Sí tillagingar til føroysk viðurskifti í § 3 í Fráboðan F
Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F, Teknisk forskrift om mindre erhvervsfartøjers bygning og udstyr m.v. Kapitel XII af 1. oktober 2006; Opholdsrum
Erstatter udgivelse 2001-01-01 |
|
Dette kapitel finder anvendelse på nye fartøjer, som defineret i kapitel I, regel 2.
Regel 1 Almindelige bestemmelser
1 Opholdsrum i fartøjer med en længde på 12 m og derover skal opfylde bestemmelserne i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E, kapitel XII, medmindre de under normale omstændigheder udelukkende sejler i dagfart og trækkes op på stranden efter sejlads.
2 For fartøjer med en længde mellem 12 og 15 m kan Søfartsstyrelsen efter en vurdering af forholdene for det enkelte skib tillade afvigelser fra bestemmelserne i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E, kapitel XII. Der vil kunne tages hensyn til fartøjets størrelse og anvendelse, herunder tidsrummet hvori fartøjet normalt er til søs, samt om mandskabet overnatter om bord. Der vil dog i alle tilfælde kræves tilstrækkelige sanitære installationer, mulighed for opbevaring af proviant samt mulighed for tilberedning og indtagelse af måltider.
3 I øvrige fartøjer skal der i fornødent omfang indrettes opholdsrum eller dæksly under hensyntagen til, hvor længe fartøjet er til søs samt dets anvendelse, fartsområde og antallet af personer om bord.
.1 Fartøjer med en længde under 12 m, der udelukkende sejler i dagfart, skal være forsynet med dæksly eller andet beskyttet opholdsrum med siddepladser til samtlige personer om bord. Lukkede fartøjer skal endvidere være forsynet med toilet.
.2 Øvrige fartøjer, som er til søs i længere tid end i dagfart, skal indrettes med opvarmningsmulighed, siddepladser til samtlige personer om bord, køjer, kabys eller pantry samt toilet jf. regel 7.
Regel 2 Placering og konstruktion
1 Opholdsrum skal konstrueres og anbringes, så de giver god beskyttelse mod vejr, sø, kulde, varme og unødig støj.
2 Dørk, indvendige skotter eller garnering samt lofter skal være tilstrækkeligt lyd- og varmeisolerede, og overfladerne skal være udført, så de er lette at holde rene.
3 Dørk og dæk skal være skridsikre på gangarealer, og hvor der i øvrigt færdes personer.
4 Adgangsforholdene skal sikres ved montering af lejdere eller trin ved alle op- og nedgange til opholdsrum. Gange og lejdere i opholdsrum, skal være forsynet med forsvarlige håndlister eller håndgreb, så vidt muligt i begge sider.
5 Ståhøjden skal være mindst 1,98 m i styrehuset og mindst 1,80 m i de øvrige opholdsrum. Dog kan en lavere højde accepteres i døråbninger, nødudgange og over siddepladser.
6 Døre, gange og passager skal normalt have en fri bredde på mindst 600 mm.
7 Fra lukkede opholdsrum, samt fra styrehus, skal der normalt findes mindst 2 udgange, hvoraf den ene kan være en nødudgang. Mindre rum kan dog efter vurdering godkendes med kun 1 udgang, såfremt denne ikke kan blokeres ved brand i maskinrum, pantry eller lignende.
8 Udgangene skal være placeret så langt fra hinanden som muligt og have en sådan udformning, at de er anvendelige i en nødsituation.
9 Den ene af udgangene kan være en nødudgang gennem en luge/dør eller koøje/vindue, hvortil der stilles følgende krav:
.1 En luge/dør til frit dæk skal have en fri lysning på min. 600 × 600 mm.
.2 Lugen/døren skal indefra kunne åbnes uden brug af nøgle eller værktøj. Udefra skal lugen/døren ligeledes kunne åbnes direkte, dog er det tilladt, at håndtag eller anden indretning er aftageligt og placeret på et centralt sted, f.eks. i styrehuset. Lugen/døren må ikke være forsynet med hængelåsbeslag.
.3 Et koøje/vindue, der benyttes som nødudgang, skal have en minimum lysning på 450 mm i diameter for koøjer og 450 mm på den smalle led for vinduer.
.4 Hvis adgangen fra apteringen til nødudgangen foregår gennem separate rum (styremaskinrum, kammer eller lignende), må døre til sådanne rum ikke kunne aflåses, medmindre de er udstyret med sparkelem, som kan fjernes i flugtretningen.
.5 Der skal monteres nødvendige lejdere, trin og håndbøjler for at lette adgangen gennem nødudgangen.
.6 Der skal på passende steder, f.eks. døre, sparkelemme, ved vinduer/koøjer m.v., påmærkes: "NØDUDGANG, må ikke blokeres".
10 Udgangene skal yderligere placeres således, at en brand på én etage ikke kan spærre personer inde på en anden etage.
11 Hvis en radiostation ikke har direkte udgang til vejrdæk, skal der være 2 udgangsmuligheder fra denne. En af disse udgange kan være et vindue eller koøje, der opfylder kravene i regel 2.9.
Regel 3 Belysning og opvarmning
1 Alle opholdsrum skal være tilstrækkeligt oplyst og kunne opvarmes til mindst 20 °C.
2 Der skal så vidt muligt være dagslys i opholdsrum. Desuden skal der være installeret elektrisk belysning, der består af:
.1 Passende almen belysning.
.2 Individuel belysning ved køjer og lignende.
Regel 4 Ventilation
1 Ethvert rum, hvor der kan opholde sig personer, skal kunne ventileres effektivt.
2 Opholdsrum skal være ventileret således, at der er tilstrækkelig tilgang og afgang af luft, når døre, koøjer, skylighter og lignende er lukkede.
3 Ventilationsåbninger for henholdsvis tilgang og afgang af luft skal placeres, så rummet bliver godt ventileret. Tilgangsåbningen skal placeres således, at der ikke er risiko for indsugning af skadelige røggasser.
4 Ventilationsåbninger må ikke udmunde over eller umiddelbart ved en køje.
5 Ved naturlig ventilation skal kanalerne være så korte som muligt med et minimum af bøjninger. Gennemstrømningsarealet i såvel tilgangs- som afgangskanaler skal være mindst 7,5 cm2 for hver siddeplads i rummet. I soverum skal der være et gennem-strømningsareal på mindst 30 cm2 pr. køje.
6 Ved mekanisk ventilation skal luftmængden kunne reguleres og give et luftskifte på mindst 6 gange i timen. Tilgangs- og afgangskanaler skal være så store, at lufthastigheden i kanalerne ikke overstiger 6 m/s.
7 Kogepladser skal være forsynet med en emhætte med aftræk til det fri. Kanalen skal i det fri være forsynet med en aftrækshætte, såfremt udsugningen ikke sker mekanisk.
8 Toiletrum skal have separat ventilation til fri luft.
9 Rum, beregnet for brandfarlige, ætsende eller ildelugtende materialer, skal have separat ventilation.
Regel 5 Køjer og siddepladser
1 Køjers indvendige minimumsdimensioner skal mindst være 1,98 x 0,58 m. Hvor særlige forhold gør sig gældende, kan Søfartsstyrelsen tillade en mindre bredde i køjernes ene ende.
2 Der må ikke være mere end 2 køjer over hinanden, og de må ikke anbringes ved siden af hinanden på en sådan måde, at man kun kan få adgang til en køje ved at gå hen over en anden.
3 Køjer skal udføres af hårdt glat og rustfrit materiale. Hvor køjerne er anbragt over hinanden, skal der være en støvtæt bund af træ, lærred eller andet egnet materiale under den øverste køje.
4 Siddepladser skal have en bredde på mindst 0,5 m, en fri højde over sædet på mindst 0,9 m og med benplads på 0,75 m målt fra rygstøtten.
Regel 6 Kabys, pantry og proviantrum
1 Når der indrettes en kabys eller et pantry om bord, skal det være af passende størrelse, godt oplyst, godt ventileret samt let at renholde. Der skal være kogemulighed og kogegrejer samt en rustfri vask og passende bordplads for tilberedning af fødevarer. Endvidere skal der være mulighed for hensigtsmæssig og kølig opbevaring af proviant i nærheden.
2 Ferskvandstanken skal være let at rengøre. Den skal have en inspektionsluge med en diameter på mindst 0,15 m, og den skal kunne lænses helt gennem en bundventil i tankens laveste punkt eller gennem en sugeledning, der udgår fra tankens bund.
3 For komfurinstallationer, F-gasanlæg og kogeapparater til sprit eller petroleum henvises der til kapitel V regel 7.
Regel 7 Toilet
1 Når der indrettes toilet om bord, skal det være placeret i et rum, der er adskilt fra de øvrige opholdsrum med en dør, der kan låses. I fartøjer, der er til søs i mere end 24 timer, skal toilettet være af en vandskyllende type, og rummet skal være forsynet med en håndvask med vand og afløb.
2 For toiletsystemer henvises til kapitel XX reglerne 3 og 4.