Slag: Fráboðan

Revideret 1. januar 2003

Kapitelhæfte E VI; 1. februar 1999

Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E, Kapitel VI, Beskyttelse af besætningen (arbejdsmiljø og sikkerhed m.v.)

Reglerne i dette kapitel gælder både for nye og eksisterende skibe medmindre andet er anført.

Generelt

På nye og eksisterende fiskeskibe skal ethvert arbejdssted, samt områder, hvor personer om bord færdes, indrettes, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det skal herunder sikres, at bestemmelserne i dette kapitel overholdes.

Dette kapitel indeholder supplerende bestemmelser til den til enhver tid gældende tekniske forskrift om arbejdets udførelse om bord i skibe.

Regel 1 Almindelige beskyttelsesforanstaltninger

(1) Der skal forefindes et stræktovssystem, der effektivt dækker alle behov, og de nødvendige wirer, reb, sjækler, øjebolte og klamper skal forefindes.

(2) Dæksåbninger med karme eller tærskler af under 600 mm højde skal være forsynet med beskyttelsesforanstaltninger såsom hængslede eller transportable rækværk eller netværk. Administrationen kan undtage mindre åbninger, som f.eks. fiskeåbninger (isdæksler) fra at opfylde disse forskrifter.

(3) Skylights eller andre lignende åbninger skal være forsynet med beskyttelsestremmer anbragt ikke mere end 350 mm fra hinanden. Administrationen kan undtage mindre åbninger fra at opfylde denne bestemmelse.

(4) Alle dæksoverflader skal være således indrettet og behandlet, at muligheden for at personer glider nedbringes til det mindst mulige. I særdeleshed skal dæk i arbejdsområder, såsom i maskinrum, kabysser, ved spil og nettromler, og hvor fisk behandles, såvel som ved foden og

troppen af lejdere og foran døre, være forsynet med overflader, der modvirker glidning.1)

(5) Når mandskabet arbejder eller færdes på steder, hvor der er en forøget risiko for overbordfald, skal der være taget passende sikkerhedsforanstaltninger, såsom brug af livline og arbejdsvest, redningsvest eller andet egnet udstyr. Arbejdet må ikke udføres, uden der er etableret fuldt tilstrækkeligt opsyn.

(6) Hvor arbejdet ikke på anden måde kan planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, må arbejdet kun udføres, hvis der anvendes personlige værnemidler, jf. den til enhver tid gældende tekniske forskrift herom.

Regel 2 Dæksåbninger

(1) Hængslede lugedæksler, mandehuller og andre åbninger skal være beskyttet mod tilfældig lukning. Især skal tunge dæksler på evakueringsåbninger være forsynet med kontravægte og således konstrueret, at de kan åbnes fra begge sider af lugen.

(2) Adgangslugers dimensioner må ikke være mindre end 600 gange 600 mm eller en diameter på 600 mm se dog bestemmelsen 6.6.

(3) Hvor det er praktisk muligt, skal der findes håndtag over niveauet for dækket over evakueringsåbninger.

(4) Hvor højden af lugekarmen er mindre end 750 mm, skal der omkring lugen kunne opsættes sceptre af 1000 mm´s højde, fornødent sikrede samt forsynet med stræktove, når lugedækslet står åbent.

Regel 3 Skanseklædning, rækværk og beskyttelsesforanstaltninger

(1) Effektiv skanseklædning, ræling eller rækværk skal anbringes på alle udsatte dele af arbejdsdækket og på overbygningsdækkene, hvis de er arbejdsplatforme. Skanseklædningens eller rækværkets højde over dækket skal være mindst 1 m. Såfremt denne højde ville gribe forstyrrende ind i skibets normale funktioner, kan Administrationen godkende en lavere højde.

For eksisterende skibe kan højden over dækket dog være 750 mm, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

(2) Den mindste lodrette afstand fra den dybeste arbejdsvandlinie til det laveste punkt på skanseklædninges overkant eller til kanten af arbejdsdækket, hvis et rækværk er brugt, skal kunne sikre tilstrækkelig beskyttelse for besætninger mod vand, der skylles over dækket, under hensyntagen til de farvande og vejrforhold, i hvilket skibet vil udøvevirksomhed, samt arbejdsområder, skibstypen og fiskerimetoden, og skal i det hele opfylde Administrationens krav.2)

(3) Åbningen under den nederste stang i rækværk må ikke overstige 230 mm. Den indbyrdes afstand mellem de øvrige stænger må ikke overstige 380 mm, og afstanden mellem rækværksstøtterne må ikke være mere end 1,5 m. I et skib med afrundet skanseklædning skal rækværksstøtter anbringes på den flade del af dækket. Rækværker skal være uden skarpe punkter, kanter og hjørner, og skal være af tilstrækkelig styrke.

(4) I overensstemmelse med Administrationens krav skal der findes midler, såsom rækværk, stræktov, gangbroer eller underdækspassager til beskyttelse af besætningen under færdsel mellem opholdsrum, maskineri og andre arbejdssteder. Der skal i nødvendigt omfang være anbragt håndfang på ydersiden af alle dækshuse og casinger for at tilvejebringe sikkerhed for besætningens passage eller arbejde.

(5) Hæktrawlere, hvor der arbejdes fra agterenden, skal være forsynet med passende beskyttelse, såsom døre, låger eller net på toppen af agterrampen i samme højde som den tilstødende skanseklædning eller rækværk. Når sådan beskyttelse ikke er på plads, skal der findes en kæde eller andre beskyttelsesmidler tværs over rampen.

(6) På dækket imellem trawl- og nettromler skal der monteres et ristværk, så passage lettes. Højden af ristværket må dog ikke gøres højere, end at afstanden imellem ristværk og top af lønning mindst skal være 600 mm.

Regel 4 Trapper og lejdere

Til sikring af besætningen skal der i overensstemmelse med Administrationens krav forefindes trapper og lejdere af tilstrækkelig størrelse og styrke med rækværk og trin, der modvirker glidning.

Regel 5 Oversigtsforhold

(1) Der skal fra styrehuset være mulighed for udsyn til alle arbejdspladser på vejrdækket. Styrehuset skal på relevante områder være forsynet med vinduer til dørken. Styrehuset skal placeres så højt, at udsynet ikke forhindres eller begrænses af udstyr m.v. der er monteret på dækket. For eksisterende skibe gælder, at det fra skibets kommandoplads skal være muligt at overvåge de steder på skibet, hvor mandskabet er beskæftiget med udsætning og indtagning af fiskeredskaber og ombordtagning af fangst.

(2) Hvor det ikke er teknisk muligt at sikre mulighed for udsyn til alle arbejdspladser på arbejdsdækket fra skibets kommandoplads, monteres der videoovervågning med et system, der er egnet til maritimt brug, og hvor placeringen af kameraet er godkendt af Administrationen.

(3) Hvor det ikke er muligt at etablere en forsvarlig visuel og hørlig kommunikation mellem arbejdsstedet og broen skal der etableres et egnet og pålideligt kommunikationssystem.

(4) Spils betjeningsgreb skal være således anbragt, at den, der betjener spillene, har tilstrækkelig plads, ligesom der fra spil og nettromlers manøvrepladser (betjeningssteder) skal være fuldt udsyn over de pågældende spil og nettromler og deres arbejdsområde.

(5) Hvor det ikke er muligt at have direkte udsyn over disse arbejdsområder, kan det i visse tilfælde accepteres, at der benyttes indirekte udsyn ved hjælp af et videoovervågningssystem, der er egnet til maritimt brug, og hvor placeringen er godkendt af Administrationen.

Regel 6 Adgang til lastrum

(1) Adgang mellem dæk skal ske ad faste lejdere. Hvis lejderne skal kunne demonteres, skal de være udført med beslag, så de sidder sikkert og stabilt, når de er monteret.

(2) Luger - hvor den kraft der skal bruges for at åbne denne er 160 N eller mere - skal, forsynes med en anordning, der kan medvirke til at åbne lugen. Lugerne skal kunne sikres i åben stilling.

(3) I lastrum skal der være en lejder eller faste trin hele vejen ned til bunden af lasten. Der skal være monteret gribehåndtag, hvor det er hensigtsmæssigt. Lejderen skal være sikret mod at skride og vælte med bøjler.

(4) Lastrumslejderen eller de faste trin skal være mindst 250 mm i bredden, og fodfæstet skal være mindst 90 mm i dybden. Foden må ikke kunne glide til side uden for trinet.

(5) Hvor skibets besætning er beskæftiget i lastrummet til søs, skal lastrum være forsynet med mindst én evakueringsluge. Er lastrummets længde 20 m eller derover, skal der etableres to evakueringsmuligheder placeret så langt fra hinanden som muligt. Disse luger skal opfylde bestemmelserne i kapitel II, regel 5 eller 6, og adgangen til dem fra lastrummet skal opfylde bestemmelserne i denne regel. Kravet om to luger gælder ikke for skibe køllagt før 1. august 1990.

(6) Adgangsforholdene til lastrummet skal være således indrettet, at det er muligt for en person at komme ned i rummene iført røgdykkerudrustning. Vedrørende køle- og fryserum gælder ligeledes bestemmelserne i kapitel IV, regel 15. Bestemmelsen gælder ikke for skibe under 45 m køllagt før den 1. august 1990.

(7) Fiskeskibe, der anvendes til fangst eller transport af industrifisk, skal mindst have følgende luger i hvert lastrum og lasttanke:

(a) En losseluge med en fri adgangsåbning på minimum 1200 x 1200 mm. For eksisterende skibe kan accepteres en lugestørrelse på minimum 800 x 1000 mm, når der er 2 sådanne luger i hvert lastrum. For eksisterende træskibe med en bruttotonnage under 50 kan den traditionelle ene luge accepteres, når lysningen er minimum 800 x 1000 mm, og skibet kun benyttes til industrifiskeri 10-15 gange hver sæson forår og efterår og forudsat, at Fiskeriministeriets bekendtgørelse om fisk og fiskevarers behandling og opbevaring om bord i fiskefartøjer overholdes.

(b) Et isdæksel med en fri lysningsdiameter på 290 mm. Isdækslet skal placeres så langt som muligt fra losselugen og anvendes under losningen til at placere friskluftventilator direkte oven på. Isdækslet skal være af en type med lås, og det vil i visse tilfælde være påkrævet, at det placeres på en karm af samme højde som losselugen.

Regel 7 Landgangsforhold

(1) Landgangsforholdene skal sikres på en sådan måde, at adgang til og fra skibet kan ske sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

(2) Føreren af et skib, der skal passeres hen over, skal sørge for, at passage kan ske sikkerhedsmæssigt forsvarligt. I skibe med helt eller delvist overbyggede fribordsdæk skal der være truffet sådanne arrangementer, at der kan etableres en forsvarlig adgangsvej til skibet eller til andre skibe fortøjet ved siden af hinanden i havn.

(3) Der skal etableres det nødvendige skridsikrings- og fastholdelsesarrangement (så som håndlister, gelændere og trin), og der skal etableres den nødvendige belysning af arrangementet.

(4) Fiskeskibe med en længde L mellem 45 m og 85 m skal mindst være udrustet med en landgang med anvendelsesområder i vinkler med det horisontale plan mellem 0° og 35°.

(5) Fiskeskibe med en længde L på mere end 85 m skal mindst være udrustet med:

(a) et faldereb med justerbare trin til anvendelse i vinkler med det horisontale plan mellem 0° og 55°, eller

(b) en landgang til anvendelse i vinkler på mellem 0° og 55°, og et faldereb med faste trin til anvendelse i vinkler med det horisontale plan mellem 20° og 50°.

(6) Hvis det under pkt. (5)(a) nævnte faldereb ikke kan skiftes fra side til side af skibets besætning, skal der forefindes et faldereb i hver side.

(7) Skibe med en længde L på eller over 24 m, men under 45 m skal have indfældede trin i skibssiden. Trinene skal placeres på den lodrette del af skibssiden og gå fra lønningens overkant til skibets letteste vandlinie. For skibe med længde L under 24 m samt for eksisterende skibe skal der etableres et arrangement, der i lige så høj grad sikrer, at overbordfaldne besætningsmedlemmer kan reddes om bord.

Regel 8 Arbejde i højden

(1) Master, hvorpå hejsemidler, antenner, lanterner eller andet, der kan kræve tilsyn eller reparation, er monteret, skal forsynes med forsvarlige lejdere og evt. arbejdsplatforme. Reglen gælder ikke for eksisterende skibe med træmaster.

(2) Tårne til iselevatorer for anlæg til sortering og isning samt tilhørende tackelbomme skal være forsynet med lejdere. Endvidere skal der på eller nær toppen af tårnet placeres en formålstjenlig platform, hvorfra smøring, vedligeholdelse og eventuel reparation kan foregå. Platformen skal være forsynet med forsvarligt rækværk samt fodliste eller lignende til forebyggelse af nedstyrtning. De enkelte fremføringsrør af tårnet skal sikres indbyrdes, så nedstyrtning af de enkelte rørstykker forhindres. Alle lejdere, der har en større vinkel med det horisontale plan end 70° og større højde over dækket end 5 m, skal ud over den i regel 8.3 nævnte faldsikring på disse skibe desuden være forsynet med forbundne rygbøjler fra en højde af 2,20 m over dækket.

(3) Alle lejdere, der har en større vinkel med det horisontale plan end 70° og større højde over dækket end 5 m, skal fra en højde af 2,20 m over dækket, være forsynet med godkendte faldsikringsordninger. Jf. EU.

(4) På fx toppen af A-master og andre steder hvor personer kan færdes i forbindelse med reparationsarbejder og lignende skal der etableres egnet rækværk eller gelænder.

(5) Relevant faldsikringsudstyr skal forefindes om bord.

Regel 9 Arbejds- og passageforhold

(1) Der skal sikres fri passage i færdselsveje (min 600 mm) og god plads ved arbejdspladser (min. 600 x 600 mm), fx foran nettromler, ved spil og ved miljøanlæg. For eksisterende skibe skal fri passage sikres hvis det er teknisk muligt. Hvis det efter en konkret vurdering ikke er muligt at sikre fri passage, skal der søges foretaget andre tekniske foranstaltninger, med henblik på at reducere eller minimere risikoen.

(2) Hvor udstyr til forarbejdning eller slidskning af fangsten hindrer fri passage skal udstyret være flytbart eller på anden måde fleksibelt, så der kan skabes fri passage i perioder, hvor der ikke sker forarbejdning af fangsten.

(3) På fartøjer med en længde på 24 m og derover skal det sikres at manuel håndtering af fisk på fartøjet kan foregå under dæk eller bak. Der skal være fuld ståhøjde (mindst 2 m) og dagslysadgang i form af fx koøjer. For fartøjer med en længde på mindre end 24 m, skal det sikres at håndtering af fisk på fartøjet, kan ske under beskyttede forhold. For eksisterende skibe skal kravet om fuld ståhøjde og dagslysadgang om muligt opfyldes.

(4) I lukkede arbejdsrum, der anvendes til indtakling eller fiskebehandling, skal monteres et fast installeret ventilationsanlæg, der skal sikre et luftskifte på mindst 6 gange pr. time. For eksisterende skibe køllagt før 1. august 1990 skal et lignende ventilationsanlæg monteres, når der i lukkede rum arbejdes med fiskebehandling.

(5) I maskinrummet skal der være fri passage til alle væsentlige dele og komponenter med henblik på vedligeholdelse og reparation. Der skal ligeledes være fri passage til opgang eller nødudgang.

Regel 10 Belysning

(1) Ved alle passageveje, arbejdsrum og arbejdsområder på skibet skal der være gode lysforhold. Lysforholdene skal have en styrke og kvalitet, der kan sikre, at arbejdet udføres sikkerheds og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det gælder ved ud- og indhaling, hvor fangsten håndteres, ved håndtag og betjeningspaneler, i kabyssen, i passage- og færdselsveje, landgangsforhold m.m. Dansk Standard 700 om belysning skal som minimum være opfyldt.

(2) Lysmængden skal være tilstrækkelig til, at man kan skelne detaljer. Lyset skal skabe passende kontrastforhold og må ikke blænde.

(3) I lastrummene skal der være en stationær belysning, som sikrer tilstrækkelig belysning under alle forhold - både til orientering og under arbejde i lastrummet. For eksisterende skibe der helt eller delvis anvendes til fangst eller transport af industrifisk kan der efter Administrationens konkrete vurdering tillades at belysning af lastrum etableres på en anden men lige så forsvarlig måde som med stationært anlæg.

(4) Belysningen må ikke genere navigatøren i styrehuset.

Regel 11 Lasthåndtering

(1) Modtagebinger skal være forsynet med et solidt rørgelænder rundt om bingen. På gelænderet skal om nødvendigt etableres en platform i hensigtsmæssig højde, så binding af posen kan foregå i en god arbejdsstilling.

(2) Fiskebehandling skal ske fra skyllekar, rensekar, skyllebinger, renseborde, pauner m.m. der har god arbejdshøjde. Hjælpemidler og inventar skal i fornødent omfang være let indstillelige.

(3) For at reducere risiko for glatte dæksoverflader skal fiskeaffald ledes overbord ved hjælp af slisker, bånd eller lignende arrangement.

(4) Der skal, jf. teknisk forskrift om arbejdets udførelse, etableres tekniske foranstaltninger, der sikrer at håndtering af fisk på dæk, fra dæk til lastrum og i selve lastrummet kan foregå således, at unødige, fysiske belastninger undgås eller reduceres mest muligt.

Regel 12 Ishåndtering

(1) Transportbånd til transport af is for blanding med fisk må ikke forefindes om bord i skibe der helt eller delvist anvendes til transport og fangst af industrifisk. For andre fiskeskibe skal eventuelle istransportarrangementer forelægges Administrationen til godkendelse. For eksisterende skibe gælder:

(a) Transportsystemer med snegle, bånd eller kædetransportører skal konstrueres og afskærmes således, at det ikke er muligt at få arme, ben etc. i klemme i transportøren. Der skal forefindes en hovedafbryder, der afbryder for kraftforsyningen, når istransportsystemet er under reparation. Hovedafbryderen skal kunne aflåses med hængelås eller anden lås, og nøglen udleveres til reparatøren. Der skal i lastrum, som istransportørsystemet passerer, findes et passende antal nødstop, således at det fra et hvert sted nær istransportøren er muligt øjeblikkeligt at stoppe denne.

(b) Den del af istransportsystemet, der anvendes til "fødning", skal beskyttes af et ristværk (elefantrist) opbygget af minimum 5 mm fladjern med en kvadratisk åbning på maksimum 120 x 120 mm og en dybde på minimum 70 mm. Afstanden mellem underkant af ristværk og den øverste del af den isfrembærende konstruktion eller roterende dele skal være minimum 200 mm. Arrangementet skal synes og godkendes af Administrationen inden ibrugtagning.

(c) Hvor fødning af iselevatoren i lastrummet sker direkte gennem en enkelt åbning til transportbånd eller snegl, skal denne åbning forsynes med et ristværk opbygget af minimum 5 mm fladjern med en kvadratisk åbning på maksimum 120 x 120 mm og en dybde på minimum 70 mm. Installationen skal synes og godkendes af Administrationen inden ibrugtagning.

(d) I de tilfælde, hvor forsyning af is til transportbåndet foregår via et korrugeret skot, skal der være påsvejset vandrette stænger eller rør med højst 300 mm lodret afstand. Forneden hvor skottet munder ud over selve isbåndet, skal ovennævnte stænger være erstattet af en plade, der forneden slutter tæt til båndet, og ikke under 1200 mm i højden.

(e) Skærmplader og ristværk skal være sikret med påsvejsning.

(f) Ristværk må ikke aftages, når iselevatorer med snegle eller kædetransportører er i drift.

(g) Såfremt skærmplader eller ristværk har været afmonteret, skal der med angivelse af tid og sted af skibets fører indføres en begrundelse herfor i skibets tilsynsbog. Skibet må ikke tage på nyt togt, før det forskriftsmæssige arrangement er reetableret og synet.

(h) Alle personer, som opholder sig eller arbejder i lastrummet med iselevatorer med snegle eller kædetransportører, skal benytte særligt egnet værnefodtøj.

(2) I konsumskibe skal træffes foranstaltninger der sikrer at ishåndtering kan foregå uden unødige fysiske belastninger. Dette kan f.eks. ske ved at der installeres en ismaskine med tilstrækkelig kapacitet, issilo med hævbar bund eller andre tekniske hjælpemidler til håndtering af isen, for at undgå tunge løft og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger ved håndtering af is.

Regel 13 Styrestangsarrangement

(1) Styrestangsarrangementer på skibe der helt eller delvis anvendes til transport eller fangst af industrifisk samt trawlere over 24 m med langskibs netromle skal være mekanisk betjente. For samme gruppe af skibe med tværskibs nettromler skal det af Administrationen i hvert enkelt tilfælde vurderes om mekanisk styrestangsarrangement er nødvendigt. Holdere til styrestænger, der kan betjenes uafhængigt af hinanden, skal være sikret på en sådan måde, at mandskabet ikke kan komme i klemme mellem disse. For eksisterende skibe kan Administrationene fravige kravet hvis dårlige pladsforhold eller andre uhensigtsmæssige konsekvenser af kravet gør sig gældende.

(2) Styrestangsarrangementet skal være udformet således, at trawlet eller wiren ikke kan hoppe over styrestangen og at styrestængerne ikke kan "skrue sig op" af fastgørelsen.

Regel 14 Dæksmaskineri m.v.

(Spil, nettromler, trawlskovlsarrangement og dæksmaskineri i øvrigt, herunder fiskebehandlingsanlæg)

Generelt

(1) Spil, nettromler, trawlskovlarrangement og dæksmaskineri i øvrigt skal med hensyn til konstruktion, udførelse, udrustning, sikkerhedsudstyr og stabilitet være således indrettet, at de under de forudsatte driftsforhold kan opstilles, anvendes, vedligeholdes og repareres uden risiko for sikkerhed og sundhed.

(2) Brug af spil, nettromler og dæksmaskineri i øvrigt skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde og i overensstemmelse med Administrationen til enhver tid gældende forskrift om anvendelse af tekniske hjælpemidler.

(3) Spil, nettromler og dæksmaskineri i øvrigt skal, hvis det er teknisk muligt, være således konstrueret, at drivkraften skal stoppe når relevante beskyttelsesanordninger uden brug af værktøj fjernes.

Spil

(4) Spil skal så vidt muligt være konstrueret og afskærmet, så bevægelige dele, ikke kan volde personskade. Alle beskyttelsesanordninger skal have fornøden styrke og stabilitet.

(5) Vejviserblokke skal være forsynet med sikkerhedsbøjle eller andre lige så effektive godkendte sikkerhedsforanstaltninger.

(6) Hvis det er teknisk muligt skal wirer langs dækket lægges i rør, eller på anden måde afdækkes lige så sikkert. Placeringen skal være på en sådan måde, at passage på dækket kan foretages sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

(7) Trawlspil skal kunne reverseres. Betjeningshåndtag skal automatisk returnere til neutral stilling, når de slippes, og være forsynet med låseudstyr, der forhindrer ukontrolleret igangsætning.

(8) Spiltromler skal være forsynet med bøjler eller lign. godkendte foranstaltninger til fastlåsning af tampen.

(9) Hvor et spil kan betjenes fra mere end et sted, skal det ved hvert betjeningssted kunne ses, hvorfra spillet betjenes. Spillet må kun kunne betjenes fra et sted ad gangen.

(10) Spil skal udføres således, at den kraft, der er nødvendig for at betjene håndhjul, håndtag, omskifter, stænger og lignende, ikke overstiger 160 N og i de tilfælde, hvor fodtryk anvendes, ikke overstiger 320 N. Reglen gælder ikke for eksisterende skibe køllagt før 1. august 1990.

(11) Enhver del af fiskegrejet, herunder wirer, kæder og lignende, skal være af tilstrækkelig styrke til at modstå de forventede belastninger.

(12) Alle dele, der indgår i hejsemidler og lignende udstyr, hvad enten disse er faststående eller bevægelige, samt grej, der anvendes i forbindelse hermed, skal være af solid konstruktion, fremstillet af egnede materialer med tilstrækkelig styrke og uden fejl. De skal være forsvarligt og passende fastgjort, understøttet eller ophængt under hensyntagen til de formål, hvortil de skal anvendes.

(13) Reparation eller udskiftning af nogen del af det ovennævnte udstyr må ikke medføre forringelse af den oprindelige styrke.

(14) Spil skal være udstyret med mekaniske bremser, der effektivt er i stand til at fastholde byrden. Bremser skal være forsynet med enkle og lettilgængelige justeringsordninger.

Enhver spiltromle, der kan frakobles spillets drivaksel, skal være forsynet med en bremse, der er uafhængig af drivakslen.

(15) Spil skal være forsynet med midler til at forhindre overbelastning. Svigt i kraftforsyningen må ikke medføre ukontrolleret affiring af byrden.

(16) Trawlspil skal være forsynet med mekanisk spolesystem.

(17) Ved alle spilkopper skal monteres stop. Hvis det er teknisk muligt og hensigtsmæssigt skal der monteres afskærmning.

(18) Hvor et fiskespil betjenes fra styrepladsen (styrehuset, broen), skal der på passende steder (fx ved spillet og ved de øvrige faste arbejdssteder på dæk og i styrehus) forefindes nødstop. Nødstoppet skal kunne stoppe spillets bevægelse og spillet skal fastholdes, så der ikke sker ukontrolleret udløb af wiren.

Nettromler

(19) Nettromler skal placeres på en sådan måde, at der ikke kan opstå klemskader.

(20) Passage mellem skot, dækshus eller lign. og fuldt oprullet tromle med net skal som min. være 600 mm. For eksisterende skibe kan Administrationen, hvis det skønnes forsvarligt, dog tillade en mindre passage.

(21) Betjenes tromlen lokalt ved spillet, skal betjeningshåndtaget placeres således, at fare for klemningsulykke, for den person der betjener spillet, elimineres.3)

Trawlskovle

(22) Der skal træffes forholdsregler til at hindre, at trawlskovle utilsigtet svinger indenbords, fx opsætning af en eller flere flytbare beskyttelsesstænger, rørbøjler eller lignende ved galgerne.

(23) Der skal forefindes effektive midler til at fastholde trawlskovle under skift af wirer m.v4)

(24) Der skal forefindes en formålstjenlig platform eller lignende arrangement, hvoraf skiftning/sikring af wirer, sjækler etc. til trawlskovlene sikkert kan foregå.

(25) For eksisterende skibe hvor føreren ikke har fuld oversigt over trawlskovlene ved skiftning/sikring, skal der enten benyttes et elektronisk kommunikationssystem mellem broen og arbejdsdækket eller etableres videoovervågning med et system, der er egnet til maritimt brug, og hvor placeringen af kameraet er godkendt af Administrationen.

Dæksmaskineri i øvrigt - herunder fiskebehandlingsanlæg

(26) På bomtrawlere skal arrangementet uanset pæletrækkets størrelse ved spiltromlerne til trawlwirerne være indrettet således, at tromlerne med et enkelt håndgreb i styrehuset kan frikobles under belastning uafhængig af hydraulikpumpe og bremser, idet der dog skal opretholdes tilstrækkelig friktionsbremsning for undgåelse af ukontrolleret friløb. Ved bomtrawlere med en længde over 24 m skal der på et passende sted ved spillet, findes en tilsvarende frikoblingsordning.

(27) Ved spil med klokobling må denne ikke være indkoblet under slæbning.

Fiskebehandlingsanlæg

(28) Ved fiskebehandlingsanlæg forstås i denne forbindelse anlæg, der maskinelt sorterer, renser, fileterer, iser, koger, pakker, transporterer eller på anden måde behandler fangsten.

(29) Fiskebehandlingsanlæg skal være således konstrueret, at personer, der arbejder eller opholder sig ved anlægget, ikke utilsigtet kommer til skade. Anlægget skal være sikret i alle forudsigelige situationer, som fx ved normal drift, under reparation, vedligeholdelse, og ved rengøring.

(30) Beskyttelsesskærme må ikke kunne fjernes uden brug af værktøj med mindre, der er truffet særlige foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal være at:

(a) beskyttelsesskærmen ikke kan åbnes, før drivkraften er slået fra og anlægget standset. Anlægget må herefter ikke kunne startes før beskyttelsesskærme atter er anbragt på plads.

(b) når afskærmningen åbnes, skal drivkraften automatisk slås fra, og anlægget stoppe på kortere tid, end det tager at føre en legemsdel ind i farezonen.

Anlægget må ikke starte, før afskærmningen er på plads, og må ikke automatisk herved kunne genstarte.

(c) For eksisterende skibe kan Administrationen godkende anlæg, der ikke opfylder bestemmelsen, forudsat at anlægget vurderes at være lige så sikkert.

(31) Fiskebehandlingsanlæg skal let, hurtigt og sikkert kunne stoppes med nødstopanordning, hvis ukontrollerede farlige situationer opstår i anlægget. Nødstop skal fungere ved alle driftsomfåder, også når en del af anlægget er frakoblet.

(32) Anlæg, som af arbejdstekniske grunde ikke kan indrettes eller afskærmes, så risiko for personskade er udelukket, skal have nødstop ved farestederne. Ved farligt efterløb skal nødstoppet kombineres med en bremse. Genstart af anlægget må kun kunne ske med de normale startanordninger, og først når nødstoppet manuelt er stillet i "klarstilling". Nødstopanordninger skal være fast monterede.

(33) Ved reparation og rengøring af et anlæg skal, så vidt det er muligt, kunne foretages med en effektiv afskærmning monteret. Er dette ikke muligt, skal der efter fjernelse af afskærmningen foretages en nøglebetjent omstilling for at få anlægget til at køre. Anlægget må tillige kun herefter kunne køre under betjening af dødmandsbetjent kontakt.

(34) Anlæg må, efter der er trykket på stop, ikke stå med et akkumuleret tryk, der ved reparation eller indgreb kan skabe farlig maskinbevægelse.

(35) Fiskebehandlingsanlæg, transportbånd m.v. skal desuden arrangeres således, at de opfylder følgende:

(a) Nødstop skal placeres på passende steder.

(b) Anlæggene skal, udover de i pkt. a nævnte nødstop, være forsynet med nødstop, der automatisk træder i funktion, såfremt man griber ind i anlæggene ved et ulykkestilfælde eller ved rengøring, inspektion eller lignende.

(36) Hvor flere transportbånd arbejder i forlængelse af hinanden, skal nødstop være placeret med mellemrum af ikke over 10 m. Hvert nødstop skal stoppe alle transportbånd i linien.

(37) Hvis transportbåndenes længde er 15 m eller mere, skal der findes lyd eller lyssignaler til at advare med, når transportbåndet startes.

(38) Arrangementet skal sikre fri adgang for inspektion, betjening og rengøring af fiskebehandlingsanlægget. Arbejdsområder ved sådanne anlæg må ikke have mindre bredde end 750 mm. Efter en konkret vurdering kan Administrationen dog tillade mindre bredder hvis det skønnes forsvarligt.

(39) Materialer, der benyttes til at isolere fiskebehandlingsanlæg, inkl. rørforbindelser, skal være ubrandbare, holdbare og stabile i et vibrerende miljø og må ikke have udvendige overfladetemperaturer, der er skadelige eller ubehagelige for mandskabet ved berøring. Isoleringsmaterialerne skal være sikker fastgjort. Bestemmelsen gælder ikke for skibe køllagt før den 1. august 1990.

(40) Maskineri og installationer, der arbejder under tryk, skal opfylde kravene til trykbeholdere i kapitel IV.

(41) Maskineri og andre installationer, hvoraf damp, gas, støv eller andre skadelige stoffer kan undslippe eller udstødes under driften, skal være forsynet med udsugningsanlæg. Udsugningsanlægs sugeåbninger skal anbringes så nær som muligt ved kilden til dampen, gassen, støvet eller andre skadelige stoffer, og rørføringen skal arrangeres således, at de bortventilerede produkter ikke er til skade for besætningen. Damp eller dunstudledning fra udstyr, såsom leverkogere, skal placeres så højt som muligt. Udledningsrør skal være mindst 50 mm i diameter, og være ført til fri luft. Damp fra udledningen må ikke dække udsynet fra broen.

(42) Spjæld, ventiler eller andre stoppeanordninger skal anbringes således, at de er let tilgængelige og sikre at betjene.

(43) Maskineri og udstyr i arbejdsområder skal være monteret på stærke, faste fundamenter sikkert forbundet til skibets konstruktion.

(44) Bevægelige dele på maskineri og andre installationer samt grej, der kan frembyde fare, skal være effektivt afskærmet.

(45) Fiskebehandlingsanlæg, der benytter vand, skal være forsynet med effektive drænsystemer, der tager hensyn til disses særlige modtagelighed over for blokering.

(46) Maskineri og installationer, som kræver rutinemæssige eftersyn i en højde af mere end 2 m, skal, hvis det er teknisk muligt, forsynes med 600 mm brede platforme beskyttet med gelændere, der ikke er mindre end 1 m høje.

(47) Pålægning og aftagning af fisk til anlægget skal foregå i en sikker og bekvem arbejdshøjde.

(48) Fyldeåbninger til maskineri og andre installationer (fx lever- eller fiskeoliekogere) skal være inden for besætningens bekvemme rækkevidde. Dæksler på fyldeåbninger skal have passende lukkemidler, således at damp, varmt vand eller dunst forhindres i at undslippe rummet. Dækslet skal forsynes med kontravægt eller et andet sikkert arrangement til at fastholde det i åben stilling, når krævet.

Regel 15 Foranstaltninger til imødegåelse af den med industrifiskelaster forbundne sundhedsfare

(1) I denne regel finder følgende definitioner anvendelse:

(a) "Formalin": Væsken formaldehyd HCHO opløst i vand.

(b) "Friskluftapparat": Enten et indåndingsapparat med komprimeret luft eller et indåndingsapparat med maske og luftpumpe samt luftslange af tilstrækkelig længde.

(c) "Industrifisk": Fisk, der fanges udelukkende til anvendelse i fiskemels- og fiskeolieindustrier.

(d) "Kuldioxid": CO2i gasform, under tryk i flydende form og i fast form (tøris).

(e) "Svovlbrinte": Gasarten H2S (hydrogensulfid).

Almindelige bestemmelser

(2) Skibe, der anvendes til fangst og/eller transport af industrifisk, skal opfylde de i dette punkt fastsatte bestemmelser og skal være godkendte til formålet.

(3) Forinden godkendelsen kan udstedes, skal lastrumsskotter m.m trykprøves med tilfredsstillende resultat i henhold til kravene. Dette gælder dog ikke for træskibe.

(4) Såfremt godkendelsen foreligger, skal dette af administrationen være anført i skibets tilsynsbog.

(5) For imødegåelse af forrådnelse i fiskelaster og dermed udvikling af giftige gasarter gælder de af Fiskeriministeriets fastsatte bestemmelser.

(6) For imødegåelse af sundhedsfarer i forbindelse med losning af industrifisk gælder de af Arbejdstilsynets fastsatte bestemmelser: "At-anvisning om arbejde med industrifisk i skibe i havn".

Særlige bestemmelser for anvendelse af kuldioxid

(7) I træskibe er anvendelse af kuldioxid som køle- og konserveringsmiddel ikke tilladt.

(8) I stålskibe, hvor kuldioxid anvendes som køle- og konserveringsmiddel, skal skotter mellem de enkelte lastrum og den øvrige del af skibet være gastætte.

(9) Gastætheden i de lastrum, hvori industrifisk skal stuves, skal prøves ved en anerkendt prøvemetode. Spores utætheder, skal tætning foretages, og prøvningerne gentages, indtil gastæthed er opnået.

(10) Ved prøvningen af gastæthed skal alle rørgennemføringer i skotterne samt lænsesystemets ventilkasser og pumper nøje kontrolleres.

Opbevaring af kuldioxid og formalin

(11) Kuldioxid som tøris skal opbevares på frit dæk og vel klar af nedgangsåbninger.

(12) Anvendes kuldioxid i flydende form, skal såvel flaskerne anbringelse og fastgørelse som installationen af rørledninger, ventiler og doseringsapparatur m.v. i forvejen være godkendt af administrationen.

(13) Formalin skal opbevares på frit dæk i godkendte beholdere.

Måleudstyr

(14) Til kontrol af luften i skibets rum skal der om bord findes typegodkendte måleapparatur, der skal kunne måle indholdet af ilt, kuldioxid og svovlbrinte samt af formalin, for så vidt dette medføres om bord.

Sikkerhedsudstyr

(15) Der skal om bord findes typegodkendt sikkerhedsudstyr bestående af mindst 2 sikkerhedsseler med tilhørende livline samt mindst 1 friskluftapparat.

(16) Endvidere skal der til brug ved arbejde med formalin findes gummi- eller plastichandsker samt beskyttelsesbriller eller ansigtsskærm.

Sikkerhedsbestemmelser

(17) Ingen må gå ned i lastrum, storesrum og lignende rum under dæk, før det ved målinger er konstateret, at luften i rummet ikke er sundhedsfarlig.

(18) Ingen må gå ned i lastrum uden at være iført sikkerhedssele med tilhørende livline og uden en lineholder som vagt ved lugen.

(19) Ingen må gå ned i lastrum, hvor kuldioxid anvendes til køle- og konserveringsformål, medmindre det af hensyn til skibets sikkerhed er absolut påkrævet, og da kun iført sikkerhedsudstyr bestående af sele med tilhørende livline og friskluftapparat.

(20) Skibets fører skal under rejsen med passende mellemrum holde lastrum med industrifisk under observation med henblik på aflastning af skadeligt overtryk. Umiddelbart efter ankomst til havn skal føreren sikre sig, at luger til lastrum med industrifisk åbnes og holdes åbne, indtil udlodsningen er tilendebragt.

Skiltning

(21) På undersiden af hvert lugedæksel (bortset fra isdæksler), der fører ned til lastrum til opbevaring af industrifisk, skal der være anbragt et advarselsskilt fremstillet af holdbart, søvandsbestandigt materiale.

(a) Teksten på skiltet i skibe, hvor kuldioxid ikke benyttes, skal være:

FARE

GIFTIGE OG KVÆLENDE LUFTARTER

Det er forbudt at gå ned, før målinger er foretaget

Sikkerhedssele og livline skal benyttes

Der skal være vagt ved lugen

(b) I skibe, hvor kuldioxid i flydende form eller som tøris benyttes, skal teksten være:

LIVSFARE

DER ER KULDIOXID (CO2) I RUMMET

LUFTEN ER ØJEBLIKKELIG DØDBRINGENDE

Kun adgang, såfremt det af hensyn til skibets sikkerhed er absolut påkrævet, og da kun for personer iført friskluftapparat og sikkerhedssele med tilhørende livline.

Der skal være vagt ved lugen.

Instruktion og øvelser

(22) Der skal om bord findes et eksemplar af den i pkt. (6) nævnte At-anvisning samt af Arbejdstilsynet og Søfartsstyrelsens publikation: "Arbejde med industrifisk, anvisninger om faremomenter og sikkerhedsregler".

(23) Skibets fører skal drage omsorg for, at alle af ham eller rederen ansatte personer, som er beskæftiget med lastning, stuvning og losning af industrifisk, har kendskab til sikkerhedsbestemmelserne i pkt. (17)-(20) og den i pkt. (22) nævnte publikation.

(24) Ovennævnte personer skal instrueres i brugen af det i pkt. (14)-(16) nævnte måle- og sikkerhedsudstyr. Øvelser skal jævnligt afholdes med udstyret, dog mindst én gang månedligt. Skibets fører skal i tilsynsbogen indføre tid og sted for øvelsernes afholdelse.

Noter:

1 Trædæk uden skridsikker belægning anses ikke for at opfylde bestemmelserne om skridsikkert underlag.

2 Se vejledning vedrørende en metode til beregning af mindsteafstanden fra den dybeste arbejdsvandlinie til det laveste punkt på skanseklædningens overkant eller til kanten af arbejdsdækket, indeholdt i Rekommandation 8 i Tillæg 3 til konferencens slutprotokol.

3 Betjeningshåndtaget placeres fx således, at det ikke er muligt både at betjene spillet og opholde sig på et risikofyldt arbejdssted.

4) Fx kan der monteres et separat spil, som fastholder skovlen mod galge og evt. bøjler under omkoblingen.

Á Hillingartanga 2, 360 Sandavágur
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

Melda til tíðindabræv