL XI

 

Hydraulikanlæg

11.100 Almindelige bestemmelser

.11.110 Generelt.

.111 Hydraulisk drevne anlæg samt de dermed forbundne rørsystemer og tilbehør skal være således udformet og konstrueret, at de er velegnede til den funktion, de er bestemt for, og skal være således anbragt og beskyttet, at de frembyder mindst mulig fare for de ombordværende personer under fornøden hensyntagen til bevægelige dele, varme overflader og andre faremomenter.

.112 Ved komponentvalg og systemudformning skal der tages hensyn til det, anlægget vil blive udsat for, samt til miljøforholdene om bord.

11.200 Hydraulikrør

11.210 Materialer.

.211 Hvor stålrør anvendes som trykrør, skal disse være udført som sømløse rør. Elektrisk modstandssvejsede rør må kun anvendes i enkelte tilfælde efter særlig tilladelse fra Søfartsstyrelsen.

Stålrørene skal opfylde gældende anerkendt rørstandard under hensyntagen til anlæggets maksimale tryk.

.212 Hvor fleksible slanger anvendes, skal disse være af en egnet, anerkendt certificeret type, f.eks. SAE/ISO.

.213 Slangekoblinger skal være udført som koblinger af en egnet og anerkendt certificeret type.

11.220 Montage.

.221 Samlinger af rørlængder eller samling mellem rør og armatur/fittings skal foregå ved hjælp af boltede flangesamlinger, ved svejsning eller ved hjælp af anden form for anerkendt fittings.

Flangesamlinger og fittings skal tilpasses arbejdstrykket.

.222 Rør i hydrauliksystemer skal behandles efter D.V.S. nr. 08004 og D.V.S. nr. 08005, og hvis de har været svejste eller varmebukkede, skal de syres ud til metallisk renhed.

11.230 Beskyttelse mod overtryk.

.231 Rørene på pumpers afgangsside skal beskyttes mod overtryk større end det beregnede arbejdstryk.

.232 Når der til denne beskyttelse mod overtryk anvendes sikkerhedsventiler på pumpens afgangsside, skal udformningen være således, at ventilens afgangsside føres tilbage til pumpens sugeside eller et andet formålstjenligt sted, sædvanligvis tank.

Sikkerhedsventilerne skal åbne, såfremt arbejdstrykket stiger med mere end 10%.

.233 Rør placeret på lavtrykssiden af en reduktionsventil skal sikres mod overtryk ved hjælp af sikkerhedsventiler eller lignende, når disse rør samt dertil forbundne komponenter ikke er beregnet for trykket på højtrykssiden af reduktionsventilen.

.234 Sikkerhedsventilernes flowkapacitet skal være af en sådan størrelse, at trykket i rørene ikke på noget tidspunkt overstiger arbejdstrykket med mere end 10%.

.235 Motorer skal være beskyttet ved hjælp af chockventiler så nær motor som praktisk muligt.

11.240 Trykprøvning.

.241 Trykprøvning skal være foretaget forinden ibrugtagning af et anlæg/delkomponent.

.242 Trykrørledninger samt div. armaturer skal trykprøves med min. 1,5 x arbejdstrykket.

.243 Cylindre skal være trykprøvet med et tryk Pe som en funktion af arbejdstrykket P.

Pe = 1,5 P, hvor P <40 bar.

Pe = 1,4 P + 4, hvor P >/ = 40 bar.

Prøvetrykket må ikke være mindre end 4 bar.

11.300 Systemtryk m.v.

11.310 Dimensioneringsparametre.

.311 Systemtryk for spil, nettromler m.v. må ikke uden særlig tilladelse fra Søfartsstyrelsen overstige 250 bar kontinuerligt ved pumpen.

.312 Strømningshastigheden i et hydraulisk anlægs trykledning må ikke overstige 4 m/sek. bl.a. under hensyntagen til det maksimalt tilladte støjniveau for området, hvor systemet er placeret (jfr. pkt. 16.271). Strømningshastigheden i et hydraulisk anlægs sugerørledning må ikke overstige 0,8 m/sek.

Á Hillingartanga 2, 360 Sandavágur
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

Melda til tíðindabræv