Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F. Mindre erhvervsfartøjers bygning og udstyr m.v. Kapitel F X, Navigationsudstyr i fartøjer, 1. januar 2001

 

KAPITEL X

Navigationsudstyr i fartøjer

 

Regel 1 Anvendelsesområde *

Regel 2 Undtagelser *

Regel 3 Navigationsudstyr *

Regel 4 Nautiske instrumenter og publikationer *

Regel 5 Signaludstyr *

Regel 6 Udsyn fra Styrepladsen *

Regel 7-12 anvendes ikke *

Regel 13 Skibsrutesystemer *

Regel 13-1 Skibsmeldesystemer *

Regel 14 Misbrug af nødsignaler *

Regel 15 Nødmeldinger - forpligtelser og fremgangsmåder *

Regel 15-1 Skibsførerens opretholdelse af sikker sejlads *

Regel 16-18 Anvendes ikke *

Regel 19 Redningssignaler *

Regel 20 Anvendes ikke *

Regel 21 Selvstyreanlæg og brug af automatisk styring *

Regel 22 Lanterner, signalfigurer og lydsignalapparater *

Regel 23 Støj på lytteposter *

 

 

 

 

 

KAPITEL X

Navigationsudstyr i fartøjer

Regel 1 Anvendelsesområde

1 Medmindre andet er udtrykkeligt anført i de enkelte bestemmelser, finder dette kapitel anvendelse på såvel nye som eksisterende fartøjer.

 

 

Regel 2 Undtagelser

1 Søfartsstyrelsen kan undtage ethvert fartøj fra ethvert af kravene i dette kapitel, såfremt den finder, at rejsens karakter eller fartøjets nærhed ved land ikke gør opfyldelsen af det pågældende krav nødvendig.

 

 

Regel 3 Navigationsudstyr

1 Alle fartøjer skal være udstyret med et godkendt magnetisk hovedkompas.

 

.1 Der skal ved placeringen af magnetkompasset sikres en tilstrækkelig afstand til magnetisk materiale og genstande som f.eks. højttalere og elektronisk udstyr.

 

.2 I små styrehuse kan kompasset placeres på taget, og i stålfartøjer skal magnetkompasset placeres i fartøjets centerlinie.

 

.3 Kompassets placering og belysning skal sikre en god aflæsning fra styrepladsen, og fra det sted hvorfra skibet navigeres, både om dagen og om natten.

 

.4 Kompasset skal være ordentligt rettet, og dets tabel eller kurve over restdeviationer skal til enhver tid være tilgængelig.

 

.5 I fartøjer der er udstyret med en selvstyrer aktiveret af en magnetisk sensor, der ikke viser styrekursen, skal der desuden forefindes en alternativ visning af styrekursen i form af en repeater eller lignende.

 

2 Der skal forefindes midler til at foretage kompaspejlinger, så vidt muligt hele horisonten rundt over en bue på 360º.

 

3 Alle fartøjer skal være forsynet med egnede midler til at bestemme vanddybden under fartøjet. Fartøjer med fartstilladelse til område F3, F4 eller F5 skal udstyres med et godkendt ekkolod.

 

4 Alle fartøjer skal, så vidt som muligt, være forsynet med en godkendt radarreflektor.

 

 

 

  1. Fartøjer der hovedsageligt anvendes om natten, i tåge, i dårligt vejr, i is-fyldt farvand, eller har fartstilladelse til område F3, F4 eller F5 skal udstyres med et godkendt radaranlæg.

 

6 Fartøjer med fartstilladelse til område F3, F4 eller F5 skal udstyres med et godkendt radionavigationshjælpemiddel anvendeligt i det pågældende fartsområde.

 

7 Fartøjer med fartstilladelse til område F3, F4 eller F5 skal udstyres med en egnet log. Såfremt der indgår en funktion for registrering af fart og udsejlet distance i det under punkt 6 beskrevne udstyr, kan dette udstyr dog træde i stedet for en log.

 

8 Egnet udstyr i henhold til forskrifterne i dette kapitel, skal være af en type, der kan anvendes til det pågældende formål og fartsområde. Udstyr installeret i fartøjer før den 1. januar 1999 skal så vidt som muligt opfylde passende funktionsnormer1) .

 

 

Regel 4 Nautiske instrumenter og publikationer

1 Alle fartøjer skal medføre egnede nautiske instrumenter, fyldestgørende og ajourførte søkort, sejlhåndbøger, fyrlister, efterretninger for søfarende, tidevandstabeller og enhver anden nautisk publikation, som er nødvendigt for den påtænkte rejse2) . Alle fartøjer skal medføre den seneste udgave af Fiskeriårbogen. Fartøjer med fartstilladelse til område F3, F4 eller F5 skal udstyres med et egnet barometer.

 

 

Regel 5 Signaludstyr

1 Fartøjer med fartstilladelse til område F5 skal udstyres med en egnet signallampe til brug om dagen. Signallampen må ikke udelukkende være afhængig af skibets elektriske hovedenergikilde.

 

 

Regel 6 Udsyn fra Styrepladsen

1 Fra styrepladsen, eller derfra hvor fartøjet navigeres, skal der være fornødent udsyn forud, agterud og til siderne.

 

.1 Det horisontale synsfelt fra styrepladsen, eller derfra hvor skibet navigeres, skal strække sig over en bue, der ikke er mindre end 225°, d.v.s. fra ret for til mindst 22,5° agten for tværs på hver side af fartøjet.

 

.2 Ingen blind sektor forårsaget af fiskegrej, eller andre forhindringer foran for tværs, må overstige 10°. Den samlede bue af blinde sektorer må ikke overstige 20°. De synlige sektorer mellem blinde sektorer skal være mindst 5°. Dog må den enkelte blinde sektor i en bue fra ret for og 10° på hver side ikke overstige 5°.

 

3. I et fartøj med styrehus, skal det sikres, at der i det fuldt udrustede skib med fulde tanke og ingen last om bord, fra underkanten af styrehusvinduerne kan trækkes en vandret linje, der går fri af overkanten på skibets bak eller tilsvarende. Styrehusvinduer skal være mindst 0,55 m høje og skal dække et område mellem 1,35 m og 1,90 m over dørken.

 

4. Instrumenter, reguleringshåndtag, kontrollamper m.v. skal placeres, så bedst mulig betjeningsfunktion og oversigt opnås. Indretningsdetaljer skal udføres i refleksfrit materiale på manøvrepulten og i synsfeltet.

2 På fartøjer bygget før dette regelværks ikrafttræden samt fartøjer af ukonventionel udformning, som efter Søfartsstyrelsens skøn ikke kan opfylde denne regel, skal der tages forholdsregler til at opnå et tilsvarende udsyn, der er så nær som praktisk muligt ved det i denne regel krævede.

 

3 De efterfølgende bestemmelser er uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, kapitel V, der gælder for alle fartøjer. Bestemmelserne er kun medtaget i det omfang det måtte være relevant for mindre fartøjer. Gengivelsen skal alene tjene som information om reglerne på området.

 

 

Regel 7-12 anvendes ikke

 

Regel 13 Skibsrutesystemer3)

1 Skibsrutesystemer bidrager til sikkerheden til søs, sikker og effektiv sejlads og/eller beskyttelse af havmiljøet. Et skibsrutesystem er anbefalet anvendt af, og kan være gjort obligatorisk for, alle skibe, eller kategorier af skibe eller skibe med bestemte ladninger , når det er vedtaget og gennemført i overensstemmelse med de retningslinier og kriterier, der er udviklet af Organisationen.

 

2 Et skib skal bruge et obligatorisk skibsrutesystem vedtaget af Organisationen, som foreskrevet for dets kategori eller dets ombordværende last og i overensstemmelse med de i kraft værende forholdsregler, medmindre der er tvingende årsager til ikke at bruge et bestemt skibsrutesystem. Enhver sådan årsag skal indføres i skibsdagbogen.

 

 

Regel 13-1 Skibsmeldesystemer4)4)

1 Skibsmeldesystemer bidrager til sikkerheden til søs, sikker og effektiv sejlads og beskyttelse af havmiljøet. Et skibsmeldesystem skal, når det er vedtaget og gennemført i overensstemmelse med de retningslinier og kriterier, der er udviklet af Organisationen ifølge denne regel, benyttes af alle skibe, eller kategorier af skibe eller skibe med bestemte ladninger i overensstemmelse med bestemmelserne i hvert vedtaget system.

2 Føreren af et skib skal overholde kravene i vedtagne skibsmeldesystemer og skal give de informationer, som kræves i overensstemmelse med reglerne for det enkelte system.

 

 

Regel 14 Misbrug af nødsignaler5)5)

1 Det forbydes at anvende et internationalt nødsignal, undtagen for at tilkendegive, at et skib, et luftskibe eller en person er i nød, og at anvende et signal, som kan forveksles med et internationalt nødsignal.

 

 

Regel 15 Nødmeldinger - forpligtelser og fremgangsmåder6)

1 Enhver skibsfører, som i søen modtager et signal fra en hvilken som helst kilde om, at personer er i nød til søs, og som er i stand til at yde assistance, er forpligtet til i største hast at komme dem til undsætning, og så vidt muligt underrette dem eller eftersøgnings- og redningstjenesten om, at han gør dette. Hvis skibe, som modtager nødsignalet, ikke er i stand til, eller efter sagens særlige omstændigheder anser det for urimeligt eller unødvendigt at komme de nødstedte personer til undsætning, skal skibets fører i skibsdagbogen indføre grunden til at undlade at gå til undsætning og i overensstemmelse med Organisationens anbefalinger informere den pågældende eftersøgnings- og redningstjeneste herom.

 

2 Føreren af et skib i nød eller den pågældende eftersøgnings- og redningstjeneste har ret til, så vidt muligt efter samråd med førerne af de skibe som har besvaret nødsignalet, at vælge et eller flere af de skibe, som føreren af skibe i nød eller eftersøgnings- og redningstjenesten anser for bedst egnet til at yde hjælp, og føreren eller førerne af det eller de pågældende skibe har pligt til at efterkomme anmodningen ved så hurtigt som muligt at komme de nødstedte personer til hjælp.

 

3 Førere af skibe er frigjort fra den pligt, der påhviler dem i henhold til litra 1 i denne regel, når de bliver klar over, at deres skib ikke er blevet udvalgt til at yde hjælp, og at et eller flere andre skibe, der er blevet udvalgt til at yde hjælp efterkommer anmodningen om hjælp. Denne stillingtagen skal så vidt muligt for-

midles til de andre skibe, som er udvalgt til at yde hjælp og til eftersøgnings- og redningstjenesten.

 

4 Føreren af et skib er frigjort fra den pligt, der påhviler ham i henhold til litra 1 i denne regel og, hvis skibet er blevet udset til at yde hjælp, fra den pligt, der påhviler ham i henhold til litra 2 i denne regel, hvis han af de nødstedte personer eller af eftersøgnings- og redningstjenesten eller af føreren af et andet skib, der er nået frem til disse personer, får underretning om, at hjælp ikke længere er påkrævet.

 

 

Regel 15-1 Skibsførerens opretholdelse af sikker sejlads7)7)

1 Et skibs ejer, befragter eller nogen anden person må ikke forhindre skibsføreren i at tage nogen som helst beslutning som, efter hans eget faglige skøn, er nødvendig for sikker sejlads især i hårdt vejr og i svær sø.

 

 

Regel 16-18 Anvendes ikke

Regel 19 Redningssignaler8)8)

1 Redningssignaler skal benyttes af redningsstationer, maritime redningsenheder og luftfartøjer, som deltager i eftersøgnings- og redningsoperationer, når de kommunikerer med skibe eller personer i nød eller dirigerer skibe, og af skibe eller personer i nød, når de kommunikerer med redningsstationer, maritime redningsenheder og luftskibe, som deltager i eftersøgnings- og redningsoperationer. En illustreret tavle, der beskriver redningssignalerne, skal være let tilgængelig for vagthavende officer på ethvert skib omfattet af dette kapitel.

 

 

Regel 20 Anvendes ikke

 

Regel 21 Selvstyreanlæg og brug af automatisk styring9)9)

1 I farvande med stor trafiktæthed, under forhold med nedsat sigt og i alle andre farlige situationer for sejladsen skal det, når man gør brug af selvstyrer, være muligt øjeblikkeligt at etablere manuel kontrol med skibets styring.

 

2 Den manuelle styring skal afprøves efter længere tids brug af den automatiske styring og før skibet kommer ind på områder, hvor sejladsen kræver særlig stor forsigtighed.

 

 

Regel 22 Lanterner, signalfigurer og lydsignalapparater10)10)

1 Ethvert skib skal være udrustet med lanterner, signalfigurer og lydsignalapparater i sådant omfang, at det er i stand til at opfylde kravene i de internationale søvejsregler. Signalfigurernes konstruktion og lydsignalapparaternes effektivitet og installation om bord skal være i overensstemmelse med de internationale søvejsregler samt med de af Søfartsstyrelsen til enhver tid givne forskrifter.

 

2 Lanterner og lydsignalapparater skal være af godkendt type og opfylde bestemmelserne i de internationale søvejsregler.

 

 

Regel 23 Støj på lytteposter

1 Baggrundsstøjen på lytteposten i skibe bygget på eller efter den 1. juli 1986 må ikke overstige følgende grænser:

68 dB i det oktavbånd der er centreret omkring 250 Hz og

63 dB i det oktavbånd der er centreret omkring 500 Hz.

 

2 I skibe bygget før den 1. juli 1986 skal ovennævnte grænser være opfyldt så nær som muligt.

 

 

 

Officielle noter

7) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/10-1.

8) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/16.

9) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/19.

10) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/24 hhv. Bekendtgørelse nr. 178, af 20. marts 1995 om søvejsregler.

1) Eksempelvis de af IMO vedtagne funktionsnormer, herunder:

1. Resolution A.382(X), »Performance Standards for Magnetic Compasses;

2. Resolution A.224(VII), »Performance Standards for Echo-Sounding Equipment«, som ændret ved MSC.74(69), annex 2;

3. Resolution MSC.64(67) annex 4, »Recommendation on Performance Standards for Radar Equipment«;

4 Resolution A.384(X), »Performance Standards for Radar Reflectors«;

5. Resolution A.819(19), »Performance standards for shipborne global positioning system (GPS)
receiver equipment«.

2) Den til enhver tid gældende version af Fiskeriårbogen kan i fornødent omfang træde i stedet for en eller flere af de sidstnævnte publikationer.

3) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/8.

4) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/8-1.

5) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/9.

6) Uddrag fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, V/10.

Á Hillingartanga 2, 360 Sandavágur
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

Melda til tíðindabræv