Tillæg 1 Retningslinier for tildeling af fartsområde til skibe til særlige formål

Skibes fartsområde fastsættes af Søfartsstyrelsen i hvert enkelt tilfælde efter en konkret vurdering. I denne vurdering indgår blandt andet følgende:

1 Under forudsætning af, at skibet i øvrigt er egnet hertil, vil et skib til særlige formål, som opfylder bestemmelserne i bilag til teknisk forskrift for skibe til særlige formål kunne tildeles et fartsområde i indskrænket fart. Ved indskrænket fart forstås: Fart i Nordsøen øst for 3° ø.lgd. og syd for 61° n.br. samt i Østersøen og mellemliggende farvande.

2 Skibe til særlige formål kan normalt ikke få tilladelse til at anløbe udenlandsk havn med mere end 12 passagerer. Søfartsstyrelsen kan dog have indgået aftale med et nabolands myndigheder om, at bestemte kategorier af skibe gensidigt kan anløbe aftaleparternes havne.

3 Et skib til særlige formål, som alene opfylder bestemmelserne i denne forskrift, vil normalt ikke kunne opnå tilladelse til at besejle en bestående færgeoverfart. Udflugtssejlads anses ikke for at være omfattet af begrebet færgeoverfart.

Tillæg 2 Ankerudrustning mv

Tabel 1

TILLÆG 2

Tabel 2

TILLÆG 2

Tabel 3

Tillæg 3 Lænsepumpe og lænseledning

Tillæg 4 Forskrifter vedrørende elektriske anlæg

(Uddrag af bekendtgørelse nr. 173 af 21. maj 1965 om forskrifter for skibes bygning og udstyr mv., med senere ændringer)1

§ 137. Anvendelsesområde. a. De i nærværende afsnit indeholdte regler omfatter alle elektriske anlæg, dog ikke anlæg til fremdrivning af skibe og anlæg for konstant strøm. For sådanne undtagne anlæg skal der i hvert enkelt tilfælde indhentes godkendelse fra direktoratet.

b. Radioanlæg og andre specialanlæg, der kræver særlig uddannet betjening og ikke er tilgængelige for andre end betjeningen, omfattes dog kun af bestemmelserne, for så vidt angår anlæggets strømkilder med tilhørende ledninger og installationsdele.

§ 138. Anvendelse af klassifikationsselskabernes regler. a. For uklasset skib gælder med hensyn til det elektriske materiel og installationens udførelse, hvor intet andet er fastsat, i almindelighed regler svarende til dem, som anvendes af et af de af ministeriet til enhver tid anerkendte klassifikationsselskaber. Elektrisk materiel, godkendt af Danmarks Elektriske Materielkontrol "DEMKO" - D-mærket materiel - kan ligeledes anvendes.

b. For klasset skib eller skib, der bygges til optagelse i klasse, anerkendes klassens regler med hensyn til det elektriske anlæg og installationens udførelse som fyldestgørende på de områder, disse regler dækker. Med hensyn til anerkendelse af klassens syn og undersøgelser henvises til afdeling F.

A. Passagerskibe i international fart.

§ 139. Hvor den elektriske energi er det eneste middel til at sikre driften af de for skibets fremdrivning og sikkerhed uundværlige hjælpeanlæg, skal der findes mindst 2 hovedgeneratorsæt. Disse skal have en sådan størrelse, at driften af de anlæg, der har væsentlig betydning for, at sikkerheden opretholdes under de forskellige nødsituationer, sikres selv i tilfælde af, at det ene generatorsæt ophører at virke.

§ 140. Jævnstrøms-forsyningssystemer. A. Fordelingssystemer:

Følgende standardfordelingssystemer skal normalt anvendes:

1) 2-ledersystemer, isoleret.

2) 3-ledersystemer, med den midterste leder jordet, men uden tilbageledning gennem skibsskroget.

I særlige tilfælde kan følgende fordelingssystemer godkendes:

3) Enkeltledersystem med skibsskroget som tilbageleder.

4) 2-ledersystem med den ene pol jordet.

5) 3-ledersystem med den midterste leder jordet og med tilbageledning gennem skibsskroget.

B. Systemspændinger:

1) Som systemspænding, hvorved forstås spændingen mellem polerne, skal i almindelighed anvendes 110 eller 220 volt.

2) Følgende maksimale systemspændinger er tilladte:

Anvendelsesområde

500 volt

a) Kraftforsyning.

b) Opvarmnings- og kogeapparatur på 4 kW og derover, når dette er fast monteret og permanent tilsluttet ledningsinstallationen.

c) Større transportabelt udstyr, f.eks. svejseomformere eller specielle pumper, såfremt tilslutningskablets jordleder samt udstyrets metalliske konstruktionsdele begge er forsvarligt jordede (beskyttelsesjord), samt såfremt kabeltilslutning sker i særligt fast monteret apparatskab kombineret med en afbryder, således indrettet, at apparatskabet kun kan åbnes ved "åben afbryder" (f.eks. et motorskab), jfr. i øvrigt § 163, litra d.

250 volt

a) Belysning

b) Opvarmnings og kogeapparatur, når dette ikke er fast monteret.

c) Almindeligt transportabelt udstyr.

50 volt

a) Håndlamper og mindre håndværktøjer, som benyttes på særligt udsatte steder i maskinrum eller på dæk samt ved kedelrensning og tankeftersyn.

Telefon- og lignende kommunikationssystemer bør fortrinsvis forsynes med 24 volts spænding.

§ 141. Vekselstrøms-forsyningssystemer. A. Fordelingssystemer:

a) For det primære fordelingssystem, hvorved forstås den del af systemet, der har direkte elektrisk forbindelse med generatoren, skal følgende standardfordelingssystemer normalt anvendes:

1) 3-fase, 3-ledersystem, isoleret.

2) Een-fase, 2-ledersystem, isoleret. I særlige tilfælde kan følgende fordelingssystemer godkendes:

3) 3-fase, 4-ledersystem, med jordet stjernepunkt, men uden tilbageledning gennem skibsskroget.

4) 3-fase, 3-ledersystem, med jordet stjernepunkt.

5) Een-fase, 2-ledersystem, med den ene leder jordet.

b) For det sekundære fordelingssystem, hvorved forstås den del af systemet, der ikke har direkte elektrisk forbindelse med generatoren, men f.eks. isoleret fra denne ved en to-viklingstransformer eller en motorgenerator, kan ud over de under a) nævnte fordelingssystemer, følgende systemer godkendes:

6) Een-fase, 2-ledersystem, med jordet midtpunkt - dog kun til belysningsformål.

7) Een-fase, 3 ledersystem, med den midterste leder isoleret.

8) Een-fase, 3-ledersystem, med den midterste leder jordet, men uden tilbageledning gennem skibsskrog.

B. Systemspændinger:

Som systemspænding, hvorved forstås spændingen mellem to af faserne ved 3-fasesystem og mellem lederne ved een-fasesystem, skal i almindelighed anvendes følgende maksimale spændinger:

500 volt

a) Kraftforsyning.

b) Opvarmnings- og kogeapparatur på 4 kW og derover, når dette er fast monteret og permanent tilsluttet ledningsinstallationen.

c) Større transportabelt udstyr, f.eks. svejsetransformere og -omformere eller specielle pumper, såfremt tilslutningskablets jordleder samt udstyrets metalliske konstruktionsdele begge er forsvarligt jordede (beskyttelsesjord), samt såfremt kabeltilslutning sker i særligt fast monteret apparatskab kombineret med en afbryder, således indrettet, at apparatskabet kun kan åbnes ved "åben afbryder" (f.eks. et motorskab), jfr. i øvrigt § 163, litra d.

250 volt

a) Belysning.

b) Opvarmnings- og kogeappatur, når dette ikke er fast monteret.

c) Almindeligt transportabelt udstyr, når dette er forsynet med dobbelt isolation, sub. forstærket isolation, eller når tilslutningskabel og apparat er forsynet med forsvarlig beskyttelsesjord.

d) Håndlamper og mindre håndværktøjer, som anvendes på særligt udsatte steder i maskinrum eller på dæk, såfremt der anvendes en isolertransformer, som blot forsyner en forbrugsgenstand. (Begge ledere i et sådant system skal være isolerede fra jord).

e) Interne kommunikationssystemer, bortset fra telefonanlæg o.lign., såfremt der tages samme forholdsregler som under c.

50 volt

a) Håndlamper og mindre håndværktøjer som anvendes på særligt udsatte steder, og hvor de under d. nævnte særlige forholdsregler ikke er opfyldt.

b) Kommunikationssystemer, hvor de under e. angivne forholdsregler ikke er opfyldt.

Telefon- og lignende kommunikationssystemer bør fortrinsvis forsynes med 24 volts spænding.

§ 142. Forbindelse med landanlæg. a. For så vidt et skibs elektriske anlæg skal være indrettet til at aftage strøm fra strømkilder uden for skibet, skal der i skibet findes en fast anbragt klemkasse, placeret således, at bøjelige kabler fra strømkilden uden for skibet let kan tilkobles. I klemkassen skal der være monteret en afbryder samt sikringer eller tilsvarende for de tilsluttede kabler. Endvidere skal der findes klemsko af tilstrækkelig størrelse og egnet udførelse til at sikre en tilfredsstillende forbindelse. Der skal fra klemkassen videreføres fast anbragte kabler til sikringer på hovedstrømtavlen, og det skal ved passende foranstaltninger kunne sikres, at skibets generatorer og den nævnte strømkilde ikke samtidig kan blive tilsluttet skibets ledningsnet.

b. Det faste kabel skal både på hovedstrømtavlen og ved tilslutningsklemmerne være forsynet med en spændingsviser. Det skal desuden være forsynet med midler til at kontrollere henholdsvis polariteten ved jævnstrøm og fasefølgen ved vekselstrøm for den anvendte strømkilde.

c. Ved tilslutningsklemmerne skal findes tydelig angivelse af, hvilken strømart og spænding der må tilføres anlægget, såvel som forskrifter for udførelse af strømtilslutningen.

d. For den anvendte strømkildes strømart og driftspænding gælder de i §§ 140 og 141 indeholdte forskrifter.

§ 143. Elektriske maskiner. a. Generatorer, motorer, omformere, transformere og ensrettere skal være udført enten i overensstemmelse med de normer, der er fastsat af et af ministeriet anerkendt klassifikationsselskab, eller i overensstemmelse med normer og rekommandationer udgivet af den internationale elektrotekniske kommission, herefter betegnet I.E.C., og godkendt af direktoratet. Enhver sådan elektrisk maskine skal på et synligt sted være forsynet med tydelig angivelse af fabrikat, spænding, effekt og omdrejningstal.

b. De skal opstilles eller beskyttes således, at de ikke er udsat for mekanisk overlast eller beskadigelse ved vand, damp eller olie, og således at eftersyn, mindre reparationer og demontering kan foretages. De må ikke anbringes i en sådan nærhed af let antændelige stoffer, at varmeudvikling eller eventuel gnistdannelse kan forårsage antændelse.

c. Generatorer og omformere må ikke opstilles i eksplosionsfarlige og brandfarlige rum. For opstilling af andre elektriske maskiner i sådanne rum gælder særlige regler (jfr. §§ 168 og 169).

d. Hvis transformere bruges til belysning eller andre vigtige formål, skal antal og ydelse være således, at strømforsyningen er sikret, selv om den største transformer er ude af funktion.

e. Transformere skal være dobbeltviklede og skal i almindelighed være af den luftkølede (tørre) type.

Oliekølede transformere kan dog tillades anvendt i maskinrum, således som dette er defineret i § 68, k, når følgende bestemmelser er opfyldt:

1. De skal være monteret i spildebakker for opsamling af olie, stammende fra lækager eller lign. Disse spildebakker skal være forsynet med let tilgængelige aftapningshaner.

2. De skal i almindelighed være af typen med konservator, der skal være udført således, at olie ikke kan løbe ud under skibets bevægelser i søen.

3. De skal være forsynet med oliestandsglas, og normal oliestand skal være tydeligt angivet.

4. Oliens flammepunkt skal være minimum 135° C.

f. Elektriske maskiner, som er udsat for stærk fugtighed eller sø, skal være i lukket, sprøjtesikker udførelse. (I.E.C.: Hose-proof).

g. Alle strømførende dele af elektriske maskiner og apparater skal være beskyttet mod tilfældig berøring.

§ 144. Akkumulatorbatterier. a. Akkumulatorbatterier skal være således konstrueret og sikret, at elektrolytten ikke kan løbe ud at cellerne ved skibets bevægelser, og således, at udsprøjt af elektrolytten undgås.

b. Der skal være truffet foranstaltninger til at forebygge, at elektrolytten kan komme i forbindelse med skibets konstruktive dele.

c. Hvor syre anvendes som elektrolyt, skal batterierne være opstillet i bakker af bly eller i træbakker foret med bly.

d. Akkumulatorbatterier med forskellige elektrolytter må ikke installeres i samme rum.

e. Akkumulatorbatterier af en sådan størrelse, at de kan afgive mere end 100 watt i 20 timer, skal være anbragt i særligt rum eller i særlige kasser.

f. I batterirum skal de indvendige overflader være behandlet med korrosionsbeskyttende maling.

g. Afbrydere, sikringer og andre elektriske dele, der kan forårsage gnistdannelser, må ikke installeres i batterirum.

h. Akkumulatorbatterier skal anbringes således, at alle celler eller cellekasser er tilgængelig såvel fra oven som fra en af siderne.

i. Celler og/eller cellekasser skal være understøttet og afstivet indbyrdes med ikke-absorberende, isolerende materiale, således at enhver forskydning af celler og/eller cellekasser undgås ved skibets bevægelser.

j. Et batterirum skal være forsynet med særligt ventilationssystem. Fra toppen af rummet skal luftkanal være ført til fri luft, og der skal være truffet foranstaltninger til at sikre lufttilgang forneden i rummet.

Naturlig ventilation kan anvendes, dersom kanalen eller kanalerne kan føres direkte til fri luft, uden at nogen del af en kanal får en hældning på mere end 45° fra det lodrette plan.

Mekanisk ventilation skal anvendes, hvor naturlig ventilation ikke er mulig. Ventilatormotorer må dog ikke anbringes i ventilationskanaler.

De indvendige overflader i ventilationskanaler skal være behandlet med korrosionsbeskyttende maling.

k. Alle åbninger i skotter og dæk, der omgiver et batterirum, bortset fra ventilationsåbninger, skal være effektivt tætnet, således at risikoen for udstrømning af gasarter fra rummet reduceres mest muligt.

l. Batterikasser anbragt under dæk skal være ventileret på tilsvarende måde som batterirum.

m. Hvis batterier anbringes i dækskasser, skal disse være velventileret og således indrettet, at indtrængen af vand forhindres.

n. Startbatterier til motorer skal placeres så nær som muligt ved de motorer, de betjener. Kan sådanne batterier ikke opstilles i et batterirum, skal de være installeret på steder, hvor forsvarlig ventilation er sikret.

o. Batterier, bortset fra sådanne, der udelukkende anvendes i startøjemed, skal være beskyttet mod kortslutning ved sikringer i hver isoleret pol eller ved flerpolet maksimalafbryder.

sikringer eller maksimalafbrydere skal være anbragt så tæt ved batterirummet som muligt.

p. Intet akkumulatorbatteri må anbringes i samme rum som nødstrømtavlen.

§ 145. Hovedstrømtavlers opstilling og konstruktion. a. Hvor der kun findes et hovedgeneratorrum, skal hovedstrømtavlen være anbragt i samme hovedbrandzone. Hvor der findes flere end et hovedgeneratorrum, er det tilladt kun at have en hovedstrømtavle.

b. Generatorer, transformere og akkumulatorer, der afgiver strøm til ledningsnettet, skal enten tilsluttes en hovedstrømtavle direkte eller særlige strømtavler (jfr. § 146), som er tilsluttet en hovedstrømtavle.

c. Strømtavlerne skal opstilles eller beskyttes således, at de ikke er udsat for mekanisk overlast eller beskadigelse med vand, damp eller olie, og de må ikke anbringes i eksplosionsfarlige eller brandfarlige rum eller i sådan nærhed af let antændelige stoffer, at varme fra strømtavlerne eller en eventuel gnistdannelse kan forårsage antændelse.

d. På forsiden af hovedstrømtavler må der, når spændingen til skrog overstiger 250 volt ved jævnstrøm eller 150 volt ved vekselstrøm, ikke installeres spændingsførende dele, der er udsat for berøring.

e. Hovedstrømtavler skal være således opstillet, at der er let adgang til deres forside og bagside uden fare for personalet. Deres sider og bagsider skal være beskyttet på passende måde.

f. Hvor der er mulighed for tilfældig berøring af spændingsførende dele på en hovedstrømtavle, skal der findes gelænder og måtter af fugtighedssikkert, oliebestandigt og ikke-ledende materiale.

g. Hovedstrømtavler skal være af flammesikkert og fugtighedssikkert materiale. Mellem de enkelte tavlefelter skal der være skillevægge af tilsvarende materiale. Alle spændingsførende dele skal være monteret på godt isolerende, flammesikkert og fugtighedssikkert materiale.

h. Alle forbindelser på hovedstrømtavler skal være sikret mod at arbejde sig løs.

i. For hovedstrømtavler beregnet for spændinger af ikke over 50 volt (sikkerhedsspændingen) gælder bestemmelserne i § 159.

§ 146. Apparater på hovedstrømtavler. På hovedstrømtavler skal findes det for en sikker drift af den elektriske installation nødvendige apparatur.

Alle strømkilder, tilsluttet en hovedstrømtavle, og alle fra en sådan udgående strømkreds skal være beskyttet mod overbelastning og kortslutning ved anvendelse af enten afbrydere med maksimaludløsning eller afbrydere i forbindelse med sikringer.

Sikringer beregnet for mere end 320 amp. må ikke anvendes til beskyttelse mod overbelastning, men kan anvendes til beskyttelse mod kortslutning.

Strømkilder, som under normal drift forsynet de for skibets og passagerernes sikkerhed nødvendige strømkredse, skal på hovedstrømtavlen være forsynet med anordning, der ved overbelastning automatisk bevirker frakobling af de for skibets drift mindre nødvendige strømkredse.

Vedrørende afbrydere og sikringer for akkumulatorbatterier, se også § 144, litra o.

I øvrigt skal hovedstrømtavler være forsynet med det nedenfor angivne beskyttelses- og måleapparatur m.v.

a. Beskyttelse af generatorer:

1. Såvel jævn- som vekselstrømsgeneratorer skal på hovedstrømtavlen være udstyret med følgende beskyttelsesapparater:

(a) For generatorer, der ikke kan anvendes i paralleldrift:

En flerpolet afbryder med indstillelig maksimaludløsning i hver pol.

For generatorer mindre end 50 kW kan en flerpolet afbryder med sikringer i hver isoleret pol anvendes.

(b) For generatorer, som anvendes i paralleldrift:

En flerpolet afbryder med indstillelig maksimaludløsning i hver pol.

2. Ved jævnstrømssystemer med paralleldrift af generatorer skal desuden findes følgende:

(a) Hver generator skal være forsynet med tilbagestrømsbeskyttelse, som er uafhængig af spændingen. Ved kompound-viklede generatorer skal denne være anbragt i den pol, som ikke er forbundet i serie med generatorens kompound-vikling.

(b) Ved kompound-viklede generatorer skal der i udligningsforbindelsen for hver generator findes en afbryder, der er således låset, at den slutter før og bryder senere end generatorafbryderen.

(c) Ved 3-leder fordelingssystem skal der for hver generator findes en trepolet afbryder, således at såvel yderlederne som midterlederen afbrydes samtidig. Derudover skal der, såfremt systemet er midtpunktjordet, i den dertil hørende jordledning indskydes en enpolet afbryder, således at systemet kan isoleres fra jord. I denne jordforbindelse kan der i stedet for afbryderen indsættes et alarmrelæ og en ledningsadskiller.

3. Ved vekselstrømssystemer skal der installeres et energiretningsrelæ for hver generator, som arbejder i parallel med en eller flere generatorer.

b. Beskyttelse af strømkredse, der udgår fra hovedstrømtavler:

1. Alle udgående strømkredse skal være forsynet med en flerpolet automatisk afbryder eller en flerpolet afbryder med sikring i hver isoleret pol.

2. Overbelastningsbeskyttelse og beskyttelse mod kortslutning skal være udført som følger:

For ledninger, hvis fuldlaststrøm er

(a) 320 ampere og derover, skal der anvendes automatiske afbrydere,

(b) mindre end 320 ampere, skal der anvendes enten automatiske afbrydere eller smeltesikringer af lukket type.

Overbelastningsbeskyttelse for udgående strømkredse skal være således afpasset i forhold til generatorbeskyttelsen, at udløsningen er selektiv under alle normale forhold.

3. Afbrydere og sikringer for hver udgående strømkreds skal være forsynet med en betegnelse, der tydeligt angiver, til hvilken strømkreds de hører, samt disse strømkredses maksimale strømforbrug.

For motorer skal endvidere forsikringens størrelse være angivet.

c. Måleinstrumenter:

1. Jævnstrømsgeneratorer

(a) For generatorer, der ikke anvendes i paralleldrift, skal der findes mindst 1 voltmeter og 1 amperemeter for hver generator.

(b) For paralleldrift skal der findes et voltmeter og et amperemeter for hver generator. I stedet for et voltmeter for hver generator kan anvendes et voltmeter forbundet over samleskinnerne og et, der er forsynet med voltmeteromskifter, således at spændingen kan måles på hver enkelt generator.

(c) For kompound-viklede generatorer, forsynet med udligningsforbindelse, skal amperemeteret være tilsluttet den generatorpol, der ikke har forbindelse til serieviklingen.

(d) Ved 3-ledersystemer skal der findes et amperemeter for hver generatorpol og et voltmeter mellem midterlederen og hver af yderlederne.

2. Vekselstrømsgeneratorer

(a) For almindelig drift skal hver generator være forsynet med mindst et voltmeter, et frekvensmeter og enten et amperemeter med amperemeteromskifter, således at strømmen i hver fase kan afløses, eller et amperemeter i hver fase. For generatorer på 50 kVA og derover skal der tillige findes et wattmeter.

(b) Ved paralleldrift skal der for hver generator findes et wattmeter og amperemetre som under (a). Endvidere skal der findes 2 voltmetre, 2 frekvensmetre og et synkroniseringsapparat, bestående af et synkronoskop med lamper eller andet tilsvarende apparatur. Det ene voltmeter og det ene frekvensmeter skal være forsynet med omskifter for tilkobling til den ene af faserne på de respektive generatorer. Det andet voltmeter skal være permanent koblet over en af faserne på samleskinnerne, og alle øvrige voltmeterforbindelser skal være tilkoblet den tilsvarende fase på generatorerne.

3. Der skal ved isolerede fordelingssystemer findes midler til påvisning af væsentlige isolationsfejl på anlægget.

4. Måleinstrumenter, såsom voltmetre, spændingspoler, isolationsmåleanordninger, indikatorlamper m.v. skal i forbindelse med deres tilledninger være beskyttet ved særlige sikringer efter Diazed-systemet (diametersystemet). Sikringer efter længdesystemet må ikke anvendes. Sikringerne skal være anbragt så nær afgreningerne fra systemet som muligt, og forbindelsesledningerne til apparaterne skal være isoleret med temperaturbestandigt, ikke-flammebefordrende materiale.

§ 147. Særlige forholdsregler ved paralleldrift af generatorer. Hvor flere generatorer anvendes i paralleldrift, skal følgende regler iagttages:

a. Ved jævnstrøm skal generatorerne enten være forsynet med en kompound-vikling eller med en automatisk spændingsregulering, der sikrer, at den totale belastning bliver fordelt proportionalt med mærkebelastningen for generatorerne.

b. Kompound-viklede jævnstrømsgeneratorer skal have udligningsforbindelser, der er således dimensioneret, at de kan bære mindst halvdelen af den fulde belastning af de generatorer, til hvilke de hører. Udligningsskinner skal kunne bære mindst halvdelen af den fulde belastning af den største generator i gruppen.

c. Ved vekselstrøm skal hver generator være forsynet med en automatisk spændingsregulator. Desuden skal der på hovedstrømtavlen eller i umiddelbar nærhed af denne findes midler til regulering af energitilførslen til drivmaskinerne, således at en ensartet belastning kan sikres.

§ 148. Installationens deling. a. Alle strømforbrugende genstande skal enten hver for sig eller samlet i grupper være tilsluttet en hovedstrømtavle eller en undertavle, der enten direkte eller over en anden undertavle er tilsluttet en hovedstrømtavle.

b. Enhver fra en strømtavle eller transformer udgående strømkreds skal kunne gøres spændingsløs ved en afbryder og skal have sikringer for alle isolerede poler. Ved flerlederstrømkredse må nullederen dog ikke indeholde nogen sikring.

c. I stedet for afbrydere og sikringer kan afbrydere med automatisk udløsning anvendes.

d. Mindre strømforbrugere kan grupperes i afsluttende strømkredse (I.E.C.: final subcirciuts), men den maksimale belastning på en sådan strømkreds må ikke overstige 16 ampere.

e. Enhver afsluttende strømkreds skal, undtaget hvor andet er foreskrevet, være beskyttet med sikringer eller afbrydere med automatisk udløsning i hver isoleret pol.

f. Afsluttende strømkredse må ikke forsyne lys, kraft og varme på samme tid. Dette krav gælder dog ikke for kammervifter, beregnet for tilslutning til lysinstallationen.

g . Normalt må en afsluttende strømkreds ikke indeholde mere end 24 lampesteder, men i en sådan kan hver to stikkontakter regnes som et lampested. Ved loftbelysninger og lignende, hvor mange lampesteder anvendes, og disse er anbragt tæt ved hinanden, kan, dersom lampestederne ikke er tilsluttet bøjelige kabler, en gruppe på 6 lamper regnes som et lampested. Den maksimale belastning på en sådan endelig strømkreds må ikke overstige 10 ampere.

h . Enhver motor, der er beregnet for vigtige formål, skal have sin egen afsluttende strømkreds, og enhver motor på 0,5 kW/HK skal have egen beskyttelse såvel mod overbelastning som mod kortslutning.

i. Flere undertavler kan forbindes til en fødeledning, der ikke behøver at være særskilt sikret ved hver undertavle, dersom den har samme tværsnit i hele sin længde, jfr. § 158, litra a. På sådanne undertavler skal forefindes en passende flerpolet afbryder ved hjælp af hvilken, undertavlen kan gøres spændingsløs.

§ 149. Reserve- og nødenergikilder. a. Over skotdækket og uden for maskincasingerne skal der findes en selvstændig elektrisk nødenergikilde. Den skal være således beliggende i forhold til hovedgeneratoren eller -generatorerne, at det på en for direktoratet fyldestgørende måde sikres, at en brand eller andet havari i maskinrummet ikke vil gribe forstyrrende ind i forsyningen eller fordelingen af nødenergien. Nødenergikilden må ikke være anbragt foran for kollisionsskottet.

b. Den energi, der er til rådighed, skal være tilstrækkelig til driften af alle de anlæg, som direktoratet anser for nødvendige for passagerers og mandskabs sikkerhed i en nødsituation, idet der tages tilbørligt hensyn til sådanne anlæg, som skal kunne være i drift samtidig. Energien skal være tilstrækkelig til driften af disse installationer i mindst 36 timer, dog kan direktoratet, for så vidt angår skibe, der anvendes regelmæssigt på rejser af kort varighed, godkende en mindre energiforsyning, hvis man finder, at samme grad af sikkerhed derved opnås.

c. Nødenergikilden kan enten være

1) en generator, der drives af en egen kraftmaskine med selvstændig brændstofforsyning og med godkendt startanordning (brændstoffet skal have et flammepunkt på mindst 43° C), eller

2) et akkumulatorbatteri, der er i stand til at bære nødbelastningen uden genopladning eller for stort spændingsfald.

d . Såfremt nødenergikilden er en generator, skal der findes et akkumulatorbatteri som midlertidig nødenergikilde med tilstrækkelig kapacitet til

1) at levere strøm til nødbelysningen uafbrudt i en halv time,

2) at lukke de vandtætte døre (såfremt disse bevæges ved elektricitet); idet det dog ikke er nødvendigt, at alle vandtætte døre lukkes samtidig,

3) at betjene de indikatorer (såfremt disse er elektriske), der viser, om de maskinelt betjente vandtætte døre er åbne eller lukkede, og

4) at betjene de lydsignaler (såfremt disse er elektriske), som giver advarsel om, at maskinelt betjente vandtætte døre er begyndt at lukke.

Der skal være truffet sådanne foranstaltninger, at den midlertidige nødenergikilde automatisk træder i virksomhed, såfremt hovedstrømforsyningen svigter.

e. Hvor nødenergikilden er et akkumulatorbatteri, skal der være truffet sådanne foranstaltninger, at nødbelysningen automatisk tændes i tilfælde af, at strømforsyningen fra hovedenergikilden for belysning svigter.

f. Hvis nødenergikilden er en generator, og denne ved hjælp af en godkendt startanordning automatisk træder i virksomhed, så snart hovedstrømkilden svigter, kan det i litra d foreskrevne akkumulatorbatteri udelades.

g. I maskinrummet skal der så vidt muligt på hovedstrømtavlen anbringes en indikator, som viser, når et i henhold til bestemmelserne i denne paragraf installeret akkumulatorbatteri aflades.

h. For nødstrømtavlen gælder følgende:

1) Den skal anbringes så nær som praktisk muligt ved nødenergikilden.

2) Hvor nødenergikilden er en generator, skal tavlen være anbragt i samme rum som nødenergikilden, medmindre betjeningen af tavlen derved vanskeliggøres.

3) Intet akkumulatorbatteri, som er installeret i henhold til bestemmelserne i denne paragraf, må anbringes i samme rum som tavlen.

4) Direktoratet kan tillade, at tavlen forsynes med strøm fra hovedstrømtavlen under normale driftsforhold.

i. Hele nødinstallationen skal kunne fungere under en krængning på 221/2°, og/eller når skibet har en styrlastighed på 10°.

j. Der skal træffes foranstaltninger til periodisk afprøvning af såvel nødenergikilden som den eventuelle midlertidige energikilde. Afprøvningen skal også omfatte de automatiske anordninger.

§ 150. Anlæg nødvendige for skibets og passagerernes sikkerhed. Følgende elektriske anlæg m.v. skal anses som nødvendige for skibets og passagerernes sikkerhed i en nødsituation og kunne forsynes med strøm fra den i § 149 omhandlede nødenergikilde:

1. Nødbelysningen ved alle redningsbåde - på dækket og ud over skibssiden.

2. Nødbelysningen i gange, på trapper, ved udgange fra alle større rum, hvor passagerer eller mandskab opholder sig, i maskinrum og i kontrolrum.

3. Det elektriske alarmanlæg, der kalder passagererne til samlingspladserne, jfr. § 224, og det automatiske brandalarmanlæg, jfr. §§ 90 og 91, for så vidt disse anlæg ikke har selvstændig energikilde.

4. Anlæg til lukning af de vandtætte døre, jfr. § 21.

5. Nødlænsepumpe, jfr. § 28, litra d. 1).

6. Skibslysene samt dagsignallampen, såfremt denne får strøm fra hovedenergikilden.

7. En af brandpumperne, jfr. § 114, litra a.

8. Sprinklerpumpen, jfr. § 108.

9. Personelevatorer.

10. Elektriske maskintelegrafer.

§ 151. Reserve- og nødstrømkredse. a . Når et skib er inddelt i flere hovedbrandzoner, skal følgende iagttages:

1. Der skal i hver zone være to adskilte fødeledninger for belysningen. Den ene af disse kan være fødeledningen for nødbelysningen.

2. Fordelingssystemet skal være således indrettet, at brand i en hvilken som helst hovedbrandzone ikke griber forstyrrende ind i vigtige strømforsyninger i andre hovedbrandzoner. Fødeledninger for hoved- og nødinstallationer, der fører igennem en hvilken som helst zone, skal i dette øjemed være anbragt med så stor afstand - såvel lodret som vandret - fra hinanden som muligt.

b. Fordelingssystemet skal endvidere så vidt muligt være således indrettet, at indtrængen af vand på et under skotdækket liggende dæk ikke forårsager kortslutning i anlæg på et højere liggende dæk. Fødeledninger for såvel hoved- som nødinstallationer hørende til forskellige dæk skal i dette øjemed så vidt muligt holdes adskilt.

c. For den i § 225 foreskrevne elektriske nødbelysning må der ikke findes andre sikringer end de på nødenergikildens strømtavle anbragte, og der må kun findes afbrydere ved nødenergikilden og i styrehuset.

d. Ved udgangen fra alle større rum, hvor passagerer eller mandskab opholder sig, skal nødbelysningen til stadighed være i drift. Strømmen hertil kan under normale forhold tages fra hovedenergikilden.

e. I følgende rum skal lamperne være tilsluttet mindst to forskellige grupper:

1) rum, der er tilgængelige for passagererne:

korridorer

trapper, der fører til båddækket

saloner

2) rum, der kun er tilgængelige for mandskabet:

maskinrum

kedelrum

store kabysser

f. For hver generator bør der findes mindst en lampe, der er tilsluttet generatoren således, at lampen ikke slukkes, når strømmen fra generatoren afbrydes ved dennes afbryder eller sikringer.

§ 152. Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg. a. Indikatorer til kontinuerlig kontrol af motorer til elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal være anbragt på et passende og for direktoratet tilfredsstillende sted.

b. Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal fødes gennem to strømkredse udgående fra hovedstrømtavlen. Den ene af kredsene kan føres over nødstrømtavlen. Hver strømkreds skal være dimensioneret til at forsyne alle de motorer, som normalt er forbundet til dem, og som er i gang samtidig. Hvis der i styremaskinrummet findes omskifteranordninger, hvorved hver strømkreds kan bringes til at forsyne en hvilken som helst motor eller kombination af motorer, skal begge strømkredsene være dimensioneret til at kunne bære den største belastning. Strømkredsene skal i hele deres længde være anbragt så langt fra hinanden som praktisk muligt.

Ovennævnte strømkredse og motorer må kun være forsynet med beskyttelse mod kortslutning.

§ 153. Særlige forholdsregler med henblik på en nødsituation. a. Med hensyn til midler til at stoppe anlæg for kunstig ventilation henvises til bestemmelserne i § 85, litra b.

Disse bestemmelser finder ikke anvendelse på kammervifter o.lign., der er tilsluttet lysinstallationen.

b. Med hensyn til midler til standsning af ventilationen i maskinrum og til standsning af brændselsoliepumper m.v. henvises til bestemmelserne i § 70, litra a og b.

c. Med hensyn til strømtilførsel til pumper, luftkompressorer og automatiske brandalarmapparater hørende til automatiske sprinkleranlæg henvises til bestemmelserne i § 108, litra e.

d. Såfremt motorer for pumper med afgang over vandlinien er forsynet med afbrydere, anbragt uden for maskinrummet, skal disse afbrydere være sikret mod benyttelse i utide. Denne bestemmelse skal sammenholdes med bestemmelsen i § 222, litra a. 3.

e. Med hensyn til anbringelsen af motorer for brandpumper henvises til § 114, litra a.

f. Motoren for den i § 28, litra d. 1) omhandlede nødlænsepumpe skal kunne startes fra et sted, der er beliggende over skotdækket. Hvis der også findes startanordning anbragt ved selve motoren, skal alle forbindelser til denne startanordning kunne afbrydes fra det ovennævnte sted. Kablerne, der ikke må indeholde samlinger, skal indføres i luftklokken fra undersiden.

§ 154. Installation af skibslys og maskintelegrafer. a. Såfremt de foreskrevne skibslys er elektriske, skal de hver for sig være tilsluttet en særlig undertavle, der er direkte forbundet med hovedstrøm- eller nødstrømtavlen og ikke indeholder andre strømkredse. Undertavlen skal ved en omskifter på broen kunne tilsluttes hovedstrømtavlen gennem en anden forbindelse end den normale for det tilfælde, at denne svigter.

b. Hvis de i § 198 foreskrevne reservelanterner er elektriske, skal de gennem særskilte kabler være tilsluttet en særlig undertavle.

c. Ethvert skibslys skal være forsynet med sikring og afbryder i hver isoleret pol. Disse skal være således anbragt, at de er let tilgængelige for betjeningen.

d. For hvert skibslys skal der endvidere i nærheden af afbryderen findes en anordning, som automatisk giver hørligt eller synligt signal, såfremt skibslyset slukkes.

e. Elektriske maskintelegrafer skal hver for sig være tilsluttet en undertavle, der er direkte forbundet med hovedstrøm- eller nødstrømtavlen. Undertavlen skal være anbragt i nærheden af den i litra a omhandlede undertavle for skibslysene.

f. På undertavlen skal for hver maskintelegraf i hver isoleret pol være anbragt 2 sikringer med tilhørende omskifter, medmindre maksimalafbrydere anvendes.

§ 155. Elektriske meddelelsesmidler. a. Anlæg, i hvilke elektriciteten anvendes til overførelse af meddelelser, såsom signalanlæg, telefon- og højttaleranlæg, brandalarm- og andre alarmeringsanlæg, fjernindikatorer og lignende, skal tilfredsstille de i dette afsnit indeholdte bestemmelser, såfremt:

1) de tjener skibets eller de ombordværendes sikkerhed,

2) de er i direkte elektrisk forbindelse med et anlæg, i hvilket elektriciteten anvendes til lys, kraft eller varme,

3) spændingen overstiger 50 volt, eller

4) strømkilden er af en sådan størrelse, at den er i stand til at afgive mere end 100 watt i mindst 20 timer.

b. I alle apparater hørende til de under litra a nævnte anlæg skal de strømførende dele være af vejrbestandigt metal og være monteret på flammesikkert og vejrbestandigt isolationsmateriale. Alle beskyttelseskasser skal være af flammesikkert materiale.

c. Anlæg, som ikke falder ind under de i litra a nævnte kategorier, skal i enhver henseende være forsvarligt udført, idet der tages hensyn til den anvendte spænding. Alle strømkredse undtagen sådanne, som får strøm fra tørelementer, skal sikres med sikringer for hver isoleret pol.

d. Omformere og transformere, som anvendes til nedsættelse af spændingen for de i litra c omhandlede anlæg, tillige med de tilhørende ledninger og installationsdele skal tilfredsstille de i dette afsnit indeholdte bestemmelser.

e. Strømkredse skal være således ordnet og tilslutningsdåser således konstrueret og mærket, at fejlmålinger og nødvendige reparationer kan foretages med den mindst mulige forstyrrelse af andre strømkredse.

§ 156. Ledningers konstruktion. a. Materiale.

Alle ledere i isolerede ledninger skal være af kobber med en ledningsevne, som er mindst 98 pct. af ledningsevnen for kobber, i overensstemmelse med I.E.C.s standarder.

b. Opbygning af kobberledere.

1. Ledere med et tværsnit på 1 kvadratmillimeter og derunder må ikke anvendes til fast montage.

2. Ledere med et tværsnit på 2 mm² og derover skal være flertrådede. Dette gælder dog ikke for mineralisolerede ledninger med kobberkappe.

3. I gummiisolerede ledninger skal alle ledertråde være fortinnet med tin af ren kvalitet.

c . Isolation.

Følgende isolationstyper kan anvendes:

1. Gummi (naturgummi eller syntetisk gummi)

2. Polyvinylclorid (PVC)

3. Varmebestandigt butylgummi

4. Tekstiler

5. Silicone gummi

6. Mineral

Jfr. i øvrigt I.E.C.s rekommandationer.

d. Beskyttelse af ledninger.

Følgende typer af beskyttelse kan anvendes:

1. Imprægneret tekstilomfletning

2. Blykappe uden omfletning

3. Blykappe med omfletning eller andet godkendt beskyttelseslag

4. Armeret blykappe med eller uden omfletning eller andet beskyttelseslag over armeringen

5. Gummikappe med eller uden omfletning

6. Gummikappe og armering med eller uden omfletning eller andet beskyttelseslag over armeringen

7. PVC kappe

8. Kobberkappe (kun for mineralisolerede ledninger)

e. Ledninger til faste installationer for lys, kraft og varme kan være:

1. Almindelig isoleret ledning

2. Uarmeret kabel

3. Armeret kabel

f. Ledninger til transportable brugsgenstande for lys, kraft og varme kan være:

1. Bøjelig ledning med almindeligt beskyttelseslag

2. Bøjelig ledning med slidfast beskyttelseslag.

g. Ledninger til installation af elektriske meddelelsesmidler, bortset fra de i § 155, litra a nævnte, kan være:

1. Svagstrømsledninger til fast installation

2. Bøjelige svagstrømsledninger.

h. For konstruktion af de under litra e og f nævnte ledninger og kabeltyper såvel som for de prøver, som de inden oplægning vil være at underkaste, gælder de til enhver tid af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler. I almindelighed vil I.E.C.s rekommandationer i så henseende være at følge.

i. Alle ledninger og kabler skal være af en type, der med hensyn til brandhæmmende egenskaber er til direktoratets tilfredshed.

Direktoratet kan med henblik på at forhindre brand eller eksplosion kræve yderligere sikkerhedsforanstaltninger for elektriske ledninger i særlige rum i skibet.

For kabelføring til pumper og kompressorer for automatiske sprinkleranlæg, se endvidere § 108, litra g.

§ 157. Ledningers belastning og dimensionering. a. Ved beregningen af den for forskellige ledningstværsnit tilladelige belastning skal der tages hensyn til:

1) om belastningen er permanent eller intermitterende,

2) den omgivende lufts temperatur.

b. Under hensyntagen til de i litra a nævnte forhold beregnes den for forskellige ledningstyper og ledningstværsnit tilladelige belastning ved hjælp af tabeller, der er indeholdt i de i § 156 omhandlede af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler.

c. Ved dimensioneringen af gruppeledninger skal der regnes med den totale maksimale strøm, hvormed gruppen (strømforbrugeren) kan belastes. For motorer regnes med den normale strømstyrke, og for lampesteder med den maksimale belastning, dog ikke under 60 watt for hvert lampested.

d. Ved dimensioneringen af ledninger, der føder en eller flere undertavler, kan der regnes med en belastning, der er mindre end summen af de maksimale belastninger i de enkelte til undertavler sluttede grupper. Forholdet mellem den skønnede belastning og den totale maksimale belastning (samtidighedsfaktoren) fastsættes i hvert enkelt tilfælde under hensyn til sandsynligheden for samtidig belastning af de forskellige grupper. Dette gælder dog ikke for grupper i hvilke der udelukkende findes tilslutningssteder for lys og varme.

e. Uden hensyn til den beregnede tilladelige belastning skal ledningerne være således dimensioneret, at spændingsfaldet mellem samleskinnerne på hovedstrømtavlen og et hvilket som helst punkt af installationen ikke overstiger 6 pct. af den normale driftsspænding, når ledningerne er maksimalt belastede under normale driftsforhold. Ved beregningen af spændingsfaldet i en ledning, der føder flere grupper, er det tilladt at regne med samtidighedsfaktoren, jfr. litra d.

f. Ved vekselstrømsinstallationer skal ledningerne være således dimensioneret, at startstrømmen for motorer ikke forårsager så stort et spændingsfald, at beskyttelsesanordninger for andre igangværende motorer udløses.

§ 158. Sikringer eller afbryder med automatisk udløsning. a. På hovedstrømtavler og undertavler skal anbringes sikringer eller afbrydere med automatisk udløsning for hver derfra udgående ikke-jordforbunden ledning. Ligeledes skal sikringer (afbrydere med automatisk udløsning) anbringes overalt, hvor et ledningsafsnit forbindes til et andet med lavere tilladt belastning.

b. Sikringer og afbrydere med automatisk udløsning må ikke være normeret for mere end den maksimalt tilladte belastning af de pågældende ledninger og skal have en brydningskapacitet svarende til kortslutningsstrømmen ved tilslutningsklemmerne, dog kan beskyttelsesanordninger for motorkredsløb dimensioneres for den overbelastning, der fremkommer under motorens normale accelerationsperiode.

Vedrørende sikringer for ledninger til styremaskiner, se § 152.

c. Sikringsanordninger skal være af godkendt konstruktion. Såvel sikringsholdere som sikringselementer (propper og patroner m.v.) skal på et synligt sted være tydeligt mærket med normeret strømstyrke og maksimalspænding. Afbrydere med automatisk udløsning skal være tilsvarende mærket.

d. Alle spændingsførende dele af sikringsanordninger skal være anbragt på flammesikkert, fugtighedssikkert og godt isolerende materiale og skal være beskyttet mod tilfældig berøring.

e. Sikringsanordninger, der kan blive betjent af ikke-sagkyndigt personale, skal have prop- eller patron-sikringselementer eller tilsvarende og skal være således konstrueret, at uagtsom anbringelse af sikringselementer for større strømstyrke end den, for hvilken sikringsanordningen er normeret, er udelukket.

f. Afbrydere med automatisk udløsning skal være af godkendt konstruktion og skal afbryde alle ikke-jordforbundne poler samtidig. Ved en normeret strømstyrke af over 15 ampere skal de være forsynet med håndtag med friudløsning og med midler til indstilling af afbrydningsstrømmen.

g. I stedet for afbrydere med automatisk udløsning kan anvendes afbrydere med indbyggede sikringer.

h. Sikringer og afbrydere med automatisk udløsning skal så vidt muligt installeres samlet på strømtavler og på et let tilgængeligt sted. Om anbringelse af sikringer for skibslys og maskintelegrafer, se § 154.

i. Sikringer og afbrydere med automatisk udløsning skal anbringes og beskyttes således, at de ikke kan medføre brandfare. Såfremt de anbringes i lastrum, må de kun sikre ledninger hørende til belysning i det pågældende lastrum, og de skal være indesluttet i solide beskyttelseskasser af metal. Hvis de er udsat for stærk fugtighed eller sø, skal de være anbragt i vandtæt lukkede beskyttelseskasser af stål eller metal.

§ 159. Undertavlers konstruktion og anbringelse. a. Undertavler skal være af flammesikret og fugtighedssikkert materiale, og alle spændingsførende dele skal være monteret på godt isolerende, flammesikkert og fugtighedssikkert materiale.

b. Undertavler skal anbringes således, at der bag tavlen er et frit rum af mindst 3 cm dybde. Er uisolerede dele anbragt på bagsiden af tavlen, skal afstanden fra disse dele til skottet dog mindst være 10 cm, medmindre skottet er beklædt med flammesikkert materiale.

c. Undertavler må ikke anbringes i brand- eller eksplosionsfarlige rum og skal, medmindre de er anbragt i særlige, dertil bestemte rum, som kun er tilgængelige for sagkyndigt personale, være anbragt i solide beskyttelseskasser. Disse kan i opholdsrum og lignende tørre rum være af træ, men skal ellers være udført af stål eller metal; hvor de er udsat for stærk fugtighed eller sø, skal de være vandtætte.

d. Beskyttelseskasser af træ skal være vel ventilerede og skal være beskyttet mod brand ved en flammesikker beskyttelsesklædning, f.eks. stålplade.

e. Spændingsførende dele, der er udsat for berøring, må ikke installeres på forsiden af undertavler, når spændingen til skrog overstiger 250 volt ved jævnstrøm og 150 volt ved vekselstrøm.

f. Undertavler skal være udført således, at spændingsførende dele er beskyttet mod berøring.

§ 160. Ledningers anbringelse. a. Ledninger skal så vidt muligt oplægges således, at de har et retlinjet forløb, er let tilgængelige og ikke er udsat for stærk fugtighed, olie, mekanisk beskadigelse eller høj temperatur.

b. Kabler, der er anbragt på åbent vejrdæk, i baderum, lastrum, kølerum, maskinrum eller andre steder, hvor vand eller skadelige dampe (f.eks. oliedampe) kan samle sig, skal være omgivet med et uigennemtrængeligt beskyttelseslag.

På særlig fugtige steder skal kabler med hygroskopisk isolation være omgivet af et metallisk uigennemtrængeligt beskyttelseslag. Kabler med jerntrådsomfletning må ikke anvendes på åbent dæk eller på steder, hvor de er udsat for stærk fugtighed, medmindre de er omgivet med et uigennemtrængeligt beskyttelseslag, f.eks. P.V.C.-kappe.

c. I rum, hvor ledninger er udsat for kemisk påvirkning, skal kablerne have et mod denne påvirkning modstandsdygtigt beskyttelseslag.

d. Kabler, hvis beskyttelseslag kan skade beskyttelseslaget af andre kabler, må ikke lægges sammen med sådanne kabler.

e. Kabler, der er udsat for mekanisk påvirkning, skal, dersom kablernes beskyttelseslag, fx armeringen, ikke er i stand til at modstå den mulige påvirkning, være beskyttet med skærme af stål eller metal eller være ført gennem stålrør.

Kabler i lastrum og andre rum, hvor der er særlig risiko for mekanisk beskadigelse, skal, medmindre selve skibets konstruktionsdele yder tilstrækkelig beskyttelse, være forsvarligt beskyttet, selv om kablerne er armerede.

f. Stål, der anvendes til beskyttelse af kabler, skal være behandlet mod korrosion.

Kabler skal være effektivt understøttet og fastholdt ved bøjler med passende indbyrdes afstand og af en sådan form, at de ikke beskadiger kablerne. Kablerne skal endvidere oplægges således, at de ikke beskadiges ved bøjning, og sålede at de mindst muligt udsættes for stræk eller skramfiling ved deres egen vægt, ved varmeudvidelser, bevægelser i skibet eller på anden måde. Kabelbaner og bøjler skal være af korrosionsbestandigt materiale eller være forsvarligt behandlet mod korrosion forinden opsætning.

g. Brugen af PVC-isolerede kabler skal begrænses til mindre kabler, hvis størrelse i almindelighed ikke må overstige 35 mm². PVC-isolerede kabler må ikke anvendes, hvor det er nødvendigt at føre kablerne gennem vandtætte skotter og bør ej heller anvendes i kølerum.

h. Til transportable brugsgenstande kan i tørre opholdsrum, hvor ledningerne ikke er udsat for mekanisk overlast, bøjelig ledning uden beskyttelsesklædning anvendes. Uden for tørre opholdsrum kan, hvor ledningerne ikke er særlig udsat for mekanisk overlast, anvendes bøjeligt kabel med almindelig beskyttelsesklædning. I maskinrum, på fyrpladser, i kulkasser og lastrum samt på dækket og i øvrigt på steder, hvor der er stærk fugtighed, eller hvor mekanisk overlast kan befrygtes, skal anvendes bøjeligt kabel med slidfast beskyttelsesklædning.

i. De i § 156, litra g omhandlede, fast oplagte svagstrømsledninger skal ved installationen holdes adskilt fra de øvrige ledninger.

j. Ved vekselstrømsanlæg skal så vidt muligt anvendes flerlederkabler, således at alle faser fremføres i samme kabel. Såfremt enkeltleder-kabler anvendes, skal der ved oplægning drages omsorg for, at alle faser ligger så nær ved hinanden som muligt og i givet fald fremføres i samme rør. Om fornødent skal enkeltlederkabler sammensnos eller krydses for at reducere strømkredsens inducerende påvirkninger og anbringes i sådan afstand fra skibsskroget, at tab ved induktion formindskes mest muligt.

§ 161. Ledningers gennemføring og forbindelse. a. Når ubeskyttede ledninger, herunder uarmerede blykabler, føres gennem skotter, jernbjælker eller lignende, skal ledningerne beskyttes ved hylstre af bly, træ eller lignende, der helt omslutter ledningerne. Føres ledningerne gennem vandtætte skotter, skal der om ledningerne anbringes vandtætte pakdåser, og føres de gennem brandskotter af klasse A, skal brandsikre pakdåser anvendes (jfr. § 76, litra a).

b. Hvor ledningerne føres gennem dæk, skal de være anbragt i rør af stål eller metal, der skal være solidt fastgjort i dækket og ført så højt op, at vand ikke kan komme til at stå op over dem. Rørene skal tilstoppes med branddrøj isolermasse og gøres vandtætte. Ved enkeltkorede vekselstrømskabler skal rørene være af metal og fortrinsvis være befæstet i plader af metal.

c. Samling af ledere bortset fra ledere i lavspændingskommunikationskredsløb må kun ske i samle- eller forgreningsdåser. Alle sådanne forgreningsdåser eller installationsdele skal være konstrueret således, at en eventuel brand i installationsdelen forhindres i at brede sig. Hvor splejsning anvendes, må der kun benyttes en godkendt metode, der sikrer, at ledningens oprindelige mekaniske og elektriske egenskaber bevares. Samle- og forgreningsdåser, der er anbragt i kredsløb, der er af vigtighed for sikkerhedstjenesten, jfr. § 150, skal være tydeligt afmærket.

d. På steder, hvor installationen er udsat for fugtighed, skal samle- og forgreningsdåser være vandtæt lukket eller vandtæt tilstøbt med isolermasse.

e. I kabler mellem hovedstrømtavler og undertavler samt mellem strømtavler og maskiner og forbrugsgenstande skal samlinger så vidt muligt undgås.

§ 162. Forholdsregler mod stød, brandfare og andre faremomenter af elektrisk art. a. Alle for berøring udsatte dele af elektriske maskiner eller apparater, som ikke skal være spændingsførende, men som kan blive spændingsførende på grund af fejl, skal være forbundet til skibsskroget. Alle elektriske apparater skal være således konstrueret og installeret, at der ikke opstår fare for ulykkestilfælde ved betjening under normale forhold.

b. Vedrørende beskyttelsesforanstaltninger for transportable lamper, værktøj og lignende apparater, se §§ 140 og 141.

c. Hvor der anvendes et fordelingssystem med skibsskroget som tilbageledning, skal der træffes særlige af direktoratet godkendte forholdsregler.

d. Ledningers metalafskærmning og armering skal i elektrisk henseende være kontinuerlig forbundet til skibsskroget.

Såfremt ledninger hverken er forsynet med metalkappe eller armering, skal der være truffet særlige foranstaltninger, således at en brand ikke kan opstå på grund af elektriske fejl.

e. Belysningsarmaturer skal være således indrettet, at temperaturstigninger, der ville være skadelige for ledningerne, forhindres, og således at stærk opvarmning af omgivelserne undgås.

f. Jordforbindelser skal være af kobber eller fosforbronze og skal være således udført, at de er beskyttet mod beskadigelse og korrosion. De skal være let tilgængelige, og forbindelsen til skibsskroget skal sikres ved en messingskrue af passende diameter, som ikke må anvendes til andet formål.

g. For dimensionering af jordforbindelser gælder regler, som er indeholdt i de i § 156 omhandlede, af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler.

§ 163. Afbrydere, omskiftere og stikkontakter. a. Afbrydere, omskiftere og stikkontakter skal være af godkendt konstruktion. Alle spændingsførende dele skal være anbragt på flammesikkert, fugtighedssikkert og godt isolerende materiale, og skal, hvor de ikke er dækket af isolerende materiale, være beskyttet mod berøring ved solide dæksler af flammesikkert materiale.

b. Afbrydere og omskiftere skal have momentafbrydning. Gruppeafbrydere, afbrydere og omskiftere for motorer og andre brugsgenstande samt afbrydere på dæk og i fugtige rum skal bryde alle poler.

c. Fast installerede brugsgenstande, herunder spil og transformere m.v., skal kunne afbrydes i umiddelbar nærhed af disse.

d. Alle stikkontakter beregnet til en strømstyrke af over 15 ampere - skal på frit dæk og i fugtige rum over 6 ampere - være forsynet med en afbryder, der er således sammenlåset med stikproppen, at denne kun kan indsættes og udtages, når afbryderen er åben. Undtaget fra denne bestemmelse er anlæg, hvor driftspændingen er under 50 volt.

e. Afbrydere, omskiftere og stikkontakter skal anbringes eller beskyttes således, at de ikke kan medføre brandfare. Hvor de er udsat for fugtighed, skal de være af vandtæt udførelse, og på særlig udsatte steder skal de tillige være beskyttet mod mekanisk overlast.

f. Kredsløb for belysning og stikkontakter m.v. i kulbunker eller lastrum skal være forsynet med aflåselige 2-polede afbrydere, der er anbragt uden for disse rum.

g. I baderum og lignende fugtige rum må der ikke anbringes stikkontakter, medmindre hver stikkontakt er forsynet med sin egen isolertransformer.

§ 164. Igangsættere og modstande. a. Ved igangsætter og modstande skal alle spændingsførende dele være anbragt på flammesikkert og godt isolerende materiale, og de skal ved en beskyttelsesklædning af flammesikkert materiale være beskyttet mod berøring.

b. De skal endvidere være således indrettet, at de ved normal benyttelse ikke kan opnå en ydre temperatur, der kan være farlig for omgivelserne. Intet ubeskyttet træværk må findes i mindre afstand end 10 cm fra apparaternes udvendige dele.

c. Igangsættere og modstande skal være let tilgængelige og må ikke anbringes i beboelsesrum. På dæk, i lastrum og på fyrpladser samt på steder, hvor de er udsat for stærk fugtighed, skal de være passende beskyttet mod fugtighed og overlast.

§ 165. Glødelamper. a. Lampeholderes spændingsførende dele skal være anbragt på flammesikkert, fugtighedssikkert og godt isolerende materiale og være beskyttet mod berøring ved sådant materiale.

b. Armaturer med skærme af brændbart materiale skal være af en sådan konstruktion, at skærmene ikke kan komme i farlig nærhed af belysningslegemet.

c. Lamper i nærheden af let antændelige stoffer skal være beskyttet eller anbragt således, at belysningslegemerne ikke kan komme i direkte berøring med stofferne.

d. Lamper, der er udsat for mekanisk beskadigelse, f.eks. lamper i lastrum og lignende rum, skal være anbragt i armaturer af solid konstruktion og med stærkt beskyttelsesgitter.

e. Lamper, der er anbragt på dæk og fyrpladser og i øvrigt på steder, hvor de er udsat for stærk fugtighed, skal være anbragt i vandtætte armaturer med tætsluttende klokke af glas eller tilsvarende materiale.

§ 166. Lysrør. a. Induktionsspoler, kondensatorer og kontaktanordninger, som indgår i lysrørinstallationer, skal være indesluttet i beskyttelseskasse af metal, der er forbundet til skibsskroget. Temperaturstigningen af disse dele må ikke overstige 60° C., og kondensatorer på over 0,5 mikrofarad skal være forsynet med beskyttelsesafledning.

b. For anvendelsen af lysrør, der er konstrueret for spændinger over 250 volt, gælder særlige af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler.

§ 167. Transportable lamper og brugsgenstande. a. Ved håndlamper og større, transportable lamper eller belysningsanordninger til belysning af dæk, lastrum eller lignende skal fatningerne enten være helt dækket af brudsikkert isolationsmateriale eller beskyttet mod uagtsom berøring ved skærme eller beskyttelsesgitre, som er isoleret fra fatningerne ved brudsikkert isolationsmateriale. Lamperne må ikke være forsynet med påmonteret afbryder.

b. Transportable brugsgenstande skal være af godkendt konstruktion og skal på et synligt sted være forsynet med tydelig angivelse af fabrikat, spænding og effekt. De skal både i elektrisk og mekanisk henseende være tilstrækkeligt dimensioneret og således konstrueret, at de ikke kan forårsage brandfare eller udsætte betjeningen for fare ved gnistdannelse eller lignende.

c. De i litra b nævnte elektriske brugsgenstande skal være således konstrueret, at alle spændingsførende dele er beskyttet imod uagtsom berøring. De skal endvidere fortrinsvis være således konstrueret, at ikke-spændingsførende metaldele, der er tilgængelige for berøring, ved en særlig anbragt, brudsikker isolation er adskilt fra alle strømførende dele, således at de ikke kan komme i berøring med disse. Såfremt dette ikke er praktisk gennemførligt, skal for berøring tilgængelige, ikke-spændingsførende metaldele være forbundet til skibsskroget gennem en passende leder i strømforsyningskablet.

§ 168. Særlige regler for farlige rum. For elektriske installationer i rum, i hvilke eksplosionsfare kan befrygtes, gælder de i afsnit D fastsatte bestemmelser for tankskibe.

§ 169. Særlige regler for brandfarlige rum. a. I rum, der er bestemt til opbevaring af letantændelige stoffer (brandfarlige rum), må generatorer, omformer og ensrettere samt hovedstrømtavler ikke opstilles. Motorer og transformere skal være i fuldstændig lukket udførelse eller være anbragt i tætsluttende beskyttelseskasser, udført af eller foret med flammesikkert materiale.

b. Sikringer, afbrydere, stikkontakter og andre installationsdele, der kan give anledning til gnistdannelse, skal være omgivet med tætsluttende beskyttelseskasser af flammesikkert materiale. Stikkontakter skal være forsynet med en afbryder, der er således sammenlåst med stikproppen, at denne kun kan indsættes og udtages, når afbryderen er åben.

c. Belysningslegemer skal være anbragt i tætsluttende armaturer.

d. Elektriske brugsgenstande, ved hvilke der kan forekomme gnistdannelse, skal enten være af lukket konstruktion eller være anbragt i tætsluttende beskyttelseskasser af flammesikkert materiale.

§ 170. Forholdsregler mod forstyrrelser i radioanlæg. a. For at formindske de fra elektriske anlæg hidrørende forstyrrelser i de af hensyn til sikkerheden installerede radiomodtager om bord skal følgende forholdsregler iagttages:

1. Elektriske maskiner og apparater skal være således konstrueret og installeret, at forstyrrelser så vidt muligt forebygges ved kilden.

2. Støjfiltre af godkendt konstruktion, som hindrer forstyrrelserne i at udbrede sig, skal om fornødent anbringes ved støjkilderne, fortrinsvis indbygget i de pågældende maskiner eller apparater. Sådanne maskiner og apparater, som installeres i nærheden af modtageantennerne eller radiorummet, skal være underkastet særlig opmærksomhed.

3. Ledninger, der er installeret i nærheden af modtageantennerne og radiorummet, skal være skærmet ved metalrør, medmindre de selv er forsynet med metalkappe. De skal så vidt muligt lægges som dobbelt- eller flerlederkabler, og hvis enkeltlederkabler anvendes, skal frem- og tilbageledningen lægges så nær ved hinanden som muligt.

4. Ledninger, som hører til installationen i radiorummet, skal om fornødent forsynes med støjfiltre ved deres indførelse i radiorummet.

5. Ledninger og rør, som ikke ender i radiorummet, skal så vidt muligt føres uden om dette.

6. Omformere, som er installeret i selve radiorummet, skal være omsluttet af en skærmet kasse, medmindre de selv er af skærmet udførelse.

b. De i litra a, 3 og 6, omhandlede skærme og rør skal forbindes til skibsskroget ved en kobberskinne, som i flere punkter er effektivt forbundet med dette såvel som med radiorummets metalkonstruktion eller afskærmning.

§ 171. Lynafledere. For de i §§ 30, 47 og 58 foreskrevne lynafledere gælder følgende bestemmelser:

1. Lynaflederen skal bestå af en tilspidset kobberstang, der er mindst 12 mm i diameter og rækker mindst 150 mm op over mastetoppen. Den skal være solidt forbundet til et kobberbånd eller et kobberkabel med et tværsnit af mindst 75 mm², der føres ned til godset for vantene.

2. a) I træskibe skal lynaflederen fra godset følge vantet som et kobberkabel med mindst 75 mm² tværsnit og forbindes solidt til en kobberplade med en overflade af mindst 0,2 kvadratmeter, der er anbragt på skibssiden under let vandlinie, således at den er nedsænket i vand under alle forhold.

b) I stålskibe med træmaster eller med stænger af træ skal lynaflederen være udført som ovenfor angivet, dog at den i stedet for at være forbundet til en jordplade kan være forbundet til den nærmeste del af skibsskroget.

3. Lynafledere skal føres så retlinjet som muligt, og skarpe bøjninger skal undgås. Alle forbindelser skal være skrueforbindelser af messing eller kobber og skal være effektivt sikret mod at arbejde sig løs.

§ 172. Installation ved kompasser og søure. a. Elektriske maskiner og apparater samt hovedstrømtavler og undertavler skal anbringes således, at de ikke kan indvirke forstyrrende på kompasser og søure.

b. Ledninger skal oplægges således, at de ikke kan indvirke forstyrrende på kompasser og søure. Indenfor en afstand af 5 m fra kompasser skal sammenhørende ledninger af modsat polaritet lægges tæt op ad hinanden eller være sammensnoede.

c. Lamper til belysning af kompasser skal være således indrettet og installeret, at de ikke indvirker forstyrrende på disse.

B. Passagerskibe i indenrigs fart.

§ 173. Princip. De i foranstående §§ 137-172 indeholdte bestemmelser finder i princippet også anvendelse på passagerskibe i indenrigs fart, men direktoratet kan når det skønner, at disse bestemmelsers gennemførelse under hensyn til rejsens nærmere beskaffenhed ville være urimelig eller upraktisk, tilstå de fornødne lempelser og afvigelser.

Følgende §§, fra bekendtgørelse nr. 173 af 21. maj 1965 om forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v. med senere ændringer, er medtaget, fordi der henvises til dem i de foranstående §§ i dette tillæg:

§ 21. Åbninger i vandtætte skotter. a. Antallet af åbninger i vandtætte skotter skal være så stærkt begrænset, som et er foreneligt med skibets almindelige formål og behørige drift; disse åbninger skal være forsynet med tilfredsstillende lukkemidler.

b. 1. Hvor rør, spygatter, elektriske kabler o.s.v. føres gennem vandtætte inddelingsskotter, skal disse gennemføringer være således indrettet, at skotternes vandtæthed opretholdes.

2. Ventiler og haner, der ikke henhører til et rørsystem, må ikke findes i vandtætte inddelingsskotter.

3. Bly eller andre ikke varmebestandige materialer må ikke anvendes i systemer, der gennembryder vandtætte inddelingsskotter, hvor forringelse af sådanne systemer i tilfælde af brand ville svække skotternes vandtæthed.

c. 1. Der må ikke findes døre, mandehuller eller adgangsåbninger i forpeakskottet under nedsænkningslinien eller i vandtætte tværskibsskotter, der adskiller et lastrum fra et tilstødende lastrum eller fra en fast kulkasse eller reservekulkasser, dog med de i litra m i nærværende paragraf nævnte undtagelser.

2. Bortset fra den i pkt. 3 nedenfor nævnte undtagelse må højst et rør føres gennem forpeakskottet under nedsænkningslinien til lænsning fra forpeaktanken og kun på betingelse af, at røret er forsynet med en skrueventil, der kan betjenes fra et sted over skotdækket, idet ventilhuset skal være anbragt på forpeakskottet inde i forpeaken.

3. Hvis forpeaken er inddelt til opbevaring af to forskellige slags væsker, kan direktoratet tillade, at der gennem forpeakskottet under nedsænkningslinien føres to rør, der begge er anbragt som påbudt i pkt. 2, forudsat at direktoratet finder, at der ikke findes noget praktisk alternativ for anbringelse af det andet rør, og at skibets sikkerhed under hensyntagen til den yderligere inddeling i forpeaken opretholdes.

d. 1. Vandtætte døre, der anbringes i skotterne mellem de faste kulkasser og reservekulkasserne, skal altid være tilgængelige, bortset fra de i litra l omhandlede døre til kulkasser på mellemdækket.

2. Der skal ved skærme eller på anden måde træffes betryggende foranstaltninger til at forhindre, at kul vanskeliggør lukning af de vandtætte døre til kulkasserne.

e. 1. I rum, i hvilke hoved- og hjælpefremdrivningsmaskineriet samt kedler, der er nødvendige af hensyn til fremdrivningen, og alle faste kulkasser er anbragt, må der, bortset fra døre til kulkasser og akselgange, kun findes en gennemgangsdør i hvert hovedtværskibsskod. Hvor der findes to eller flere skrueaksler, skal akselgangene være forbundet med en forbindelsesgang. Der må kun være en dør mellem maskinrummet og akselgangen, hvor der findes to skrueaksler, og kun to døre, hvor der er flere end to skrueaksler. Alle disse døre skal være skydedøre og skal anbringes på en sådan måde, at deres tærskler er så høje som praktisk muligt.

2. Håndmekanismen til betjening af disse døre fra et sted over skotdækket skal være anbragt uden for de rum, i hvilke maskineriet findes, såfremt dette er foreneligt med en tilfredsstillende anbringelse af den nødvendige mekanisme.

f. 1. Vandtætte døre skal være skydedøre eller hængslede døre eller døre af tilsvarende typer. Pladedøre, der kun er sikret ved bolte, og døre, hvis lukning sker ved fald eller ved hjælp af en faldvægt, er forbudt.

2. Skydedøre kan være døre, der enten betjenes ved håndkraft alene eller betjenes såvel maskinelt som ved håndkraft.

3. Godkendte vandtætte døre kan herefter inddeles i tre klasser:

Klasse 1 - hængslede døre.

Klasse 2 - skydedøre, der betjenes ved håndkraft.

Klasse 3 - skydedøre, der betjenes såvel maskinelt som ved håndkraft.

4. Midlerne til betjening af en hvilken som helst vandtæt dør, hvad enten den bevæges maskinelt eller ved håndkraft, skal være i stand til at lukke døren mod en krængning på 15°.

5. For alle klasser af vandtætte døre skal der anbringes indikatorer, der ved alle betjeningssteder, hvorfra dørene ikke er synlige, viser hvorvidt dørene er åbne eller lukkede.

6. Såfremt nogen vandtæt dør ikke er således indrettet, at den kan lukkes fra en central manøvreplads, skal den udstyres med et egnet direkte kommunikationsmiddel, der sætter den vagthavende officer i stand til omgående at komme i forbindelse med den person, som er ansvarlig for lukning af den pågældende dør.

g. Hængslede døre (klasse 1) skal være forsynet med hurtiglukkere, såsom forvridere der kan betjenes fra begge sider af skottet.

h. 1. Skydedøre, der betjenes ved håndkraft (klasse 2), kan have en vandret eller lodret bevægelse. Mekanismen skal kunne betjenes ved selve døren fra begge sider og desuden fra et tilgængeligt sted over skotdækket ved hjælp af en kontinuerlig skruebevægelse eller anden bevægelse, der giver en tilsvarende garanti for sikkerhed, og som er af godkendt type. Afvigelser fra kravet om betjening fra begge sider kan indrømmes, hvis dette krav er uigennemførligt på grund af rummenes indretning.

2. Ved betjening af en håndmekanisme må den tid, der er nødvendig til fuldstændig lukning af døren med skibet på ret køl, ikke overstige 90 sekunder.

i. 1. Skydedøre, der betjenes maskinelt (klasse 3), kan have en vandret eller lodret bevægelse. Hvis en dør skal kunne betjenes maskinelt fra en central manøvreplads, skal mekanismen være indrettet på en sådan måde, at døren kan betjenes maskinelt også ved selve døren fra begge sider. Dette arrangement skal være af en sådan beskaffenhed, at døren lukker automatisk, såfremt den efter at være lukket fra den centrale manøvreplads åbnes ved hjælp af en ved døren anbragt mekanisme, og således at enhver dør kan holdes lukket ved de ved dørene anbragte mekanismer, der forhindrer døren i at åbnes fra den højre beliggende manøvreplads.

2. På begge sider af skottet skal der i forbindelse med den maskinelle anordning være anbragt lokale manøvrehåndtag, der skal være således indrettet, at personer, der passerer igennem døråbningen, kan holde begge håndtag i åbenstilling samtidig uden at være i stand til uforvarende at sætte lukkemekanismen i funktion. Skydedøre, der kan betjenes maskinelt, skal være forsynet med en håndmekanisme, der kan anvendes ved selve døren fra begge sider af denne og fra et tilgængeligt sted over skotdækket ved hjælp af en kontinuerlig skruebevægelse eller anden bevægelse, der giver samme garanti for sikkerhed og er af godkendt type.

3. Der skal være truffet foranstaltning til, at der ved lydsignal gives advarsel om, at døren er begyndt at lukke og vil fortsætte med at bevæge sig, indtil den er helt lukket.

4. Det skal af sikkerhedshensyn vare en passende tid, inden døren er lukket.

5. Der skal findes mindst to uafhængige energikilder, som kan åbne og lukke alle de fjernstyrede døre, og som hver især kan betjene alle dørene samtidig. De to energikilder skal styres fra den centrale manøvreplads på broen, som skal være forsynet med alle fornødne indikatorer til konstatering af, at hver af de to energikilder er i stand til at udføre de nødvendige funktioner tilfredsstillende.

6. I tilfælde af hydraulisk betjening skal hver energikilde bestå af en pumpe, som skal lukke alle døre på høst 60 sekunder. Der skal desuden for hele anlægget findes hydrauliske akkumulatorer med tilstrækkelig kapacitet til betjening af alle døre mindst tre gange, d.v.s. lukke-åbne-lukke. Den væske, der anvendes, må ikke kunne fryse ved nogen af de sandsynlige temperaturer, som skibet på sine rejser kan komme ud for.

j. 1. Vandtætte, hængslede døre (klasse 1) i passager-, mandskabs- og arbejdsrum er kun tilladt over et dæk, hvis underkant på sit laveste punkt i borde er mindst 2,13 m over den dybeste inddelingslastelinie.

2. Vandtætte døre, hvis tærskler er over den dybeste lastelinie og under det i det foregående punkt nævnte dæk, skal være skydedøre og kan være håndbetjente (klasse 2) undtagen i skibe beskæftiget på korte internationale rejser med en påbudt inddelingsfaktor på 0,50 eller derunder, i hvilke alle sådanne døre skal kunne betjenes maskinelt. Når trunke i forbindelse med kølelaster og kanaler ti ventilation eller kunstigt træk føres gennem flere end et vandtæt hovedinddelingsskod, skal dørene ved sådanne åbninger kunne betjenes maskinelt.

k. Vandtætte døre, som lejlighedsvis åbnes under rejsen, og hvis tærskler ligger under den dybeste inddelingslastelinie, skal være skydedøre. Følgende regler finder anvendelse:

1) Når antallet af sådanne døre (bortset fra døre ved indgange til akselgange) overstiger fem, skal alle disse døre og døre ved indgange til akselgange eller kanaler til ventilation eller kunstigt træk kunne betjenes maskinelt (klasse 3) og skal kunne lukkes samtidig fra en på broen beliggende central manøvreplads.

2) Når antallet af sådanne døre (bortset fra døre ved indgange til akselgange) er større end en, men ikke overstiger fem,

a) kan alle de ovennævnte døre være håndbetjente (klasse 2), såfremt skibet ikke har passagerrum under skotdækket,

b) skal alle de ovennævnte døre kunne betjenes maskinelt (klasse 3) og skal kunne lukkes samtidig fra en på broen beliggende central manøvreplads, såfremt skibet har passagerrum under skotdækket.

3) Hvis der i et skib kun er to sådanne vandtætte døre, og disse fører ind til eller er anbragt i rum, hvor der er maskineri, kan direktoratet tillade, at disse to døre betjenes alene ved håndkraft (klasse 2).

l. Hvis der mellem kulkasserne under skotdækket findes vandtætte skydedøre, der undertiden af hensyn til kullempningen skal åbnes under rejsen, skal disse døre kunne betjenes maskinelt.

m . 1. Vandtætte døre af tilfredsstillende konstruktion kan anbringes i vandtætte skotter, der adskiller lastførende mellemdæksrum, såfremt direktoratet finder, at sådanne døre er uundværlige. Disse døre kan være hængslede døre, rulledøre eller skydedøre, men behøver ikke at være fjernstyrede.

2. De skal anbringes så højt som praktisk muligt og så langt fra yderklædningen som praktisk muligt, men de mod skibssiden vendende lodrette kanter må i intet tilfælde være anbragt under en femtedel af skibets bredde fra yderklædningen, idet sådan afstand måles vinkelret på skibets diametralplan i højde med den dybeste inddelingslastelinie.

3. Såfremt nogen af dørene er tilgængelige under rejsen, skal de forsynes med en anordning, der forhindrer, at de åbnes af uvedkommende. Når det påtænkes at anbringe sådanne døre, skal disses antal og deres anbringelse nøje undersøges af direktoratet.

n. Anvendelse af aftagelige plader i skotter er kun tilladt i maskinrum. Der skal træffes fornødne foranstaltninger for at sikre fuldstændig vandtæthed i samlingerne, når de på ny anbringes.

o. 1. Hvis trunke eller tunneller, der tjener til adgang fra besætningens opholdsrum til fyrpladsen, til rørledninger eller til hvilket som helst andet formål, føres igennem vandtætte hovedtværskibsskotter, skal disse trunke eller tunneller være vandtætte og have samme styrke som vandtætte skotter i samme højde. Adgangen til i det mindste den ene ende af hver enkelt af disse trunke eller tunneller skal, såfremt de benyttes til gennemgang under rejsen, foregå gennem en trunk, der strækker sig så højt op, at indgangen findes over nedsænkningslinien. Adgangen til den anden ende af trunken eller tunnellen kan ske gennem en vandtæt dør af den type, der måtte være påkrævet under hensyn til det sted i skibet, hvor den er anbragt. Sådanne trunke eller tunneller må ikke føres igennem det første vandtætte skod agten for forpeakskottet.

2. Hvor det påtænkes at føre tunneller eller skakter til kunstig træk gennem vandtætte hovedtværskibsskotter, må skottets styrke og vandtæthed ikke derved svækkes.

§ 28. Lænseanordninger. d. I skibe, hvis længde er 91,5 m eller derover eller med et kriterietal på 30 eller derover, skal lænsesystemet være således indrettet, at mindst en maskindreven pumpe skal være klar til brug under alle almindelige forhold, hvorunder et skib i søen kan blive vandfyldt. Dette krav anses som opfyldt, hvis:

1) en af de krævede pumper er en nødlænsepumpe af en driftsikker undervandstype, hvis energikilde er beliggende over skotdækket,

§ 30. Rejsning med tilbehør. a. Rejsning med tilbehør skal være forsvarlig.

b. Kraner, master, bomme, beslag og øvrigt fast tilbehør til laste-, losse- og andre hejsemidler skal have en sådan styrke, at sikkerhedskoefficienten ved størst tilladte løftevægt under rolig og jævn belastning normalt skal vær mindst 4,5.

c. I træskibe og i stålskibe, hvor masterne eller stængerne er af træ, skal der såfremt skibet farer på fremmede verdensdele, være anbragt en lynafleder på hver mast, jfr. § 171.

§ 47. Rejsning med tilbehør. a. Rejsning med tilbehør skal være forsvarlig.

b. Kraner, master, bomme, beslag og øvrigt fast tilbehør til laste-, losse- og andre hejsemidler skal have en sådan styrke, at sikkerhedskoefficienten ved største tilladte løftevægt under rolig og jævn belastning normalt skal være mindst 4,5.

c. I træskibe og i stålskibe, hvor masterne eller stængerne er af træ, skal der, såfremt skibet farer på fremmede verdensdele, være anbragt en lynafleder på hver mast, jfr. § 171.

§ 58. Rejsning med tilbehør. a. Rejsning med tilbehør skal være forsvarlig.

b. 1. Ræer, bovspryd og klyverbom med undtagelse af løse udliggere skal i almindelighed være forsynet med solide perter, herunder de fornødne hånd- og nokperter.

2. Er fodperter af stål, skal de være klædte.

c. Kraner, master, bomme, beslag og øvrigt fast tilbehør til laste-, losse- og andre hejsemidler skal have en sådan styrke, at sikkerhedskoefficienten ved størst tilladte løftevægt under rolig og jævn belastning normalt skal være mindst 4,5.

d. I træskibe og i stålskibe, hvor masterne eller stængerne er af træ, skal der, såfremt skibet farer på fremmede verdensdele, være anbragt en lynafleder på hver mast, jfr. § 171.

§ 68. Særlige definitioner. Medmindre andet følger af sammenhængen, skal i det følgende nedennævnte udtryk forstås som nedenfor angivet:

a. Ikke-brændbare materialer er materialer, der hverken kan brænde eller afgive antændelige dampe i en sådan mængde, at de, når de er opvarmet til ca. 750°C, antændes af en pilotflamme. Alle andre materialer er "brændbare materialer".

b. En standardbrandprøvning er en prøvning, ved hvilken prøveemner, der svarer så nøjagtigt som muligt til vedkommende skotters eller dæks påtænkte konstruktioner og har et areal af ca. 4,65 kvadratmeter og en højde af 2,44 m samt efter omstændighederne indeholder mindst en samling, i prøveovn i løbet af en række tidsintervaller udsættes for følgende omtrentlige temperaturer:

efter 5 min. forløb 538° C

- 10 - - 704° C

- 30 - - 843° C

- 60 - - 927° C

c. Klasse A skotter og -dæk (branddrøje skotter og dæk) er skotter og dæk, der opfylder følgende betingelser:

1. De skal være konstrueret af stål eller andet tilsvarende materiale.

2. De skal være passende afstivet.

3. De skal være således konstrueret, at de er i stand til at forhindre gennemtrængning af røg og flammer indtil udløbet af en standardbrandprøvning på en time.

4. De skal under hensyn til arten af de tilstødende rum have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsevne. Hvor sådanne skotter og dæk kræves som branddrøj adskillelse mellem rum, hvori findes nærliggende træværk, træbeklædning eller andet brændbart materiale, skal de i almindelighed være således isoleret, at gennemsnitstemperaturen på den ikke-udsatte side på intet tidspunkt under prøvningen stiger mere end 139° C over begyndelsestemperaturen, såfremt en af skodsiderne udsættes for standardbrandprøvningen i en time; ej heller må temperaturen på noget punkt af overfladen, herunder alle samlinger, stige mere end 180° C over begyndelsestemperaturen. Hvor direktoratet finder, at brandfaren er mindre, kan der anvendes isolation i mindre omfang, eller denne kan fuldstændig bortfalde. Direktoratet kan kræve prøvning af en samlet prototype på et skod eller et dæk for at sikre, at ovennævnte krav med hensyn til mekanisk modstandsevne og temperaturstigning er opfyldt.

d. Klasse B skotter (brandhæmmende skotter) er skotter, der er således konstrueret, at de er i stand til at forhindre gennemtrængning af flammer indtil udløbet af den første halve time af standardbrandprøvningen. De skal desuden under hensyntagen til arten af de tilstødende rum have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsevne. Hvor sådanne skotter kræves som brandhæmmende adskillelse mellem rum, skal de i almindelighed være af sådant materiale, at dersom en af siderne udsættes for standardbrandprøvningens første halve time, må gennemsnitstemperaturen på den ikke-udsatte side på intet tidspunkt under prøvningen stige mere end 139° C over begyndelsestemperaturen, ligesom temperaturen ikke på noget sted på en ikke-udsatte side, herunder alle samlinger må stige mere end 225° C over begyndelsestemperaturen. For de skodelementer, der er af ikke-brændbart materiale, vil det kun vær nødvendigt at opfyld ovennævnte begrænsning i temperaturstigningen i de første 15 minutter af standardbrandprøvningen, men prøvningen skal fortsættes indtil udløbet af den første halve time for at undersøge elementets mekaniske modstandsevne på sædvanlig måde. Alle materialer, som indgår i konstruktion og opbygning af ikke-brændbare klasse B skotter, skal være af ikke-brændbart materiale. Hvor direktoratet finder, at brandfaren er mindre, kan der anvendes isolation i mindre omfang, eller denne kan fuldstændig bortfalde. Direktoratet kan kræve prøvning af en samlet prototype på et skod for at sikre, at ovennævnte krav med hensyn til mekanisk modstandsevne og temperaturstigning er opfyldt.

e. Lodrette hovedzoner er de afdelinger, hvori skrog, overbygning og dækshuse er inddelt af klasse A skotter og -dæk. Middellængden af en lodret hovedzone må i almindelighed ikke overstige 40 m i noget enkelt dæk.

f. Kontrolrum er de rum, hvori radiostation, de vigtigste navigeringsmidler, hovedinstallation for registrering af brand eller nødgeneratoren er anbragt.

g. Aptering er almindeligt tilgængelige rum, gange, klosetrum, kamre, kontorer, mandskabsrum, barberrum, isoleret beliggende pantries og linnedrum samt lignende rum.

h. Almindeligt tilgængelige rum er den del af apteringen, der anvendes som halls, spiserum, rygesaloner og lignende permanent indskottede rum.

i. Tjenesterum er rum, der anvendes som kabysser, de vigtigste pantries, storesrum (bortset fra isoleret beliggende pantries og storesrum), post- og boksrum og lignende rum samt trunke til sådanne rum.

j. Lastrum er alle rum, der anvendes til last (herunder lastolietanke) og trunke til sådanne rum.

k. Maskinrum omfatter alle rum, der anvendes til fremdrivnings-, hjælpe- eller kølemaskineri, kedler, pumper, værksteder, generatorer, ventilations- og luftkonditioneringsmaskineri, oliefyldning og lignende rum samt trunke til sådanne rum.

l. Stål eller andet tilsvarende materiale. Hvor dette udtryk forekommer, skal ved "tilsvarende materiale" forstås ethvert materiale, der i sig selv eller ved anvendelse af isolation har samme mekaniske modstandsevne som stål efter at have været udsat for den pågældende brandprøvning (f.eks. aluminium med passende isolation).

m. Lav flammespredningsevne betyder, at den således beskrevne overflade på fyldestgørende måde vil begrænse flammespredningen under hensyntagen til risikoen for brand i de pågældende rum, idet denne bestemmes til direktoratets tilfredshed ved en passende udformet og egnet prøvningsmetode.

§ 70. Midler til standsning af maskineri og til afspærring af brændselsoliesugeledninger. a. Der skal forefindes midler til at stoppe ventilatorer, der betjener maskin- og lastrum, samt til at lukke alle døråbninger, luftrør, rummet mellem den ydre og indre skorsten og andre åbninger til sådanne rum. Sådanne midler skal i tilfælde af brand kunne betjenes fra et sted uden for nævnte rum.

b. Drivkraften til tryk- og sugeventilatorer, brændselsolietransferpumper, oliefyringsaggregater og andre lignende brændstofpumper skal være fjernbetjent, således at den i tilfælde af brand i det rum, hvori den er anbragt, kan stoppes fra et sted uden for det pågældende rum.

§ 73. Almindelige konstruktive bestemmelser. Skroget, overbygninger og dækshuse skal være inddelt i lodrette hovedzoner ved klasse A skotter og -dæk, som er nærmere beskrevet i § 68, litra c, og yderligere inddelt af tilsvarende skotter til beskyttelse af trappeskakter og lignende og til adskillelse af aptering fra maskinrum, lastrum, tjenesterum og andre rum. For at forhindre begyndende brande i at brede sig udover de steder, hvor de er opstået, skal der desuden i aptering og tjenesterum anvendes en af følgende beskyttelsesforanstaltninger eller en for direktoratet tilfredsstillende kombination af disse metoder.Metode I. - Konstruktion af et indvendigt inddelingssystem i form af klasse B skotter, i almindelighed uden installation af anlæg til visning af brand eller af sprinkleranlæg i aptering og tjenesterum; ellerMetode II. - Installation af et automatisk sprinkler- og brandalarmanlæg til visning og slukning af brand i alle rum, i hvilke en brand kan forventes at opstå, i almindelighed uden særlige krav med hensyn til arten af de indvendige inddelingsskotter i rum, hvor sådanne foranstaltninger er truffet; ellerMetode III. - Et inddelingssystem inden for hver lodret hovedzone ved benyttelse af klasse A og B skotter fordelt under hensyntagen til betydningen, størrelsen og arten af de forskellige rum i forbindelse med et automatisk virkende system til visning af brand i alle rum, i hvilke en brand kan forventes at opstå, og med begrænset brug af brændbare og letantændelige materialer og inventar, men i almindelighed uden installation af et sprinkleranlæg.

§ 74. Særlige konstruktive bestemmelser. Metode I.Skroget, overbygninger, styrkeskotter, dæk og dækshuse skal bygges af stål eller andet tilsvarende materiale.Metode II.

a. Skroget, overbygninger, styrkeskotter, dæk og dækshuse skal bygges af stål eller andet tilsvarende materiale.

b. Hvor foranstaltninger mod brand er foretaget i overensstemmelse med metode II, kan overbygninger bygges af f.eks. aluminiumslegering under forudsætning af:

1) at temperaturstigningen i de metalliske dele af klasse A skotter og -dæk bliver bedømt med hensyntagen til materialets mekaniske egenskaber, når konstruktionen udsættes for standardbrandprøvningen;

2) at der er installeret et automatisk sprinkleranlæg, der opfylder bestemmelserne i § 108;

3) at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre, at midlerne til anbringelse og udsætning af og indskibning i redningsbåde og redningsflåder i tilfælde af brand forbliver lige så effektive, som hvis overbygningen var udført af stål;

4) at top og casingsider til kedel- og maskinrum er udført som stålkonstruktioner, der er fyldestgørende isoleret, og at eventuelle åbninger deri er anbragt og beskyttet på passende måde, således at en brand forhindres i at brede sig.

Metode III.

a. Skroget, overbygninger, styrkeskotter, dæk og dækshuse skal bygges af stål eller andet tilsvarende materiale.

b. Hvor foranstaltninger mod brand er truffet i overensstemmelse med metode III, kan overbygninger bygges af f.eks. aluminiumslegering under forudsætning af:

1) at temperaturstigningen i de metalliske dele af klasse A skotter og -dæk, når konstruktionen udsættes for standardbrandprøvningen bedømmes under hensyntagen til materialets mekaniske egenskaber;

2) at det tilfredsstillende godtgøres for direktoratet, at mængden af brændbare materialer i vedkommende del af skibet er indskrænket i passende omfang. Lofter (d.v.s. beklædning under dækket) skal være af ikke-brændbart materiale;

3) at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre, at midlerne til anbringelse og udsætning af og indskibning i redningsbåde og redningsflåder i tilfælde af brand forbliver lige så effektive, som hvis overbygningen var udført af stål;

4) at top og casingsider til kedel- og maskinrum er udført som stålkonstruktioner, der er fyldestgørende isoleret, og at eventuelle åbninger deri er anbragt og beskyttet på passende måde, således at en brand forhindres i at brede sig.

§ 75. Lodrette hovedzoner. Metode I, II og III.

a. Skroget, overbygninger og dækshuse skal være inddelt i lodrette hovedzoner. Forskydninger og recesser skal begrænses mest muligt, men hvor de er nødvendige, skal de konstrueres som klasse A skotter og -dæk.

b. De skotter, der afgrænser de lodrette hovedzoner over skotdækket, skal, så vidt det er praktisk muligt, være i fortsættelse af de vandtætte inddelingsskotter, der er anbragt umiddelbart under skotdækket.

c. 1. Sådanne skotter skal strække sig fra dæk til dæk og til yderklædningen eller andre ydergrænser.

2. Hvor indretning af sådanne skotter ville virke hindrende for gennemførelsen af det særlige formål, hvortil skibet er bestemt, såsom på automobil- og jernbanefærger, kan direktoratet i stedet herfor godkende et hvilket som helst andet arrangement, som i det enkelte tilfælde skønnes lige så egnet til at få en opstået brand under kontrol og hindre dens udbredelse.

§ 76. Åbninger i klasse A skotter og -dæk. Metode I, II og III.

a. Hvor der igennem klasse A skotter og -dæk er ført elektriske kabler, rør, trunke, kanaler o.s.v. til dragere, bjælker eller andre konstruktive elementer, skal der træffes foranstaltninger til at sikre, at modstandsevnen mod brand ikke forringes.

b. I ventilationstrunke og -kanaler, der føres igennem skotter i lodrette hovedzoner, skal der være anbragt spjæld, som skal kunne betjenes fra begge sider af skottet. Betjeningsstederne skal være let tilgængelige og afmærket med rødt. Der skal findes midler, der viser, om spjældene er åbne eller lukkede.

c. Bortset fra tonnageåbninger og luger mellem last-, stores- og bagagerum og mellem sådanne rum og vejrdækket skal alle åbninger være forsynet med fast anbragte lukkemidler, der skal være mindst lige så modstandsdygtige mod brand som de skotter, hvori de er anbragt. Hvor klasse A skotter er gennembrudt af tonnageåbninger, skal lukkemidlerne være stålplader.

d. Døre og døråbninger i klasse A skotter og midlerne til at sikre dørene, når de er lukkede, skal så vidt muligt være lige så modstandsdygtige mod brand og gennemtrængning af røg og flammer som de skotter, hvori dørene er anbragt. Isolering af vandtætte døre er ikke påkrævet.

e. Hver enkelt dør skal kunne åbnes fra begge sider af skottet af kun en person. Branddøre i skotter i lodrette hovedzoner, bortset fra vandtætte døre, skal være af den selvlukkende type og simpelt og let kunne udløses fra den åbentstående stilling. Disse døre skal være af godkendt type og konstruktion, og den selvlukkende mekanisme skal kunne lukke døren imod en hældning på 31/2º.

f. Døre i klasse A skotter kan være forsynet med passende åbninger for gennemføring af brandslanger. Disse åbninger skal være indrettet til at lukkes med dæksler.

§ 77. Skotter inden for lodrette hovedzoner. Metode I.

a. 1. I aptering skal alle begrænsningsskotter, der ikke er krævet som klasse A skotter, være udført som klasse B skotter af ikke-brændbart materiale, der i overensstemmelse med bestemmelserne i § 86 dog kan tillades beklædt med brændbart materiale. Alle døråbninger og lignende åbninger skal være forsynet med lukkemidler svarende til typen af det skod, hvori de er anbragt.

2. Alle skotter i gange skal strække sig fra dæk til dæk. Ventilationsåbninger kan tillades i døre i klasse B skotter, fortrinsvis i den nederste del. Alle andre begrænsningsskotter skal strække sig lodret fra dæk til dæk og tværskibs ud til yderklædningen eller andre begrænsninger, medmindre der er anbragt sådan ikke-brændbar loftsbeklædning eller garnering, at modstandsevnen mod brand opretholdes, i hvilket tilfælde skotterne kan afsluttes ved loftsbeklædningen eller garneringen.

Metode III.

b. 1. I aptering skal alle begrænsningsskotter, der ikke er krævet som klasse A skotter, være udført som klasse B skotter af ikke-brændbart materiale, der dog i overensstemmelse med bestemmelserne i § 86 kan tillades beklædt med brændbart materiale. Disse skotter skal danne et sammenhængende system af brandhæmmede skotter, inden for hvilke arealet af en hvilken som helst afdeling i almindelighed ikke må overstige 120 kvadratmeter og med et største tilladt areal af 150 kvadratmeter. Skotterne skal strække sig fra dæk til dæk. Alle døråbninger og lignende åbninger skal være forsynet med lukkemidler svarende til typen af det skod, hvori de er anbragt.

2. Hvert almindeligt tilgængeligt rum, hvis areal overstiger 150 kvadratmeter, skal være omgivet af klasse B skotter af ikke-brændbart materiale.

3. Isolering af klase A og B skotter med undtagelse af sådanne, der adskiller lodrette hovedzoner, kontrolrum, nedgange og gange, kan undlades, når skibets yderflade danner begrænsningen, eller når det tilstødende rum ikke frembyder brandfare.

4. Alle skotter i gange skal være klasse B skotter og skal strække sig fra dæk til dæk. Eventuel loftsbeklædning skal være af ikke-brændbart materiale. Ventilationsåbninger kan tillades i døre, fortrinsvis i den nederste del. Alle andre begrænsningsskotter skal ligeledes strække sig lodret fra dæk til dæk og tværskibs ud til yderklædningen eller andre begrænsninger, medmindre der er anbragt ikke-brændbar loftsbeklædning eller garnering, i hvilket tilfælde skotterne kan afsluttes ved loftsbeklædningen eller garneringen.

5. Klasse B skotter med undtagelse af sådanne, der skal være af ikke-brændbar type, skal have en ikke-brændbar kærne eller være en bygget type med indvendige lag asbestplader eller lignende ikke-brændbart materiale. Direktoratet kan godkende andre materialer uden ikke-brændbar kærne, forudsat at lige så gode brandhæmmende egenskaber er sikret.

c. Døre i klasse B skotter kan være forsynet med passende åbninger for gennemføring af brandslanger. Disse åbninger skal være indrettet til at lukkes med dæksler.

§ 78. Apterings adskillelse fra maskin-, last- og tjenesterum. Metode I, II og III.De begrænsningsskotter og dæk, der adskiller aptering fra maskin-, last- og tjenesterum, skal være udført som klasse A skotter og -dæk, der skal have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsværdi under hensyntagen til arten af de tilstødende rum.

§ 79. Dæksbeklædning. Metode I, II og III.Det underste lag dæksbeklædning i aptering, kontrolrum, nedgange og gange skal være af godkendt, ikke-letantændeligt materiale.

§ 80. Beskyttelse af trapper i aptering og tjenesterum. Metode I og III.

a. Alle trapper skal have stålskelet, medmindre direktoratet tillader brugen af andet tilsvarende materiale, og skal være omgivet af klasse A skotter og -dæk med sikre lukkemidler ved alle åbninger fra det underste kahytsdæk og mindst op til en højde, hvor der er direkte adgang til det åbne dæk, dog at

1) en trappe, der kun forbinder to dæk, ikke behøver at være omgivet af skotter, forudsat at det gennembrudte dæks modstandsevne mod brand opretholdes ved hjælp af passende skotter eller døre på det ene dæk;

2) åbne trapper kan anbringes i et almindeligt tilgængeligt rum, forudsat at de i deres helhed er beliggende inde i et sådant rum.

b. Trapperum skal have direkte forbindelse til gangene og skal have et i forhold til antallet af personer, der kan tænkes at skulle anvende dem under en nødsituation, tilstrækkeligt areal til at forhindre trængsel og skal indeholde færrest muligt til ophold eller andet brug bestemte lukkede rum, hvori en brand kan opstå.

c. De skotter og dæk, der omgiver trapperum, skal have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsevne, når hensyn tages til arten af de tilstødende rum. Midlerne til lukning af åbninger i skotter omkring trapperum skal være mindst lige så modstandsdygtige mod brand som de skotter, i hvilke de er anbragt. Bortset fra vandtætte døre skal døre være af den selvlukkende type som foreskrevet for skotter i lodrette hovedzoner.

Metode II.

d. Hovedtrapperne skal have stålskelet, medmindre direktoratet tillader brugen af andre egnede materialer, der i forbindelse med yderligere brandbeskyttelses- og/eller brandslukningsforanstaltninger efter direktoratets opfattelse ville være lige så gode som nævnte konstruktion. Hovedtrapperne skal være omgivet af klasse A skotter og -dæk med sikre lukkemidler ved alle åbninger fra det underste kahytsdæk og mindst op til en højde, hvor der er direkte adgang til det åbne dæk, dog med de ovenfor i litra a, 1) og 2) anførte undtagelser.

e. Bestemmelserne i litra b-c finder tilsvarende anvendelse.

f. Reservetrapper, d.v.s. trapper som ikke indgår som en del af de i § 69 foreskrevne udgange, og som kun forbinder to dæk, skal have stålskelet, medmindre direktoratet i særlige tilfælde tillader brugen af andet egnet materiale, men behøver ikke at være omgivet af skotter, såfremt dækkets modstandsevne mod brand opretholdes ved installation af sprinkleranlæg ved disse trapper.

§ 81. Beskyttelse af passager- og tjenesteelevatorer og lodrette lys- og ventilationsskakter etc. i aptering og tjenesterum. Metode I, II og III.

a. Skakter til passager- og tjenesteelevatorer og lodrette lys- og ventilationsskakter til passagerrum etc. skal være klasse A konstruktioner. Døre skal være af stål eller andet tilsvarende materiale og skal, når de er lukket, være mindst lige så modstandsdygtige mod brand som de skakter, i hvilke de er anbragt.

b. Elevatorskakter skal være således indrettet, at de forhindrer røg og flammer i at brede sig fra et mellemdæk til et andet, og skal være forsynet med lukkemidler, således at træk og røg kan holdes under kontrol. Isolering af elevatorskakter, der er beliggende i trapperum, er ikke påbudt.

c. Hvor en lys- og ventilationsskakt står i forbindelse med mere end et mellemdæksrum, og det efter direktoratets opfattelse er sandsynligt, at røg og flammer kan forplante sig fra et mellemdæk til et andet, skal der på passende steder anbringes røgspjæld, således at hvert rum kan afspærres i tilfælde af brand.

d. Alle andre skakter (f.eks. til elektriske kabler) skal være således bygget, at brand ikke kan forplante sig fra et mellemdæk eller rum til et andet.

§ 82. Beskyttelse af kontrolrum. Metode I, II og III.Kontrolrum skal være adskilt fra den øvrige del af skibet ved klasse A skotter og -dæk.

§ 83. Beskyttelse af storesrum etc. Metode I, II og III.De skotter og dæk, der omgiver bagagerum, post- og storesrum, maler- og lampeskabe, kabysser og lignende rum, skal være klasse A skotter og -dæk. Rum, der indeholder stores af meget brandfarlig karakter, skal være således beliggende, at de frembyder mindst mulig fare for passagerer og besætning i tilfælde af brand.

§ 84. Vinduer og koøjer. Metode I, II og III.

a. Alle vinduer og koøjer i skotter, der adskiller aptering fra det åbne dæk, skal være forsynet med rammer af stål eller andet egnet materiale. Glasset skal fastholdes af en metalramme.

b. Alle vinduer og koøjer i skotter i aptering skal have samme modstandsevne mod brand som typen af det skod, i hvilket de er anbragt.

c. I rum, hvori der er anbragt

hovedfremdrivningsmaskineri, eller

oliefyrede kedler, eller

hjælpemotorer af dieseltypen med en samlet ydelse på 1000 B.H.K. eller derover, skal der være truffet følgende foranstaltninger:

1. Skylighter skal kunne lukkes fra et sted uden for rummet.

2. Skylighter, hvori der findes glasruder, skal være forsynet med udvendige, fast anbragte lemme af stål eller andet tilsvarende materiale.

3. Ethvert af direktoratet tilladt vindue i casinger til sådanne rum skal være af den faste type og skal være forsynet med udvendige, fast anbragte lemme af stål eller andet tilsvarende materiale.

d. Til vinduer i casinger og til skylighter til de i litra c nævnte rum skal der anvendes trådvævsforstærket glas.

§ 85. Ventilationssystemer. Metode I, II og III.

a. De vigtigste tilgangs- og afgangsåbninger i alle ventilationssystemer skal i tilfælde af brand kunne lukkes fra et sted uden for rummet. Ventilatorerne skal i almindelighed være således anbragt, at luftkanalerne, der fører til de forskellige rum, holdes inden for vedkommende lodrette hovedzone.

b. Al kunstig ventilation, bortset fra ventilation til lastrum og maskinrum, samt ethvert alternativt anlæg, som måtte blive foreskrevet i medfør af litra d, skal være centralstyret, således at alle ventilatorer kan stoppes fra to steder, der skal være beliggende så langt fra hinanden, som muligt. Der skal forefindes to centralstyringer for den kunstige ventilation til maskinrummet, af hvilke den ene skal kunne betjenes fra et sted uden for maskinrummet.

c. Aftrækskanaler fra kabysser, kabyskomfurer o.lign. skal være effektivt isoleret, hvor de er ført gennem aptering eller i nærheden af brændbart materiale.

d. Der skal, så vidt det er praktisk muligt, træffes foranstaltninger, der sikrer, at ventilation og sigtbarhed opretholdes og røg undgås i kontrolrum under dæk og uden for maskinrum, således at det maskineri med tilbehør, der er anbragt i rummet, kan være under tilsyn og vedblive at fungere effektivt i tilfælde af brand. Foruden den normale ventilation skal der forefindes helt særskilte midler til luftforsyning af disse kontrolrum. Tilgangsåbninger for luft til de to ventilationsanlæg skal være således anbragt, at der er mindst mulig risiko for, at begge tilgangsåbninger suger røg samtidig. Direktoratet kan tillade, at nævnte krav ikke finder anvendelse på rum, der ligger på og har åbning ud til et åbent dæk, eller hvor lokale afspærringsmidler ville være lige så effektive.

e. I skibe, der er særligt indrettet til overførsel af automobiler i lukkede rum, skal disse være forsynet med midler til fyldestgørende ventilation.

§ 86. Konstruktionsdetaljer. Metode I.Alle skodbeklædninger, opspantningsmaterialer, loftsbeklædninger og isolationsmaterialer skal være af ikke-brændbare materialer; dette gælder dog ikke for lastrum, postrum, bagagerum eller proviantkølerum. Det samlede rumfang af brændbare overfladematerialer, lister, udsmykninger og finerer i aptering eller almindeligt tilgængelige rum må ikke overstige et rumfang, der svarer til 2,54 mm finer på det samlede skod- og loftsareal. Alle udsatte overflader i gange og trapperum samt i tildækkede eller utilgængelige rum skal have lav flammespredningsevne.Metode III.Anvendelse af alle slags brændbare materialer som f.eks. ubehandlet træ, finerer, loftsbeklædninger, gardiner, tæpper o.s.v. skal indskrænkes i det omfang, det er rimeligt og praktisk muligt. I store, almindeligt tilgængelige rum skal underlag og opspantning for skod- og loftsbeklædning udføres af stål eller tilsvarende materiale. Alle udsatte overflader i gange eller trapperum samt i tildækkede eller utilgængelige rum skal have lav flammespredningsevne.

§ 87. Forskellige bestemmelser. Metode I, II og III.Forskrifter gældende overalt i skibet.

a. Maling, lak og lignende stoffer, hvis hovedbestanddel er nitrocellulose eller andet meget brandfarligt stof, må ikke anvendes.

b. Rør, der er ført igennem klasse A skotter og -dæk eller klasse B skotter, skal under hensyntagen til den temperatur, de pågældende inddelinger skal kunne modstå, udføres af et af direktoratet godkendt materiale. Rør til olie eller andre brændbare væsker skal under hensyntagen til brandrisikoen udføres af et af direktoratet godkendt materiale. Materialer, der let nedbrydes ved varmepåvirkning, må ikke anvendes til spygatter, sanitære afløb og andre afløb, der er beliggende tæt ved vandlinien, og i øvrigt overalt hvor materialets svigten i tilfælde af brand ville medføre fare for indstrømning af vand.

Forskrifter gældende for aptering og tjenesterum.

c. 1. Lukkede rum bag loftsbeklædninger, paneler eller garnering skal være passende inddelt ved tætsluttende skillevægge, hvis indbyrdes afstand ikke må overstige 13,73 m.

2. I lodret retning skal sådanne rum indbefattet rum bag nedganges og trunkes garnering være lukket ved hvert dæk.

d. Lofter og skotter skal konstrueres på en måde, der uden at svække effektiviteten af brandsikringen gør det muligt for brandvagten at opdage røg, der stammer fra tildækkede og utilgængelige rum, dog med undtagelse af sådanne rum, hvor der efter direktoratets skøn ikke er fare for, at en brand kan opstå.

e. De utilgængelige overflader af alle skotter, al garnering, paneler, trapper, træopspantning m.v. i aptering skal have lav flammespredningsevne.

f. Såfremt der anvendes elektriske radiatorer, skal disse være fast anbragt og således konstrueret, at faren for brand er den mindst mulige. Der må ikke installeres radiatorer, hvis glødelegemer er således anbragt, at de kan forårsage svidning eller antændelse af beklædningsgenstande, gardiner eller andre lignende materialer.

Forskrifter gældende for vogndæk.

g. I skibe, som kan medtage benzindrevne køretøjer, skal der på passende steder være anbragt iøjnefaldende opslag, hvoraf tydeligt fremgår, at tobaksrygning på vogndækket samt benzinfyldning af køretøjernes tanke er strengt forbudt.

§ 88. Film. Metode I, II og III.Film fremstillet på cellulosebasis må ikke anvendes til filmfremføringsanlæg om bord.

§ 90. Automatiske brandalarm- og brandvisningsanlæg. Metode III.Der skal forefindes et brandalarm- og brandvisningsanlæg af godkendt type, der skal være således indrettet, at det viser tilstedeværelsen af brand i alle indskottede rum, som er indrettet til brug for eller betjening af passagerer eller besætning (bortset fra rum, der ikke frembyder nogen væsentlig brandfare), og som i et eller flere kontrolrum, hvor det hurtigst kan iagttages af officerer og mandskab, automatisk viser tilstedeværelse af eller tegn på brand samt brandstedets beliggenhed.

§ 91. Bestemmelser for skibe, der befordrer 36 passagerer eller derunder. a. §§ 73-90 finder anvendelse på skibe, der befordrer flere end 36 passagerer.

På andre passagerskibe finder alene bestemmelserne i §§ 74-76, 78-79, 81, litra a, 82-84, 87, litra a-c, og 88 samt nedenstående litra b-e anvendelse.

b. Hvor isolerede klasse A skotter og -dæk er foreskrevet i medfør af de i litra a nævnte paragraffer, kan direktoratet tillade, at der anvendes isolation i mindre omfang end forudsat i § 68, litra c. 4.

c. Alle trapper og nødopgange i aptering og tjenesterum skal være af stål eller andet egnet materiale.

d. Kunstig ventilation til maskinrum skal kunne stoppes fra et let tilgængeligt sted uden for maskinrummene.

e. Medmindre alle begrænsningsskotter i aptering opfylder forskrifterne for metode I i §§ 77, litra a, og 86, skal sådanne skibe vær udrustet med et automatisk brandalarm- og brandvisningsanlæg som foreskrevet i § 90, og i aptering skal skotter i gange være af stål eller være udført som klasse B skotter.

§ 100. Brandpumper. a. Brandpumperne skal være uafhængigt drevne. Sanitær-, ballast-, lænse- og almindelige servicepumper kan godtages som brandpumper, forudsat, at de normalt ikke anvendes til at pumpe olie, og at der, såfremt de lejlighedsvis anvendes til at pumpe brændselsolie, forefindes egnede omskifteanordninger.

b. Hver af de foreskrevne brandpumper (bortset fra eventuelle i § 122 nævnte nødpumper) skal have en kapacitet på mindst 80 pct. af den samlede foreskrevne kapacitet divideret med antallet af foreskrevne brandpumper og skal i alle tilfælde kunne yde mindst de to i § 101 omhandlede vandstråler. De nævnte brandpumper skal kunne forsyne hovedbrandsystemet under de forudsatte forhold.

Såfremt der er installeret flere pumper end foreskrevet, skal deres kapacitet være til direktoratets tilfredshed.

c. Såfremt pumperne kan udvikle et tryk, der overstiger det tryk, som rørledninger, brandstudse og brandslanger er konstrueret til, skal der forefindes sikkerhedsventiler, der er anbragt og indstillet således, at de forhindrer skadeligt overtryk i hovedbrandsystemets enkelte dele.

§ 101. Antal og anbringelse af brandstudse. Antal og anbringelse af brandstudse skal tillade, at mindst to vandstråler, der ikke hidrører fra samme brandstuds, og af hvilke den ene skal komme fra en enkelt slangelængde, kan nå et hvilket som helst sted i skibet, der normalt er tilgængeligt for passagerer eller besætning under sejlads.

§ 102. Brandledninger og brandstudse. Materialer, der let nedbrydes ved varmepåvirkning, må ikke bruges til brandledninger, medmindre de er beskyttet på passende måde. Brandledningerne og brandstudsene skal være således anbragt, at brandslangerne let kan tilkobles. I skibe, der er indrettet til at medføre dækslast, skal brandstudsene være anbragt på en sådan måde, at de altid er let tilgængelige, ligesom brandledningerne, så vidt det er praktisk muligt, skal være anbragt således, at der ikke er fare for beskadigelse fra sådan last. Såfremt der ikke forefindes en brandslange med strålerør for hver brandstuds om bord, skal alle slangekoblinger og strålerør være indbyrdes ombyttelige.Haner og ventiler skal anbringes på en sådan måde på brandledningerne, at en hvilken som helst brandslange kan skiftes, medens brandpumperne er i gang.I skibe, der er særlig indrettet til overførsel af automobiler, skal brandslangerne på vogndækket være tilkoblet, når automobiler føres.

§ 103. Brandslanger og strålerør. Brandslanger skal være af godkendt materiale og skal have tilstrækkelig længde til, at der kan rettes en vandstråle mod ethvert sted i skibet som i § 101 omhandlet. Deres maksimumslængde skal være til direktoratets tilfredshed. Enhver brandslange skal være forsynet med strålerør og nødvendige koblinger. Brandslanger med tilbehør og værktøj skal være anbragt klar til brug på iøjnefaldende steder i nærheden af brandstudse eller tilslutningssteder.

§ 104. Strålespidser. a. Strålespidsers normaldiameter skal være 12 mm, 16 mm og 20 mm eller så nær dertil som muligt. Strålespidser med større diameter kan tillades under iagttagelse af bestemmelserne i § 100, litra b.

b. I aptering og tjenesterum kræves ikke anvendt strålespidser med større diameter end 12 mm.

c. I maskinrum og på dæk skal strålespidser have en sådan diameter, at der ved det i §§ 114 og 122 omhandlede tryk fra den mindste pumpe opnås den størst mulige vandmængde fra to strålerør.

§ 108. Automatiske sprinkleranlæg i aptering. a. Ethvert ved § 90 foreskrevet automatisk sprinkleranlæg, skal til enhver tid være klar til at træde i virksomhed, uden at det er påkrævet, at der fra besætningens side træffes foranstaltninger dertil. Hvor et sådant anlæg er installeret, skal det holdes under det nødvendige tryk, og der skal være sikret en stadig tilførsel af vand.

b. Anlægget skal inddeles i et af direktoratet fastsat antal sektioner, og der skal forefindes automatiske apparater, der i et eller flere kontrolrum giver såvel hørlig som synlig alarm, når et sprinklerhoved er trådt i virksomhed, samt viser, i hvilken sektion sprinklerhovedet er anbragt.

c. Den eller de pumper, der skal forsyne sprinklerhovederne med vand, skal automatisk træde i virksomhed ved et trykfald i anlægget. Der skal endvidere forefindes en tilslutning fra skibets hovedbrandledning forsynet med en aflåselig skrueventil og en kontraventil.

d. Hver pumpe skal kunne vedligeholde den fornødne vandtilførsel af det nødvendige tryk til sprinklerhovederne, når det af direktoratet fastsatte antal sprinklerhoveder er i virksomhed.

e. Der skal være mindst to energikilder til saltvandspumper, luftkompressorer og automatiske alarmapparater. Når der anvendes elektriske energikilder, skal disse være en hovedgenerator og en nødenergikilde. Den ene strømforsyning skal udgå fra hovedstrømtavlen gennem kabler, der alene anvendes til dette formål. Sådanne kabler skal føres til en omskifter anbragt tæt ved sprinklerpumpen, og omskifteren skal normalt være sluttet til kablet fra nødstrømtavlen. Omskifteren skal være tydelig mærket, og disse kabler må ikke hver andre afbrydere.

f. Sprinklerhovederne skal kunne træde i virksomhed ved de af direktoratet fastsatte temperaturer. Der skal forefindes passende midler til den periodiske afprøvning af alle automatiske anordninger.

g. Hvor brandbeskyttelse i henhold til metode II anvendes i et passagerskib, hvis overbygning er udført af aluminiumslegering, skal hele anlægget, herunder sprinklerpumpen, tank og luftkompressor, anbringes til direktoratets tilfredshed på et sted, som ligger i passende afstand fra kedelrum og maskinrum. Såfremt kablerne fra nødgeneratoren til sprinkleranlægget er ført gennem rum, hvori der er brandfare, skal kablerne være af en type, som er modstandsdygtig over for ild.

§ 114. Brandpumper, brandledninger m.v. Brandpumper med tilbehør skal opfylde bestemmelserne i §§ 100-103 samt følgende forskrifter:

a. Brandpumper

1. Antal

Skibe på 4000 tons og derover skal være forsynet med 3 brandpumper med selvstændig drivkraft, medens skibe under denne størrelse alene skal være forsynet med to sådanne brandpumper.

2. Anbringelse

(a) I skibe på 1000 tons og derover skal søforbindelser, pumper, og deres kraftkilder være anbragt således, at en brand uanset dens arnested ikke kan sætte alle brandpumper ud af drift.

(b) I skibe under 1000 tons skal installationerne anbringes til direktoratets tilfredshed.

3. Kapacitet og tryk

(a) De foreskrevne brandpumper skal til bekæmpelse af brand kunne yde en vandmængde, der ved det nedenfor i (b) fastsatte tryk er mindst to tredjedele af den mængde, som lænsepumperne skal kunne yde, når de anvendes til lænsning.

(b) Når de i litra b nedenfor nævnte to pumper samtidig gennem de i § 104 omhandlede strålespidser yder den maksimalt foreskrevne vandmængde gennem hvilke som helst ved siden af hinanden anbragte brandstudse, skal følgende minimumstryk kunne opretholdes ved alle brandstudse:

§ 222. Indskibning i redningsbåde og redningsflåder. a. Der skal træffes passende foranstaltninger til indskibning i redningsbådene, omfattende:

1) en lejder ved hvert davidpar for overføring til redningsbådene, når disse ligger på vandet;

2) midler til belysning af redningsbådene og udsætningsmateriellet under forberedelserne til og under udsætningen samt til belysning af den del af søen, hvori redningsbådene affires, indtil udsætningen er tilendebragt; og

3) midler, hvorved enhver udtømning af vand i redningsbådene forhindres.

b. Direktoratet kan tillade, at de i litra a, pkt. 1, nævnte lejdere erstattes med andet udstyr, forudsat at der forefindes mindst en lejder på hver side af skibet.

c. Der skal træffes passende foranstaltninger til indskibning i redningsflåderne, omfattende:

1) tilstrækkelige lejdere til at lette indskibning i redningsflåderne, når disse ligger på vandet;

2) for så vidt angår redningsflåder, for hvilke der forefindes godkendte udsætningsanordninger: midler til belysning af sådanne redningsflåder og udsætningsanordninger under forberedelserne til og under udsætningen samt til belysning af den del af søen, hvori redningsflåderne affires, indtil udsætningen er tilendebragt. For så vidt angår andre redningsflåder: midler til belysning af de steder, hvor flåderne er anbragt; og

3) midler, hvorved enhver udtømning af vand i redningsflåder anbragt ved faste udsætningssteder samt i flåder under godkendte udsætningsanordninger forhindres.

d. Direktoratet kan tillade, at nogle eller samtlige af de i litra c, pkt. 1, omhandlede lejdere erstattes med andet udstyr.

§ 224. Alarmsignalapparater. a. Til alarmering af passagerer og besætning, når skibet skal forlades, skal der forefindes elektrisk drevne alarmsignalapparater der kan lyde over hele skibet og betjenes fra broen.

b. Betydningen af alle de passagererne vedrørende signaler samt nøjagtig anvisning på, hvorledes passagererne skal forholde sig i en nødsituation, skal tydeligt angives på de efter forholdene mest hensigtsmæssige sprog ved opslag i passagerkamrene og på iøjnefaldende steder i andre opholdsrum for passagerer.

c. Bestemmelsen i litra a skal for skibe på korte internationale rejser anses for opfyldt ved skibets sædvanlige materiel til afgivelse af lydsignaler.

§ 225. Belysning til dæk, redningsbåde, redningsflåder etc. a. På dæk, hvor redningsbåde og redningsflåder er anbragt, skal der forefindes elektrisk eller lignende belysning, som er tilstrækkelig til at tilfredsstille sikkerhedstjenestens krav. Nødbelysningen skal endvidere omfatte belysning i gange, på trapper samt i maskin- og kontrolrum. Den i § 149, litra a, påbudte selvstændige elektriske nødenergikilde skal om fornødent kunne levere strøm til denne belysning samt til den i § 222, litra a. 2 og litra c. 2, foreskrevne belysning.

b. Udgangen fra enhver hovedafdeling, hvor passagerer eller mandskab opholder sig, skal til stadighed være belyst af en nødlampe. Energien til disse lamper skal kunne tages fra den i litra a omhandlede nødenergikilde, såfremt hovedlysanlægget skulle svigte.

Tillæg 5 Ildovne

Skibstilsynets Meddelelser nr. 257, af 30. december 1971 om Opstilling og sikring af ildovne i skibsmandskabets opholdsrum.

I § 7 i bekendtgørelse nr. 9 af 24. januar 1953 om skibsmandskabets opholdsrum m.v., i § 10 bekendtgørelse nr. 11 af 15. januar 1960 om skibsmandskabets opholdsrum m.v. i færøske fiskeskibe, samt i § 9, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 247 af 3. juni 1971 om skibsmandskabets opholdsrum m.v. i fiskeskibe - sidstnævnte bekendtgørelse er ikke gældende for Færøerne - er anført, at når ildovne anvendes, skal de være af tilstrækkelig størrelse og være forsvarligt opstillet og sikret, samt at træværk og andet brændbart materiale i ildovnens og aftræksrørets nærhed skal være passende isoleret.I henhold hertil vil direktoratet anse bestemmelserne om ovnens sikring m.v. for opfyldt,

1) når ildovnen er forsvarlig fastgjort til dørken,

2) når der - hvis dørken er af træ eller andet brændbart materiale - under og foran ovnen er anbragt metalplade eller -bakke af passende størrelse og udstrækning,

3) når isolationen af træværket ved ovnen og aftræksrørets gennemføring i dæk eller skot er udført som vist på hosstående tegning eller på anden tilsvarende sikker måde, og

4) når afstanden fra ovnens og aftræksrørets overflade til ubeklædt træværk ikke er mindre end 300 mm.

For så vidt den øverste udvendige del af aftræksrøret ønskes gjort aftageligt, skal denne del anbringes på en studs, udført af mindst 6 mm tyk plade og af ca. 300 mm højde.Opmærksomheden henledes på, at celluloselak ikke må anvendes til behandling af træskotter i rum, hvor ildovne er opstillet.Såfremt udgang fra et rum kun kan ske gennem et andet rum, hvor en ildovn er opstillet, skal førstnævnte rum være forsynet med en nødudgang (skylight eller lignende).Rum, hvori ildovne er opstillet, skal ventileres på passende måde med såvel tilgang som afgang af luft. I opholdsrum under dæk, som f.eks. på mindre fiskefartøjer, kan ventilationen ske ved et rør ført fra det fri ned til ca. 150 mm over dørken samt en ventilationsåbning i rummets øverste del i form af en svanehals i dækket eller ventilationshuller i nedgangskappen.Ventilationsåbninger må aldrig tillukkes eller tilstoppes.På given foranledning skal direktoratet henlede opmærksomheden på:

- at de i nævnte §§ i bekendtgørelserne nr. 9 af 24. januar 1953 og nr. 11 af 15. januar 1960 indeholdte bestemmelser samt ovenstående anvisninger skal overholdes uanset det pågældende skibs tonnage,

- at de i nævnte § i bekendtgørelsen nr. 247 af 3. juni 1971 indeholdte bestemmelser samt ovenstående anvisninger skal overholdes i ethvert fiskeskib under 75 tons brutto. I nye fiskeskibe over denne grænse er opvarmning ved åben ild ikke tilladt i opholdsrum.

Tillæg 6 Flaskegasanlæg i skibe

Bekendtgørelse om flaskegasanlæg i skibe

I medfør af §§ 6 og 12 i lov om tilsyn med skibe, jfr. lovbekendtgørelse nr. 336 af 31. august 1965, fastsættes herved følgende særlige bestemmelser vedrørende flaskegasanlæg i skibe og fartøjer.

DEFINITIONER

§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved

FLASKEGAS: - Brændbare luftformige kulbrinter, som under tryk kan fordråbes ved almindelige temperaturer, f.eks. propan, butan, propylen, butylen samt blandinger heraf.

GASANLÆG: - Beholdere indeholdende flaskegas med reguleringsorganer og med dertil hørende installationer såsom rørledninger, gasslanger, forbrugsapparater m.v., der anvendes til kogning og opvarmning m.v., bortset fra transportable gasanlæg, hvis brugsbeholder ikke er beregnet for mere end 1,2 kg gas.

DIREKTORATET: - Direktoratet for statens skibstilsyn.

ANVENDELSESOMRÅDE

§ 2. Bestemmelserne kommer til anvendelse i alle skibe og fartøjer med gasanlæg til kogning og opvarmning herunder til opvarmning af motorcylindres tændlegemer.

Stk. 2. Anvendelse af gas til belysning, centralvarmekedler i maskinrum, køleskabe og vandvarmere m.v., må kun finde sted efter særlig indhentet tilladelse fra direktoratet og på de af direktoratet i hvert enkelt tilfælde fastsatte vilkår.

EKSISTERENDE ANLÆG

§ 3. For gasanlæg, der ved denne bekendtgørelses ikrafttræden var synet og godkendt af statens skibstilsyn, kan der i almindelighed ikke stilles strengere krav end hjemlet ved hidtil gældende bestemmelser, men ejeren af et skib eller fartøj skal, når sådanne anlæg, som ikke opfylder de i denne bekendtgørelse indeholdte bestemmelser, underkastes ændringer eller større reparationer, tilkalde statens skibstilsyn med henblik på gennemførelse af sådanne forbedringer til forøgelse af sikkerheden, som i hvert enkelt tilfælde måtte være rimelige.

BEHOLDERE FOR FLASKEGAS

§ 4. Der må kun anvendes beholdere, der er konstrueret, indrettet og mærket samt prøvet for den pågældende gasart.

Stk. 2. Reservebeholdere, brugsbeholdere og tømte beholdere skal være anbragt på frit dæk i så stor afstand fra åbninger til skibets indre som praktisk muligt. Beholderne skal være anbragt i opretstående stilling, og såvel beholderne som beholderventilerne skal være velbeskyttet mod mekanisk overlast. Eventuel beskyttelseskasse skal være ventileret foroven og forneden.

Stk. 3. I mindre skibe, hvor det på grund af skibets art og type ikke er praktisk muligt at anbringe beholderne på frit dæk, kan disse anbringes på et efter forholdene let tilgængeligt sted under dækshøjde, men over vandlinjen, på nedenstående vilkår:

a) Beholderne skal være anbragt i cockpit eller lignende åbne rum og være omsluttet af en solid fast anbragt beskyttelseskasse, der er udført af sammensvejsede stålplader eller andet gastæt materiale. Beskyttelseskassen skal være forsynet med et solidt dæksel, der i fastspændt stand er gastæt.

b) Der skal fra beskyttelseskassens bund være ført et ventilationsrør med en lysning af mindst 25 mm igennem skibssiden. Røret skal have fald mod borde og udmunde over vandlinjen.

c) Gasledningen skal være ført gastæt gennem beskyttelseskassens side i højde med beholderventilen.

Stk. 4. Såvel beholdere som eventuelle beskyttelseskasser skal være forsvarligt fastspændt, men beholderne skal let kunne frigøres. Beskyttelseskasser skal udvendig være mærket med advarselsskilt: Trykflasker, fjernes ved brand.

REDUKTIONS- OG SIKKERHEDSVENTILER

§ 5. Anlæg, der ikke er beregnet for det fulde gastryk, skal ved beholderen være forsynet med reduktionsventil, der kan være forbundet til den faste gasledning ved en kort slangeforbindelse.

Stk. 2 Såfremt der ikke er indbygget lavtrykssikkerhedsventil i reduktionsventilen, skal der ved dennes afgangsside være monteret en sikkerhedsventil, der åbner ved et tryk, der er mindre end 2 gange forbrugstrykket.

GASLEDNINGER

§ 6. Gasledninger skal være udført af trukket kobberrør eller andet af direktoratet godkendt materiale og skal så vidt muligt være uden samlinger udover de nødvendige samlinger ved beholder, ventiler og gashaner.

Stk. 2. Hvor det ikke er muligt at undgå rørsamlinger, skal disse være synlige og let tilgængelige og skal være udført enten med slagloddede kapilarloddefittings eller med skruesamlinger af metal af samme slags som anvendt til gasledningerne. Pakringe skal være af kobber eller kobberlegeringer.

Stk. 3. Gasledninger skal være fast oplagt, vel beskyttet og sikret fornøden ekspansionsmulighed, ligesom der skal drages omsorg for, at de ikke lægges på steder, hvor de kan blive udsat for særlige vibrationer, bøjningspåvirkninger, slitage eller anden overlast.

Stk. 4. Ved enhver afgrening fra den faste gasledning skal der på afgreningen være anbragt en afspærringsventil eller -hane, og forbindelsen herfra til det gasforbrugende apparat skal være udført af kobberrør eller andet af direktoratet godkendt materiale og skal være sikret fornøden ekspansionsmulighed.

SÆRLIGE SIKKERHEDSFORANSTALTNINGER

§ 7. Ethvert gasforbrugende apparat skal være forsynet med en for arbejdstrykket beregnet tændblussikringsventil, der automatisk og hurtigt afspærrer for gassen, hvis tændflammen slukkes.

Stk. 2. Ovne til rumopvarmning skal til bortledning af forbrændingsprodukterne være tilsluttet aftræksrør, der udmunder direkte i fri luft.

Stk. 3. Skotter, der afgrænser gasborde, skal være af ikke-brændbart materiale eller skal til mindst 40 cm højde over bordet være beklædt med ikke-brændbart materiale. Overfladen af gasborde skal ligeledes være af ikke-brændbart materiale.

Stk. 4. Rum, hvor gas anvendes, skal være ventilerede.

Stk. 5. Ved opstilling og sikring af gasovne til rumopvarmning finder de af direktoratet til enhver tid fastsatte bestemmelser vedrørende opstilling og sikring af ildovne i skibsmandskabets opholdsrum tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. I hvert rum, hvor der anvendes gas, skal på iøjnefaldende sted være anbragt opslag fra statens skibstilsyn om, hvilke forsigtighedsregler der skal iagttages.

GODKENDELSE AF MATERIEL M.V.

§ 8. Alle gasforbrugende apparater med tilbehør skal være godkendt af Danmarks Gasmateriel Prøvning (DGP) og mærket DG i henhold til de herom gældende regler. Tilsvarende skal armatur til brug i forbindelse med beholdere være godkendt i det omfang, DGP har udgivet prøvningsregler herfor.

Stk. 2. Foruden at være godkendt af DGP skal ovne til rumopvarmning være typegodkendt af direktoratet. Andragende om godkendelse skal indsendes til direktoratet, bilagt godkendelsesskrivelse fra DGP samt tegninger og beskrivelse i 2 eksemplarer.

INSTALLATION OG GODKENDELSE

§ 9. Installation af og ombygning af bestående gasanlæg, jfr. § 1, skal i alle skibe og fartøjer uanset størrelse og art udføres i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.

Stk. 2. I alle passagerskibe, alle last- og fiskeskibe på 5 registertons brutto og derover samt alle lystfartøjer på 20 registertons brutto og derover skal installation af gasanlæg og ombygning af bestående gasanlæg, jfr. § 1, være besigtiget og godkendt af statens skibstilsyn, forinden anlægget tages i brug.

DISPENSATIONSBESTEMMELSER

§ 10. Direktoratet kan med nødvendig hensyntagen til sikkerheden tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

IKRAFTTRÆDELSE

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1970. Bekendtgørelse nr. 253 af 23. juni 1952 om gasanlæg i skibe ophæves.

Tillæg 7 Maskinanlæg

(Bekendtgørelse nr. 387 af 7. juli 1969 om forskrifter for maskinanlæg m.v. i skibe)

Bekendtgørelse om forskrifter for maskinanlæg m.v. i skibe

I medfør af § 6 i lov om tilsyn med skibe, jfr. lovbekendtgørelse nr. 336 af 31. august 1965, fastsættes herved følgende:

A. Almindelige bestemmelser.

§ 1. Definitioner. I denne bekendtgørelse skal de nedenstående udtryk, for så vidt ikke andet særskilt er fastsat, anses defineret eller nærmere bestemt som angivet nedenfor eller i den paragraf, hvortil der henvises.Brændselsolieaggregater: - Ethvert udstyr, der bruges til behandling af brændselsolie for oliefyrede kedler, eller udstyr til behandling af forvarmet olie til maskineri af typen med indvendig forbrænding og omfatter alle trykoliepumper, oliefiltre og olieforvarmere med et højere arbejdstryk end 1,8 ato.Centralvarmekedler, se § 43.Direktoratet: - Direktoratet for statens skibstilsyn.Fiskeskib: - Ethvert skib, der er forsynet med fiskericertifikat i henhold til lov om skibsregistrering.Fordamperhedeflade, se § 19.Forvarmet olie, se § 11, litra b.Godkendt: - Godkendt af direktoratet.Hestekraft (hk): - Den af direktoratet for skibets maskineri fastsatte ydelse udtrykt i hestekraft.Ikke-brændbare materialer: - Materialer, der kan godkendes som ikke-brændbare efter en af direktoratet nærmere fastsat prøvningsmetode. Alle andre materialer er "brændbare materialer".Indenrigs fart: - Al fart, der ikke er international fart.International fart: - Fart fra dansk til udenlandsk havn eller omvendt eller mellem to udenlandske havne samt fart til og fra Færøerne eller til og fra Grønland.Kedler med højt tryk: - Kedler med et tilladt arbejdstryk af 12,65 ato eller derover.Klasset anvendt på skib, maskinanlæg o.s.v.: - Et skib eller et anlæg m.v., der har gyldigt certifikat i et af ministeriet anerkendt klassifikationsselskab.Køleanlæg, se § 66.Lastskib: - Ethvert skib, der ikke er et passagerskib.Lav flammespredningsevne anvendt på en overfladebeklædning eller et materiale til behandling af overflader: - En beklædning eller et materiale, som har en under hensyntagen til risiko for brand begrænset evne til at sprede flammer, en evne der bestemmes efter en af direktoratet nærmere fastsat prøvningsmetode.Maskinrum: - Maskinrum af kategori A samt alle andre rum, der indeholder fremdrivningsmaskineri, kedler, brændselsolieaggregater, dampmaskiner og maskineri af typen med indvending forbrænding, samt trunke til sådanne rum. I passagerskibe, der befordrer flere end 36 passagerer, tillige rum, der indeholder generatorer og vigtigt elektrisk maskineri, oliefyldningsinstallationer, køle-, stabiliserings-, ventilations- og luftkonditioneringsmaskineri, og lignende rum samt trunke til sådanne rum.Maskinrum af kategori A: - Alle rum, der indeholder maskineri af typen med indvendig forbrænding for

1) fremdrivning eller

2) andre formål, hvor sådant maskineri har en samlet bremseydelse på 500 hk eller derover,

eller som indeholder oliefyrede kedler eller brændselsolieaggregater, samt trunke til sådanne rum.Metal: - Kobberlegeringer.Ministeriet: - Handelsministeriet.Passagerfartøj: - Et passagerskib under 20 tons.Passagerskib: - Et skib, som er indrettet til at befordre eller befordrer flere end 12 passagerer.Skotdæk: - Det øverste dæk, til hvilket de tværskibs vandtætte skotter er ført op.Tons: - Registertons brutto.

§ 2. Anvendelsesområde. a. De i denne bekendtgørelse indeholdte forskrifter kommer, hvor intet andet er bestemt, til anvendelse på ethvert

1) passagerskib og -fartøj, hvis køl er lagt, eller som er på et tilsvarende konstruktionsstadium, på eller efter 1. september 1969, eller som efter dette tidspunkt ændrer fartsområde fra indenrigs fart til international fart;

2) lastskib på 5 tons og derover, hvis køl er lagt, eller som er på et tilsvarende konstruktionsstadium, på eller efter 1. september 1969, eller som efter dette tidspunkt godkendes til passagerskib;

3) skib, der indkøbes fra udlandet.

b. Skibe og fartøjer, for hvilke det er bestemt, at bekendtgørelsen i sin helhed eller visse dele deraf ikke skal finde anvendelse, skal efterkomme de anvisninger, som i det enkelte tilfælde måtte blive givet af statens skibstilsyn.

c. Lystfartøjer under 20 tons er ikke omfattet af bekendtgørelsen.

d. For skibe, der ikke omfattes af litra a, 1) og 2), kan der i almindelighed ikke stilles strengere krav med hensyn til bygning og indretning af maskinanlæg m.v. end hjemlet ved de hidtil gældende forskrifter, men direktoratet vil, når sådanne skibe, der ikke allerede opfylder disse forskrifter, underkastes væsentlige ændringer i skibets maskinanlæg m.v. eller større reparationer, som er en følge af forudbestemte planer, men ikke af havari, undersøge forholdene i hvert enkelt tilfælde med henblik på sådanne forbedringer til forøgelse af sikkerheden, som måtte være praktisk gennemførlige og rimelige.

§ 3. Konstruktion og godkendelse. a. Maskinanlæg, kedelanlæg, brændselsolieinstallationer, køleanlæg o.lign. samt alt tilbehør til sådanne anlæg skal besidde den fornødne styrke og skal være forsvarligt indrettet og opstillet.

b. For uklassede maskin- og kedelanlæg m.v. gælder med hensyn til konstruktion, styrke og materialedimensioner, hvor intet andet er fastsat, i almindelighed tilsvarende regler, som anvendes af et af de af ministeriet til enhver tid anerkendte klassifikationsselskaber som betingelse for, at vedkommende anlæg kan opnå optagelse i klasse.

c. For anlæg, som er klasset, eller som bygges til optagelse i klasse, anerkendes klassens regler som fyldestgørende på de områder, disse regler dækker.

d. Uanset det i litra c anførte kan direktoratet, hvor særlige forhold gør sig gældende, stille strengere krav til et anlæg end foreskrevet ved klassens regler.

e. Med hensyn til godkendelse på projekteringsstadiet og anden forhåndsgodkendelse af maskineri henvises til §§ 5 og 6 i bekendtgørelse nr. 173 af 21. maj 1965 om forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v.

§ 4. Ækvivalens. a. Hvor denne bekendtgørelse foreskriver, at et nærmere angivet anlæg, tilbehør, materiale, redskab eller apparat eller type derpå skal anbringes eller findes om bord, eller at nogen særlig foranstaltning skal træffes, kan direktoratet tillade, at ethvert andet anlæg, tilbehør, materiale, redskab eller apparat eller type derpå anbringes eller findes om bord, eller at enhver anden foranstaltning træffes, hvis direktoratet efter afholdte prøver eller på anden måde finder, at sådant anlæg, tilbehør, materiale, redskab eller apparat eller type derpå eller sådan foranstaltning er mindst lige så effektiv som de i denne bekendtgørelse foreskrevne.

b. Om enhver sådan tilladelse skal der gives meddelelse i det af direktoratet publicerede meddelelsesblad.

§ 5. Bekendtgørelsen skal findes om bord. I skibe med maskineri, hvis hestekraft er over 400, skal der findes et eksemplar af nærværende bekendtgørelse.

B. Maskininstallationer i og uden for maskinrum samt indretning af maskinrum.

§ 6. Almindelige sikkerhedsbestemmelser. a. Ved installationer i maskinrum skal der tages rimeligt hensyn til sikkerheden for ombordværende personers liv samt til skibets sikkerhed. Maskinrum skal endvidere være således indrettet, at de personer, der betjener de forskellige anlæg og installationer, kun ved mangel på tilbørlig forsigtighed udsættes for at komme til skade.

b. Maskinrum, maskinanlæg og udrustning i maskinrum skal være således konstrueret og tilrettelagt, at der på rimelig måde tages mest muligt hensyn til sundhedstilstanden om bord, de ombordværendes velbefindende og deres beskyttelse mod støj og andre invaliderende eller helbredsnedbrydende påvirkninger.

c. Alt maskineri samt kedelanlæg m.v. skal være tilgængeligt for pasning og eftersyn. Bevægende dele skal være afskærmet på betryggende måde, og der skal i fornødent omfang være anbragt solide og forsvarligt sikrede gelændere, håndlister, fodskærme eller lignende. Dørk og ristværker skal være skridsikre og skal være udført af stål eller andet ikke-brændbart materiale.

d. Kranbjælker, kranløbere, kraner og taljer skal være mærket med arbejdsbelastningen. Krankroge skal være konstrueret med sikring mod udhugning.

e. Trykmålere, udsat for damp- eller lufttryk over 2 ato, skal være således konstrueret eller anbragt, at der ikke ved brud i målerens indvendige dele kan opstå risiko for tilskadekomst.

f. Damprør skal være isoleret, beklædt og skærmet i det omfang, hensynet til afværgelse af tilskadekomst kræver det.

g. Der skal være draget omsorg for, at alle samlinger på udstødsrør og lyddæmpere er tætte, skærmet og/eller isoleret med ikke-brændbart materiale i tilstrækkeligt omfang.

h. Alle udstødsrør fra maskineri af typen med indvendig forbrænding skal være ført særskilt til fri luft, eller der skal være truffet andre foranstaltninger til forhindring af røggasforgiftning.

i. Fast anbragte beholdere, der indeholder luftarter under tryk til andre formål end igangsætning og manøvrering, skal med hensyn til konstruktion, styrke og materialedimensioner opfylde de af direktoratet fastsatte eller anerkendte regler, jfr. § 3. Sådanne beholdere skal i almindelighed være udstyret som i § 47 foreskrevet. Beholdere med et arbejdstryk under 2 ato kan udføres af almindelig beholderplade.

j. Transportable beholdere, såsom ilt- og gasflasker, ildslukningsapparater m.v., skal med hensyn til konstruktion, indretning og mærkning opfylde de til enhver tid gældende bestemmelser for sådanne beholdere. Enhver CO₂-beholder til ildslukningsformål skal, hvad enten den indgår som del af et fast installeret brandslukningsanlæg eller forefindes ombord som transportabel ildslukker, være udstyret med godkendt sprængplade, der vil sprænges ved et tryk, der ligger passende lavere end beholderens prøvetryk.

k. Transportable beholdere for trykluft til luftværktøj o.lign. skal med hensyn til konstruktion, styrke, materialedimensioner og udstyr i almindelighed opfylde bestemmelserne i § 47.

l. Alle transportable beholdere for sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter, som kan nære en eventuel brand, skal straks efter brugen anbringes på et over skotdækket passende sted, hvorfra der er direkte adgang til frit dæk.

m . Drivhjul, transmissioner og andre bevægende dele på spil, kraner og andet maskineri uden for maskinrum skal være skærmet på betryggende måde. Alle spil skal være forsynet med bremsemekanisme. Spilkoblinger og, om nødvendigt, manøvrehåndtag skal have pålidelig låseanordning.

§ 7. Belysning. a. Maskinrum skal være godt belyst ved elektrisk lys. I passagerskibe og i lastskibe på 500 tons og derover skal installationen være opdelt i mindst to grupper.

b. I passagerskibe og lastskibe på 5.000 tons og derover skal der endvidere være installeret nødbelysning i forbindelse med skibets nødenergikilde.

c. I andre skibe skal der som reserve findes fast anbragte elektriske batterilamper af hensigtsmæssig konstruktion og i fornødent antal.

§ 8. Evakueringsveje. a. Fra ethvert maskinrum skal der være sikret betryggende evakueringsmuligheder.

b. Lejdere i maskinrum skal være af stål og skal være skærmet på undersiden. Trælejdere kan dog anvendes i fiskeskibe bygget af træ.

c. Lejderne og ristværkerne skal være således placeret, at man hurtigt kan komme op.

d. Fra ethvert maskinrum af kategori A skal der være to evakueringsmuligheder. Specielt skal følgende bestemmelser være opfyldt:

1. Hvor rummet er under skotdæk, skal de to op- og udgangsmuligheder bestå af enten

a) to sæt lejdere anbragt så langt fra hinanden som muligt og førende til døre i den øverste del af rummet. Dørene skal ligeledes være anbragt så langt fra hinanden som muligt, og der skal herfra være adgang til udskibningsdæk. Den ene af lejderne skal være indskottet, således at der dannes en brandbeskyttet udgangsvej fra den laveste del af rummet til et sikkert sted uden for rummet; eller

b) en lejder førende til en dør i den øverste del af rummet, hvorfra der er adgang til udskibningsdæk, og i den laveste del af rummet en ståldør, der kan betjenes fra hver side, og fra hvilken der er en sikker evakueringsvej til udskibningsdæk.

2. Hvor rummet er placeret over skotdæk, skal de to udgangsveje være anbragt så langt fra hinanden som muligt og føre til døre, hvorfra der er adgang til udskibningsdæk. Hvor der i forbindelse med udgangsvejene fra sådanne rum anvendes lejdere, skal disse være af stål.

e. For skibe under 1.000 tons kan direktoratet under hensyntagen til såvel maskinrummets udstrækning som størrelsen og indretningen af den øverste del af rummet frafalde kravet om to evakueringsmuligheder fra maskinrum under skotdæk.

f. Direktoratet kan endvidere frafalde kravet om to evakueringsmuligheder fra maskinrum over skotdæk under hensyn til arten og placeringen af rummet samt til, om personer normalt er beskæftiget i dette, alt under forudsætning af, at der ved enten en dør eller en lejder er skabt en sikret udgangsvej til udskibningsdæk.

§ 9. Søforbindelser og rørledninger for vand m.v. a. Alle søforbindelser samt afgangsåbninger i skibssiden med forbindelse til maskineriet skal være forsynet med let tilgængelige haner eller ventiler, der skal anbringes direkte på yderklædningen eller på stålkasser opbygget på denne. Afstandsstykker af kraftig stålkonstruktion, der skal være så korte som muligt, kan tillades anbragt mellem afspærringsmidlet og yderklædningen. Alle sådanne haner og ventiler skal kunne betjenes lokalt og være forsynet med indikator, der viser, om hanen eller ventilen er åben eller lukket.

b. Alle haner og ventiler, der er anbragt under dybeste vandlinie, skal være af stål, bronze eller andet godkendt sejgt materiale. Almindeligt støbejern eller lignende materialer må ikke anvendes.

c. Søforbindelsernes håndhjul eller håndtag skal være let tilgængelige for betjening. Alle ventiler, der anvendes som søforbindelser, skal lukke for en højregående bevægelse af deres håndhjul.

d. Afgangshane eller -ventil på skibssiden for udblæsningsvand fra kedler skal være anbragt på et let tilgængeligt sted og ikke under dørkplader. Hane eller ventil skal være således indrettet, at man let kan se, om den er åben eller lukket. Haner skal være forsynet med sikkerhedsskærm, der er således indrettet, at nøglen ikke kan løftes af, når hanen er åben.

e. Udstødningsledninger, der udmunder under dybeste vandlinie eller i dennes umiddelbare nærhed, skal være placeret således, at vand ikke ad denne vej kan trænge ind i motoren, og de skal direkte på yderklædningen have et afspærringsmiddel, der kan betjenes fra dæk.

f. Pumper, ventiler, haner og rørledninger skal være installeret og forbundet således, at vand fra sø eller vandtanke ikke kan løbe til noget rum i skibet eller fra et rum til et andet. Hvert lænserør fra pumper, der også kan suge fra søen, skal være forsynet enten med en afspærrelig kontraventil eller med en hane, der er således indrettet, at der ikke kan skabes forbindelse fra sø eller vandtanke til lænsesystemet.

g. Rørledninger gennem lastrum skal være sikret mod beskadigelse.

h. Såfremt rørledninger i maskinrum farvemærkes, skal de af direktoratet godkendte regler følges.

i. Alle ventiler og haner i rørsystemer, såsom lænse- og ballastsystemer, brændsels- og smøreoliesystemer, brandsluknings- og spulesystemer, kølevands- og sanitære systemer m.v. skal være tydeligt mærket med deres funktioner.

j. Der skal i skibe på 50 tons og derover forefindes principtegninger over alle de i litra i nævnte rørsystemer, og på sådanne principtegninger skal alle ventiler være markeret og deres funktioner beskrevet.

C. Installationer for brændbare olier.

1. Brændselsolie.

§ 10. Flammepunkt. a. I passagerskibe samt i lastskibe på 500 tons og derover må den anvendte brændselsolie ikke have et flammepunkt lavere end 61° C; som brændselsolie til nødgeneratorer kan dog anvendes olie med et lavere flammepunkt, men ikke under 43° C. Direktoratet kan tillade anvendelse af brændselsolie med flammepunkt mellem 43° C og 61° C, forudsat at der er truffet sådanne sikkerhedsforanstaltninger, som måtte anses for nødvendige, navnlig til sikring af, at temperaturen i de rum, hvor olien opbevares og anvendes, under alle normale forhold kan holdes mindst 10° C under oliens flammepunkt.

b. Anvendelse af brændselsolie med lavere flammepunkt end 43° C forudsætter direktoratets tilladelse.

c. Flammepunktsbestemmelse skal ske med godkendt apparatur efter systemet "lukket beholder".

§ 11. Almindelige installationsforskrifter. a. Alle til et brændselsoliesystem hørende dele - herunder rørsystemer - indeholdende forvarmet olie under et højere tryk end 1,8 ato skal, så vidt det er praktisk muligt, være anbragt over maskinrumsdørken og under alle omstændigheder således, at eventuelle lækager let kan observeres. De dele af maskinrum, hvor sådanne installationer forefindes, skal være særlig godt belyst.

b. Ved forvarmet olie forstås olie, hvis temperatur efter forvarmer er højere end 61° C eller højere end oliens aktuelle flammepunkt, hvis dette er lavere.

c. I hovedtanke må olien ikke forvarmes til højere temperatur end 40° C.

d. I passagerskibe må brændselsolietanke, der indgår i skibets konstruktion - bortset fra dobbeltbundtanke - ikke uden direktoratets tilladelse støde op til maskinrum af kategori A. Sådan tilladelse vil i almindelighed være betinget af, at tankene er opbygget direkte på dobbeltbundtanke, og at arealet af tanksider vendende mod maskinrummet er så lille som muligt.

e. I stålskibe skal anvendelse af frit opstillede brændselsolietanke så vidt muligt undgås, og sådanne tanke må i passagerskibe ikke være anbragt i maskinrum af kategori A. Frit opstillede settling- eller servicetanke skal være tilgængelige for observation og skal, hvis de ikke er placeret i særlig dertil bestemte rum, være opstillet i olietætte kofferdamme eller spildebakker.

f. Der skal forefindes tilstrækkelig midler til udskilning af vand og andre urenheder fra brændselsolien.

g. Oppumpning af brændselsolie til settling- og/eller servicetanke skal kunne foretages ved hjælp af mindst to af hinanden uafhængige midler.

§ 12. Brændselsolietankes konstruktion og tilbehør. a. Enhver tank skal være forsynet med fornødne rensedæksler, effektive pejlarrangementer, luftrør og fylderør, indrettet og placeret på en sådan måde, at spild af olie kun kan forekomme i tilfælde af lækage. Luftrør, pejlrør og fylderør skal være tydeligt mærket ved deres udmunding.

b. Alle på tankene anbragte haner, ventiler, rensedæksler o.lign. skal være udført af stål, og pakningsmateriale skal være oliemodstandsdygtigt og således anbragt, at det i tilfælde af brand ikke kan blive beskadiget i en sådan grad, at der opstår væsentlige lækager.

c. Såfremt tankene har bundaftapningshane eller -ventil for aftapning af vand og slam, skal denne være af den selvlukkende type.

d. Mandehuller og rensedæksler skal fortrinsvis være anbragt i tankenes topplader eller, hvor forholdene ikke tillader dette, så nær tanktoppen som praktisk muligt.

e. 1. Pejlrør skal udgå fra det højeste sted på tanken og skal være anbragt i forsvarlig afstand fra fylderør. De skal med de i pkt. 3 nedenfor nævnte undtagelser være ført til et let tilgængeligt sted over skotdækket og må ikke udmunde i aptering, maskinrum eller akkumulatorbatterirum; udmunder de i andre indelukkede rum, skal de være forsynet med selvlukkende haner eller aflåselige olietætte dæksler.

2. Andre midler til kontrol af oliestanden kan tillades, hvis de ikke har forbindelse til tanken under tanktop, og forudsat at eventuel svigten af disse midler eller overfyldning af tanken ikke kan medføre lækage ved eller gennem sådant armatur. Hvis pejlarrangementet forbindes til tanken under dennes top, skal sådant arrangement være specielt godkendt.

3. Korte pejlrør til dobbeltbundtanke kan anvendes i maskinrum og tunneller, såfremt de anbringes på let tilgængelige steder og på en sådan måde, at overflod eller sprøjt af olie fra pejlrøret ikke frembyder umiddelbar fare for brands opståen. Sådanne korte pejlrør skal være forsynet med selvlukkende haner.

f. 1. Enhver brændselsolietank skal være forsynet med luftrør, der skal være ført til fri luft, dog kan luftrør fra flere tanke være tilsluttet fælles afgangsrør med fornøden lysning. Luftrørs udmunding skal være indrettet således, at indtrængen af vand forhindres.

2. I skibe, hvor direktoratets tilladelse til anvendelse af brændselsolie med lavere flammepunkt end 43° C foreligger, jfr. § 10, litra b, skal luftrørenes udmunding være forsynet med sikkerhedsnet, som let kan rengøres og udskiftes, og udmundingerne skal have et areal, der er det dobbelte af luftrørenes.

g. 1. Eventuelle settlingtanke og/eller servicetanke skal foruden luftrør være forsynet med overflodsrør ført til en tilstrækkelig stor bund- eller overflodstank.

2. Ethvert overflodsrør fra tanke, bortset fra dobbeltbundtanke, skal være forsynet med skueglas, og der skal forefindes alarmudstyr, der alarmerer enten ved eller umiddelbart før overløb. Alarmudstyr kan udelades, såfremt automatisk stop for pumper forefindes.

h. 1. Fylderør til tanke, bortset fra dobbeltbundtanke, skal være ført til tanktop eller dennes umiddelbare nærhed; såfremt dette ikke er praktisk muligt, skal de være forsynet med ventiler eller haner som foreskrevet i § 18, litra g.

2. Fylderør, der udmunder i dækket, skal slutte tæt til dette, og ethvert fylderør skal være således indrettet, at eventuelt oliespild under fyldning ikke kan løbe til skibets indre.

i. Pejlrør, fylderør og luftrør skal være beskyttet mod mekanisk overlast og skal udmunde på et efter skibstilsynets skøn sikkert sted.

§ 13. Frit opstillede brændselsolietanke. a. Alle brændselsolietanke, der ikke indgår i skibets konstruktion, skal opfylde de i § 12 fastsatte forskrifter, for så vidt disse efter deres natur kan komme til anvendelse.

b. Sådanne tanke skal være fast anbragt, og tanke, som rummer mere end 50 liter, skal være udført som svejste stålkonstruktioner.

c. Pladetykkelsen skal for tanke med et rumindhold mellem 50 og 200 liter være mindst 3 mm og for større tanke ikke under 5 mm.

d. Tankene skal være konstrueret med fornødne skvalpeplader og indvendige afstivninger, således at pladesamlingerne ikke kan blive udsat for skadelige bøjningspåvirkninger.

e. For tanke med et rumindhold på 50 liter og derunder kan samling ved dobbeltfalsning og lodning tillades, hvor det anvendte materiale med hensyn til art og godstykkelse er egnet for en sådan samlingsmåde, og tankene i øvrigt besidder den fornødne styrke.

f. Anvendelse af brændselsolietanke, der ikke er fremstillet af stål eller kobber, forudsætter direktoratets tilladelse.

2. Smøreolie.

§ 14. Installationsforskrifter. a. Oliestanden i enhver smøreolietank skal hurtigt og let kunne bestemmes. For tanke, der fyldes fra dæk, skal såvel pejlrør som luftrør og eventuelle overflodsrør være ført til et efter skibstilsynets skøn sikkert sted.

b. Installationer for opbevaring, fordeling og brug af smøreolie til tryksmøringssystemer skal i maskinrum af kategori A og, så vidt det er praktisk muligt, også i andre maskinrum opfylde følgende bestemmelser:

1. Alle til et smøreoliesystem hørende dele - herunder rørsystemer - indeholdende forvarmet olie under tryk skal, så vidt det er praktisk muligt, være anbragt således, at eventuelle lækager let kan observeres. De dele af maskinrummet, hvor sådanne installationer forefindes, skal være særlig godt belyst.

2. Ethvert sådant system skal være forsynet med midler, der forhindrer utilsigtet overtryk i tanke, rørledninger og fylderør m.v.

3. Til pejling af olie i tanke, der indgår i et sådant system, kan andre midler end pejlrør anvendes, forudsat at de ikke har forbindelse til tankene under tanktop, og at eventuelle fejl ved sådanne midler ikke kan medføre, at olie udtømmes.

c. Smøreolietrykfiltre i fremdrivningsmaskiners og i vigtige hjælpemaskiners smøresystemer skal være således indrettet, at rensning kan foretages under gang.

3. Andre brændbare olier.

§ 15. Installationsforskrifter. Installationer for opbevaring, fordeling og brug af andre brændbare olier end brændselsolier og smøreolier, f.eks. olie under tryk i tryktransmissionssystemer, kontrol- og aktiveringssystemer, varmesystemer o.lign., skal opfylde følgende bestemmelser:

1. Enhver olietank skal være forsynet med midler, hvormed oliestanden hurtigt og let kan bestemmes, og tanke med tilbehør, bortset fra mindre brugstanke, der kun er indrettet for manuel påfyldning af olie direkte ved tanken, skal være indrettet og placeret på en sådan måde, at spild af olie kun kan forekomme i tilfælde af lækage.

2. Hvis pejlarrangementet forbindes til tanken under dennes top, skal arrangementet specielt godkendes.

3. Alle rørledninger skal være af stål eller andet godkendt materiale og skal være beregnet for arbejdstrykket, dog mindst 14 ato.

4. På steder, hvor det for skibstilsynet godtgøres at være nødvendigt, kan slangeforbindelser af godkendt materiale og konstruktion tillades anvendt.

D. Foranstaltninger til hindring af brands opståen, udvikling og spredning.

1. Brandforebyggende foranstaltninger.

§ 16. Forskellige bestemmelser. a. Maskinrum skal overalt være godt ventileret. Ventilationsanlægget skal være således udformet, at der under normale driftsforhold ikke kan forekomme ansamling af oliedampe eller andre farlige luftarter noget sted i rummet, og at der sikres tilstrækkelig luftfornyelse samt passende temperatur i rummet.

b. I stålskibe skal anvendelse af træværk i maskin- og kedelrum samt i akselgange undgås. I træskibe skal alt træværk i umiddelbar nærhed af maskineriets varmere dele, herunder også ledninger for trykrøgluftopladning, være beklædt med blikplader med ikke-brændbart isolerende underlag.

c. Svinghjul skal være skærmet i en sådan udstrækning, at eventuel olie- eller vandansamling under maskinrumsdørken ikke af svinghjulet kan blive slynget ud i rummet.

d. Udstødsledninger skal, så vidt det er praktisk muligt, holdes i en afstand af mindst 0,75 m fra tanke indeholdende brændbare olier.

e. Er der i maskinrum installeret kul- eller koksfyrede varmekedler, skal der ved skærmplader eller lignende træffes passende foranstaltninger til at hindre aske eller gløder i at spredes uden for kedlen.

f. Til opbevaring af fedtet tvist skal der findes en med hængslet låg forsynet stålbeholder.

g. I maskinrum indeholdende maskineri af typen med indvendig forbrænding og/eller oliefyrede kedelanlæg skal der på iøjnefaldende sted være anbragt opslag fra statens skibstilsyn om, hvad der skal iagttages for afværgelse af brand.

§ 17. Særlige bestemmelser vedrørende brændbare olier. a. Brændselsolie- og smøreolietanke samt tanke for andre brændbare olier skal være således placeret, at olie fra eventuel lækage ved tankarmatur o.lign. ikke kan dryppe på varme rør eller varme overflader, ligesom det ved passende afskærmning eller på anden måde skal søges forebygget, at olie fra eventuel lækage ved pumper, højtryksrørledninger, filtre eller forvarmere kan komme i berøring med varme rør og overflader eller elektriske installationer, der kan give anledning til antændelse.

b. Der skal være truffet foranstaltninger til at forhindre utilsigtet overtryk i olietanke eller dele af oliesystemet, herunder fylderør.

c. Aflastningsventilers afgangsrør, luftrør og overflodsrør skal udmunde på steder, der efter skibstilsynets skøn anses for sikre.

d. Frit opstillede tanke, centrifuger, oliefyringsaggregater, pumper og forvarmere m.v. skal være forsynet med kofferdamme eller passende spildebakker, hvorfra udsivet eller spildt olie gennem drænrør forsynet med kontraventil kan ledes til passende dimensioneret tank, hvorfra der kan lænses, og som er forsynet med luftrør ført til frit dæk.

e. Alle rørledninger, filtre og forvarmere m.v. skal være af stål eller andet godkendt materiale.

f. Til forvarmet olie under tryk skal anvendes trukne stålrør.

g. Pakningsmateriale skal være så tyndt som muligt og skal være således anbragt, at det i tilfælde af brand ikke vil give anledning til væsentlige lækager.

h. Olieledninger skal i videst mulig udstrækning være beskyttet mod overlast og sikret tilstrækkelige ekspansionsmuligheder.

i. På steder, hvor det for skibstilsynet godtgøres at være nødvendigt, kan korte slangeforbindelser af godkendt materiale og konstruktion anvendes.

2. Foranstaltninger til hindring af brands udvikling og spredning.

§ 18. Forskellige bestemmelser. a. Bestemmelserne i denne paragraf er gældende for alle maskinrum af kategori A og, hvor direktoratet finder det nødvendigt, også for andre maskinrum. For træskibe gælder bestemmelserne kun i den udstrækning, de er praktisk gennemførlige.

b. Antallet af skylights, døre, ventilationsåbninger, herunder åbninger i skorsten for ventilationsafgang og andre åbninger til maskinrum, skal holdes så lavt som muligt, dog under hensyntagen til nødvendig ventilation og sikker drift af skibet.

c. Lemme på eventuelle skylights skal være af stål. Der skal være truffet foranstaltninger til, at røg kan udluftes fra rummet.

d. Døre, bortset fra vandtætte døre, der betjenes maskinelt, skal være således anbragt, at sikker lukning i tilfælde af brand i rummet kan opnås, og skal opfylde følgende betingelser:

1. Sådanne døre mellem maskinrum og den øvrige del af skibet skal i alle passagerskibe samt i lastskibe på 500 tons og derover være af stål og skal enten kunne betjenes maskinelt eller være af selvlukkende type.

2. I passagerskibe skal sådanne døre være af godkendt type og konstruktion, og den selvlukkende mekanisme skal kunne lukke dørene imod en hældning på 31/2°.

3. Døre af selvlukkende type må kun kunne fastholdes i åben stilling, såfremt fastholdemekanismen er fjernstyret og af en fejlsikker konstruktion, der ikke kan blokeres, og som udløses ved svigten i fjernstyringssystemet.

e. Der må ikke anbringes vinduer i maskincasinger.

f. Den mekaniske ventilation af maskinrum skal kunne standses fra to steder, hvoraf det ene skal være beliggende uden for rummet.

g. Enhver olieledning, som i tilfælde af lækage vil forårsage, at olie udtømmes fra højtank, settlingtank eller servicetank beliggende over dobbeltbunden, skal direkte på tanken være forsynet med en hane eller ventil, som i tilfælde af brand i det rum, i hvilket sådanne tanke er anbragt, skal kunne lukkes fra et sted uden for rummet, og der skal såvel ved hanen eller ventilen som ved dens betjeningssted uden for rummet være mærkeplader, der angiver, hvortil den hører. For højtanke beliggende i aksel- eller rørtunnel eller lignende rum gælder, at afspærring af tankene i tilfælde af brand kan ske ved hjælp af en ekstra ventil på rørledningen eller -ledningerne uden for de pågældende rum.

h. Der skal findes midler til:

1. åbning og lukning af lemme i den øverste del af rummet beregnet for udluftning af røg samt lukning af ventilationsafgangsåbninger i skorsten og spjæld i luftrør,

2. lukning af maskinelt betjente døre og udløsning af døre, der ikke er maskinelt betjente vandtætte døre,

3. standsning af mekanisk ventilation,

4. standsning af kedlers tryk- og/eller sugeventilatorer, og

5. standsning af brændselsolietransferpumper, fyringspumper og lignende brændselsoliepumper.

i. Betjeningsmidlerne for haner og ventiler som i litra g omhandlet samt de i litra h omhandlede betjeningsinstallationer tillige med ethvert betjeningsmiddel for fast installerede brandslukningssystemer til maskinrum skal være samlet på et centralt beliggende sted eller til skibstilsynets tilfredshed på så få centralt beliggende steder som muligt, hvortil der skal være sikker adgang fra frit dæk. Ved placeringen skal der drages omsorg for, at betjeningsmidlerne vil være tilgængelige i tilfælde af brand i maskinrum.

E. Kedler med tilbehør.

1. Hovedkedler.

§ 19. Fordamperhedeflade. Ved en dampkedels fordamperhedeflade forstås den overflade af kedelens vægge, kanaler og rør, hvorigennem ilden eller forbrændingsprodukterne afgiver varme til fordampning af kedelvandet.

§ 20. Vandstand. a. Den laveste vandstand, ved hvilken en kedel selv ved stærk fyring er sikret mod at blive udsat for skadelig opvarmning, skal være angivet ved et tydeligt, så vidt muligt direkte på kedelen anbragt mærke, der skal være synligt, selv om kedelen i øvrigt er beklædt. Den normale vandstand skal være angivet ved en mod vandstandsglasset pegende viser.

b. I skibe, der under almindelig brug er udsat for stærkt vekslende styrlastighed, skal der være truffet særlige foranstaltninger til kontrol af vandstanden.

§ 21. Almindelige bestemmelser om kedelarmatur. a. Enhver fra en dampkedel udgående rørledning skal kunne afspærres fra kedelen ved et så vidt muligt direkte på denne anbragt afspærringsmiddel. Hvor overhedere, fødevandsforvarmere eller lignende kan anses for at udgøre en del af kedelen, kan ovennævnte afspærringsmiddel anbringes ved rørtilslutningen til sådant kedeltilbehør.

b. Alle ventil- og hanehuse samt T-stykker o.lign., der fører damp eller vand med højere temperatur end 220° C, skal være udført af stål. Hvor temperaturen ikke overstiger 220° C, kan bronze anvendes. Støbejern må kun anvendes, hvor temperaturen ikke overstiger 220° C, og kedeltrykket ikke overstiger 10,5 ato.

c. Alle på kedler anbragte ventiler og haner skal være således indrettet, at man let kan se, om de er åbne eller lukkede.

d. Ventiler med en lysning på 38 mm og derunder kan være forsynet med skruedæksel, der er forsvarligt sikret mod løsskruning. Alle andre ventiler skal have ventilspindlens gevind uden for ventildækslet, og dette skal være fastgjort til huset med bolte eller tappe. Haner skal være således indrettet, at tolden ikke kan presses ud ved trykket fra kedlen, selv om stopbøsningens skruetappe eller lignende skulle briste.

e. Alle ventiler skal lukke ved en højregående bevægelse af deres håndhjul og skal så vidt muligt lukke imod kedeltrykket.

§ 22. Vandstandsglas og prøvehaner m.v. a. Enhver dampkedel skal være forsynet med mindst to af hinanden uafhængige midler til kontrol af vandstanden. Et af disse midler skal være et vandstandsglas. Det andet eller de øvrige kan være andet godkendt middel, f.eks. prøvehaner eller -ventiler. Dersom vand- eller dampbeholderen ligger tværskibs og dens længde overstiger 4 m, skal der være anbragt et vandstandsglas ved eller i nærheden af hver beholder.

b. Alle røgrørskedler med et arbejdstryk over 8,5 ato eller med en indvendig diameter på 1,8 m eller derover og alle vandrørskedler skal have to af hinanden uafhængige vandstandsglas.

c. Røgrørskedlers vandstandsglas skal være således anbragt, at der er mindst 5 cm vand over fordamperhedefladens øverste del, når vandet netop er synligt i glassene.

d. På vandrørskedler skal vandstandsglassene være anbragt således, at vandstanden er tilstrækkelig til sikker drift af kedelen, når vandet med kold kedel netop er synligt i glassene.

e. På kedler, hvor er kun kræves et vandstandsglas, skal dette være anbragt inden for den midterste tredjedel af kedelens vandlinie; kan vandstandsglasset ikke anbringes således, skal der anbringes et vandstandsglas i hver side.

f. Skotske marinekedler skal være forsynet med et vandstandsglas i midtlinien og et i den ene side. Er det ikke muligt at anbringe et glas i midtlinien, skal der være et i hver side.

g. Vandstandsglas skal være forsynet med fornødent afspærrings- og gennemblæsningsarmatur og i kedler med et tilladt arbejdstryk af 12,65 ato eller derover tillige med solide beskyttelsesskærme, medmindre der anvendes vandstandsglas af særlig solid konstruktion.

h. Såfremt afspærringsarmatur for vandstandsglas ikke er af selvlukkende type, skal det være forsynet med træk til hurtig lukning, medmindre det bekvemt og farefrit kan lukkes direkte fra fyrplads eller platform.

i. Et sæt prøvehaner eller prøveventiler skal bestå af mindst to haner eller ventiler, der så vidt muligt skal være anbragt direkte på kedelen. Den underste af hanerne eller ventilerne skal være anbragt i en højde af mindst 5 cm over fordamperhedefladens øverste del.

j. 1. Såfremt vandstandsglas ikke er anbragt direkte på kedelen, men på standrør, der enten er fastgjort til selve kedelen eller forbundet ved rørledninger til kedelens vand- og damprum, skal disse standrør være særlig solide. Efter kedelens størrelse skal mindste lysning af standrør og disses tilledninger være som følger:

2. Tilledninger til standrør skal udmunde på et roligt sted i kedelen og skal direkte på denne have afspærringsmidler. Tilledninger skal være således anbragt, at standrøret er så nær kedelens endebund som muligt.

3. Tilledninger fra damprummet skal i øvrigt være således anbragt, at ansamling af fortætningsvand i dem er udelukket, ligesom de ikke må være ført gennem optræk, medmindre de her lægges i rør med rigelig adgang for luftcirkulation. Tilledninger fra vandrummet skal forneden være forsynet med en aftapningshane eller -ventil.

k. I alle ventiler, der anvendes i forbindelse med vandstandsbeslag, skal ventillegeme og ventilspindel være særlig solidt forbundet, eventuelt udført i et stykke, og særskilt indsatte ventilsæder skal være omhyggeligt sikret mod at løsne sig. Ventilerne skal være således indrettet, at man let kan se, om de er åbne eller lukkede.

l. Midler til kontrol af vandstanden skal være let tilgængelige og således anbragt og belyst, at vandstanden let kan iagttages.

§ 23. Sikkerhedsventiler. a. Enhver dampkedel og dampomformer skal være forsynet med sikkerhedsventil. Overstiger kedelens fordamperflade 9,3 m², skal der forefindes to sikkerhedsventiler.

b. De til samme kedel hørende sikkerhedsventiler kan anbringes i et fælles ventilhus, der ikke må stå i forbindelse med andre ventiler og skal være anbragt direkte på kedelen; halsen mellem hus og flange skal være så kort som muligt. Ventilhuset skal anbringes så højt på damprummet som muligt, og det skal til bortledning af fortætningsvand have drænledning uden afspærringsmiddel med en lysning af mindst 12,5 mm.

c. Sikkerhedsventiler med fjedre skal være indskærmet og i øvrigt således indrettet, at dampen i intet tilfælde kan afkaste ventilerne, selv om midlerne til deres belastning skulle ophøre at virke. Ventilerne skal, når de er indspændt, kunne drejes rundt på deres sæder, og ventilsæderne skal være effektivt fastgjort.

d. For hver kedel skal sikkerhedsventilernes samlede gennemstrømningsareal have mindst det areal i kvmm, der udledes af nedenstående formel; dog skal, hvor dobbelte sikkerhedsventiler anvendes, diameteren af deres lysning være mindst 38 mm og ved enkelte sikkerhedsventiler mindst 50 mm.

Mættet damp: A₁

Overhedet dmp: A2 = A1 (1 + 0,0018 T) hvor

A₁ og A₂ = sikkerhedsventilernes samlede gennemstrømningsareal i kvmm, ved fuld-løft ventiler dog nettoarealet efter fradrag for styr og andre hindringer for dampen, når ventilerne er åbne,

H = kedelens fordamperhedeflade i kvm,

F = den beregnede dampudvikling i kg pr. time pr. kvm fordamperhedeflade, dog kan F ikke ansættes lavere end 29 for kul- eller oliefyrede kedler og ikke lavere end 14,5 for kedler eller dele af kedler, der udelukkende opvarmes af udstødsgas,

p = kedelens arbejdstryk i ato,

T = temperaturforskellen mellem den overhedede og den mættede damp ved arbejdstrykket,

K = 21 for ventiler af almindelig konstruktion, 14 for høj-løft ventiler, 10,5 for "forbedrede" høj-løft ventiler, og 5,25 for fuld-løft ventiler; i tilfælde, hvor sådanne ventilers kapacitet er bestemt ved forsøg, kan det tillades at anvende lavere K-værdi.

e. Sikkerhedsventilerne skal være således indstillet og anbragt, at der for at hindre beskadigelse af overhederen tilføres denne tilstrækkelig damp, når ventilerne åbner.

f. Samtlige til en kedel hørende sikkerhedsventiler skal være forsynet med et letteapparat af tilstrækkelig styrke til, at man fra fyrpladsen eller maskinrummets manøvreplads kan løfte alle til den enkelte kedel hørende sikkerhedsventiler samtidigt. Letteapparatet må ikke udøve noget tryk på ventilerne.

g. Der skal ved anbringelse af stoppere eller på anden måde være draget omsorg for, at belastningen af en sikkerhedsventil ikke af uvedkommende kan forøges udover det tryk, hvortil ventilen er indstillet.

h. Afgangsrør fra sikkerhedsventiler til fri luft må på intet sted have mindre lysning end sikkerhedsventilernes samlede, af formlen udledte gennemstrømningsareal med et tillæg af 10 pct. Anvendes fuld-løft ventiler, skal afgangsrøret have et gennemstrømningsareal på mindst to gange ventilernes samlede areal og mindst tre gange dette areal, hvis K ansættes mindre end 5,25.

i. Sikkerhedsventilernes samlede gennemstrømningsareal skal på alle kedler være så stort, at trykket i kedelen ikke stiger mere end højst 10 pct. over kedeltrykket under 15 minutters fyring ved røgrørskedler og 7 minutters fyring ved vandrørskedler, når stopventilerne er lukket, de til rådighed værende trækmidler benyttes, og der ikke tilføres mere fødevand end tilstrækkeligt til at holde vandstanden vedlige.

j. Sikkerhedsventiler skal indstilles med kedelen under damp, og de skal åbne ved et tryk, der ikke overstiger kedeltrykket med mere end 3 pct.

§ 24. Fødevandssystem. a. Alle kedler skal være tilsluttet mindst to af hinanden uafhængige fødevandssystemer.

b. Der skal forefindes to fødepumper, hvoraf mindst den ene skal være særskilt drevet, og hver pumpe skal have tilstrækkelig kapacitet til under fuld dampudvikling og fuldt kedeltryk at hæve vandstanden i kedlerne. Er der installeret mere end to fødepumper, skal det være muligt under fuld dampudvikling og fuldt kedeltryk at hæve vandstanden i kedlerne med en hvilken som helst af pumperne ude af funktion.

c. Der skal forefindes to kondensatpumper, hvoraf mindst den ene skal være særskilt drevet. Såfremt det er muligt med en særskilt drevet fødepumpe at suge fortætningsvandet direkte fra kondensatoren og trykke det til fødetank, kan en sådan fødepumpe erstatte en af nævnte kondensatpumper.

d. Medmindre der forefindes tilstrækkelig store fødevandstanke samt en evaporator af tilstrækkelig kapacitet, skal en af de særskilt drevne fødepumper kunne suge direkte fra søen. For vandrørskedler skal fødevandstanke og evaporator altid forefindes.

e. Såfremt kedlerne under skibets ophold i havn anvendes til drift af hjælpemaskiner o.lign., skal der forefindes to særskilt drevne fødemidler, hvoraf det ene skal være en fødepumpe. Såfremt det andet middel er en reservefødepumpe, kan denne benyttes til andre formål, forudsat at den ikke kan sættes i forbindelse med olietanke eller med tanke, kofferdamme og lænsesystemer, hvor olieholdigt vand kan forekomme.

f. Enhver fødepumpe skal være forsynet med afspærringsmidler således anbragt, at hver enkelt pumpe kan åbnes for eftersyn, medens de andre pumper er i drift.

g. Hver fødeventil skal bestå af en afspærringsventil og en indstillelig kontraventil. Hvor det er nødvendigt at anvende fælles tilgangsrør til en fødevandsforvarmer for begge fødevandssystemer, skal et sådant tilgangsrør være så kort som muligt, og fødeventilerne skal være således arrangeret, at hver af fødeledningerne kan afspærres fuldstændigt, uden at fødevandsforsyningen til kedelen derved forhindres. Fødeventiler skal kunne betjenes fra fyrplads eller andet let tilgængeligt sted, eventuelt ved anvendelse af et forsvarligt geararrangement.

h. Såfremt fødepumperne er i stand til at frembringe et højere tryk i fødevandssystemerne end det, hvortil disse er beregnet, skal pumpernes ventilhuse være forsynet med passende sikkerhedsventiler.

i. Mindst et af fødevandssystemerne til vandrørskedler skal være forsynet med en automatisk fødevandsregulator.

§ 25. Stopventiler. a. Enhver dampkedel skal være forsynet med en hovedstopventil til afspærring af damptilførslen til fremdrivningsmaskineriet. Denne ventil skal være anbragt direkte på kedelen eller så tæt ved denne som praktisk muligt.

b. Stopventiler til afspærring af damptilførslen til hjælpemaskineri skal være således anbragt, at denne damptilførsel er uafhængig af den i litra a omhandlede hovedstopventil.

c. Hvor to eller flere kedler er forbundet, skal alle stopventiler være afspærrelige kontraventiler.

d. Såfremt damp anvendes til drift af styremaskine og/eller elektriske generatorer, skal der i skibe med flere kedler kunne leveres damp til dette formål fra mindst to kedler. Tilsvarende gælder, såfremt damp anvendes til skibets fløjte eller sirene.

§ 26. Bundudblæsnings- og skumventiler. a. Enhver kedel skal være forsynet med en ventil til udblæsning af bundvand og skal, dersom mulighed for olieforurening af kedelvandet er til stede, også være forsynet med en skumventil.

b. Bundudblæsningsventiler skal være anbragt direkte på kedelen. Hvor dette ikke er praktisk muligt, kan ventilen anbringes umiddelbart uden for kedelens klædningsplade ved anvendelse af et tilstrækkelig stærkt mellemrør af stål. Såvel rør som ventil skal være forsvarligt understøttet, og hvert rør, der er udsat for direkte varme fra kedelens fyr, skal beskyttes på passende måde.

c. Bundudblæsnings- og skumventiler samt deres forbindelsesrør til afgangshane eller -ventil på skibssiden skal have en lysning på mindst 25 mm. Såfremt sådanne ventiler fra flere kedler har fælles afgangsrør på skibssiden, skal ventilerne på hver kedel være afspærrelige kontraventiler.

§ 27. Ventiler for udtagning af kedelvandsprøver. Der skal på enhver kedel være anbragt mindst en ventil beregnet for aftapning af kedelvand. Sådanne ventiler skal anbringes direkte på hver kedel og må ikke være anbragt på vandstandsarmatur eller tilledninger hertil.

§ 28. Trykmålere. a. Enhver kedel og enhver overheder skal være forsynet med mindst en trykmåler, der skal være anbragt på et vel belyst sted og således, at trykket let kan aflæses.

b. Enhver trykmåler skal kunne afspærres fra kedelen ved en hane eller en ventil på denne, og der skal forefindes midler til gennemblæsning af forbindelsesrøret mellem kedel og trykmåler.

c. Kedeltrykket skal på trykmåleren være angivet ved en rød streg, og trykmålerens skala skal fortsætte mindst 25 pct. af kedeltrykket ud over dette mærke.

d. Såfremt trykket i kedlerne ikke bekvemt kan aflæses fra maskinrummet, skal der tillige ved manøvrepladsen findes en trykmåler, der angiver trykket. Denne trykmåler kan være tilsluttet hoveddamprøret.

§ 29. Beslag til anbringelse af kontroltrykmåler. På enhver kedel skal der til anbringelse af kontroltrykmåler findes en hane med flange af 5 mm tykkelse og 38 mm i tværmål. Flangen kan være anbragt ved trykmåleren.

§ 30. Mandehuller. Kedler, dampbeholdere o.lign. skal, så vidt det er praktisk muligt, være tilgængelige for indvendigt eftersyn. Tillader deres bygning eller størrelse ikke anbringelse af mandehuller, skal de være forsynet med så mange rensehuller, at eftersyn og effektiv rensning kan foretages gennem disse. Mandehuller skal som almindelig regel have en størrelse af 300 x 400 mm. Dæksler til mande- og rensehuller skal være af stål.

§ 31. Damprør. a. Damprør skal være udført af stål, kobber eller andet godkendt materiale.

b. Ved højere tryk end 12,65 ato må kobberrør med en indvendig diameter over 12,5 cm ikke anvendes. I maskin- og kedelrum må kobberrør ikke anvendes i forbindelse med overhedet damp. Kobberdamprør skal være sømløse.

c. Damprør skal være fastspændt i et tilstrækkeligt antal kraftige bøjler, og de skal være sikret fornødne ekspansionsmuligheder, således at skadelige spændinger i rørene eller i tilsluttet maskineri ikke kan forekomme. Rørene, der skal være forsynet med hensigtsmæssigt anbragte drænhaner eller -ventiler, skal være således oplagt, at større vandansamlinger ikke kan forekomme under normale forhold.

d. Damprør må ikke være ført i nærheden af opgange, medmindre rørene er omgivet af beskyttelsesrør eller skærme, således at damp i tilfælde af lækage ikke hindrer passage.

§ 32. Forbindelser mellem kedler med forskelligt tryk. Såfremt kedeltrykket er forskelligt i skibets kedler, og rørsystemet er således udført, at damp af højere tryk ved uagtsomhed kan blive ledet ind i en kedel, hvis kedeltryk er lavere, skal der ved anvendelse af kontraventiler være truffet fornødne sikringsforanstaltninger.

§ 33. Reduceret damptryk. Såfremt damp af lavere tryk end kedeltrykket gennem trykformindskere ledes til dampsystemer eller apparater, der ikke er beregnet for det fulde kedeltryk, skal der umiddelbart efter trykformindskeren være anbragt en tilstrækkelig stor sikkerhedsventil, der er indstillet for det reducerede tryk.

§ 34. Mærker til identificering af kedler. På enhver kedel skal kedeltrykket, prøvetrykket, fabrikantens mærke, kedelens byggeår samt løbenummeret eller andet mærke, hvorved kedelens identitet kan godtgøres, være tydeligt angivet enten ved indhugning i selve kedelen eller på en til denne befæstet metalplade.

2. Oliefyrede kedelanlæg.

§ 35. Almindelige bestemmelser. Ud over forskrifterne i §§ 10-34 gælder de i §§ 36-39 indeholdte bestemmelser.

§ 36. Brændselsolieaggregater m.v. a. I skibe med oliefyrede hovedkedelanlæg skal der forefindes mindst to af hinanden uafhængige oliefyringspumper, der hver for sig skal have tilstrækkelig ydeevne til at vedligeholde dampforbruget under normal fuldkraftgang.

b. Oliefyringspumperne skal være tilsluttet mindst 2 forvarmere samt suge- og trykfiltre, afspærringsventiler og nødvendige termometre og trykmålere. Ved trykforstøvningsanlæg skal der på pumpernes afgangsside være anbragt sikkerhedsventiler, hvis afgange gennem omløb skal føres tilbage til pumpernes sugeside.

c. Oliefyringsanlægget skal være således indrettet, at kedelen eller kedlerne kan opfyres ved hjælp af skibets egne energikilder.

d. Oliefyringsaggregaters olierørledninger må kun have forbindelse med brændselsoliesystemer.

e. På olierørledninger i forbindelse med oliefyringsystemer kan ventiler med en lysning på 19 mm og derunder være forsynet med skruedæksel, der er forsynet med forsvarlig sikring mod løsskruning. Alle andre ventiler skal have ventilspindlens gevind uden for ventildækslet, og dette skal være fastgjort til huset med bolte eller tappe. Haner skal være således indrettet, at tolden ikke kan presses ud ved trykket i systemet, selv om stopbøsningens skruetappe eller lignende skulle briste.

f. Alle ventiler skal lukke ved en højregående bevægelse af deres håndhjul og skal så vidt muligt lukke imod trykket i systemet.

§ 37. Brændselsolieforstøvere m.v. a. Oliebrænderes fastholdemekanisme skal være således konstrueret, at en brænder ikke kan udtages, medmindre der er lukket for olietilførslen. Afspærringsmidlet skal være forsvarligt sikret i lukket stilling og må ikke kunne genåbnes, før brænderen er indsat og fastspændt.

b. Under oliebrændere skal der være anbragt spildebakker.

§ 38. Kedlers isolation m.v. a. Dampkedler skal i nærheden af olietanke være varmeisoleret for at undgå uforsvarlig opvarmning af olien. Hvor kedler er anbragt over bundtanke, der benyttes som olietanke, skal afstanden mellem tanktop og forbrændingsrummets bund være mindst 750 mm.

b. Røgkamre med døre samt optræk skal være udført så tæt som praktisk muligt.

c. Såfremt der i skorsten eller optræk anvendes spjæld, må disse ikke være tætlukkende, og de skal være således indrettet, at de med sikkerhed kan holdes fuldt åbne.

§ 39. Plan over oliefyringsanlægget. Til vejledning for maskinpersonalet skal der om bord findes en fuldstændig plan over oliefyringsanlægget med tilhørende beskrivelse og betjeningsregler.

3. Hjælpekedler.

§ 40. Oliefyrede hjælpekedler. Oliefyrede hjælpekedler skal med hensyn til konstruktion, indretning og udstyr tilfredsstille de for hovedkedler fastsatte bestemmelser, dog behøver kedler, der ikke er nødvendige for skibets sikre drift, ikke at være tilsluttet to fødevandssystemer og ej heller at være forsynet med to oliefyringsaggregater.

§ 41. Udstødskedler og forvarmere m.v. Udstødskedler, dampomformere, forvarmere, evaporatorer o.lign., hvori vand varmes under tryk højere end 2 ato, skal tilfredsstille de for dampkedler givne forskrifter med hensyn til styrke og forsyning med ventiler og armatur, så vidt disse bestemmelser efter deres natur kan komme til anvendelse.

4. Kedler indrettet for automatisk drift.

§ 42. Sikringsudstyr. a. Oliefyrede dampkedler, der er indrettet for automatisk drift, skal foruden at opfylde bestemmelserne i §§ 35-40 være udstyret med sikringsudstyr, som stopper oliefyret og lukker for olietilførslen ved minimum-vandstand i kedelen, ved flammesvigt og ved standsning af kedelblæser.

b. På hovedkedler skal der desuden være alarm for "høj" og "lav" vandstand samt alarm for fejl på oliefyringsudstyret.

c. Ved anlæg med automatisk tænding skal sikringsudstyret være således indrettet, at blokering af fyret finder sted efter et gentændingsforsøg af højst 20 sekunders varighed. Fornyet tænding må først kunne ske efter manuel tilbagestilling og efter grundig udluftning af fyrrummet.

5. Centralvarmekedler.

§ 43. Ved centralvarmekedler forstås kedler, hvis væskerum for den væske, der skal cirkuleres i centralvarmesystemet, står i uafspærrelig forbindelse med atmosfæren, og sådanne kedler skal med hensyn til konstruktion og indretning opfylde de til enhver tid af direktoratet fastsatte bestemmelser.

F. Fremdrivnings- og hjælpemaskineri.

§ 44. Almindelige bestemmelser. a. Ud over forskrifterne i §§ 6-18 gælder de i nærværende afsnit indeholdte bestemmelser.

b. Maskineriets bakevne skal være tilstrækkelig til at sikre skibet forsvarlig manøvredygtighed under alle normale forhold.

c. I passagerskibe skal maskineriets evne til at omskifte skruens virkeretning på tilstrækkelig kort tid under normale manøvreforhold og derved bringe skibet til at ligge stille fra største servicefart fremover demonstreres ved første hovedsyn.

d. Fremdrivningsmaskineriet og/eller skruen skal, uden at energitilførslen til hjælpemaskineriet afbrydes, kunne standses fra frit dæk.

e. 1. I alle skibe, hvor fremdrivningsmaskineriet er anbragt under dæk, skal der, hvor skibstilsynet skønner det nødvendigt, forefindes midler til meddelelse af ordrer fra bro til maskinrum.

2. Såfremt maskineriets manøvrering ikke på betryggende måde kan ske direkte fra broen, skal der findes en maskintelegraf.

3. I skibe på 500 tons og derover skal der være mindst to af hinanden uafhængige kommunikationsmidler mellem bro og maskinrum, hvoraf det ene kan være en maskintelegraf.

f. Der skal for enhver enhed af såvel fremdrivnings- som hjælpemaskineri være truffet foranstaltninger, der hindrer, at pludselig aflastning af maskineriet udsætter dette eller skibets installationer for skadelige påvirkninger.

g. Der skal drages omsorg for, at tilfrysning af skibets fløjte eller sirene ikke kan finde sted.

1. Motoranlæg.

§ 45. Motortyper. a. I passagerskibe og -fartøjer må kun anvendes motorer af typen med kompressionstænding (dieselmotorer).

b. I andre skibe kan installeres motorer af anden type end under litra a omhandlet, dog således at motorer, hvis drift kræver brændselsolie med lavere flammepunkt end 43° C, kun må anvendes efter indhentet tilladelse fra direktoratet.

§ 46. Igangsætning og gangskiftning af motorer. a. Alle motorer skal være således indrettet, at igangsætning kan ske på hurtig og betryggende måde; benyttes håndsving til igangsætning, skal dette være selvudløsende eller på anden måde betryggende indrettet.

b. I skibe, hvor ændring af drivskruens eller drivskruernes virkeretning kun kan ske ved gangskiftning af fremdrivningsmotoren eller -motorerne, skal der forefindes tilstrækkelig opsamlet energi til mindst 12 på hinanden følgende igangsætninger af hver fremdrivningsmotor uden tilførsel af ny energi.

c. Er motorerne ikke gangskiftelige, behøver den opsamlede energi kun at være tilstrækkelig til mindst 6 igangsætninger af hver motor. Såfremt flere motorer virker på samme skrueaksel, kan direktoratet tillade denne energimængde reduceret.

d. Hvor der kræves opsamlet energi til start af motorer, der driver nødaggregater, skal mængden af denne opsamlede energi være tilstrækkelig til mindst 6 på hinanden følgende igangsætninger af hver motor uden tilførsel af ny energi.

e. 1. Hvor trykluft (trykrøgluft) anvendes til igangsætning og gangskiftning, skal der findes 2 af hinanden uafhængige oppumpningsmidler.

2. Overstiger maskineriets ydelse 500 hk, skal mindst det ene af disse midler være en selvstændig maskindrevet kompressor.

3. Såfremt de for fremdrivningsmaskineriets eller skibets drift nødvendige hjælpemaskiner drives af motorer, der kræver trykluft til deres igangsætning, skal der til start af disse motorer forefindes en særskilt trykluftbeholder med tilhørende maskindrevet nødkompressor, der kan sættes i gang og drives uden anvendelse af trykluft.

4. Enhver kompressor skal være forsynet med sikkerhedsventil som i § 47, litra d, omhandlet.

5. Kompressorers indsugning skal anbringes således, at indsugning af olieholdig luft begrænses.

f. 1. Hvor igangsætning af fremdrivningsmotorer udelukkende sker ved elektrisk energi, skal der findes mindst 2 af hinanden uafhængige akkumulatorbatterier, der hurtigt og let kan tilsluttes såvel start- som ladearrangementet, og som hver især er i stand til uden fornyet opladning at levere energi til de i litra b og c anførte antal starter. Ethvert startbatteri skal kunne oplades fuldstændigt i løbet af 6 timer.

2. I skibe over 50 tons skal startbatterier kunne oplades gennem to af hinanden uafhængige lademekanismer, hvoraf den ene, der skal være automatisk virkende, skal strømforsynes fra en af hovedmotoren eller -motorerne trukket ladedynamo, medens den anden skal strømforsynes fra et generatorsæt, der skal kunne sættes i gang og drives uden anvendelse af elektrisk energi. Bestemmelserne finder tilsvarende anvendelse i skibe på 50 tons og derunder, hvis der i maskinrummet foruden fremdrivningsmaskineriet er installeret hjælpemotor.

3. Såfremt de for fremdrivningsmaskineriet eller skibets drift nødvendige hjælpemaskiner samt eventuelle nødgeneratorer drives af motorer, der kun kan igangsættes ved elektrisk energi, skal der til start af hver af disse motorer forefindes et særskilt akkumulatorbatteri med automatisk virkende lademekanisme. Batteriets kapacitet skal være tilstrækkelig til mindst 3 starter - for nødagregater dog mindst 6 starter - uden fornyet opladning.

4. Anvendes et startbatteri til andre formål, skal batterikapaciteten øges tilsvarende, og startsystemets ledningsnet skal holdes fuldstændig adskilt fra andre strømkredse.

5. Elektriske startsystemer skal foruden at være udført som isoleret 2-ledersystem opfylde bestemmelserne i afsnit VI i bekendtgørelse nr. 173 af 21. maj 1965 om forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v.

§ 47. Trykluftbeholdere. a. Trykluft - herunder trykrøgluft - for igangsætning og gangskiftning af motorer skal være opsamlet i en eller flere dertil indrettede trykluftbeholdere, der skal være fremstillet af trukne stålrør eller af dampkedelplade (certifikatplade) og samlet ved nitning eller svejsning. Sådanne beholdere skal med hensyn til konstruktion, styrke og materialedimensioner opfylde de af direktoratet fastsatte eller anerkendte regler, jfr. § 3, dog må godstykkelsen ikke være under 5 mm.

b. På enhver beholder skal arbejdstrykket, prøvetrykket, fabrikantens eller leverandørens navn, beholderens byggeår samt løbenummer eller andet mærke, hvorved beholderens identitet kan godtgøres, være angivet på solid og iøjnefaldende måde, enten ved indhugning i selve beholderen eller på en til denne befæstet metalplade.

c. Beholderne skal være fast anbragt og tilgængelige for udvendigt eftersyn i hele deres udstrækning. De skal som hovedregel være forsynet med afspærringsventil, bundaftapningshane eller -ventil, trykmåler og fornødne renseåbninger og skal desuden være forsynet med sikkerhedsventil eller smelteprop.

d. 1. Sikkerhedsventiler skal have tilstrækkelig størrelse til at hindre en overskridelse af det for beholderen fastsatte arbejdstryk og må i intet tilfælde have en diameter under 10 mm. Sikkerhedsventilen kan være anbragt på beholderens tilgangsledning eller på kompressoren og kan være fælles for flere beholdere med samme tryk. Enhver beholder, hvis forbindelse med sikkerhedsventilen kan afbrydes ved mellemliggende afspærringsmidler, skal være forsynet med smeltepropper, der smelter ved en temperatur af ikke over 100° C.

2. Hvor skibstilsynet finder, at den i trykluftbeholderne opsamlede luftmængde i forhold til rummets størrelse vil medføre særlig risiko i tilfælde af brand, skal såvel smeltepropper som sikkerhedsventiler monteret på beholderne være omsluttet af et tilstrækkeligt dimensioneret afblæsningsrør, der er ført til frit dæk.

3. Sikkerhedsventiler kan udelades, hvor opladning af beholderne kun sker ved trykrøgluft fra motorcylindre, i hvilke kompressionstrykket ikke overstiger 15 ato. Sådanne trykrøgluftbeholdere skal dog være forsynet med smeltepropper som i litra d, 1 omhandlet.

e. Aftapning af fortætningsvand og olie skal kunne ske fra beholderens laveste sted.

f. Arbejdstrykket skal på trykmåleren være angivet ved en rød streg, og inddelingen skal være fortsat mindst 25 pct. af arbejdstrykket ud over dette.

g. Beholdere med en indvendig diameter over 150 mm skal være forsynet med renseåbninger af en sådan størrelse, at rensning og indvendigt eftersyn kan foretages på betryggende måde. Sådanne renseåbninger må i intet tilfælde have mindre diameter end 75 mm. Er beholderens længde 2,5 m eller derover, skal den, medmindre den er forsynet med mandehul, have en renseåbning i hver ende.

h. Med hensyn til trykprøver finder de i § 371 i bekendtgørelse nr. 173 af 21. maj 1965 om forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v. indeholdte bestemmelser tilsvarende anvendelse.

§ 48. Trykluftledninger. a. Trykluftledninger skal være udført af stål- eller kobberrør. Hvor opladning sker ved trykrøgluft, skal længden af laderørsledningen mellem motorcylinder og beholder være mindst 1,5 m.

b. Afspærringsventiler på trykluftledninger fra beholdere til gangskiftelige fremdrivningsmotorers igangsætningsventiler skal være let tilgængelige.

c. På steder, hvor det godtgøres at være nødvendigt, kan skibstilsynet tillade korte slangeforbindelser af godkendt materiale anvendt.

§ 49. Kølevandspumper. a. I skibe på 20 tons og derover skal der forefindes såvel hoved- som reservepumpe for kølevand, og begge pumper skal kunne suge fra mindst 2 af hinanden uafhængige søventiler, der skal være anbragt til skibstilsynets tilfredshed.

b. Er maskineriets ydelse 500 hk eller derunder, kan en tvungen trukket lænsepumpe godkendes som reservekølevandspumpe, forudsat at der er truffet foranstaltninger til at forhindre forurening af kølevandet.

c. Er maskineriets ydelse over 500 hk, skal mindst en af kølevandspumperne være særskilt drevet.

d. Ved ferskvandskølesystemer kan reserveferskvandspumpe udelades, såfremt der forefindes en passende reserveforbindelse fra saltvandskølesystemet.

e. Såvel kølevandspumper som det øvrige kølevandssystem skal være sikret mod skadeligt overtryk.

§ 50. Kølevandsledninger m.v. a. Kølevandsledninger skal være af stål, kobber eller andet godkendt materiale. På steder, hvor det godtgøres at være nødvendigt, kan skibstilsynet tillade korte slangeforbindelser af godkendt materiale anvendt.

b. Kølevandssystemet skal være forsynet med de fornødne aftapningsmidler, og der bør være sikret passende afluftning fra systemets højeste punkt. Der skal ved kølevandsafgangen fra den enkelte motor forefindes termometre.

c. Hvor søvand anvendes til direkte køling af fremdrivnings- og/eller vigtige hjælpemotorer, skal der på sugeledningen findes filtre, der kan renses, uden at kølevandstilførslen afbrydes.

d. Ekspansionsbeholdere hørende til ferskvandskølesystemer skal være fremstillet af stålplade, hvis godstykkelse ikke må være under 3 mm. Beholderne, der skal være fast anbragt og forsynet med afluftningsrør af ikke mindre end 25 mm lysning, skal have renseåbninger eller mandehuller af en sådan størrelse, at rensning og indvendigt eftersyn kan foretages på betryggende måde.

§ 51. Oliepumper. a. Alle oliepumper, der kan udvikle et tryk, der er højere end det, hvortil oliesystemet er beregnet, skal på tryksiden være forsynet med fjederbelastet omløbsventil.

b. For skibe, hvis fremdrivningsmaskineris ydelse overstiger 500 hk, gælder følgende:

1. Der skal forefindes en maskinelt drevet reservesmøreoliepumpe, der er klar til øjeblikkelig brug. Udgøres fremdrivningsmaskineriet af to eller flere motorer, og har hver motor en tvungen trukket smøreoliepumpe, kan en komplet smøreoliepumpe, der ligger klar til hurtig montering, erstatte reservesmøreoliepumpen.

2. Der skal forefindes mindst to maskinelt drevne pumper for særlig vigtige oliesystemer, som f.eks. for stempelkøling, revers- og/eller reduktionsgear, hydrauliske tryksystemer nødvendige for fremdrivningsmaskineriets sikre drift, reversering af drivskruens virkeretning o.lign.

§ 52. Foranstaltninger til reduktion af virkningerne ved eksplosion. a. Krumtaphuse på alle motorer med en cylinderdiameter på 200 mm og derover skal være udstyret med fjederbelastede, lette og hurtiglukkende dæksler, der i tilfælde af eksplosion i krumtaphuset aflaster trykket i dette, og det samlede areal af lysningsåbningen ved sådanne dæksler skal være mindst 120 kvcm pr. kbm af krumtaphusets volumen, og afgangsåbningerne skal være således placeret, at personer ikke udsættes for stikflammer i tilfælde af eksplosion.

b. Startluftledningen skal på passende steder være forsynet med beskyttede sprængdæksler til forhindring af rørsprængning forårsaget af unormalt overtryk i ledningen.

§ 53. Særlige bestemmelser for passagerfartøjer. a. Ud over de nedenfor fastsatte forskrifter skal for passagerfartøjer de i §§ 45-52 indeholdte bestemmelser være opfyldt i det omfang, disse bestemmelser efter deres natur kan komme til anvendelse, fartøjets størrelse og indretning m.v. taget i betragtning.

b. I dækkede passagerfartøjer samt i åbne passagerfartøjer, hvor motoren er anbragt i lukket rum, skal adskillelsen mellem maskinrummet og den øvrige del af skibet være brandisoleret til skibstilsynets tilfredshed, og skotterne skal, så vidt det er praktisk muligt, være således konstrueret og indbygget, at eventuel lækage eller brud ved brændselsoliesystemet ikke medfører, at olie kan brede sig til den øvrige del af fartøjet.

c. Luftrør og eventuelle andre åbninger til maskinrummet skal være forsynet med let tilgængelige og forsvarlige lukkemidler.

d. I åbne passagerfartøjer, hvor fremdrivningsmotoren er frit opstillet, skal motoren og de til denne hørende installationer, herunder brændselsolietanke, være indskottet ved solide skotter eller skærme, der, så vidt det er praktisk muligt, skal være således indbygget, at eventuel lækage eller brud ved brændselsoliesystemet ikke medfører, at olie kan brede sig til den øvrige del af fartøjet.

2. Dampturbineanlæg.

§ 54. Fremdrivningsturbiner. a. I enkelt-skrueskibe skal der være truffet foranstaltninger til fortsat drift med ufuldstændigt maskineri i tilfælde af havari på en af turbinerne; dog skal det ved en sådan driftsform sikres, at hverken turbine eller kondensator kan blive udsat for skadelige overtryk og/eller temperaturer.

b. Såfremt der findes dampudtag fra turbinen, skal der være truffet foranstaltninger til at hindre damp eller vand i at strømme den modsatte vej.

c. Fremdrivningsturbiner skal være udstyret med et maskinelt drevet tørnegear.

d. Ethvert fremdrivningsturbineanlæg skal være således indrettet, at det kan igangsættes ved hjælp af skibets egne energikilder.

§ 55. Kølevandssystem. a. Til cirkulation af søvand gennem hovedkondensator og smøreoliekølere m.v. skal der findes to af hinanden uafhængige enheder, hvoraf mindst en skal være en særskilt drevet kølevandspumpe med en kapacitet tilstrækkelig for sikker drift af skibet.

b. Kølevandspumperne skal kunne suge fra to af hinanden uafhængige søventiler, der skal være anbragt til skibstilsynets tilfredshed.

c. Kølevandsledninger skal være af stål, kobber eller andet godkendt materiale. På steder, hvor det godtgøres at være nødvendigt, kan skibstilsynet tillade korte slangeforbindelser af godkendt materiale anvendt.

d. Kølevandssystemet skal være forsynet med de fornødne aftapningsmidler, og der bør være sikret passende afluftning fra systemets højeste sted.

§ 56. Smøreoliesystem. a. Alle fremdrivningsturbiner skal være forsynet med midler, der enten automatisk lukker for damptilførslen til turbinerne eller alarmerer, såfremt smøreolietrykket falder til en nærmere fastsat grænse, samtidig med at turbinerne automatisk tilsluttes et nødsmøringssystem, der er i stand til at sikre tilfredsstillende smøring, indtil turbinerne er bremset.

b. Foruden fremdrivningsturbiners hovedsmøreoliepumper skal der forefindes en særskilt drevet reservesmøreoliepumpe klar til øjeblikkelig brug.

c. Alle smøreoliepumper, der kan udvikle et tryk, der er højere end det, hvortil smøreoliesystemet er beregnet, skal på tryksiden være forsynet med fjederbelastet omløbsventil.

§ 57. Regulatorer m.v. a. De i § 44, f krævede foranstaltninger skal ved turbineanlæg bestå af en nødregulator, der i forbindelse med en hurtiglukkende ventil skal sikre, at damptilførslen til turbinerne afspærres ved en overskridelse af den højeste omdrejningshastighed, hvortil turbinerne er prøvet.

b. Den hurtiglukkende ventil skal for fremdrivningsturbiner kunne betjenes fra manøvrepladsen.

§ 58. Sikkerhedsventiler. a. De dele af turbiner, der ikke er beregnet for det fulde kedeltryk, skal være forsynet med sikkerhedsventiler, som åbner ved tryk, der er lavere end det prøvetryk, til hvilket vedkommende del af turbinen er prøvet.

b. Sikkerhedsventilerne skal være forsynet med skærme til beskyttelse mod udstrømmende damp.

§ 59. Dampsi. Hoveddamprør, der fører til såvel frem- som bakturbiner, skal så tæt ved turbinerne som praktisk muligt være forsynet med en dampsi.

G. Styreanlæg.

1. Passagerskibe i international fart.

§ 60. Almindelige bestemmelser. a. Der skal forefindes et hovedstyreanlæg og et reservestyreanlæg, der begge er til direktoratets tilfredshed.

b. Hovedstyreanlægget skal have fornøden styrke og tilstrækkelig kraft til at styre skibet ved største servicefart. Hovedstyreanlægget og rorstammen skal være således beregnet og udformet, at de ikke havarerer ved højeste fart agterover.

c. Reservestyreanlægget skal have fornøden styrke og tilstrækkelig kraft til at styre skibet, når dette gør manøvrefart, og skal hurtigt kunne bringes til at virke i nødstilfælde.

d. Såfremt roret bevæges maskinelt, skal dets nøjagtige stilling angives ved rorindikator på hovedstyrepladsen.

e. Hovedstyreanlægget skal kunne lægge roret over fra 35° på den ene side til 35° på den anden side, når skibet går frem med største servicefart. Roret skal kunne lægges over fra 35° på en af siderne til 30° på den anden side på 28 sekunder ved største servicefart.

f. Reservestyreanlægget skal være drevet maskinelt i de tilfælde, hvor direktoratet kræver en rorstamme med en diameter på 23 cm og derover, målt ved rorpinden.

g. Hvor hovedstyreanlægget til direktoratets tilfredshed er udført med to ens maskinelt virkende drivmekanismer med tilhørende forbindelser, og hver af disse drivmekanismer gør det muligt for styreapparatet at opfylde bestemmelserne i litra e, bortfalder kravet om reservestyreanlæg.

h. Hvor direktoratet kræver en rorstamme med en diameter på 23 cm og derover, målt ved rorpinden, skal der findes en reservestyreplads på et godkendt sted. Styreledningssystemerne fra hovedstyrepladsen og reservestyrepladsen skal være således udført, at svigten af et af systemerne ikke vil medføre, at det bliver umuligt at styre skibet ved hjælp af det andet system.

i. Der skal forefindes for skibstilsynet tilfredsstillende midler til overførsel af ordrer fra broen til reservestyrepladsen.

§ 61. Særlige bestemmelser for elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg. a. Driftsindikatorer for motorer til elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal være anbragt på et for skibstilsynet tilfredsstillende sted.

b. 1. Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal fødes gennem to strømkredse udgående fra hovedstrømtavlen. Den ene af kredsene kan føres over nødstrømtavlen. Hver strømkreds skal være dimensioneret til at forsyne alle de motorer, som normalt er forbundet til dem, og som er i gang samtidig. Hvis der i styremaskinrummet findes omskiftere, hvorved hver strømkreds kan bringes til at forsyne en hvilken som helst motor eller kombination af motorer, skal begge strømkredsene være dimensioneret for den største belastning. Kablerne til hver strømkreds skal i hele deres længde være anbragt så langt fra hinanden som praktisk muligt.

2. Ovennævnte strømkredse og motorer må kun være forsynet med beskyttelse mod kortslutning.

2. Passagerskibe i indenrigs fart.

§ 62. De i §§ 60 og 61 indeholdte bestemmelser finder i princippet også anvendelse på passagerskibe i indenrigs fart, men direktoratet kan, når det skønnes, at disse bestemmelsers gennemførelse i det enkelte tilfælde under hensyn til rejsens nærmere beskaffenhed ville være urimelig eller upraktisk, tilstå de fornødne lempelser og afvigelser.

3. Lastskibe på 500 tons og derover.

§ 63. Almindelige bestemmelser. a. Bestemmelserne i § 60, litra a-d finder tilsvarende anvendelse.

b. Hovedstyreanlægget skal kunne lægge roret over fra 30° på den af siderne til 30° på den anden side i løbet af 30 sekunder, når skibet går frem med største servicefart.

c. Reservestyreanlægget skal være drevet maskinelt i alle tilfælde, hvor direktoratet kræver en rorstamme med en diameter på 36 cm og derover, målt ved rorpinden.

d. Hvor hovedstyreanlægget til direktoratets tilfredshed er udført med to ens maskinelt virkende drivmekanismer med tilhørende forbindelser, og hver enhed opfylder bestemmelserne i § 60, litra c, kræves ikke reservestyreanlæg, forudsat at de to enheder med tilbehør under samtidig drift opfylder bestemmelserne i § 60, litra b.

§ 64. Særlige bestemmelser for elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg. a. For lastskibe på 5.000 tons og derover gælder følgende:

1. Driftsindikatorer for motorer til elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal være anbragt på et for skibstilsynet tilfredsstillende sted.

2. a) Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal fødes gennem to strømkredse, udgående fra hovedstrømtavlen. Den ene af kredsene kan føres over nødstrømtavlen. Hver strømkreds skal være dimensioneret til at forsyne alle de motorer, som normalt er forbundet til den, og som er i gang samtidig. Hvis der i styremaskinrummet findes omskiftere, hvorved hver strømkreds kan bringes til at forsyne en hvilken som helst motor eller kombination af motorer, skal begge strømkredsene være dimensioneret for den største belastning. Kablerne til hver strømkreds skal i hele deres længde være anbragt så langt fra hinanden som praktisk muligt.

b) Ovennævnte strømkredse og motorer må kun være forsynet med beskyttelse mod kortslutning.

b. For lastskibe på 500 tons og derover, men under 5.000 tons gælder følgende:

1. I sådanne skibe, i hvilke elektricitet er den eneste energikilde til såvel hovedstyreanlæg som reservestyreanlæg, skal bestemmelserne i litra a, 2, opfyldes; dersom reservestyreanlægget drives af en motor, der fortrinsvis anvendes til drift af andre anlæg, kan bestemmelserne i litra a, 2, b) dog fraviges, forudsat at beskyttelsesforanstaltningerne kan godkendes af direktoratet.

2. Motorer og strømkredse til elektriske og elektrohydrauliske hovedstyreanlæg må kun være forsynet med beskyttelse mod kortslutning.

4. Lastskibe under 500 tons, herunder fiskeskibe og -fartøjer.

§ 65. Hvor styringen overføres mekanisk fra styreplads til rorstamme, skal der forefindes midler, der let og hurtigt kan tilkobles, således at reservestyring kan foretages i tilfælde af fejl i eller svigten af hovedstyrearrangementet.

H. Køleanlæg.

§ 66. Almindelige bestemmelser. a. Ved køleanlæg forstås ethvert køleanlæg - bortset fra husholdningskøleskabe og -frysebokse - hvori der som kølemiddel indgår væsker eller fordråbede luftarter, hvis damptryk ved +30° C overstiger 0 ato.

b. De i §§ 6-18 fastsatte bestemmelser er gældende i det omfang, de kan komme til anvendelse for køleanlæg.

§ 67. Kølemidler. a. Som kølemiddel i skibe kan anvendes fluorerede kulbrinter (freon, arcton, frigen etc.) samt ammoniak.

b. Andre kølemidler må kun anvendes efter indhentet tilladelse fra direktoratet.

§ 68. Materialer. a. Alle materialer anvendt i forbindelse med køleanlæg skal være modstandsdygtige og korrosionsbestandige over for såvel det anvendte kølemiddel som den anvendte smøreolie eller blandinger heraf.

b. Til anlæg, hvor det normale arbejdstryk overstiger 2 ato, skal alle beholdere (absorbere, receivere, kondensatorer, olieudskillere m.v.) være fremstillet af certifikatplade.

§ 69. Sikkerhedsventiler m.v. a. Enhver kompressor skal på tryksiden mellem kompressoren og dennes afgangsventil være forsynet med sikkerhedsventil og/eller sprængplade, hvorfra afgangsrør skal være ført til kompressorens sugeside.

b. Alle øvrige til et køleanlæg hørende komponenter, der kan blive udsat for skadeligt overtryk, skal være forsynet med sikkerhedsventil eller sprængplade.

c. Enhver i et kølesystem anvendt beholder skal, såfremt der er mulighed for væskefyldning, og såfremt den kan afspærres fra systemet, være forsynet med sikkerhedsventil og/eller sprængplade, hvorfra afgangsrør er ført til et efter skibstilsynets skøn sikkert sted.

§ 70. Trykmålere. Køleanlæg skal være forsynet med de for sikker overvågning nødvendige trykmålere.

§ 71. Væskestandsmålere. På beholdere til kølemidler skal eventuelle væskestandsmålere, bortset fra solide flade skueglas indbygget i selve beholdervæggen, være forsynet med afspærringsarmatur, der lukker i tilfælde af rørbrud.

§ 72. Rum for kompressorer, receivere o.lign. a. Rum, hvor kompressorer, receivere o.lign. er opstillet, skal være velventilerede, jfr. § 16, litra a, og udgange fra sådanne rum skal være let tilgængelige.

b. Maskineri for ammoniakkøleanlæg skal være anbragt i særskilt rum, der skal være adskilt fra den øvrige del af skibet ved skotter og selvlukkende døre udført så tætte som praktisk muligt. Dørene, der skal åbne udad, skal let og hurtigt kunne udløses fra åbenstående stilling.

c. I rum som i litra b omhandlet skal der være installeret enten et anlæg til finfordråbning af vand under tryk eller et katastrofeventilationsanlæg. Sådanne anlæg skal opfylde følgende bestemmelser:

1. Et finfordråbningsanlæg skal dække hele rummet og skal kunne betjenes fra to steder, det ene i nærheden af døren til rummet og det andet i sikker afstand fra dette. Anlægget skal umiddelbart foran betjeningsventilen eller -ventilerne holdes under det nødvendige tryk, og pumpen, der forsyner anlægget med vand, skal automatisk træde i virksomhed ved trykfald i anlæggets rørledningssystem.

2. Et katastrofeventilationsanlæg skal være adskilt fra skibets øvrige ventilationssystem og skal for køleanlæg med en fyldning på 500 kg eller derunder have en kapacitet på mindst 6 kbm luft/min./50 kg kølemiddel. For større anlæg skal ventilationsanlæggets kapacitet øges med yderligere 2,5 kbm luft/min. for hver 50 kg ammoniak, fyldningen overstiger 500 kg.

Anlægget skal kunne igangsættes fra to steder uden for rummet, hvoraf det ene skal være i nærheden af døren til rummet, og det andet i sikker afstand fra dette.

§ 73. Sikkerhedsforanstaltninger. a. Døre til alle køle-, fryse- og blæserrum, i hvilke personer kan opholde sig, skal åbne udad, og dørenes lukke- og låsemekanismer skal uafhængigt af de forekommende temperaturer og temperaturforskelle kunne fungere let og sikkert ved betjening indefra også i låst tilstand.

b. Ethvert køle- og fryserum, i hvilke personer kan opholde sig, skal være forsynet med fast installeret elektrisk lys.

c. For proviantkøleanlæg gælder endvidere følgende:

1. Afbryderen for lyset skal være anbragt inde i rummet, og ved lysets tænding skal en rød kontrollampe, anbragt umiddelbart uden for kølerumsafdelingen eller på et andet af skibstilsynet godkendt sted, samtidig tændes.

2. Foruden ovennævnte kontrollampe skal der være installeret et elektrisk alarmanlæg med akustisk signalgiver anbragt på et hensigtsmæssigt sted, f.eks. i kabyssen, og betjeningskontakter for anlægget skal være anbragt umiddelbart inden for dørene i de enkelte kølerum. Signalgiveren må kun kunne afstilles fra den kontakt, hvorfra den er startet, og skal være tilsluttet en anden gruppe end lysinstallationen i rummet eller rummene.

d. 1. Ved køleanlæg, der anvender fluorerede kulbrinter som kølemiddel, og i hvilke fyldningen overstiger 75 kg, skal der forefindes et beskyttelsesudstyr bestående af et åndedrætsbeskyttelsesapparat af frisklufttypen samt en livline af tilstrækkelig længde og styrke; og ved alle ammoniakkøleanlæg yderligere øjenbeskyttelsesmidler samt handsker af læder eller gummi. Overstiger et anlægs fyldning uanset kølemidlets art 400 kg, skal der forefindes et yderligere beskyttelsesudstyr som ovenfor omhandlet.

2. Åndedrætsbeskyttelsesapparater skal opbevares beskyttet mod støv, fugtighed og varme, og de skal sammen med det øvrige beskyttelsesudstyr opbevares klar til brug på passende sted uden for de rum, hvor de skal benyttes.

3. De til et skib, hørende brandudrustninger kan ikke indgå i ovennævnte udstyr.

e. Ved anlæg med fluorerede kulbrinter som kølemiddel skal der på et iøjnefaldende sted være anbragt advarselsskilt mærket "Tobaksrygning medfører forgiftningsfare".

§ 74. Beskrivelse og mærkning m.v. a. Til vejledning for maskinpersonalet skal der ombord findes en fuldstændig plan over køleanlægget med tilhørende beskrivelse og betjeningsregler.

b. Køleanlæggets forskellige trykkomponenter skal kunne identificeres, og med hensyn til mærkning af trykbeholdere finder de i § 47 fastsatte bestemmelser tilsvarende anvendelse.

I. Syn og undersøgelser.

§ 75. I almindelighed. Med hensyn til syn, prøver og undersøgelser af de i denne bekendtgørelse omhandlede anlæg m.v. henvises til afdeling F i bekendtgørelse nr. 173 af 21. maj 1965 om forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v.

§ 76. Undersøgelser og trykprøver af køleanlæg. Med hensyn til undersøgelser og trykprøver af køleanlæg gælder følgende:

a. Ethvert nyt køleanlæg skal, forinden det tages i brug, underkastes såvel en væsketrykprøve som en lufttrykprøve i overensstemmelse med nedenstående regler.

1. Ammoniak- og Freon 22-anlæg (NH₃ og CHF₂Cl).

a) Alle kompressorers cylindre/cylinderforinger, topstykker og stopventiler m.v. skal prøves med et væsketryk på 42 ato og derefter med luft ved 21 ato nedsænket i vand. Krumtaphuse, som udsættes for kølemidlets gastryk, skal prøves med et væsketryk på 21 ato og derefter med luft ved 10,5 ato nedsænket i vand.

b) Fordamperrør skal prøves med et væsketryk på 105 ato og derefter med luft ved 35 ato nedsænket i vand.

c) Kondensatorer, svejste beholdere og andre dele af anlægget, der er udsat for kølemidlets gastryk, skal prøves med et væsketryk på 35 ato og derefter med luft ved 17,5 ato nedsænket i vand.

2. Anlæg for andre fluorerede kulbrinter end Freon 22.

Alle dele, der er udsat for kølemidlets gastryk, skal prøves med et væsketryk på 2 gange damptrykket af kølemidlet ved +50° C og derefter med luft ved et gastryk svarende til kølemidlets tryk ved +50° C nedsænket i vand.

b. Såfremt det er vanskeligt at prøve større maskindele ved nedsænkning i vand, kan sådanne dele pumpes op med luft og dampe, hidrørende fra anlæggets kølemiddel, og prøves ved hjælp af lakmus eller svovlpinde, henholdsvis prøvelampe, alt efter om prøvningen er udført med ammoniak eller fluorerede kulbrinter. Prøverne kan efter omstændighederne foretages med sæbevand.

c. Prøvetryk for andre kølemidler end de ovenfor angivne fastsættes i hvert enkelt tilfælde af direktoratet.

d. Forinden et køleanlæg som nyt eller efter ombygning eller større reparation tages i brug, skal det have bestået en tæthedsprøve med luft og/eller kølemiddeldamp under et tryk, der så vidt muligt svarer til det pågældende kølemiddels damptryk ved +50° C.

e. Statens skibstilsyns undersøgelser og prøver kan bortfalde, for så vidt der foreligger attest fra et af direktoratet godkendt firma og/eller et anerkendt klassifikationsselskab om, at de omhandlede undersøgelser og prøver er foretaget med tilfredsstillende resultat.

§ 77. a. Bekendtgørelse træder i kraft den 1. september 1969.

b. [Ophævelse]

Tillæg 8 Brandpumper, hovedbrandledninger, brandstudse og brandslanger

Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, kapitel II-2, regel 4:

Regel 4 Brandpumper, hovedbrandledninger, brandstudse og brandslanger

Denne regels stk. 3.3.2.5 gælder for skibe køllagt på eller efter 1. februar 1992.

1

Ethvert skib skal være forsynet med brandpumper, hovedbrandledninger, brandstudse og brandslanger, der opfylder de respektive krav i denne regel.

2 Brandpumpernes kapacitet

2.1 De foreskrevne brandpumper skal kunne yde en vandmængde til bekæmpelse af brand ved det i stk. 4 angivne tryk af følgende omfang:

.1 Pumper i passagerskibe: mindst 2/3 af den mængde, som lænsepumperne skal kunne yde, når de anvendes til lænsning, og

.2 pumper i lastskibe (bortset fra en eventuel nødpumpe): mindst 4/3 af den mængde, som hver af de selvstændige lænsepumper i et passagerskib af samme dimensioner skal kunne yde i henhold til regel 21 i kapitel II-1, når de anvendes til lænsning. Den krævede totalydelse af brandpumperne behøver dog ikke overstige 180 m³ i timen.

2.2 Hver af de foreskrevne brandpumper (bortset fra en eventuel nødpumpe, som foreskrevet i stk. 3.3.2 for lastskibe) skal have en kapacitet på mindst 80% af den samlede foreskrevne kapacitet, divideret med minimumsantallet af foreskrevne brandpumper, men i alle tilfælde mindst 25 m³ i timen, og enhver sådan pumpe skal under alle omstændigheder som minimum kunne yde de to foreskrevne vandstråler. Disse brandpumper skal kunne forsyne hovedbrandledningen under de foreskrevne forhold. Hvor der er installeret flere pumper end det foreskrevne minimumsantal, skal kapaciteten af ekstra pumper være til Administrationens tilfredshed.

3 Anbringelse af brandpumper og hovedbrandledninger

3.1 Skibe skal være forsynet med uafhængigt drevne brandpumper som følger:

.1 Passagerskibe med en bruttotonnage på 4000 og derover, mindst tre.

.2 Passagerskibe med en bruttotonnage under 4000 og lastskibe med en bruttotonnage på 1000 og derover, mindst to.

.3 Lastskibe med en bruttotonnage under 1000, til Administrationens tilfredshed.

3.2 Sanitær-, ballast-, lænse- og almindelige servicepumper kan godtages som brandpumper, forudsat at de ikke normalt anvendes til pumpning af olie, og at der, dersom de lejlighedsvis anvendes til pumpning af brændselsolie, forefindes egnede omskifteanordninger.

3.3 Søforbindelser, brandpumper og deres energikilder skal være således indrettet, at det sikres,

.1 at alle brandpumperne i passagerskibe med en bruttotonnage på 1000 og derover i tilfælde af brand i et af rummene ikke vil blive sat ud af funktion,

.2 at der i lastskibe med en bruttotonnage på 2000 og derover, dersom en brand i et af rummene ville kunne sætte alle pumperne ud af funktion, findes et alternativt middel bestående af en fast anbragt, uafhængigt drevet nødpumpe, som skal kunne yde to vandstråler til Administrationens tilfredshed. Pumpen og dens placering skal opfylde følgende krav:

.2.1 Pumpens kapacitet skal udgøre mindst 40% af den samlede kapacitet af de i denne regel foreskrevne brandpumper og under alle omstændigheder ikke under 25 m³ i timen.

.2.2 Når pumpen yder den mængde vand, der er foreskrevet i stk. 3.3.2.1, må trykket ved en brandstuds ikke ligge under de minimumstryk, der er angivet i stk. 4.2.

.2.3 Enhver dieseldrevet energikilde til pumpen skal let kunne startes i kold tilstand ned til en temperatur af 0°C ved håndsving (manuelt).

Hvis dette ikke er muligt, eller hvor det må antages, at skibet vil komme ud for lavere temperaturer, skal det overvejes at installere og opretholde opvarmningsanlæg, som kan godkendes af Administrationen, således at hurtig igangsætning sikres. Hvis manuel igangsætning ikke er mulig, kan Administrationen tillade andre igangsætningsmidler. Disse midler skal være af en sådan art, at den dieseldrevne energikilde kan startes mindst 6 gange inden for et tidsrum af 30 minutter og mindst to gange inden for de første 10 minutter.

.2.4 Enhver servicebrændstoftank skal indeholde tilstrækkeligt brændstof til, at pumpen kan arbejde ved fuld belastning i mindst tre timer, og der skal være tilstrækkelige brændstofreserver til rådighed uden for hovedmaskinrummet, til at pumpen kan arbejde ved fuld belastning i yderligere 15 timer.

.2.5 Pumpens totale sugehøjde og den positive netto sugehøjde skal være således, at kravene i stk. 3.3.2, 3.3.2.1, 3.3.2.2 og 4.2 i denne regel skal være opfyldt under alle krængnings- og trimrulnings- og duvningsforhold, som skibet må antages at komme ud for under sejlads.

.2.6 Afgrænsningerne af det rum, der indeholder brandpumpen, skal isoleres svarende til den samme bygningsmæssige brandbeskyttelsesstandard, som i regel 44 er foreskrevet for et kontrolrum.

.2.7 Der må ikke være direkte adgang mellem maskinrummet og det rum, der indeholder nødbrandpumpen og dens energikilde. Hvor dette ikke er muligt, kan Administrationen godtage en ordning, hvor adgangen sker ved hjælp af en luftsluse, således at hver af de to døre er selvlukkende eller gennem en vandtæt dør, der kan betjenes fra et rum, der ligger fjernt fra maskinrummet og det rum, der indeholder nødbrandpumpen, og hvortil adgangen ikke let vil blive afskåret i tilfælde af brand i disse rum. I disse tilfælde skal der tilvejebringes endnu en adgangsmulighed til det rum, der indeholder nødbrandpumpen og dens energikilde.

.2.8 Ventilationssystemet til det rum, der indeholder den selvstændige energikilde til nødbrandpumpen, skal være således indrettet, at det så vidt muligt udelukkes, at røg fra en maskinrumsbrand trænger ind i eller suges ind i dette rum.

.2.9 Skibe bygget på eller efter den 1. oktober 1994 skal opfylde følgende krav i stedet for kravene i bestemmelserne i stk. 3.3.2.6:

Det rum, hvori nødbrandpumpen er anbragt, må ikke støde op til maskinrum af kategori A, eller til rum hvor hovedbrandpumper er anbragt. Hvor dette ikke er praktisk muligt skal skottet mellem de to rum brandisoleres til en standard, som er ækvivalent med de krav, som kræves for kontrolrum i bestemmelserne i regel 44.

.3 Såfremt en brand i et af rummene i passagerskibe med en bruttotonnage på under 1000 og lastskibe med en bruttotonnage under 2000 ville kunne sætte pumperne ud af funktion, skal de alternative midler til fremskaffelse af vand og bekæmpelse af brand være til Administrationens tilfredshed.

.3.1 For skibe bygget efter den 1. oktober 1994 skal det alternative middel til fremskaffelse af vand i henhold til bestemmelserne i stk. 3.3.3 være en uafhængig drevet nødbrandpumpe med tilhørende energikilde og søforbindelse anbragt uden for maskinrummet og som opfylder bestemmelserne i stk. 3.3.2.

.4 Endvidere skal der i lastskibe, hvor andre pumper, som f.eks. almindelige servicepumper, lænse- og ballastpumper etc., er anbragt i et maskinrum, træffes foranstaltninger til at sikre, at mindst en af disse pumper, der har den i stk. 2.2 og 4.2 foreskrevne kapacitet og tryk, kan levere vand til hovedbrandledningen.

3.4 De foranstaltninger, der er truffet med henblik på at gøre vandforsyningen let tilgængelig, skal,

.1 i passagerskibe med en bruttotonnage på 1000 og derover være således indrettet, at mindst en effektiv vandstråle er øjeblikkeligt tilgængelig fra en indvendig brandstuds, og således at fortsat ydelse af vand sikres ved automatisk igangsætning af en foreskrevet brandpumpe,

.2 i passagerskibe med en bruttotonnage på under 1000 og i lastskibe være til Administrationens tilfredshed,

.3 i lastskibe med et periodisk ubemandet maskinrum, eller hvor der kun kræves én vagthavende person, straks kunne ydes vand fra hovedbrandledningen ved et passende tryk, enten ved fjernstart af en af hovedbrandpumperne fra kommandobroen og den eventuelle brandkontrolstation, eller ved opretholdelse af permanent tryk i hovedbrandledningen ved en af hovedbrandpumperne. Administrationen kan dog frafalde dette krav for lastskibe med en bruttotonnage under 1600, hvis ordningen med hensyn til adgang til maskinrummet gør det unødvendigt at forlange dette krav opfyldt,

.4 i passagerskibe, der er indrettet med periodisk ubemandet maskinrum i henhold til regel 54 i kapitel II-1, skal Administrationen fastsætte bestemmelser om fast anbragte installationer for slukning med vand for sådanne rum svarende til dem, der er foreskrevet for normalt bemandede maskinrum.

3.5 Der skal forefindes sikkerhedsventiler i forbindelse med alle brandpumper, hvis pumperne kan udvikle et tryk, der overstiger det tryk, som rørledninger, brandstudse og brandslanger er konstrueret til. Disse ventiler skal være således anbragt og indstillet, at de forhindrer skadeligt overtryk i nogen del af hovedbrandledningen. Tryksiden på enhver brandpumpe skal være forsynet med kontraventil.

3.6 I tankskibe skal der anbringes afspærringsventiler i hovedbrandledningen ved hus eller poopfronten på et beskyttet sted og på tankdækket med mellemrum på højst 40 m for at bevare hovedbrandledningens brandmodstandsevne i tilfælde af brand eller eksplosion.

4 Hovedbrandledningens diameter og tryk

4.1 Hovedbrandledningens og afgreningsledningernes diameter skal være tilstrækkelig til at sikre en effektiv fordeling af den foreskrevne maximum vandmængde fra to brandpumper, der er i drift samtidig. I lastskibe behøver diameteren dog kun være tilstrækkelig til at sikre en vandmængde på 140 m³ i timen.

4.2 Når de to pumper samtidig gennem de i stk. 8 omhandlede strålespidser yder den i stk. 4.1 anførte vandmængde til brandstudse anbragt ved siden af hinanden, skal følgende minimumstryk opretholdes ved alle brandstudse:

4.2.1 Passagerskibe, som er bygget på eller efter den 1. oktober 1994, skal opfylde følgende krav i stedet for bestemmelserne i punkt 4.2:

Med to brandpumper i drift samtidig, som gennem de dyser der er foreskrevet i stk. 8 leverer den maximale vandmængde, som er foreskrevet i stk. 4.1 fra et tilstrækkeligt antal brandhydranter, skal der kunne opretholdes et minimumstryk ved alle hydranter på 0,4 N/mm² for skibe med en bruttotonnage på 4000 og der over og 0,3 N/mm² for skibe med en bruttotonnage mindre end 4000.

4.3 Det maksimale tryk ved en brandstuds må ikke overstige det tryk, hvorved den effektive håndtering af en brandslange kan eftervises ved afprøvning.

5 Antal og placering af brandstudse

5.1 Brandstudse skal forefindes i et sådant antal og være således placeret, at mindst to vandstråler, der ikke hidrører fra samme brandstuds, og hvoraf den ene skal være fra en enkelt slangelængde, kan nå et hvilket som helst sted i skibet, der normalt er tilgængeligt for passagerer eller besætning under sejlads, og et hvilket som helst sted i et lastrum, når dette er tomt, et ro-ro-lastrum eller et speciallastrum, i hvilket sidstnævnte tilfælde de to stråler skal kunne nå enhver del af rummet, hver fra en enkelt slangelængde. Endvidere skal disse brandstudse være anbragt nær ved adgangsvejene til de beskyttede rum.

5.2 I aptering, tjenesterum og maskinrum i passagerskibe skal brandstudse forefindes i et sådant antal og være således placeret, at kravene i stk. 5.1 kan opfyldes, når alle vandtætte døre og alle døre i skotter i lodrette hovedzoner er lukkede.

5.3 Når adgangen til et maskinrum af kategori A i et passagerskib er indrettet i lav højde fra en tilstødende akselgang skal der anbringes to brandstudse udenfor, men nær ved indgangen til dette maskinrum. Når denne adgang sker fra andre rum, skal der i et af disse rum være anbragt to brandstudse nær ved indgangen til maskinrummet af kategori A. En sådan anbringelse er ikke nødvendig, hvis akselangen eller de tilstødende rum ikke udgør en del af udgangsvejen.

6 Rørledninger og brandstudse

6.1 Materialer, der let nedbrydes ved varmepåvirkning må ikke benyttes til hovedbrandledninger og brandstudse, medmindre de er tilstrækkeligt beskyttede. Rørledningerne og brandstudsene skal være således anbragt, at brandslangerne let kan tilkobles, og at risiko for tilfrysning undgås. I skibe, der er indrettet til at medføre dækslast, skal brandstudsene være anbragt på en sådan måde, at de altid er let tilgængelige, og rørene skal såvidt muligt være således oplagt, at der ikke er risiko for beskadigelse fra sådan last. Hvis der ikke forefindes en brandslange og strålespids for hver brandstuds om bord, skal alle slangekoblinger og strålespidser være indbyrdes ombyttelige.

6.2 Der skal være en ventil for hver brandslange, således at en brandslange kan fjernes, mens brandpumperne er i drift.

6.3 Der skal på et let tilgængeligt og forsvarligt sted uden for maskinrummene være anbragt afspærringsventiler for at adskille hovedbrandledningssektionen i det maskinrum, der indeholder hovedbrandpumpen, fra resten af hovedbrandledningen. Hovedbrandledningen skal være således anbragt, at alle brandstudsene på skibet, når afspærringsventilerne er lukkede, kan forsynes med vand fra en brandpumpe, der ikke er anbragt i dette maskinrum, gennem ledninger, som ikke er ført ind i det nævnte rum. Administrationen kan undtagelsesvis tillade, at korte længder af nødbrandledningens suge- og afgangsrør føres igennem maskinrummet, hvis det ikke er muligt at føre dem uden for dette rum, forudsat at hovedbrandledningens modstandsevne bevares ved, at rørledningerne omsluttes af en solid stålcasing.

7 Brandslanger

7.1 Brandslanger skal være af et ikke-letnedbrydeligt materiale, der er godkendt af Administrationen, og skal være så lange, at der kan rettes en vandstråle mod ethvert sted i skibet, hvor brandslanger kan kræves anvendt. Skibe køllagt på eller efter 1. februar 1992 skal være udstyret med brandslanger af ikke-letnedbrydeligt materiale, og skibe køllagt før 1. februar 1992 skal udstyres med denne type, når de eksisterende brandslanger skal udskiftes. De skal have en maksimumslængde, som Administrationen anser for tilfredsstillende. Enhver brandslange skal være forsynet med en strålespids og de nødvendige koblinger. Slanger, som i dette kapitel betegnes som "brandslanger", skal tillige med eventuelt nødvendigt tilbehør og værktøj være anbragt klar til brug på iøjnefaldende steder i nærheden af brandstudse. I de indvendige rum i passagerskibe, der kan befordre over 36 passagerer, skal der endvidere til stadighed være tilsluttet brandslanger til brandstudsene.

7.2 Skibe skal være forsynet med brandslanger, hvis antal og diameter skal tilfredsstille Administrationen.

7.3 I passagerskibe skal der være mindst en brandslange for hver af de i stk. 5 foreskrevne brandstudse, og disse slanger må kun anvendes til slukning af brand eller afprøvning af ildslukningsapparatet under brandslukningsøvelser og eftersyn.

7.4.1 I lastskibe med en bruttotonnage på 1000 og derover skal antallet af brandslanger være en for hver 30 m skibslængde og en i reserve, men aldrig under fem i alt. Dette antal omfatter ikke slanger, der kræves anbragt i et maskin- eller kedelrum. Administrationen kan forøge antallet af påbudte slanger for at sikre, at et tilstrækkeligt antal slanger til enhver tid er til rådighed og tilgængelige under hensyntagen til skibets type og arten af den fart, skibet anvendes til.

7.4.2 I lastskibe med en bruttotonnage på under 1000 skal antallet af brandslanger være til Administrationens tilfredshed.

8 Strålespidser

8.1 For så vidt angår dette kapitel skal standardstørrelserne for strålespidsernes diameter være 12 mm, 16 mm og 19 mm eller så nær herved som muligt. Der kan efter Administrationens skøn tillades en større diameter.

8.2 I aptering og tjenesterum er det ikke nødvendigt at anvende strålespidser med større diameter end 12 mm.

8.3 I maskinrum og på dæk skal strålespidser have en sådan diameter, at der ved det i stk. 4 ovenfor nævnte tryk fra den mindste pumpe opnås den størst mulige vandmængde fra to strålerør. Det er dog ikke nødvendigt at anvende strålespidser med større diameter end 19 mm.

8.4 Alle strålespidser skal være af en godkendt kombinationstype, (f.eks. tågestrålerør), og være forsynet med en afspærringsanordning.

9 Anbringelse af vandpumper m.v. til andre brandslukningsanlæg

De fornødne pumper til levering af vand til andre brandslukningsanlæg foreskrevet i dette kapitel, deres energikilder og betjeningssteder, skal være installeret uden for det eller de rum, som er omfattet af disse anlægs beskyttelse, og skal være således anbragt, at en brand i det eller de beskyttede rum ikke vil sætte et sådant anlæg ud af funktion.

Noter:

¹ Paragraffer i samme bekendtgørelse (nr. 173), der henvises til i §§137-173, er indsat efter §173.