Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B. Kapitel B XV. Forebyggelse af forurening med skadelige stoffer, der transporteres til søs i emballeret form, 1. januar 1996 (* 7) (* 8) (* 9)
(Meddelelser B)
Indledning
Bestemmelserne i kapitel XV er udformet på baggrund af bilag III til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe - 1973 MARPOL-konventionen samt følgende resolutioner:
MEPC.58(33) og konferenceresolution 2 af 4. november 1994, som træder i kraft den 3. marts 1996 og som er angivet ved en streg i margenen.
Bestemmelserne omfatter alle skibe der transporterer skadelige stoffer i emballeret form. De finder ikke anvendelse på skibets udrustning og stores.
Bestemmelserne administreres således, at de regler og stykker der er markeret med et M i margenen administreres af Miljøstyrelsen, og dem der er markeret med et S administreres af Søfartsstyrelsen.
Bestemmelserne er hovedsageligt af operationel karakter, og er for størstepartens vedkommende henvendt til afsendere af skadelige stoffer (emballering, mærkning og dokumentering).
Detailforskrifterne i dette kapitel, indgår også i the »International Dangerous Goods Code« (IMDG-Code).
I bestemmelserne angives IMO ved organisationen, MARPOL 73/78 ved konventionen og henholdsvis Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen ved administrationen.
Kapitel XV
Forebyggelse af forurening med skadelige stoffer,
der transporteres til søs i emballeret form
Regel 1 Anvendelse
Regel 2 Emballage
Regel 3 Mærkning og etikettering
Regel 4 Dokumenter
Regel 5 Stuvning
Regel 6 Kvantumsbegrænsninger
Regel 7 Undtagelser
Regel 8 Havnestatskontrol på operationelle krav
Tillæg Retningslinier for identifikation af skadelige stoffer i emballeret form
Kapitel XV
Forebyggelse af forurening med skadelige stoffer,
der transporteres til søs i emballeret form
Regel 1 Anvendelse
1 Medmindre andet udtrykkeligt er bestemt finder dette kapitels
regler anvendelse på alle skibe, der transporterer skadelige stoffer
i emballeret form.
1.1
»Skadelige stoffer« er i dette kapitel stoffer, der er identificeret som forurenende for havmiljøet (marine pollutants) i den internationale maritime farligt gods kode (the International Dangerous Goods (IMDG) Code)(* 1).
1.2
Vejledninger for identifikation af skadelige stoffer er givet i tillæg I til dette kapitel.
1.3
»Emballeret form« er i dette kapitel defineret som forpakninger (containment) specificeret for skadelige stoffer i IMDG-koden.
2 Transport af skadelige stoffer er ikke tilladt, medmindre det sker
i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel.
3 For at forebygge eller begrænse forureningen af havets miljø med skadelige stoffer mest muligt skal hver parts regering til supplering af dette kapitels bestemmelser udsende, eller lade udsende, detaljerede krav vedrørende emballering, mærkning og etikettering, dokumentering, stuvning, kvantumsbegrænsninger og fritagelser for at forhindre eller minimere forurening af det maritime miljø med skadelige stoffer.(* 1)
4 I dette kapitel gælder, at tomme emballager der tidligere har været anvendt til transport af skadelige stoffer, selv skal behandles som skadelige stoffer, med mindre der er blevet truffet tilstrækkelige forholdsregler til at sikre, at de ikke indeholder nogen rest, som er skadelig for havmiljøet.
5 Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på skibets stores og udstyr.
S Regel 2 Emballage
Emballager skal være tilstrækkelige til at minimere risikoen for det maritime miljø, med hensyn til deres specifikke indhold.
S Regel 3 Mærkning og etikettering
1 Emballager der indeholder et skadeligt stof, skal være mærket på holdbar måde med den korrekte tekniske betegnelse (handelsnavne alene må ikke anvendes), og endvidere på holdbar måde mærket eller etiketteret for at vise at stoffet er skadelig for havmiljøet (marine pollutant). Sådan identifikation skal om muligt suppleres på anden vis f.eks. ved anvendelse af det relevante FN-nummer (United Nations number). 2 Påmærkningen af den korrekte tekniske betegnelse, af fastgjorte mærkater på emballage, der indeholder skadelige stoffer, skal være således, at denne information stadig vil være identificerbar på emballage, der er bevaret efter mindst tre måneders nedsænkning i søen. Ved vurdering af egnede metoder for påmærkning, fastgøring af mærkater skal der tages hensyn til holdbarheden af det anvendte materiale og emballagens overflade.
3 Emballager der indeholder begrænsede mængder af skadelige stoffer kan være undtaget fra mærkningskravene(* 2).
S Regel 4 Dokumentering(* 3)
1 I alle dokumenter vedrørende transport af skadelige stoffer til
søs, hvori sådanne stoffer er anført, skal den rigtige tekniske
betegnelse for hver sådant stof anvendes (handelsnavne alene må ikke
- anvendes) og endvidere skal stoffet derudover identificeres ved
tilføjelse af ordene »MARINE POLLUTANT«.
2 De af afsenderen afgivne afladekokumenter skal omfatte, eller være ledsaget af en underskrevet attest eller erklæring om, at det til transport indleverede vareparti er korrekt emballeret og behørigt påmærket, etiketteret eller påsat plakater samt i øvrigt velegnet til transport, så risikoen for havmiljøet begrænses mest muligt.
3 Ethvert skib, der transporterer skadelige stoffer, skal være forsynet med en særlig fortegnelse eller manifest, der giver oplysning om, hvilke skadelige stoffer der findes om bord, og hvor de er anbragt. En detaljeret lasteplan, der giver oplysning om de ombordværende skadelige stoffers placering, kan anvendes i stedet for en sådan særlig fortegnelse eller manifest. Kopi af sådanne dokumenter skal opbevares i land af skibets reder eller dennes repræsentant, indtil de skadelige stoffer er losset.
En kopi af et af disse dokumenter skal være til rådighed for den person eller organisation udpeget af havnestatens myndighed inden afgang.
4 Hvor skibet er forsynet med en særlig fortegnelse eller manifest eller en detaljeret lasteplan som foreskrevet for transport af farligt gods i den internationale konvention om sikkerhed for meneskeliv på søen, 1974, med ændringer, kan dokumenterne der foreskrives i denne regel kombineres med dem, der vedrører farligt gods. Hvor dokumenterne er kombinerede, skal der skelnes tydeligt mellem farligt gods og skadelige stoffer omfattet af dette kapitel.
S Regel 5 Stuvning
Skadelige stoffer skal være stuvet og sikret forsvarligt, så risikoen for havmiljøet begrænses mest muligt uden at sikkerheden for skibet og de ombordværende forringes.
S Regel 6 Kvantumsbegrænsninger
Det kan af vægtige videnskabelige og tekniske grunde være nødvendigt at forbyde transport, eller indføre begrænsninger med hensyn til den mængde, af visse skadelige stoffer der må transporteres om bord i et skib. Ved fastsættelse af kvantumsbegrænsninger må der tages fornødent hensyn til skibets størrelse, konstruktion og udstyr såvel som til stoffets emballage og særlige natur.
M Regel 7 Undtagelser
1 Overbordkastning af skadelige stoffer, der transporteres i emballeret form er forbudt, undtagen når dette er nødvendigt af hensyn til skibets sikkerhed eller for at redde menneskeliv på havet.
2 Med forudsætning i bestemmelserne i denne konvention skal der, for at begrænse overbordskylning af udsivede stoffer, træffes passende foranstaltninger baseret på skadelige stoffers fysiske, kemiske og biologiske egenskaber, forudsat at gennemførelsen af sådanne foranstaltninger ikke vil forringe sikkerheden for skibet og de ombordværende.
S Regel 8 Havnestatskontrol på operationelle krav(* 4)
1 Et skib i et andet konventionslands havn kan underkastes inspektion af en person, som er behørigt autoriseret af konventionslandet, når der er klare grunde til at tro, at skibets fører eller besætning ikke er fortrolige med væsentlige skibsprocedurer i forbindelse med forebyggelse af forurening med olie.
2 På baggrund af omstændighederne i stk. 1 skal konventionslandet
tage sådanne skridt, der vil sikre, at skibet ikke afsejler før
forholdene er bragt i orden i henhold til bestemmelserne i dette
bilag.
3 Den prodcedure for havnestatskontrol, som er foreskrevet i artikel
5 i MARPOL-konventionen, skal anvendes i forbindelse med håndhævelsen
af denne regel.
4 Intet i denne regel skal opfattes som en begrænsning i de rettigheder og forpligtelser et konventionsland har i forbindelse med udførelsen af kontrol af operationelle krav, som der specifikt er foreskrevet i MARPOL-konventionen.
TILLÆG
Retningslinier for identifikation af skadelige stoffer i emballeret form
I dette kapitel er skadelige stoffer, stoffer klassificeret ved et hvilken som helst af de følgende kriterier:
- Bioakkumulerende i betydelig grad og kendt for at udgøre en risiko for livet i vand eller for sundhed for mennnesker (risikoansættelse »+» i kolonne A(* 5); eller
- Bioakkumulerende samt medfølgende risiko for organismer i vand eller for sundhed for mennnesker ved en kort påvirkning (risikoansættelse »Z« i kolonne A(* 5); eller
- tilbøjelig til at have en afsmittende virkning på fødevarer fra havet (risikoansættelse »T« i kolonne A(* 5); eller
- Meget giftig for livet i vand, defineret ved en LC50/96(* 6) timer mindre end 1 ppm (risikoansættelse »4« i kolonne B(* 5).
Officielle noter
(* 1)) Der henvises til the International Dangerous Goods Code (IMDG) Code vedtaget af Organisationen ved resolution A.716(16) som den er blevet, eller kan ændres af the Maritime Safety Committee (den Maritime sikkerhedskomite).
(* 2) Der henvises til de specifikke undtagelser i the International Dangerous Goods (IMDG) Code.
(* 3) Henvisning til dokumenter i denne regel udelukker ikke brugen
af elektronisk tekstbehandling (electronic data processing) (EDP) og
elektronisk data udveksling (electronic data interchange) (EDI)
transmissionsteknikker som en hjælp ved papirdokumentationen.
(* 4) Der henvises til proceduren for kontrol af operationelle krav i forbindelse med skibes sikkerhed og forureningsforebyggelse, som er indført af IMO ved resolution A.742(18).
(* 5) Der henvises til den sammenskrevne liste over
risikobeskrivelser udarbejdet ud fra videnskabelige aspekter af den
fælles IMO/FAO/UNESCO/WMO/WHO/IAEA/UN/UNEP-gruppe af eksperter om
havforurening (GESAMP) som rundsendes årligt af Organisationen ved et
BCH cirkulære til alle IMO's medlemsstater.
(* 6) Koncentrationen af et stof som, inden for den specificerede tid (i almindelighed 96 timer) afliver 50% af den eksponerede gruppe prøveorganismer. LC50 er ofte specificeret i mg/l (parts per million (ppm)).