Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E. Fiskeskibes bygning og udstyr m.v. Kapitel E IX Radiokommunikation, 1. februar 1999

 

KAPITEL IX 

Radiokommunikation

Afsnit A Anvendelsesområde og definitioner

 

Regel 1 Anvendelsesområde

(1) Dette kapitel finder anvendelse på nye fiskeskibe med en længde på 24 m og derover, og på eksisterende skibe med en længde på 45 m og derover, medmindre andet er anført. For eksisterende skibe kan administrationen dog udskyde anvendelsen af kravene indtil den 1. februar 1999.

 

(2) Bestemmelserne i dette kapitel skal ikke være til hinder for, at et skib eller overlevelsesfartøj i en nødsituation bruger et hvilket som helst middel, der står til dets disposition, til at tiltrække sig opmærksomhed, gøre sin position kendt og opnå hjælp.

 

 

Regel 2 Udtryk og definitioner

(1) I dette kapitel har følgende udtryk betydningen defineret nedenfor:

 

(a) »Bro-til-bro kommunikation« betyder sikkerhedskommunikation mellem skibe fra den position om bord, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

(b) »Uafbrudt vagt« betyder, at den pågældende radiovagt kun må afbrydes i korte perioder, hvor skibets modtageevne er forringet eller blokeret af dets egen kommunikation eller hvis udstyret er under periodisk vedligehold eller eftersyn.

 

(c) »Digitalt selektivt opkald (DSC)« betyder en teknik med anvendelse af digitale koder, der sætter en radiostation i stand til at etablere kontakt med og overføre information til en anden station eller gruppe af stationer, og som opfylder de relevante anbefalinger fra den internationale radiokomite (ITU-R).

 

(d) »Radiotelex« betyder automatiserede radiotelegraftransmissioner, som opfylder de relevante anbefalinger fra den internationale radiokomite (ITU-R).

 

(e) »Generel radiokommunikation« betyder operationel og offentlig radiokommunikation, som ikke omfatter nød-, il- og sikkerhedsmeldinger.

 

(f) »INMARSAT« betyder den organisation, der er etableret i henhold til konventionen om den internationale maritime satellitorganisation (INMARSAT) vedtaget den 3. september 1976.

 

(g) »International NAVTEX-tjeneste« betyder den koordinerede smalbåndsradiotelex udsendelse af engelsksproget maritim sikkerhedsinformation på 518 kHz og automatisk modtagelse af disse udsendelser 1) .

 

(h) »Lokalisering« betyder at finde skibe, luftfartøjer, enheder eller personer i nød.

 

(i) »Maritim sikkerhedsinformation« (MSI) betyder navigationsefterretninger eller meteorologiske varsler, meteorologiske forudsigelser og andre hastende meddelelser, som har sikkerhedsmæssig betydning og som udsendes til skibe.

 

(j) »Polært satellitsystem« betyder et system af polært omkredsende satellitter for modtagning og videresendelse af nødalarmer fra satellit-EPIRB s samt bestemmelse af disses geografiske position.

 

(k) »Radioreglementet« betyder det radioreglement, som er knyttet til, eller som anses for at være knyttet til den seneste internationale telekommunikationskonvention (ITU), som til enhver tid måtte være gældende.

 

(l) »Havområde A1« betyder et område, defineret som sådant af en kontraherende regering, inden for radiotelefonidækning af mindst en VHF kyststation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC2) .

 

(m) »Havområde A2« betyder et område, uden for havområde A1, defineret som sådant af en kontraherende regering, inden for radiotelefonidækning af mindst en MF kyststation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC 2).

(n) »Havområde A3« betyder et område, uden for havområderne A1 og A2, inden for dækning af en INMARSAT geostationær satellit hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering.

 

(o) »Havområde A4« betyder et område uden for havområderne A1, A2 og A3.

 

(2) Alle andre udtryk og forkortelser, som anvendes i dette kapitel, og som også er definerede i radioreglementet, har de betydninger, som er angivet i det nævnte reglement.

 

 

Regel 3 Undtagelser

(1) Parterne anser det for i høj grad ønskeligt at bestemmelserne i dette kapitel ikke fraviges. Dog kan administrationen delvis eller på visse betingelser undtage visse skibe fra at opfylde kravene i regel 6 til 10 og regel 14(7), forudsat:

 

(a) sådanne skibe opfylder de funktionelle krav angivet i regel 4; og

 

(b) at administrationen har taget hensyn til de konsekvenser, som sådanne undtagelser måtte have for effektiviteten af sikkerhedstjenesterne for alle skibe.

 

(2) En undtagelse må kun gives i henhold til stk. (1):

 

(a) hvis de sikkerhedsmæssige betingelser er sådanne, at det vil være urimeligt eller unødvendigt at kræve bestemmelserne i reglerne 6 til 10 og 14(7) fuldt ud opfyldt;

 

(b) hvis et skib under ganske særlige omstændigheder er nødt til at foretage en enkelt rejse uden for det havområde eller de havområder skibet er udrustet for;

 

(c) hvis skibet oplægges inden den 1. februar 2001.

 

(3) Enhver administration skal snarest muligt efter 1. januar hvert år sende Organisationen en rapport, som indeholder alle undtagelser, der er givet i henhold til stk. (1) og (2) i det foregående kalenderår. Rapporten skal indeholde begrundelsen for de givne undtagelser.

 

Regel 4 Funktionskrav

Ethvert skib skal, når det er i søen, være i stand til:

 

(a) at sende skib-til-kyst nødalarmer ved hjælp af mindst to adskilte og uafhængige metoder, anvendende forskellige radiokommunikationssystemer, dog bortset fra metoderne omtalt i regel 7(1)(a) (VHF DSC) og regel 9(1)(d)(iii) (INMARSAT);

 

(b) at modtage kyst-til-skib nødalarmer;

 

(c) at sende og modtage skib-til-skib nødalarmer;

 

(d) at sende og modtage koordinerende kommunikation i forbindelse med eftersøgning og redningsaktioner;

 

(e) at sende og modtage kommunikation på stedet for en redningsaktion;

 

(f) at sende og, som krævet i henhold til regel X/3(6), at modtage signaler for lokalisering3) ;

 

(g) at sende og modtage4)  maritim sikkerhedsinformation (MSI);

 

(h) at sende og modtage generel radiokommunikation til og fra landbaserede radiosystemer eller net, dog under begrænsning i henhold til regel 14(8); og

 

(i) at sende og modtage bro-til-bro kommunikation.

 

 

Afsnit B Krav til skibet

 

Regel 5 Radioinstallationer

(1) Ethvert skib skal være forsynet med radioinstallationer, som under hele dets planlagte rejse er i stand til at opfylde funktionskravene i regel 4. Medmindre skibet er undtaget i henhold til regel 3 skal radioinstallationerne opfylde kravene i regel 6 og, alt efter hvilke havområder skibet forventes at passere igennem på rejsen, også kravene i enten regel 7, 8, 9 eller 10.

 

(2) Enhver radioinstallation skal:

 

(a) være placeret således, at ingen skadelig støj af mekanisk, elektrisk eller anden oprindelse forstyrrer dens behørige anvendelse. Placeringen skal endvidere sikre elektromagnetisk kompatibilitet og undgåelse af skadelig gensidig påvirkning mellem radioinstallationen og andet udstyr eller andre systemer;

 

(b) være placeret således at den størst mulige grad af sikkerhed og betjeningsmæssig tilgængelighed sikres;

 

(c) være beskyttet mod skadelig påvirkning af vand, store temperatursvingninger og andre ugunstige miljøbetingelser;

 

(d) være forsynet med pålidelig, permanent installeret elektrisk belysning, som giver tilstrækkeligt lys til radioinstallationens betjeningsfaciliteter. Belysningssystemet skal være uafhængigt af skibet hovedenergikilde og nødenergikilde; og

 

(e) være tydeligt mærket med skibets kaldesignal, skibsstationens identitet og eventuelle andre nødvendige koder.

 

(3) Betjening af de VHF-radiotelefoniske kanaler, der er nødvendige for sikker navigering, skal være umiddelbart tilgængelige på skibets kommandobro på et for kommandopladsen bekvemt sted, og der skal, om nødvendigt, være mulighed for radioforbindelse fra brovingerne. Bærbart VHF-udstyr kan anvendes til dette sidstnævnte formål.

 

 

Regel 6 Radioudrustning generelt

(1) Bortset fra hvad der er anført i regel 9(4) skal ethvert skib være udrustet med:

 

(a) en VHF radioinstallation, som er i stand til såvel at sende som at modtage:

 

(i) DSC på frekvensen 156.525 MHz (kanal 70). Det skal være muligt at foretage udsendelse af nødalarm på kanal 70 fra det sted, hvorfra skibet normalt navigeres; og

 

(ii) radiotelefoni på frekvenserne 156.300 MHz (kanal 6), 156.650 MHz (kanal 13) og 156.800 MHz (kanal 16);

 

(b) en radioinstallation der er i stand til at opretholde en uafbrudt DSC-vagt på kanal 70. Denne installation kan enten være separat eller være sammenbygget med det i stk. (a)(i) krævede;

 

(c) en radartransponder, der kan arbejde i 9 GHz-båndet, og som:

 

(i) skal være anbragt således, at den let kan tages i brug; og

 

(ii) kan være en af de radartranspondere, der kræves for en redningsbåd eller -flåde i henhold til regel VII/14;

 

(d) en modtager, som er i stand til at modtage udsendelser i den internationale NAVTEX-tjeneste, hvis skibet er i fart i områder, hvor en sådan tjeneste er til rådighed;

 

(e) et radiosystem til modtagelse af maritim sikkerhedsinformation via INMARSAT's udvidede gruppeopkaldssystem (EGC), hvis skibet er i fart inden for INMARSAT's dækningsområde, og en international NAVTEX-tjeneste ikke er til rådighed. Skibe, som udelukkende er i fart i områder, hvor en maritim sikkerhedsinformationstjeneste via HF radiotelex er til rådighed, og som er udrustet med radioudstyr, der kan modtage sådan information, kan undtages fra kravet om EGC.

 

(f) en satellitnødradiopejlsender (satellit EPIRB), dog jf. bestemmelserne i regel 7.3, som skal:

 

(i) være i stand til at udsende en nødalarm enten via det polære satellitsystem, der arbejder i 406 MHz-båndet, eller, såfremt skibet udelukkende er i fart inden for INMARSAT-dækket område, via det geostationære INMARSAT satellitsystem, der arbejder i 1,6 GHz-båndet;

 

(ii) være installeret på et let tilgængeligt sted;

 

(iii) være klar til at kunne frigøres manuelt samt være således udformet, at den kan transporteres af én person til en redningsflåde eller -båd og anbringes i denne;

 

(iv) kunne flyde fri af skibet hvis dette synker samt kunne aktiveres automatisk når den flyder; og

 

(v) kunne aktiveres manuelt.

 

(2) Indtil 1. februar 2002, skal ethvert skib, i tillæg til det foranstående udstyr, være forsynet med en radioinstallation bestående af en vagtmodtager for den radiotelefoniske nødfrekvens 2182 kHz.

 

(3) Indtil 1. februar 2002, skal ethvert skib, medmindre skibet er i fart udelukkende i havområde A1, være forsynet med en enhed, som kan frembringe det radiotelefoniske alarmsignal på frekvensen 2182 kHz.

(4) Administrationen kan undtage skibe bygget 1. februar 1997 eller senere fra kravene i stk. (2) og (3).

 

Regel 7 Radioudrustning havområde A1.

(1) Udover at opfylde kravene i henhold til regel 6 skal ethvert skib, som udelukkende er beskæftiget i fart inden for havområde A1, være udrustet med en radioinstallation, der er i stand til at iværksætte udsendelsen af skib-til-kyst nødalarm fra den position, hvorfra skibet normalt navigeres. Denne radioinstallation skal benytte enten:

 

(a) VHF ved anvendelse af DSC; dette krav kan opfyldes ved at bruge den i stk. (3) anførte EPIRB, enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position, hvorfra skibet normalt navigeres; eller

 

(b) det polære satellitsystem på 406 MHz; dette krav kan opfyldes ved at bruge den i henhold til regel 6(1)(f) krævede satellit-EPIRB, enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position, hvorfra skibet normalt navigeres; eller

 

(c) MF ved anvendelse af DSC, såfremt skibet er beskæftiget i fart inden for dækningsområdet for MF-kyststationer, udstyret med DSC; eller

 

(d) HF ved anvendelse af DSC; eller

 

(e) INMARSAT's geostationære satellitsystem; dette krav kan opfyldes ved udrustning med:

 

(i) en INMARSAT skibsjordstation; eller

 

(ii) den satellit-EPIRB, der er krævet i henhold til regel 6(1)(f), enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position hvorfra skibet normalt navigeres.

 

(2) Den i henhold til regel 6(1)(a) krævede VHF radioinstallation skal også være i stand til sende og modtage generel radiokommunikation i form af radiotelefoni.

 

(3) Skibe, som udelukkende er beskæftiget i fart inden for havområde A1, kan i stedet for den i regel 6(1)(f) foreskrevne satellit-EPIRB være udrustet med en EPIRB, som skal:

 

(a) være i stand til at udsende en nødalarm ved anvendelse af DSC på VHF-kanal 70 samt kunne lade sig lokalisere ved hjælp af en radartransponder, der arbejder i 9 GHz-båndet;

 

(b) være installeret på et let tilgængeligt sted;

 

(c) være klar til at kunne frigøres manuelt samt være således udformet, at den kan transporteres af én person til en redningsflåde eller -båd og anbringes i denne;

 

(d) kunne flyde fri af skibet, hvis dette synker, samt kunne aktiveres automatisk, når den flyder; og

 

(e) kunne aktiveres manuelt.

 

(4) På trods af bestemmelserne i regel 4(a) kan Administrationen dog fritage nye fiskeskibe på 24 m i længde og derover, men mindre end 45 m i længde, i områder inden for havområde A1, fra kravene i regel 6(1)(f) og 7(3), forudsat at de er udstyret med et VHF radioanlæg som beskrevet i 6(1)(a) og derudover et VHF radioanlæg med DSC for udsendelse af skib-til-kyst nødalarm som foreskrevet i regel 7(1)(a).

 

 

Regel 8 Radioudrustning havområderne A1 og A2

(1) Udover at opfylde kravene i regel 6 skal ethvert skib, som er beskæftiget i fart uden for havområde A1 men som forbliver inden for havområde A2, være udrustet med:

 

(a) en MF radioinstallation, som er i stand til at sende og modtage på frekvenserne:

 

(i) 2187,5 kHz ved anvendelse af DSC; og

 

(ii) 2182 kHz ved anvendelse af radiotelefoni, til varetagelse af nød- og sikkerhedsformål;

 

(b) en radioinstallation, som er i stand til at opretholde en uafbrudt DSC-vagt på frekvensen 2187,5 kHz; denne installation kan være separat eller sammenbygget med den i stk. (a)(i) krævede; og

 

(c) udstyr til at iværksætte udsendelse af skib-til-kyst nødalarm via et andet radiosystem end MF; dette udstyr skal benytte enten:

 

(i) det polære satellitsystem på 406 MHz; dette krav kan opfyldes ved at bruge den i regel 6(1)(f) krævede satellit-EPIRB, enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position hvorfra skibet normalt navigeres; eller

 

(ii) HF ved anvendelse af DSC; eller

 

(iii) INMARSAT's geostationære satellitsystem; dette krav kan opfyldes ved udrustning med en INMARSAT skibsjordstation, eller med den satellit-EPIRB, der er krævet i regel 6(1)(f), enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

(2) Det skal være muligt at iværksætte udsendelse af nødalarmer ved hjælp af de i stk. (1)(a) og (1)(c) specificerede radioinstallationer fra den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

(3) Skibet skal yderligere være i stand til at sende og modtage generel radiokommunikation i form af radiotelefoni eller radiotelex; det krav kan opfyldes ved udrustning med enten:

 

(a) en radioinstallation, der anvender arbejdsfrekvenser i båndene mellem 1605 kHz og 4000 kHz eller mellem 4000 kHz og 27500 kHz. Dette krav kan opfyldes ved at det udstyr, som er krævet i henhold til stk. (1)(a), forsynes med denne mulighed; eller

 

(b) en INMARSAT skibsjordstation.

 

(4) Administrationen kan undtage skibe bygget før 1. februar 1997, som udelukkende er beskæftiget i fart inden for havområde A2, fra kravene i henhold til regel 6(1)(a)(i) og 6(1)(b) på den betingelse, at sådanne skibe opretholder, når det er praktisk muligt, en uafbrudt lyttevagt på VHF-kanal 16. Denne lyttevagt skal holdes på den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

 

Regel 9 Radioudrustning havområderne A1, A2 og A3.

 

Alternativ 1

(1) Udover at opfylde kravene i regel 6 skal ethvert skib, som er beskæftiget i fart uden for havområderne A1 og A2 men inden for havområde A3, hvis det ikke opfylder kravene i stk. (2), være udrustet med:

 

(a) en INMARSAT skibsjordstation, som er i stand til:

 

(i) at sende og modtage nød- og sikkerhedskommunikation ved anvendelse af radiotelex;

(ii) at iværksætte og at modtage nødalarm;

 

(iii) at opretholde vagt for kyst-til-skib nødmeldinger, herunder også sådanne, som stiles til specifikt definerede geografiske områder;

 

(iv) at sende og modtage generel radiokommunikation ved anvendelse af enten radiotelefoni eller radiotelex; og

 

(b) en MF radioinstallation, som er i stand til at sende og modtage på frekvenserne:

 

(i) 2187,5 kHz ved anvendelse af DSC; og

 

(ii) 2182 kHz ved anvendelse af radiotelefoni, til varetagelse af nød- og sikkerhedsformål;

 

(c) en radioinstallation, som er i stand til at opretholde en uafbrudt DSC-vagt på frekvensen 2187,5 kHz; denne installation kan være separat eller sammenbygget med den i stk. (b)(i) krævede; og

 

(d) udstyr til at iværksætte udsendelse af skib-til-kyst nødalarm via en radiotjeneste som skal benytte enten:

 

(i) det polære satellitsystem på 406 MHz; dette krav kan opfyldes ved at bruge den i regel 6(1)(f) krævede satellit-EPIRB, enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position, hvorfra skibet normalt navigeres; eller

 

(ii) HF ved anvendelse af DSC; eller

 

(iii) INMARSAT's geostationære satellitsystem; dette krav kan opfyldes enten ved udrustning med en ekstra skibsjordstation eller ved hjælp af den satellit-EPIRB, der er krævet i henhold til regel 6(1)(f), enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

Alternativ 2

(2) Udover at opfylde kravene i henhold til regel 6 skal ethvert skib, som er beskæftiget i fart uden for havområderne A1 og A2 men inden for havområde A3, hvis det ikke opfylder kravene i stk. 1, være udrustet med:

 

(a) en MF/HF radioinstallation der er i stand til at sende og modtage på alle nød- og sikkerhedsfrekvenser i båndene mellem 1605 og 4000 kHz samt mellem 4000 og 27500 kHz for nød- og sikkerhedsmæssige formål;

 

(i) ved anvendelse af DSC;

 

(ii) ved anvendelse af radiotelefoni; og

 

(iii) ved anvendelse af radiotelex; og

 

(b) udstyr, der er i stand til at opretholde uafbrudt DSC-vagt på 2187,5 kHz, 8414,5 kHz og på mindst én af nød- og sikkerhedsfrekvenserne for DSC: 4207,5 kHz, 6312 kHz, 12577 kHz eller 16804,5 kHz; det skal til enhver tid være muligt at vælge en hvilken som helst af disse nød- og sikkerhedsfrekvenser. Dette udstyr kan være separat eller sammenbygget med det udstyr, som er krævet i stk. (a); og

 

(c) udstyr til at iværksætte udsendelse af skib-til-kyst nødalarmer ved hjælp af et andet radiosystem end HF; dette udstyr skal enten benytte:

 

(i) det polære satellitsystem på 406 MHz; dette krav kan opfyldes ved at bruge den i regel 6(1)(f) krævede satellit-EPIRB, enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position, hvorfra skibet normalt navigeres; eller

 

(ii) INMARSAT's geostationære satellitsystem; dette krav kan opfyldes ved udrustning med enten: en INMARSAT skibsjordstation; eller den satellit-EPIRB, der er krævet i regel 6(1)(f), enten ved fjernbetjening af denne fra, eller ved at installere denne tæt på, den position, hvorfra skibet normalt navigeres; og

 

(d) skibet skal yderligere være i stand til at sende og modtage generel radiokommunikation ved anvendelse af radiotelefoni eller radiotelex via en MF/HF radioinstallation, der anvender arbejdsfrekvenser i båndene mellem 1605 og 4000 kHz samt mellem 4000 kHz og 27500 kHz. Dette krav kan opfyldes ved at det i stk. (a) foreskrevne udstyr forsynes med denne mulighed.

 

(3) Det skal være muligt at iværksætte udsendelse af nødalarm via det i stk. (1)(a), (1)(b), (1)(d), (2)(a) og (2)(c) specificerede udstyr fra den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

(4) Administrationen kan undtage skibe bygget før 1. februar 1997, når disse er beskæftiget i fart udelukkende inden for havområderne A2 og A3, fra kravene i henhold til regel 6(1)(a)(i) og 6(1)(b) på den betingelse, at sådanne skibe, når det er praktisk muligt, opretholder en uafbrudt lyttevagt på VHF-kanal 16. Denne lyttevagt skal holdes på den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

Regel 10 Radioudrustning havområde A1, A2, A3 og A4

(1) Udover at opfylde kravene i regel 6 skal ethvert skib, som er beskæftiget i fart inden for alle havområder, være forsynet med de radioinstallationer og det udstyr, der er foreskrevet i regel 9(2) (MF/HF), idet dog udstyret foreskrevet i regel 9(2)(c)(ii) (INMARSAT) ikke kan accepteres som værende et alternativ til det i regel 9(2)(c)(i) (406 MHz) foreskrevne udstyr. Det i regel 9(2)(c)(i) foreskrevne udstyr skal altid forefindes. Herudover skal ethvert skib, der er beskæftiget i fart inden for alle havområder, opfylde kravene i regel 9(3).

 

(2) Administrationen kan undtage skibe bygget før 1. februar 1997, når disse er beskæftiget i fart udelukkende inden for havområderne A2, A3 og A4, fra kravene i henhold til regel 6(1)(a)(i) og 6(1)(b) på den betingelse, at sådanne skibe, når det er praktisk muligt, opretholder en uafbrudt lyttevagt på VHF-kanal 16. Denne lyttevagt skal holdes på den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

Regel 11 Vagthold

(1) Ethvert skib skal, når det er i søen, opretholde en uafbrudt vagt:

 

(a) på VHF DSC kanal 70, hvis skibet er udrustet med en VHF radioinstallation krævet i henhold til regel 6(1)(b);

 

(b) på nød- og sikkerhedsfrekvensen for DSC: 2187,5 kHz, hvis skibet er udrustet med en MF radioinstallation krævet i henhold til regel 8(1)(b) eller regel 9(1)(c);

 

(c) på nød- og sikkerhedsfrekvenserne for DSC: 2187,5 kHz og 8414,5 kHz samt også på mindst én af nød- og sikkerhedsfrekvenserne for DSC: 4207,5 kHz, 6312 kHz, 12577 kHz eller 16804,5 kHz, alt efter tidspunktet på døgnet og skibets geografiske position, hvis skibet er udrustet med en MF/HF radioinstallation krævet i henhold til regel 9(2)(b) eller regel 10(1). Denne vagt kan holdes ved hjælp af en modtager, der kan scanne.

 

(d) for kyst-til-skib nødmeldinger via satellit, hvis skibet er udrustet med en INMARSAT skibsjordstation krævet i henhold til regel 9(1)(a).

 

(2) Ethvert skib skal, når det er i søen, opretholde en radiovagt for modtagelse af udsendelser af maritim sikkerhedsinformation (MSI) på den eller de relevante frekvenser, hvor udsendelse finder sted til netop det område skibet befinder sig i.

 

(3) Indtil den 1. februar 2005, skal ethvert skib, når det er i søen, opretholde uafbrudt lyttevagt på VHF-kanal 16 i det omfang det er praktisk muligt. Denne vagt skal holdes på den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

(4) Indtil 1. februar 2002, skal ethvert skib udrustet med foreskreven radiotelefonivagtmodtager, opretholde en uafbrudt lyttevagt på nødfrekvensen for radiotelefoni 2182 kHz, når det er i søen. Denne vagt skal holdes på den position, hvorfra skibet normalt navigeres.

 

 

Regel 12 Energikilder

(1) Når skibet er i søen skal der til stadighed være tilstrækkelig elektrisk energi til rådighed til drift af radioinstallationerne samt til opladning af alle de batterier, der anvendes som en del af en eller flere reserveenergikilder for radioinstallationerne.

 

(2) I tilfælde af at skibets hovedenergikilde og nødenergikilde svigter, skal der findes en eller flere reserveenergikilder til drift af radioinstallationerne for at nød- og sikkerhedskommunikation kan varetages. Reserveenergikilden eller -kilderne skal være i stand til samtidigt at forsyne det følgende udstyr: VHF radioinstallationen krævet i regel 6(1)(a), og enten: MF radioinstallationen krævet i regel 8(1)(a); eller MF/HF radioinstallationen krævet i regel 9(2)(a) eller regel 10(1); eller INMARSAT skibsjordstationen krævet i regel 9(1)(a); samt en hvilken som helst af de i stk. (4), (5) og (8) nævnte ekstra belastninger, i en periode af mindst:

 

(a) på nye skibe:

 

(i) 3 timer, eller

 

(ii) en time for skibe udrustet med en nødenergikilde, hvis denne fuldt ud opfylder alle relevante krav i regel IV/17, herunder også kravene om at kunne forsyne radioinstallationerne i et tidsrum af mindst 6 timer; og

 

(b) på eksisterende skibe:

 

(i) seks timer for skibe, der ikke er udrustet med en nødenergikilde, som fuldt ud opfylder alle relevante krav i regel IV/17, herunder også kravet om at kunne forsyne radioinstallationerne5) , eller

 

(ii) tre timer, hvis nødstrømforsyningen fuldt ud opfylder de relevante bestemmelser i regel IV/17, herunder også kravene om at kunne forsyne radioinstallationerne, eller

 

(iii) en time, hvis nødstrømforsyningen fuldt ud opfylder relevante krav i regel IV/17, herunder også kravene om at kunne forsyne radioinstallationerne i et tidsrum af mindst 6 timer.

 

(3) Reserveenergikilden eller -kilderne skal være uafhængige af skibets fremdrivningsmidler og af skibets elektriske anlæg.

 

(4) Hvor der, udover VHF radioinstallationen, kan tilsluttes to eller flere af de andre radioinstallationer, der er nævnt i stk. (2), til reserveenergikilden eller -kilderne, skal denne eller disse være i stand til samtidigt, i det relevante tidsrum som angivet i stk. 2(a) eller 2(b), at forsyne VHF radioinstallationen og:

 

(a) alle andre radioinstallationer, der kan forbindes til reserveenergikilden eller -kilderne på samme tid; eller

 

(b) den af de andre radioinstallationer, der bruger mest energi, hvis kun én af andre radioinstallationer kan forbindes til reserveenergikilden eller -kilderne samtidig med VHF radioinstallationen.

 

(5) Reserveenergikilden eller kilderne kan anvendes til at forsyne den i regel 5(2)(d) krævede elektriske nødbelysning.

 

(6) Hvis en eller flere reserveenergikilder består af et eller flere genopladelige akkumulator-batterier:

 

(a) skal der findes udstyr til automatisk opladning af sådanne batterier; ladeudstyret skal kunne oplade batterierne til den krævede minimumskapacitet inden for 10 timer; og

 

(b) batterikapaciteten skal kontrolleres ved brug af en passende metode med højst 12 måneders mellemrum. Kontrollen skal foregå medens skibet ikke er i søen.

 

(7) Akkumulatorbatterier som udgør en reserveenergikilde skal placeres og installeres på en sådan måde, at der sikres:

 

(a) den bedst mulige ydelse;

 

(b) en rimelig levetid;

 

(c) en rimelig sikkerhed;

 

(d) en batteritemperatur, såvel ubelastet som under opladning, der ligger inden for de af fabrikanten specificerede; og

 

(e) en forsyningsperiode for fuldt opladte batterier, som sikrer at de kan drive det nødvendige udstyr i de under punkt 2 specificerede tidsrum under alle vejrforhold.

 

(8) Hvis det er nødvendigt for et foreskrevet radioanlægs rette virkemåde, at anlægget uafbrudt forsynes med data fra skibets navigationsudstyr eller fra andet udstyr, skal der findes midler til at sikre en sådan dataoverførsel, hvis såvel skibets hovedenergikilde som nødenergikilde svigter.

 

 

Regel 13 Funktionsnormer

(1) Alt udstyr, som er omfattet af dette kapitel skal være af en type, der er godkendt af administrationen. Under forbehold af stk. (2) skal sådant udstyr opfylde passende funktionsnormer, som ikke er ringere end dem, der er vedtaget af Organisationen.

 

(2) Udstyr, der er installeret før ikrafttrædelsesdatoerne fastsat i regel 1, kan efter administrationens skøn undtages fra fuld opfyldelse af disse funktionsnormer. En betingelse herfor er, at udstyret er kompatibelt med udstyr, der opfylder funktionsnormerne, under fornøden hensyntagen til de vejledende kriterier, som Organisationen måtte vedtage i forbindelse med sådanne normer.

 

 

Regel 14 Vedligehold

(1) Udstyret skal være konstrueret således, at de vigtigste enheder let kan udskiftes uden omfattende rekalibrering eller opjustering.

 

(2) Udstyret skal, i det omfang det er muligt, være udformet og installeret på en sådan måde, at det er let tilgængeligt for inspektion og vedligeholdelse om bord.

 

(3) Der skal om bord findes tilstrækkelig teknisk dokumentation til at udstyret kan betjenes korrekt og vedligeholdes under hensyntagen til relevante rekommandationer fra IMO.

 

(4) Der skal forefindes tilstrækkeligt med reservedele og værktøj til at udstyret kan vedligeholdes.

 

(5) Administrationen skal træffe foranstaltninger til at sikre at radioudstyr foreskrevet i medfør af dette kapitel vedligeholdes således at funktionskravene foreskrevet i regel 4 er opfyldte og således at de af IMO anbefalede funktionsnormer for sådant udstyr er opfyldt.

 

(6) For skibe i fart i A1 og/eller A2 område sikres opfyldelsen af funktionskravene i regel 4 enten ved anvendelse af metoder såsom: dublering af udstyr, landbaseret vedligehold eller mulighed for vedligehold under sejlads, eller ved en kombination af disse metoder. Den eller de valgte metoder skal godkendes af administrationen.

 

(7) For skibe i fart i A3 og/eller A4 område sikres opfyldelsen af funktionskravene i regel 4 ved kombination af mindst to af følgende metoder: dublering af udstyr, landbaseret vedligehold eller mulighed for vedligehold under sejlads. Den valgte kombination af metoder skal godkendes af administrationen under hensyntagen til relevante rekommandationer fra IMO. Administrationen kan imidlertid fritage et skib fra kravet om at anvende to metoder og tillade anvendelsen af én metode, idet der tages hensyn til skibstypen og dets fartsområde.

 

(8) Der skal tages alle rimelige forholdsregler for at holde udstyret i funktionsdygtig stand således at funktionskravene i regel 4 er opfyldt. En funktionsfejl i det i regel 4(h) krævede udstyr for generel radiokommunikation skal dog ikke anses for at gøre skibet usødygtigt eller for at begrunde skibets forsinkelse i havn, hvor der ikke er let adgang til udførelse af reparationer, under forudsætning af, at skibet er i stand til at opfylde alle nød- og sikkerhedsfunktioner.

 

 

Regel 15 Radiopersonale

Ethvert skib skal have personale om bord, der er kvalificeret til at varetage nød- og sikkerhedsradiokommunikation til Administrationens tilfredshed. Dette personale skal være indehavere af de relevante certifikater som specificeret i radioreglementet, hvor dettes bestemmelser er gældende. En bestemt person blandt radiopersonalet skal være udpeget til at have det primære ansvar for radiokommunikationen i nødsituationer.

Regel 16 Radiojournaler

Alle hændelser i forbindelse med radiotjenesten, der synes at være af betydning for sikkerheden for menneskeliv til søs, skal registreres. Denne registrering skal ske på en måde, som er godkendt af Administrationen og som er i overensstemmelse med radioreglementet.

 

Søfartsstyrelsen, den 15. december 1998

 

 

Officielle noter

1) Se »The NAVTEX Manual« vedtaget af IMO (publikation IMO-951E)

 

2) Se resolution A.704(17), »Provision of Radio Services for the Global Maritime Distress and Safety System (GMDSS)«.

3) Se resolution A.614(15), »Carriage of Radar Operating in the Frequency Band 9.300-9.500 MHz«.

 

4) Der gøres opmærksom på, at skibe kan have behov for at modtage visse maritime sikkerhedsinformationer, mens de befinder sig i havn.

 

5) Som retningslinie er følgende formel anbefalet til at bestemme den elektriske belastning, som skal forsynes af reserveenergikilden for hver radioinstallation krævet for nødsituationer: 1/2 af strømforbruget nødvendigt for at sende + strømforbruget nødvendigt for at modtage + strømforbruget af yderligere belastninger.

Á Hillingartanga 2, 360 Sandavágur
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

Melda til tíðindabræv