Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., Kapitel XXVI af 1. maj 2007; Forebyggelse af luftforurening fra skibe
Kapitelhæfter
Ophæver for Meddelelser B , D og E: Meddelelser fra Søfartsstyrelsen BDEF Kapitel XXVI af 10. oktober 2006 |
Kapitelhæfte BDE XXVI, dateret 1. maj 2007 |
||
Kapitelhæfte BDE XXVI, dateret 1. maj 2007 |
Indledning
Bestemmelserne i dette kapitel er udformet på baggrund af bilag VI til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe - MARPOL 73/78 Konventionen - som vedtaget ved 1997 protokollen, på den internationale konference for parterne til MARPOL 73/78, i september 1997.
Reglernes administration er fordelt således, at Miljøstyrelsen er ansvarlig for reglerne om udledning, og Søfartsstyrelsen er ansvarlig for reglerne om de tekniske installationer om bord i skibene, herunder journaler og planer. Denne ansvarsfordeling er angivet i indholdsfortegnelsen ud for hver regel med et "M" for Miljøstyrelsen og et "S" for Søfartsstyrelsen.
I forbindelse med indførelsen af MARPOL Konventionens bestemmelser i Danmark er der ud over de tekniske forskrifter i Søfartsstyrelsens regelværker udstedt bekendtgørelser af Miljøministeriet, som også skal følges.
I bestemmelserne angives IMO ved Organisationen, MARPOL 73/78 ved Konventionen og henholdsvis Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen ved Administrationen.
Kapitlet udgives med enslydende tekst for regelværkerne Meddelelser B, D, E og F og kan derfor indsættes i hvert af de nævnte regelværker.
Afsnit I Generelle bestemmelser
Regel 1 Anvendelse
Bestemmelserne i dette kapitel gælder for alle skibe, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt i regel 3, 5, 6, 13, 15, 18 og 19. Bestemmelserne gælder ikke for skibe hjemmehørende i Grønland.
Regel 2 Definitioner
I dette kapitel gælder følgende definitioner:
1 "Skibe bygget" betyder skibe, hvor kølen er lagt, eller hvor skibet har opnået et tilsvarende byggestadium.
2 "Et tilsvarende byggestadium" betyder det stadium, hvor
(a) et byggeri, der kan identificeres med et bestemt skib, påbegyndes; og
b) samling af dette skib er påbegyndt og omfatter mindst 50 tons eller 1% af den anslåede samlede skrogvægt, hvis denne er mindre.
3 "Protokollen af 1997" betyder "Protokollen af 1997, som ændrer MARPOL Konventionen af 1973, som ændret ved Protokollen af 1978".
4 "NOx koden" betyder "Den tekniske kode om kontrol af emissionen af nitrogenoxid fra marine dieselmotorer" vedtaget ved Konference-resolution 2, som kan ændres af Organisationen, forudsat at sådanne ændringer vedtages og træder i kraft i overensstemmelse med bestemmelserne i MARPOL Konventionens artikel 16 om de ændringsprocedurer, der gælder for tillæg til konventionens bilag.
5 "Nye installationer" betyder - i regel 12 i dette kapitel - systemer, udstyr, herunder nye transportable ildslukkere, isolering eller andet materiale, der installeres i et skib efter den 19. maj 2005, men omfatter ikke reparation eller genopfyldning af tidligere installerede systemer, udstyr, isolering eller andet materiale og heller ikke genopfyldning af transportable ildslukkere.
6 "Emission" betyder enhver udledning fra skibe til atmosfæren eller havet af stoffer, som kontrolleres gennem dette kapitel.
7 "SOx emissionskontrolområde" betyder et område, hvor særlige forpligtelser vedrørende skibes emission af SOx er sat i kraft for at forebygge, begrænse og kontrollere luftforurening forårsaget af SOx og de negative følgevirkninger af forureningen på land- og havområder. SOx emissionskontrolområder omfatter områderne angivet i regel 14.
8 "Ozonlagsnedbrydende stoffer" er de stoffer, som er defineret i artikel 1, stk. 4, i "Montreal Protokollen af 1987 om stoffer, der nedbryder ozonlaget", og som er opregnet i protokollens bilag A, B, C eller E på tidspunktet for dette kapitels anvendelse eller fortolkning.
De ozonlagsnedbrydende stoffer, som typisk anvendes om bord på skibe, omfatter bl.a. følgende:
Halon 1211 Bromchlordifluormethan
Halon 1301 Bromtrifluormethan
Halon 2402 1,2-Dibrom-1,1,2,2-tetrafluorethan (også betegnet Halon 114B2)
CFC-11 Trichlorfluormethan
CFC-12 Dichlordifluormethan
CFC-113 1,1,2-Trichlor-1,2,2-trifluorethan
CFC-114 1,2-Dichlor-1,1,2,2-tetrafluorethan
CFC-115 Chlorpentafluorethan
9 "Olieslam" betyder olierester fra brændselsolie- eller smøreolieseparatorer, spildolie fra hoved- eller hjælpemaskineri eller spildolie fra lænsevandsseparatorer, oliefiltreringsudstyr eller spildbakker.
10 "Afbrænding" betyder afbrænding af affald eller andet materiale om bord på et skib, hvis det er genereret under skibets normale drift.
11 "Forbrændingsanlæg" er et anlæg om bord på et skib, der primært er beregnet til afbrænding af affald.
12 "Kontinuerlig tilførsel" er den proces, hvor affald uden manuel hjælp tilføres et forbrændingskammer, mens forbrændingsanlægget er i normal drift, og kammerets temperatur ligger mellem 850ºC og 1200ºC.
13 "Tankskib" betyder et olietankskib, som defineret i Søfartsstyrelsens Meddelelser B, kapitel XXI, regel 1(4), eller et kemikalietankskib, som defineret i Søfartsstyrelsens Meddelelser B, kapitel XXII, regel 1(1).
14 "Årsdagen" betyder den dag og måned i året, som svarer til udløbsdatoen af det internationale certifikat om forebyggelse af luftforurening.
Regel 3 Generelle undtagelser
Dette kapitel gælder ikke for:
(a) emissioner af nogen art, der måtte være nødvendige for at sikre et skibs sikkerhed eller for at redde menneskeliv på havet; eller
(b) emissioner af nogen art, der opstår som følge af en skade på et skib eller dets udstyr,
(i) forudsat at alle rimelige forholdsregler er taget, for at forebygge eller begrænse emissionen efter at skaden er opstået, eller efter at emissionen er opdaget; og
(ii) med undtagelse af det tilfælde hvor rederen eller skibsføreren har handlet med den hensigt at forvolde skade eller har handlet hensynsløst, vel vidende at det kunne medføre en skade.
S Regel 4 Ækvivalens
1 Administrationen kan tillade, at der anbringes et andet udstyr, materiale, anordning eller apparat i et skib som alternativ til det, der kræves i dette kapitel, hvis et sådant udstyr, materiale, anordning eller apparat er mindst lige så effektivt som det foreskrevne.
2 En Administration, der tillader anvendelsen af et andet udstyr, materiale, anordning eller apparat til erstatning for det, der kræves i dette kapitel, skal sende nærmere oplysninger herom til Organisationen, som videresender disse oplysninger til de øvrige parter til orientering og eventuel handling.
Afsnit II Syn, certifikater og kontrolforanstaltninger
S Regel 5 Syn
1 Ethvert skib med en bruttotonnage på 400 eller derover og enhver fast og flydende borerig eller platform skal underkastes følgende syn:
(a) Et første syn før skibet sættes i fart, eller før det i regel 6 krævede certifikat udstedes første gang. Synet skal udføres, så det sikres, at udstyr, systemer, udrustning, arrangementer og materialer fuldt ud opfylder de relevante bestemmelser i dette kapitel;
(b) et fornyelsessyn med mellemrum fastsat af Administrationen, som ikke overstiger fem år, med undtagelse af hvor dette kapitels regel 9, stk.2, stk. 5, stk. 6 eller stk. 7 gælder. Fornyelsessynet udføres, så det sikres, at udstyr, systemer, udrustning, arrangementer og materialer fuldt ud opfylder bestemmelserne i dette kapitel;
(c) et mellemliggende syn i perioden tre måneder før eller efter certifikatets anden årsdag eller tre måneder før eller efter certifikatets tredje årsdag som erstatning for det årlige syn angivet i stk.1(d) i denne regel. Det mellemliggende syn skal sikre, at udstyr og arrangementer er i god stand og fuldt ud opfylder bestemmelserne i dette kapitel. Det mellemliggende syn skal påtegnes certifikatet, der er udstedt i henhold til regel 6 eller 7.
(d) et årligt syn i perioden tre måneder før eller efter certifikatets årsdag herunder et generelt syn af udstyr, systemer, udrustning, arrangementer og materialer, som angivet i stk.1(a), for at sikre, at de er vedligeholdt i overensstemmelse med stk. 4 og at de forbliver fyldestgørende med henblik på skibets påtænkte tjeneste. Sådanne årlige syn skal påtegnes certifikatet, der er udstedt i henhold til regel 6 eller 7; og
(e) et yderligere syn, enten et helt eller delvist syn afhængig af omstændighederne, der skal udføres efter reparation som følge af undersøgelser fastsat stk. 4, eller når som helst en vigtig reparation er blevet udført, eller fornyelse er blevet foretaget. Synet skal sikre, at de nødvendige reparationer eller fornyelser er blevet udført på forsvarlig vis, samt at det anvendte materiale og den håndværksmæssige kvalitet er tilfredsstillende, og at skibet opfylder alle krav i dette kapitel.
2 For skibe med en bruttotonnage under 400 kan Administrationen fastlægge passende bestemmelser for at sikre, at de relevante bestemmelser i dette kapitel opfyldes.
3 (a) Syn af skibe skal med henblik på håndhævelsen af bestemmelserne i dette kapitel udføres af Administrationens embedsmænd. Dog kan Administrationen overdrage syn til dertil udpegede tilsynsførende eller til anerkendte organisationer. Sådanne organisationer skal overholde de af Organisationen vedtagne retningslinier.1
(b) For at opfylde regel 13 skal syn af motorer og udstyr ske efter bestemmelserne i NOx koden.
(c) Når en udpeget inspektør eller anerkendt organisation finder, at udstyrets stand ikke i alt væsentligt svarer til oplysningerne i certifikatet, skal de sikre, at det rettes op, og at Administrationen informeres i rette tid. Hvis der ikke tages skridt til at rette op på ovennævnte, bør certifikatet tilbagekaldes af Administrationen. Hvis skibet befinder sig i en anden kontraherende parts havn, skal de relevante myndigheder i havnestaten umiddelbart informeres. Når Administrationens inspektør, en udpeget inspektør eller anerkendt organisation har underrettet de relevante myndigheder i havnestaten, skal regeringen i den berørte havnestat tilbyde inspektøren eller organisationen den nødvendige assistance til at opfylde bestemmelserne i denne regel.
(d) Administrationen skal i alle tilfælde fuldt ud stå inde for synets fuldstændighed og skal sikre at de nødvendige skridt tages til at opfylde denne forpligtelse.
4 (a) Udstyret skal vedligeholdes, så det opfylder bestemmelserne i dette kapitel, og der må ikke foretages ændringer i udstyr, systemer, udrustning, arrangementer eller materialer, der er omfattet af synet, uden Administrationens udtrykkelige godkendelse. Dog tillades det, at udstyret erstattes med andet udstyr, der opfylder bestemmelserne i dette kapitel.
(b) Når et skib rammes af et uheld, eller der opdages en defekt, hvor virkningen af udstyr dækket af dette kapitel i væsentlig grad påvirkes, skal skibets fører eller ejer ved først givne lejlighed informere Administrationen, den udpegede inspektør eller anerkendte organisation, der er ansvarlig for udstedelsen af det relevante certifikat.
S Regel 6 Udstedelse eller påtegning af certifikat
1 Et internationalt certifikat om forebyggelse af luftforurening skal efter udførelse af syn i overensstemmelse med bestemmelserne i regel 5 udstedes til:
(a) ethvert skib med en bruttotonnage på 400 eller derover, der går i national fart eller i fart til havne eller offshore terminaler under andre kontraherende parters jurisdiktion; og
(b) platforme og borerigge, der sejler i nationalt farvand eller til farvande under suverænitet eller jurisdiktion af andre kontraherende parter til Protokollen af 1997.
2 Skibe, bygget før den 19. maj 2005, skal i overensstemmelse med stk. 1 udstedes med et internationalt certifikat om forebyggelse af luftforurening senest i forbindelse med den første planlagte tørdokning efter den 19. maj 2005, dog under ingen omstændigheder senere end den 19. maj 2008.
3 Certifikatet skal udstedes eller påtegnes enten af Administrationen eller af en person eller organisation, der er behørigt bemyndiget af denne. I alle tilfælde påtager Administrationen sig det fulde ansvar for certifikatet.
S Regel 7 Udstedelse eller påtegning af certifikater ved en anden regering
1 En kontraherende regering til Protokollen af 1997 kan efter Administrationens anmodning lade et skib syne og skal, hvis den finder det godtgjort, at kravene i dette kapitel er opfyldt, udstede eller bemyndige udstedelse af et international certifikat om forebyggelse af luftforurening til skibet og behørigt påtegne certifikatet i overensstemmelse med dette kapitel.
2 En kopi af certifikatet og en kopi af synsrapporten skal herefter fremsendes til den administration, på hvis anmodning synet er udført.
3 Et således udstedt certifikat skal indeholde en erklæring om, at det er udstedt efter anmodning fra Administrationen, og det skal have samme gyldighed og anerkendes på samme måde som et certifikat udstedt i henhold til regel 6.
4 Der må ikke udstedes et internationalt certifikat om forebyggelse af luftforurening til et skib, der har ret til at føre en ikke-kontraherende stats flag.
S Regel 8 Certifikatets form
Det internationale certifikat om forebyggelse af luftforurening skal udfærdiges i en form, der svarer til modellen i tillæg I til dette kapitel (se bilag 1C i Meddelelser B) på enten engelsk, fransk eller spansk. Hvis der yderligere anvendes et officielt sprog fra landet, skal dette gælde i tilfælde af uoverensstemmelser.
S Regel 9 Certifikaternes gyldighed og gyldighedsperiode
1 Det internationale certifikat om forebyggelse af luftforurening skal udstedes for et tidsrum, der fastlægges af Administrationen, og som er højst fem år.
2 (a) Hvis fornyelsessynet er udført mindre end 3 måneder før det eksisterende certifikats udløbsdato, skal det nye certifikat - uanset bestemmelserne i stk. 1 - være gyldigt fra den dato, hvor fornyelsessynet blev afsluttet, til en dato, som ikke må overstige 5 år fra det eksisterende certifikats udløbsdato.
(b) Når fornyelsessynet er afsluttet efter det eksisterende certifikats udløbsdato, skal det nye certifikat være gyldigt fra den dato, hvor fornyelsessynet blev afsluttet, til en dato, som ikke må overstige 5 år fra det eksisterende certifikats udløbsdato.
(c) Når fornyelsessynet er afsluttet mere end 3 måneder før det eksisterende certifikats udløbsdato, skal det nye certifikat være gyldigt fra den dato, hvor fornyelsessynet blev afsluttet, til en dato, som ikke må overstige 5 år fra den dato, hvor fornyelsessynet blev afsluttet.
3 Hvis et certifikat er udstedt med en varighed, som er mindre end 5 år, kan Administrationen forlænge certifikatets gyldighedsperiode til den maksimumsperiode, som er angivet i stk. 1, såfremt de syn, der refereres til i henholdsvis regel 5.1(c) og 5.1(d) er tilfredsstillende gennemført.
4 Hvis et fornyelsessyn er afsluttet, og et nyt certifikat ikke kan udstedes eller anbringes om bord i skibet, før det eksisterende certifikat udløber, kan den person eller den organisation, der er autoriseret af Administrationen, forlænge det eksisterende certifikat. Et sådant certifikat skal anerkendes som værende gyldigt i en periode, som ikke må overstige 5 måneder fra udløbsdatoen.
5 Hvis et skib befinder sig i en havn, hvor syn ikke kan afholdes, og certifikatet er udløbet, kan Administrationen forlænge certifikatets gyldighedsperiode, men denne forlængelse må kun tillades med det formål at lade skibet fuldføre rejsen til den havn, hvor synet kan finde sted, og da kun i tilfælde, hvor det anses for forsvarligt og rimeligt at gøre det. Intet certifikat må forlænges ud over en periode på 3 måneder, og et skib, som har fået tilladt en sådan forlængelse, må ikke i kraft af forlængelsen forlade den havn, hvor synet skulle finde sted, uden et nyt certifikat. Når fornyelsessynet er afsluttet, må det udstedte certifikats gyldighedsperiode ikke overstige 5 år fra den dato, hvor det eksisterende certifikat udløb, før forlængelsen blev tilladt.
6 Et certifikat, som er udstedt til et skib, der foretager korte rejser, og som ikke er blevet forlænget i medfør af denne regels foregående bestemmelser, kan forlænges af Administrationen i en periode op til en måned fra den udløbsdato, som er angivet på det. Når fornyelsessynet er afsluttet, skal det nye certifikat være gyldigt til en dato, som ikke overstiger 5 år fra den dato, hvor det eksisterende certifikat udløb, før forlængelsen blev tilladt.
7 I særlige tilfælde, som afgøres af Administrationen, behøver et nyt certifikats gyldighedsperiode ikke at starte fra det eksisterende certifikats udløb som krævet i henhold til stk. 2(b), stk. 5 eller stk. 6. I sådanne særlige tilfælde skal det nye certifikats gyldighedsperiode ikke overstige 5 år fra den dato, hvor fornyelsessynet blev afsluttet.
8 Hvis et årligt eller et mellemliggende finder sted før det tidsrum, der er specificeret i regel 5, gælder det, at:
(a) årsdagen, der fremgår af certifikatet, skal ændres ved påtegning til en dato, som højst må være 3 måneder senere end den dag, hvor synet blev afsluttet;
(b) det efterfølgende årlige eller mellemliggende syn, som kræves i regel 5, skal foretages med mellemrum, som foreskrevet i reglen, idet den nye årsdag anvendes;
(c) udløbsdatoen kan holdes uændret, forudsat at der udføres et eller flere årlige eller mellemliggende syn, som måtte være nødvendige, så de maksimale mellemrum mellem synene foreskrevet i regel 5 ikke overskrides.
9 Et certifikat, som er udstedt i henhold til regel 6 eller 7, er ikke længere gyldigt i nogen af disse tilfælde:
(a) Hvis de foreskrevne syn ikke er afsluttet inden for de perioder, der er anført i regel 5.1;
(b) hvis certifikatet ikke er påtegnet i overensstemmelse med regel 5.1(c) eller 5.1(d);
(c) hvis et skib overføres til et andet lands flag. Et nyt certifikat må kun udstedes, når den regering, der udsteder det nye certifikat, finder det godtgjort, at skibet fuldt ud opfylder kravene i regel 5.4(a). Når overførselen sker mellem konventionslande, og en anmodning fremsættes inden 3 måneder efter at overførslen har fundet sted, skal den regering, hvis flag skibet tidligere var berettiget til at føre, hurtigst muligt tilstille den nye administration en kopi af det certifikat, som skibet havde inden overførslen, samt en kopi af de relevante synsrapporter, hvis de er til rådighed.
S Regel 10 Havnestatskontrol af operationelle krav
1 Et skib, der befinder sig i en havn eller offshore terminal under jurisdiktion af en anden kontraherende stat til Protokollen af 1997, er underlagt kontrol ved embedsmænd bemyndiget af denne, når der er åbenlyse grunde til at formode, at skibsføreren eller besætningen ikke er fortrolig med væsentlige procedurer om bord til forebyggelse af luftforurening fra skibe.
2 Under omstændighederne nævnt i stk. 1 skal den kontraherende stat tage skridt til at sikre, at skibet ikke afsejler, før forholdene er bragt i orden i overensstemmelse med kravene i dette kapitel.
3 For denne regel gælder procedurerne for havnestatskontrol, som foreskrevet i MARPOL konventionens artikel 5.
4 Intet i denne regel skal opfattes som en begrænsning i de rettigheder og pligter, et konventionsland har i forbindelse med udførelsen af kontrol af operationelle krav, som specifikt er foreskrevet i MARPOL-konventionen.
S/M Regel 11 Overtrædelse og håndhævelse
1 Kontraherende stater skal samarbejde ved opklaring af overtrædelser og ved håndhævelse af bestemmelserne i dette kapitel, idet alle hensigtsmæssige metoder til opklaring og miljøovervågning, rapportering og indsamling af beviser anvendes.
2 Et skib omfattet af dette kapitel kan, når det befinder sig i en anden kontraherende stats havn eller offshore terminal, blive undersøgt af embedsmænd, der er udpeget eller bemyndiget af den pågældende stat, for at få opklaret, om skibet har udledt nogen af de stoffer, der dækkes af dette kapitel, i strid med bestemmelserne i dette kapitel. Hvis undersøgelsen tyder på en sådan overtrædelse, skal der fremsendes en rapport til Administrationen, som kan foretage den fornødne handling.
3 En kontraherende stat skal videregive Administrationen eventuelle beviser på, at skibet har udledt et eller flere af de stoffer, der dækkes af dette kapitel, i strid med bestemmelserne i dette kapitel. Hvis det er praktisk muligt, skal den kompetente myndighed i førstnævnte stat oplyse skibets fører om den påståede overtrædelse.
4 Når Administrationen modtager sådanne beviser, skal den undersøge sagen nærmere og eventuelt anmode den anden kontraherende stat om yderligere eller bedre beviser på den påståede overtrædelse. Hvis Administrationen finder det klart, at der er tilstrækkeligt med beviser til, at der kan rejses tiltale i forbindelse med den påståede overtrædelse, skal den snarest muligt rejse en sag i overensstemmelse med gældende lov. Administrationen skal straks underrette den kontraherende stat, som har anmeldt overtrædelsen, samt Organisationen om de skridt, der er taget.
5 En kontraherende stat kan endvidere inspicere et skib, for hvilket dette kapitel gælder, når det går til en havn eller en offshore terminal under dens jurisdiktion, hvis den har modtaget en anmodning om inspektion fra en kontraherende stat samt tilstrækkelig bevis for, at skibet har udledt et eller flere af de stoffer, der dækkes af dette kapitel, og dermed overtrådt bestemmelserne. Oplysninger om en sådan undersøgelse skal sendes til den stat, der anmoder herom, og til Administrationen, som kan foretage den fornødne handling i henhold til Konventionen.
6 De internationale bestemmelser om forebyggelse, begrænsning og kontrol med skibes forurening af havmiljøet, herunder bestemmelser vedrørende håndhævelse og retsbeskyttelse, som måtte være gældende på det tidspunkt, hvor dette kapitel anvendes, gælder - alt andet lige - for de regler og standarder, der er anført i dette kapitel.
Afsnit III Bestemmelser vedrørende kontrol med skibes emission
M Regel 12 Ozonlagsnedbrydende stoffer
Der skal gøres opmærksom på, at følgende regel alene er Søfartsstyrelsens oversættelse af MARPOL. For gældende dansk lovgivning henvises til LBK nr. 925 af 28/09/2005 om beskyttelse af havmiljøet, kapitel 10, BEK 508 af 18/06/2005 om forebyggelse af luftforurening fra skibe og platforme samt BEK 243 af 19/04/2002 om visse ozonlagsnedbrydende stoffer.
1 Med forbehold for bestemmelserne i regel 3 er enhver forsætlig udledning af ozonlagsnedbrydende stoffer forbudt. Forsætlig udledning omfatter emission efter vedligehold, kontrol, reparation eller bortskaffelse af systemer eller udstyr, dog med undtagelse af de minimale udslip, der kan forekomme i forbindelse med genindvinding eller genanvendelse af et ozonlagsnedbrydende stof. Emissioner, der skyldes udslip af et ozonlagsnedbrydende stof - ligegyldigt om det sker forsætligt eller ej - kan reguleres af de kontraherende stater til Protokollen af 1997.
2 Nye installationer, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer, er forbudt på alle skibe med undtagelse af installationer, der indeholder hydrochorfluorcarboner (HCFC), som tillades indtil den 1. januar 2020. Denne undtagelse gælder ikke skibe hjemmehørende i Danmark.2
3 De i denne regel omtalte stoffer, samt udstyr, der indeholder sådanne stoffer, skal leveres til passende modtageanlæg, når de fjernes fra et skib.
S Regel 13 Nitrogenoxid (NOx)
1 (a) Denne regel gælder for:
(i) enhver dieselmotor med en effekt på mere end 130 kW, der er installeret om bord på et skib bygget den 1. januar 2000 eller senere; og
(ii) enhver dieselmotor med en effekt på mere end 130 kW, som har undergået en større forandringer den 1. januar 2000 eller senere.
(b) Denne regel gælder ikke for:
(i) nød-dieselmotorer, motorer i redningsbåde, samt andet udstyr, der kun anvendes i nødsituationer; og
(ii) motorer i skibe, der udelukkende går i fart i farvande under suverænitet eller jurisdiktion af den stat, hvis flag skibet er berettiget til at føre, forudsat at sådanne motorer underkastes en alternativ NOx kontrol fastlagt af Administrationen.
(c) Uanset bestemmelserne i litra (a) kan Administrationen tillade, at en dieselmotor undtages fra denne regel, såfremt den er installeret på et skib, der er bygget eller har undergået en større forandring før den 19 maj 2005, forudsat at skibet kun går i fart til havne eller offshore terminaler inden for den stat, hvis flag skibet er berettiget til at føre.
2 (a) Ved anvendelsen af denne regel betyder en "større forandring" en ændring i en motor, hvor:
(i) motoren udskiftes med en ny motor, der er bygget den 1. januar 2000 eller senere; eller
(ii) der foretages en væsentlig ændring ved motoren, som defineret i NOx koden, eller
(iii) motorens maksimale kontinuerlige ydelse forøges med mere end 10%.
(b) Den emission af NOx, der er resultatet af de i litra (a) nævnte forandringer, skal dokumenteres i overensstemmelse med NOx koden og godkendes af Administrationen.
3 (a) Med forbehold for bestemmelsen i regel 3 er anvendelsen af enhver dieselmotor omfattet af denne regel forbudt, medmindre emissionen af nitrogenoxid fra motoren (beregnet som den vægtede emission af NO2) befinder sig under følgende grænseværdier:
(i) 17,0 g/kWh, når n er mindre end 130 rpm
(ii) 45,0 x n-0,2 g/kWh, når n er 130 rpm eller derover, men under 2000 rpm
(iii) 9,8 g/kWh, når n er 2000 rpm eller derover,
hvor n = motorens nominelle omdrejningstal (krumtapakslens omdrejninger per minut).
Når der anvendes brændstof bestående af kulbrinter udvundet ved olieraffinering, skal testproceduren og målemetoderne være i overensstemmelse med NOx koden, idet der tages højde for testcyklus og vægtfaktor nævnt i tillæg II til dette kapitel.
(b) Uanset bestemmelserne i litra (a) er driften af en dieselmotor tilladt, når:
(i) der anvendes et system på motoren, som er godkendt af Administrationen i overensstemmelse med NOx koden, til rensning af udstødsgas med henblik på at reducere udledningen af NOx om bord til mindst de i litra (a) angivne grænseværdier, eller
(ii)
der anvendes en anden ækvivalent metode, godkendt af Administrationen efter retningslinier, udarbejdet af Organisationen, med henblik på at reducere udledningen af NOx om bord til mindst de i litra (a) angivne grænseværdier.
S/M Regel 14 Svovloxid (SOx)
Der skal gøres opmærksom på, at følgende regel alene er Søfartsstyrelsens oversættelse af MARPOL for så vidt angår afsnit markeret med M. For gældende dansk lovgivning henvises til LBK nr. 925 af 28/09/2005 om beskyttelse af havmiljøet, kapitel 10 og BEK 1663 af 14/12/2006 om svovlindholdet i faste og flydende brændstoffer.
Generelle bestemmelser
1 (M) Svovlindholdet i brændselsolier, der anvendes om bord på skibe, må ikke være højere end 4,5% (vægtprocent).
2 (M) Det på verdensplan gennemsnitlige indhold af svovl i brændselsolie, der leveres til brug i skibe, skal overvåges efter retningslinier udarbejdet af Organisationen.3
Krav i SOxemissionskontrolområder
3 (M) I denne regel omfatter SOx emissionskontrolområder:
(a) Østersøområdet, som defineret i regel 1.11.2 i kapitel XXI;
(b) Nordsøen, som defineret i regel 5.1(f) i kapitel XXV; og
(c) ethvert andet havområde, herunder havneområder, udpeget til SOx emissionskontrolområde af Organisationen i overensstemmelse med retningslinierne i tillæg III til dette kapitel
4 (M) Når et skib befinder sig i et SOx emissionskontrolområde, skal mindst en af følgende betingelser opfyldes:
(a) svovlindholdet i brændselsolie, der anvendes af skibe i SOx emissionskontrolområder, må ikke overstige 1,5% (vægtprocent);
(b) der skal anvendes et system til rensning af udstødsgas, som er godkendt af Administrationen efter retningslinier udarbejdet af Organisationen,4 til at reducere den totale udledning af svovloxider fra skibenes hoved- og hjælpemotorer til 6,0 g SOx/kWh eller mindre, beregnet som den vægtede emission af svovldioxid. Affald ved anvendelsen af systemet må ikke udledes i lukkede havne og flodmundinger, medmindre skibet fuldt ud kan dokumentere, at det ikke har nogen negativ indvirkning på økosystemet i disse havne og flodmundinger. Dokumentationen skal baseres på kriterier, der er videregivet til Organisationen af havnestatens myndigheder. Organisationen skal informere alle de kontraherende parter til Konventionen om kriterierne; eller
(c) der skal anvendes en anden teknologisk metode, der påviseligt og retskraftigt kan begrænse SOx emissionen til et niveau, der svarer til det, der er beskrevet i litra (b). Metoden skal godkendes af Administrationen efter retningslinier udarbejdet af Organisationen.
5 (M) De i stk. 1 og stk. 4 nævnte svovlindhold i brændselsolie skal dokumenteres af leverandøren efter bestemmelserne i regel 18.
6 (S) Skibe, som anvender brændselsolier, der er adskilt for at opfylde stk. 4(a), skal lade tilstrækkelig tid gå, til at brændselsoliesystemet kan gennemskylles fuldstændigt for alle olier med et svolvindhold over 1,5%, før skibet sejler ind i et SOx emissionskontrolområde. Når en operation, der indebærer et skift fra en type brændsel til en anden, er fuldført, skal mængden af brændselsolie med et lavt svolvindhold (et svolvindhold på 1,5% eller derunder) for hver tank, såvel som dato og tidspunkt samt skibets position, noteres i skibsdagbogen.
7 (M) I de første 12 måneder efter den 19. maj 2005 eller efter ikrafttrædelsen af en ændring til denne Protokol, hvor et særligt SOx emissionskontrolområde udpeges i henhold til denne regels stk. 3(b), er skibe, der sejler ind i et SOx emissionskontrolområde nævnt i stk. 3(a), eller som udpeges i henhold til stk. 3(b), undtaget fra kravene i stk. 4 og 6, samt fra kravet i stk. 5, for så vidt det angår stk. 4(a).
M Regel 15 Flygtige, organiske forbindelser
Der skal gøres opmærksom på, at følgende regel alene er Søfartsstyrelsens oversættelse af MARPOL. For gældende dansk lovgivning henvises til LBK nr. 925 af 28/09/2005 om beskyttelse af havmiljøet, kapitel 10.
1 Hvis udledningen af flygtige, organiske forbindelser (VOC) fra tankskibe skal reguleres i havne eller terminaler under jurisdiktion af en kontraherende part til Protokollen af 1997, skal det ske i overensstemmelse med denne regels bestemmelser.
2 En kontraherende part til Protokollen af 1997, som udpeger havne eller terminaler under dens jurisdiktion, hvor VOC udledningen skal reguleres, skal underrette Organisationen herom. En sådan underretning skal være ledsaget af oplysninger om størrelsen på de tankskibe, der skal kontrolleres, om de laster, for hvilke der kræves systemer til at kontrollere udledningen, og om den dato, hvor reguleringen træder i kraft. Underretningen skal fremsendes senest seks måneder før ikrafttrædelsesdatoen.
3 En kontraherende part til Protokollen af 1997, som udpeger havne eller terminaler, hvor VOC udledningen fra tankskibe skal reguleres, skal sikre, at der i de udpegede havne og terminaler er systemer til at kontrollere udledningen, der er godkendt af den pågældende part efter de af Organisationen5 udarbejdede sikkerhedsstandarder, og at de drives sikkert og således, at skibe ikke forsinkes unødigt.
4 Organisationen skal sende en liste over de havne og terminaler, der er udpeget af de kontraherende parter til Protokollen af 1997, til andre kontraherende parter til Protokollen af 1997 samt til Organisationens medlemslande til orientering.
5 Alle tankskibe, som efter bestemmelserne i stk. 2 skal anvende systemer til at kontrollere VOC udledningen, skal udstyres med et system, som er godkendt af Administrationen efter de af Organisationen6 udarbejdede sikkerhedsstandarder, til opsamling af gasser og skal anvende systemet under lastning af disse laster. Terminaler, hvor der er installeret systemer til at kontrollere udledningen i overensstemmelse med denne regel, kan acceptere eksisterende tankskibe, der ikke er udstyret med systemer til opsamling af gasser, i tre år efter den i stk. 2 nævnte ikrafttrædelsesdato.
6 Denne regel skal kun gælde for gas tankskibe, når den anvendte type laste- og opbevaringssystemer gør det sikkerhedsmæssigt muligt at tilbageholde ikke-metanholdig VOC om bord eller at lede det tilbage i land.
S/M Regel 16 Afbrænding om bord på skibe
Der skal gøres opmærksom på, at følgende regel alene er Søfartsstyrelsens oversættelse af MARPOL for så vidt angår afsnit markeret med M. For gældende dansk lovgivning henvises til LBK nr. 925 af 28/09/2005 om beskyttelse af havmiljøet, kapitel 10 og BEK 508 af 18/06/2005 om forebyggelse af luftforurening fra skibe og platforme.
1 (M) Med undtagelse af bestemmelsen i stk. 5 er afbrænding af affald om bord på skibe kun tilladt i forbrændingsanlæg.
2 (S) (a) Med undtagelse af bestemmelsen i litra (b) i dette stk. skal ethvert forbrændingsanlæg, der installeres i et skib den 1. januar 2000 eller senere, opfylde kravene i tillæg IV til dette kapitel. Alle forbrændingsanlæg skal godkendes af Administrationen efter de af Organisationen7 udarbejdede standardspecifikationer for forbrændingsanlæg om bord på skibe.
(b) Administrationen kan tillade, at kravene i litra (a) i dette stk. ikke skal opfyldes for et forbrændingsanlæg, der er installeret i et skib før den 19. maj 2005, forudsat at skibet kun går i fart i farvande under suverænitet eller jurisdiktion af den stat, hvis flag skibet er berettiget til at føre.
3 (M) Intet i denne regel påvirker forbud eller andre krav i "Konventionen om forebyggelse af forurening af havmiljøet ved dumping af affald og andre stoffer af 1972" med ændringer, og med den tilhørende Protokol af 1996.
4 (M) Det er forbudt at afbrænde følgende stoffer om bord på skibe:
(a) Rest fra laster, der reguleres i MARPOL Konventionens bilag I, II og III og hertil relaterede forurenede materialer;
(b) polykloreret bifenyl (PCB);
(c) affald, som defineret i MARPOL Konventionens bilag V, der indeholder mere end blot spor af tungmetaller; og
(d) raffinerede olieprodukter, der indeholder halogener.
5 (M) Afbrænding af kloakslam og olieslam, der er genereret under skibets normale drift, er tilladt i hoved- og hjælpekedler, men må i så fald ikke finde sted i havne og flodmundinger.
6 (M) Afbrænding af polyvinylklorid (PVC) er forbudt undtagen i forbrændingsanlæg, for hvilke der er udstedt IMO typegodkendelsescertifikater.
7 (S) Alle skibe med forbrændingsanlæg omtalt i denne regel skal være i besiddelse af en vejledning fra producenten, som beskriver, hvorledes forbrændingsanlægget betjenes til at operere indenfor de grænser, der er beskrevet i stk. 2 i tillæg IV til dette kapitel.
8 (S) Det personale, der er ansvarlig for driften af forbrændingsanlæg, skal være oplært og i stand til at udføre, hvad der er angivet i producentens betjeningsvejledning.
9 (S) Røggassens udledningstemperatur skal til enhver tid overvåges, og der må ikke fyldes affald på et forbrændingsanlæg med kontinuerlig tilførsel, når temperaturen ligger under den mindst tilladte temperatur på 850ºC. For så vidt angår forbrændingsanlæg hvor tilførsel sker portionsvis, skal enheden være konstrueret således, at temperaturen i forbrændingskammeret når 600ºC inden fem minutter efter opstarten.
10 (S) Intet i denne regel udelukker udvikling, installering eller anvendelse af alternativt udstyr til termisk behandling af affald, som opfylder eller går ud over denne regels krav.
M Regel 17 Modtageanlæg
Der skal gøres opmærksom på, at følgende regel alene er Søfartsstyrelsens oversættelse af MARPOL. For gældende dansk lovgivning henvises til LBK nr. 925 af 28/09/2005 om beskyttelse af havmiljøet, kapitel 8 og BEK nr. 1632 af 13/12/2006 om modtagefaciliteter for affald fra skibe, om skibes aflevering af affald og havnes affaldsplaner.
1 Regeringen i enhver kontraherende part til Protokollen af 1997 forpligter sig til at sikre, at der findes tilstrækkelige faciliteter til at modtage:
(a) ozonlagsnedbrydende stoffer og udstyr, der indeholder sådanne stoffer, når det fjernes fra skibe, der anvender dens reparationshavne;
(b) rester fra skibe, der anvender dens havne eller terminaler, efter rensning af udstødsgas i et godkendt system, når det i henhold til regel 14 ikke er tilladt at udlede disse rester i havet ;
uden at skibene forsinkes unødigt, og at modtage
(c) ozonlagsnedbrydende stoffer og udstyr, der indeholder sådanne stoffer, når det fjernes fra skibe ved ophugningspladser.
2 Enhver kontraherende part til Protokollen af 1997 skal underrette Organisationen om alle tilfælde, hvor de i denne regel nævnte faciliteter ikke findes eller ikke har tilstrækkelig kapacitet, således at Organisationen kan viderebringe disse oplysninger til medlemmerne.
S/M Regel 18 Kvaliteten af brændselsolie
Der skal gøres opmærksom på, at følgende regel alene er Søfartsstyrelsens oversættelse af MARPOL for så vidt angår afsnit markeret med M. For gældende dansk lovgivning henvises til LBK nr. 925 af 28/09/2005 om beskyttelse af havmiljøet, kapitel 10 og BEK 1663 af 14/12/2006 om svovlindholdet i faste og flydende brændstoffer.
1 (M) Brændselsolie, der leveres og anvendes til forbrænding om bord på skibe, for hvilke dette kapitel gælder, skal opfylde følgende krav:
(a) med undtagelse af det i litra (b) angivne:
(i) skal brændselsolien bestå af kulbrinter, udvundet ved olieraffinering. Dette udelukker ikke, at der kan tilsættes små mængder additiver for at forbedre anvendelsen;
(ii) skal brændselsolien være fri for uorganisk syre;
(iii) må brændselsolien ikke indeholde tilsætningsstoffer eller kemisk affald, som enten:
(1) bringer skibets sikkerhed i fare eller påvirker maskineriets ydelse negativt, eller
(2) er skadeligt for personalet, eller
(3) overordnet bidrager til yderligere luftforurening; og
(b) brændselsolie, der er afledt ved andre metoder end olieraffinering, må ikke:
(i) have et svolvindhold, der overstiger det i regel 14 angivne;
(ii) bevirke, at en motor overstiger de grænseværdier for NOx emission, der er angivet i regel 13(3)(a);
(iii) indeholde uorganisk syre; og
(iv)
(1) bringe skibes sikkerhed i fare eller påvirke maskineriets ydelse negativt, eller
(2) være skadeligt for personalet, eller
(3) overordnet bidrage til yderligere luftforurening.
2 (M) Denne regel gælder ikke for kul i fast form eller for nukleart brændsel.
3 (M) For ethvert skib, omfattet af regel 5 og 6, skal der i en bunkerleveringsnote indføres nærmere oplysninger om den brændselsolie, som er leveret til forbrænding om bord, der mindst skal indeholde de oplysninger, der er angivet i tillæg V til dette kapitel.
4 (S) Bunkerleveringsnoten skal opbevares om bord på et sted, hvor den på ethvert tidspunkt er umiddelbart tilgængelig for kontrol. Den skal opbevares i tre år, efter at brændselsolien er leveret.
5 (S) (a) Den kompetente myndighed8, der er udpeget af en kontraherende stat til Protokollen af 1997, kan kontrollere bunkerleveringsnoterne om bord på ethvert skib omfattet af dette kapitel, mens skibet befinder sig i dens havn eller offshore terminal, og myndigheden kan tage kopi af hver note, samt kræve, at skibsføreren eller den person, der har kommandoen over skibet, bekræfter kopiens rigtighed. Myndigheden kan ligeledes få indholdet af hver note bekræftet ved at konsultere den havn, hvor noten blev udstedt.
(b) Myndighedens gennemgang og kopiering af bunkerleveringsnoter skal udføres så hurtigt som muligt uden at skibet forsinkes unødigt.
6 (M) Bunkerleveringsnoten skal ledsages af en repræsentativ olieprøve fra den leverede brændselsolie efter retningslinier udarbejdet af Organisationen9. Olieprøven skal forsegles og underskrives af leverandøren og skibsføreren eller den officer, der leder bunkringen, når den er gennemført, og prøven skal opbevares i skibet, indtil brændselsolien er forbrugt, men under alle omstændigheder ikke mindre end 12 måneder efter leveringstidspunktet.
7 (M) Kontraherende parter til Protokollen af 1997 forpligter sig til at sikre, at den udpegede myndighed:
(a) vedligeholder et register over de lokale leverandører af brændselsolie;
(b) kræver, at de lokale leverandører leverer den bunkerleveringsnote og olieprøve, der kræves i denne regel, og bekræfter, at brændselsolien opfylder kravene i regel 14 og 18;
(c) kræver, at de lokale leverandører opbevarer en kopi af bunkerleveringsnoten i mindst tre år, så den om nødvendigt kan kontrolleres af havnestaten;
(d) tager de nødvendige skridt over for leverandører af brændselsolie, som beviseligt leverer brændselsolie, der ikke er i overensstemmelse med bunkerleveringsnoten;
(e) oplyser Administrationen om ethvert skib, der har modtaget brændselsolie, som beviseligt ikke opfylder kravene i regel 14 og 18; og
(f) oplyser Organisationen om alle tilfælde, hvor leverandører af brændselsolie ikke har opfyldt de krav, der er angivet i regel 14 og 18, således at disse oplysninger kan viderebringes til de kontraherende parter til Protokollen af 1997.
8 (M) I forbindelse med den havnestatskontrol, der udføres af kontraherende parter til Protokollen af 1997, påtager parterne sig endvidere at:
(a) oplyse en kontraherende eller ikke-kontraherende part, under hvis jurisdiktion en bunkerleveringsnote er udstedt, om tilfælde, hvor der er leveret brændselsolie, som ikke opfylder de gældende krav, idet alle de relevante oplysninger gives; og
(b) foretage en passende, afhjælpende handling, når det opdages, at den leverede olie ikke opfylder kravene.
M Regel 19 Krav til platforme og borerigge
Der skal gøres opmærksom på, at følgende regel alene er Søfartsstyrelsens oversættelse af MARPOL. For gældende dansk lovgivning henvises til LBK nr. 925 af 28/09/2005 om beskyttelse af havmiljøet, kapitel 10 og BEK 508 af 18/06/2005 om forebyggelse af luftforurening fra skibe og platforme.
1 Med forbehold for bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal stationære og flydende platforme og borerigge opfylde dette kapitel.
2 Emissioner, der opstår som en direkte følge af udforskning, udnyttelse og tilhørende offshore forarbejdning af havbundens mineralske ressourcer, er - i overensstemmelse med MARPOL Konventionens artikel 2(3)(b)(ii) - undtaget fra bestemmelserne i dette kapitel. Sådanne emissioner omfatter følgende:
(a) Emissioner, der opstår ved afbrændingen af stoffer, som er en direkte følge af udforskningen, udnyttelsen og tilhørende offshore forarbejdning af havbundens mineralske ressourcer, herunder afbrænding af kulbrinter og afbrænding af opskyllet materiale, slam eller boremudder under færdiggørelsen og afprøvning af borehuller, samt afbrænding under kritiske situationer;
(b) udslip af gasser og flygtige forbindelser, som er indblandet i boremudder og opskyllet materiale;
(c) emissioner, der alene er forbundet med behandling, håndtering eller opbevaring af materiale fra havbunden; og
(d) emissioner fra dieselmotorer, der kun er beregnet til udforskning, udnyttelse og tilhørende offshore forarbejdning af havbundens mineralske ressourcer.
3 Kravene i regel 18 gælder ikke anvendelsen af kulbrinter, der produceres og efterfølgende anvendes på stedet som brændstof, når dette godkendes af Administrationen.Se ovenstående gengivelse af Bekendtgørelse 505 af 18/06/2005.
TILLÆG I
IAPP certifikat (Regel 8)
Der henvises til Bilag 1C i Meddelelser B
TILLÆG II
Testcyklus og vægtfaktor (Regel 13)
Følgende testcyklus og vægtfaktorer bør anvendes, når det skal kontrolleres, om marine dieselmotorer overholder NOx grænseværdierne i overensstemmelse med dette kapitels regel 13, idet de testprocedurer og beregningsmetoder, der er nærmere angivet i NOx koden, anvendes.
.1 Til hovedmotorer med konstant omdrejningstal, herunder diesel-elektriske anlæg, bør testcyklus E2 anvendes.
.2 Til motorer med stilbare propellere bør testcyklus E2 anvendes.
.3 Til motorer med fast propeller, bør testcyklus E3 anvendes.
.4 Til hjælpemotorer med konstant omdrejningstal bør testcyklus D2 anvendes.
.5 Til hjælpemotorer med variabel omdrejningstal og variabel belastning, som ikke er omfattet ovenfor, bør testcyklus C1 anvendes.
Testcyklus for hovedmotorer med konstant omdrejningstal, herunder diesel-elektriske anlæg og anlæg med stilbare propellere
Testcyklus E2 |
Omdrejning |
100% |
100% |
100% |
100% |
Ydelse |
100% |
75% |
50% |
25% |
|
Vægtfaktor |
0,2 |
0,5 |
0,15 |
0,15 |
Testcyklus for motorer med fast propeller
Testcyklus E3 |
Omdrejning |
100% |
91% |
80% |
63% |
Ydelse |
100% |
75% |
50% |
25% |
|
Vægtfaktor |
0,2 |
0,5 |
0,15 |
0,15 |
Testcyklus for hjælpemotorer med konstant omdrejningstal
Testcyklus D2 |
Omdrejning |
100% |
100% |
100% |
100% |
100% |
Ydelse |
100% |
75% |
50% |
25% |
10% |
|
Vægtfaktor |
0,05 |
0,25 |
0,3 |
0,3 |
0,1 |
Testcyklus for hjælpemotorer med variabel omdrejningstal og variabel belastning
Testcyklus C1 |
Omdrejning |
Nominel |
Mellemliggende |
Tom gang |
|||||
Moment |
100% |
75% |
50% |
10% |
100% |
75% |
50% |
0% |
|
Vægtfakt. |
0,15 |
0,15 |
0,15 |
0,1 |
0,1 |
0,1 |
0,1 |
0,15 |
TILLÆG III
Kriterier og procedurer for udpegningenaf SOx emissionskontrolområder (Regel 14)
Der henvises til appendiks III i MARPOL Anneks VI
TILLÆG IV
Typegodkendelse og driftsgrænserfor forbrændingsanlæg om bord på skibe (Regel 16)
1 Der skal for alle forbrændingsanlæg, som er omfattet af regel 16(2), være udstedt et IMO typegodkendelsescertifikat. For at opnå et sådant certifikat skal forbrændingsanlægget være konstrueret og bygget i henhold til en godkendt standard, som nævnt i regel 16(2). Hver model skal underkastes en nærmere angiven typegodkendelse på værkstedet eller på et godkendt afprøvningssted under Administrationens ansvar, idet følgende standard specifikation for brændsel og affald anvendes ved typegodkendelsen til at afgøre, om forbrændingsanlægget opererer inden for grænseværdierne angivet i stk. 2 i dette tillæg:
Olieslam bestående af: 75% olieslam fra HFO,
5% spildolie, og
20% emulgeret vand
Fast affald bestående af: 50% fødevareaffald
50% affald i øvrigt indeholdende:
ca. 30% papir,
ca. 40% karton,
ca. 10% klude,
ca. 20% plastic.
Blandingen vil bestå af op til 50% fugt og 7% ikke-brændbart fast stof.
2 Forbrændingsanlæg, som er beskrevet i regel 16(2), skal operere inden for følgende grænseværdier:
O2 i forbrændingskammer: 6%-12%
CO i forbrændingsgas,
maksimalt gennemsnit: 200 mg/MJ
Sodnummer,
maksimalt gennemsnit: Bacharach 3 eller Ringelman 1
(20% uigennemsigtighed)
(Et højere sodnummer er kun acceptabelt i meget korte tidsrum, f.eks. ved opstart)
Ikke-brændte dele
i askerester: Maksimum 10% i vægt
Forbrændingskammer
udledningstemperatur: 850ºC -1200ºC
TILLÆG V
Oplysninger, der skal medtages i bunkerleveringsnoten (Regel 18(3))
Det modtagende skibs navn og IMO nummer
Havn
Den dato hvor leveringen blev påbegyndt
Navn, adresse og telefonnummer på leverandøren af marint brændselsolie
Produktnavn(e)
Mængde (metriske tons)
Massefylde10 ved 15ºC (kg/m3)
Svovlindhold11 (vægtprocent)
En erklæring, der er underskrevet og certificeret af brændselsolieleverandørens repræsentant, om at den leverede brændselsolie opfylder dette kapitels regel 14(1) eller 4(a) og regel 18(1).
Noter:
1 Der henvises til "Guidelines for the authorization of organizations acting on behalf of the Administration", som vedtaget af Organisationen ved resolution A.739(18), og "Specifications on the survey and certification functions of recognized organizations acting on behalf of the Administration", som vedtaget af Organisationen ved resolution A.789(19).
2 HCFC er som følge af EU forordning nr. 2037/2000 af 29. juni 2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget, ikke længere tilladt i skibe under EU flag.
3 Der henvises til resolution MEPC.82(43), "Guidelines for monitoring the world-wide average sulphur content of residual fuel oils supplied for use on board ships".
4 Der henvises til resolution MEPC.130(53), "Guidelines for on-board exhaust gas SOx cleaning systems"
5 Der henvises til MSC/Circ.585, "Standards for vapour emission control systems".
6 Der henvises til MSC/Circ.585, "Standards for vapour emission control systems".
7 Der henvises til resolution MEPC.76(40), "Standard specification for shipboard incinerators", og resolution MEPC.93(45), "Amendments to the standard specification for shipboard incinerators".
8 Der henvises til resolution A.787(19), "Procedures for port State control", som ændret ved A.882(21).
9 Der henvises til resolution MEPC.96(47), "Guidelines for the sampling of fuels".
10 Brændselsolie bør testes i overensstemmelse med ISO 3675.
11 Brændselsolie bør testes i overensstemmelse med ISO 8754.