Gildiskoma: 01.07.1998
Slag: Fráboðan B

Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B. Skibes bygning og udstyr m.v. Kapitel B VI Transport af skibsladninger, 1. juli 1998

 

KAPITEL B VI

 

Transport af skibsladninger

Afsnit A Almindelige bestemmelser

 

Regel 1 Anvendelsesområde

1 Dette kapitel gælder for ladningstransporter (undtagen væsker i bulk, luftarter i bulk samt de typer af transporter, der er dækket af andre kapitler), som, på grund af den særlige fare disse udgør for skibe og personer om bord, kan kræve særlige sikkerhedsforanstaltninger for alle skibe, som er omfattet af disse forskrifter (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B) samt for lastskibe med en bruttotonnage på mindre end 500. Administrationen kan imidlertid, for lastskibe med en bruttotonnage på mindre end 500, træffe andre effektive forholdsregler for at sikre den krævede sikkerhed, såfremt den skønner, at rejsen foregår under så beskyttede forhold, at anvendelse af en eller flere bestemmelser i dette kapitels afsnit A eller B ville være urimelig eller unødvendig.

2 Til supplering af bestemmelserne i dette kapitels afsnit A og B skal enhver kontraherende regering sikre sig, at behørige informationer vedrørende ladningen, dens stuvning og sikring er til rådighed, idet der lægges særlig vægt på nødvendige forholdsregler for sikker transport af sådanne ladninger.

 

Regel 2 Informationer om ladning

1 Afskiberen skal i god tid inden lastning forsyne skibsføreren eller dennes repræsentant med nødvendige informationer, således at procedurer for sikker stuvning og transport af ladning kan iværksættes. Sådanne informationer skal dokumenteres skriftligt og ved behørige skibsdokumenter i god tid før lastning påbegyndes. Ved anvendelsen af denne regel skal de informationer om ladningen, der kræves i henhold til CSS kodens afsnit 1.9 med senere ændringer, behørigt benyttes. CSS koden er vedtaget af Organisationen ved resolution A.714(17). En hvilken som helst ændring til kodens afsnit 1.9 skal vedtages og sættes i kraft i overensstemmelse med procedurerne i Konventionens Artikel VIII.

 

2 Ladningsinformationer skal indeholde:

.1 ved stykgodsladninger og ved ladninger, der transporteres i enheder, en almindelig beskrivelse af ladningen, ladningens eller enhedens bruttomasse og en hvilken som helst særlig egenskab ved ladningen;

.2 hvor det drejer sig om bulkladninger, information om stuvefaktoren for lasten, trimprocedurerne, vurdering af sandsynligheden for at lasten skrider samt lastens endelige skridningsvinkel, hvis anvendelig, og en hvilken som helst anden relevant særlig egenskab. Såfremt det drejer sig om et koncentrat eller anden ladning, som kan gå fra fast til flydende form, desuden et certifikat som informerer om ladningens fugtighedsindhold og grænseværdien for fugtighedsindholdet under transport;

.3 hvor det drejer sig om en bulkladning, der ikke er klassificeret i overensstemmelse med regel VII/2, men som har egenskaber i kemisk henseende, der kan bevirke en mulig risiko, informationer udover dem, der er nævnt i dette afsnit, der beskriver disse kemiske egenskaber.

3 Før ladningsenheder lastes, skal afskiberen sikre sig, at bruttomassen for sådanne enheder er i overensstemmelse med den bruttomasse, der er angivet i skibsdokumenterne.

 

Regel 3 Iltanalyser og gasdetekteringsudstyr

1 Ved transport af en bulkladning, der kan afgive giftig eller brandfarlig gas, eller som kan forårsage en reduktion af iltindholdet i lastrummene, skal der om bord være målingsudstyr, der kan måle gaskoncentration eller iltindhold i luften. Der skal tillige være detaljeret instruktion for brug af sådant udstyr. Målingsudstyret skal være til administrationens tilfredshed.

2 Administrationen skal tage skridt til at sikre, at skibsbesætninger er trænede i brug af sådant udstyr.

 

Regel 4 Brug af pesticider i skibe

Der skal tages behørige forsigtighedsregler, når der bruges pesticider i skibe, især i forbindelse med fumigering.

 

Regel 5 Stuvning og sikring

1 Ladning og ladningsenheder, der transporteres på eller under dæk, skal stuves og sikres på en sådan måde, at det under rejsen, såvidt det er praktisk muligt, forhindres, at der sker skade på skib eller personer om bord, eller at ladning mistes over bord.

2 Ladning, der transporteres i en ladningsenhed, skal være pakket og sikret i enheden, således at skade eller anden fare for skib eller personer om bord forhindres.

3 Behørige forsigtighedsregler skal tages under lastning af sværvægtsgods eller ladning med anormale fysiske dimensioner, således at det sikres, at der ikke sker skade på skibets konstruktion og således, at der er tilstrækkelig stabilitet under hele rejsens forløb.

4 Behørige forsigtighedsregler skal tages under lastning og transport af ladningsenheder på ro-ro skibe, i særdeleshed med hensyn til surringsanordninger på sådanne skibe og ladningsenheder og med hensyn til styrken af surringspunkter og surringer.

5 Containere må ikke lastes til mere end den størst tilladte bruttovægt; denne er angivet på Safety Approval Plate i overensstemmelse med bestemmelserne i den Internationale Convention for Safe Containers (CSC).

6 Ladningsenheder, herunder køretøjer og containere, skal lastes, stuves og under hele rejsen være sikrede i overensstemmelse med de bestemmelser, der findes i den af Administrationen godkendte lastsikringsmanual (cargo securing manual). I skibe med ro/ro lastrum som defineret i regel II-2/3.14 skal alt sikringsarbejde af ladningsenheder som anført i lastsikringsmanualen være afsluttet før skibet afgår fra kaj. Lastsikringsmanualen skal være udarbejdet til en standard, der som et minimum er ækvivalent til de retningslinier, som Organisationen har udarbejdet.

 

Afsnit B Særlige bestemmelser for bulkladninger andre end korn

 

Regel 6 Acceptkriterier for indskibning

1 Før indskibning af en bulkladning skal skibsføreren være i besiddelse af fuldstændige informationer om skibets stabilitet og om ladningsfordelingen ved standardkonditionerne. De metoder, der anvendes for tilvejebringelse af sådanne informationer, skal være til administrationens tilfredshed.

 

2 Koncentrater eller andre ladninger, der kan blive flydende, skal kun accepteres som last, såfremt det øjeblikkelige fugtighedsindhold er lavere end grænseværdien for fugtighedsindholdet under transport. Sådanne koncentrater samt andre ladninger kan imidlertid accepteres som last, selvom fugtighedsindholdet overstiger ovennævnte grænseværdi, forudsat, at der er truffet foranstaltninger til administrationens tilfredshed, som sikrer tilstrækkelig stabilitet i tilfælde af ladningsforskydning, og at skibets konstruktion som helhed kan tåle denne belastning.

3 Før lastning af bulkladning, som ikke er klassificeret i overensstemmelse med bestemmelserne i regel VII/2, men som i kemisk henseende har egenskaber, der kan udvikle en mulig fare, skal særlige forholdsregler tages for at sikre transporten.

Regel 7 Lastning, losning og stuvning af massegods i bulk

1 Ved anvendelsen af denne regel betyder terminalrepræsentanten en person udpeget af terminalen eller anden facilitet, hvor skibet laster eller losser, og som har ansvaret for de operationer, der udføres ved den terminal eller facilitet i forbindelse med det pågældende skib.

2 For at sætte skibets fører i stand til at forebygge overbelastninger på skibets skrog, skal skibet være forsynet med et instruktionshæfte skrevet på et sprog, som de skibsofficerer, der er ansvarlige for lastoperationerne, er fortrolige med. Hvis dette sprog ikke er engelsk, skal skibet være forsynet med et instruktionshæfte, der tillige er skrevet på engelsk. Instruktionshæftet skal som et minimum indeholde:

.1 stabilitetsdata som krævet under regel II-1 / 22

.2 kapacitet og rater for ballastning og deballastning

.3 maksimum tilladelig last per overfladeenhed (last pr. m2) af tanktoppen

.4 maksimum tilladelig last pr. lastrum

 

.5 almindelige lastnings- og losningsinstruktioner med henblik på styrken af skibets skrog inklusive enhver begrænsning for de værst tænkelige konditioner under lastning, losning, ballastoperationer og rejsen.

.6 andre særlige restriktioner så som for eksempel begrænsninger med hensyn til de værste operationelle forhold pålagt af administrationen eller af en organisation, som den har anerkendt, hvis dette er tilfældet, og

.7 hvor der kræves styrkeberegninger, maksimum tilladelige kræfter og momenter på skibets skrog under lastning, losning og rejsen.

3 Før en fast massegodsladning bliver lastet eller losset, skal skibets fører og terminalrepræsentanten være enige om en plan som skal sikre, at de tilladelige kræfter og momenter på skibet ikke overskrides under lastning eller losning, og denne skal inkludere rækkefølge, kvantitet og laste- eller losserater, idet der tages hensyn til hastigheden for lastning eller losning, antallet af lasterør og deballastnings- eller ballastningskapaciteten for skibet. Planen og enhver følgende ændring dertil skal indgives til den rette myndighed i havnestaten.

4 Bulkladninger skal lastes og hvor påkrævet trimmes nogenlunde plant helt ud mod lastrummets sider for at minimere risikoen for skridning af ladningen og for at sikre at tilstrækkelig stabilitet opretholdes på rejsen.

5 Når bulkladninger transporteres på mellemdæk, skal lugerne på sådanne mellemdæk lukkes, såfremt lasteinformationerne indikerer et uacceptabelt højt tryk på bundstrukturen, hvis lugerne holdes åbne. Ladningen skal trimmes nogenlunde plant og skal enten udstrækkes fra side til side eller være sikret ved yderligere langskibsinddeling af tilstrækkelig styrke. For at sikre, at dæksstrukturen ikke overbelastes, må mellemdækkenes maksimale arbejdsbelastning ikke overskrides.

6 Skibsføreren og terminalrepræsentanten skal sikre at laste- og losseoperationer udføres i henhold til den aftalte plan.

7 Såfremt nogle af skibets begrænsninger nævnt under punkt 2 overskrides under lastning eller losning eller sandsynligvis vil blive overskredet, hvis lastningen eller losningen fortsætter, har skibsføreren retten til at suspendere operationen og pligt til at informere den rette myndighed i havnestaten, til hvem planen er blevet indgivet, om dette. Skibsføreren og terminalrepræsentanten skal sikre at korrigerende handling foretages. Under losning af ladning skal skibsføreren og terminalrepræsentanten sikre at lossemetoden ikke beskadiger skibets struktur.

8 Skibsføreren skal sikre, at skibets besætning konstant overvåger lastoperationerne. Hvor det lader sig gøre, skal skibets dybgang kontrolleres jævnligt under lastning eller losning for at bekræfte de modtagne lastcifre. Hver dybgangs- og lastobservation skal indføres i en lastlogbog. Hvis der observeres betydelige afvigelser fra den aftalte plan skal last- eller ballastoperationer eller begge afpasses for at sikre, at afvigelserne korrigeres.

 

Afsnit C Transport af korn

 

Regel 8 Definitioner

Med mindre andet er bestemt gælder følgende for dette afsnit:

1 International Grain Code er den internationale kode for sikker transport af korn i bulk, som er vedtaget af Organisationens Sikkerhedskomité (MSC) ved Resolution MSC.23(59), og som den måtte blive ændret af Organisationen, forudsat at sådanne ændringer er vedtaget, sat i kraft og virker i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel VIII i SOLAS-Konventionen, der omhandler ændringsprocedurer til Konventionens annex bortset fra kapitel I.

2 Udtrykket korn omfatter hvede, majs, havre, rug, byg, ris, bælgfrugter, frø og produkter heraf, som reagerer på samme måde som korn i naturlig tilstand.

 

Regel 9 Krav til lastskibe, der transporterer korn

1 Foruden et hvilket som helst andet krav, der stilles i disse forskrifter, skal et lastskib, der transporterer korn, rette sig efter kravene i den internationale kode for sikker transport af korn, og være i besiddelse af et godkendelsesdokument, som krævet i koden. I forbindelse med denne regel er kravene i koden obligatoriske.

2 Et skib uden godkendelsesdokument må ikke laste korn før skibsføreren, over for administrationen eller over for den kontraherende myndighed i lastehavnen, der handler på administrationens vegne, har godtgjort, at skibet i dets endelige lastetilstand opfylder kravene i den internationale kode for sikker transport af korn.

Á Hillingartanga 2, 360 Sandavágur
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

Melda til tíðindabræv