Anvendelsesområde
(1)I den enkelte regel er det angivet, i hvilket omfang reglen finder anvendelse på såvel nye som eksisterende fiskeskibe.Medmindre andet udtrykkeligt er bestemt, finder forskrifterne anvendelse på nye skibe, jf. regel 2, nr. (1).
Regel 1a Anvendelse af anerkendte organisationer (klassifikationsselskaber)
(1)Hvor Administrationen ikke i dette regelværk har fastsat nationale standarder for et område, skal nye fiskeskibe være konstruerede, byggede og vedligeholdte i overensstemmelse med reglerne fra en anerkendt organisation med hensyn til skrogkonstruktion, styrke, materialedimensioner, ankre, kæder, ankerspil og slæbetrosser, maskineri, kedelanlæg, alle andre tekniske installationer og elektriske installationer.
(2) [For eksisterende fiskeskibe gælder, at standarderne for konstruktion, bygning og vedligehold af skrog, hoved- og hjælpemaskineri samt elektriske og automatiske anlæg skal være de regler, som gjaldt på tidspunktet for deres bygning. Disse regler skal være specificeret for klassifikation af en anerkendt organisation eller anvendes af en administration, der kan sidestilles med en EU administration.]
(3) Hvor det i dette regelværk er foreskrevet, at fiskeskibe skal opfylde krav til Administrationens tilfredshed, skal fiskeskibet i hvert enkelt tilfælde opfylde Administrationens nationale standard eller fortolkning af den pågældende bestemmelse.Såfremt der ikke i dette regelværk findes nationale standarder for det pågældende område, eller Administrationen ikke har fastlagt nogen fortolkning af den pågældende regel, skal reglerne fra en anerkendt organisation anvendes, hvor sådanne findes.
(4)Såfremt et fiskeskib i sin udformning eller anvendelse afviger fra de principper, der er lagt til grund for udarbejdelsen af dette regelværk, eller såfremt antallet af personer, som arbejder om bord på skibet, overstiger den besætning, som forestår skibets normale navigation, løbende vedligehold, drift af maskineri, indfangning af fisk og kostforplejning mv. med mere end 12 personer, skal der ved skibets bygning, udstyr og drift tages højde herfor, således at det sikres at skibet lever op til bestemmelserne i § 2 i lov om sikkerhed til søs.Søfartsstyrelsen kan i forbindelse hermed betinge udstedelsen af en fartstilladelse af, at skibet helt eller delvis lever op til de regler, som gælder for passagerskibe.
Regel 2 Definitioner
"Fiskeskib" betyder et skib, der anvendes til erhvervsmæssig fangst af fisk, hvaler, sæler, hvalrosser, skaldyr eller andre levende ressourcer fra havet, heri indbefattet skibe, der er udstyret som fiskeskibe og kan forarbejde fangst, eller hvis nationalitetsbevis er forsynet med havnekendingsnummer.
(1) "Nyt [fiske]skib" betyder et skib, for hvilket:
(1)(a) kontrakten om nybygning eller større ombygning er indgået den 1. januar 1999 eller senere;
(1)(b) kontrakten om nybygning eller større ombygning er indgået før den1. januar 1999, og som leveres tre år eller mere efter denne dato; eller
(1)(c) hvis der ikke foreligger en byggekontrakt;
kølen er lagt; eller
byggeri, der kan identificeres med et bestemt skib, er påbegyndt; eller
samling er påbegyndt omfattende mindst 50 tons eller 1% af den anslåede samlede vægt, hvis sidstnævnte er mindre
den 1. februar 1999 eller senere.
(1a)"Skib bygget" betyder et fiskeskib, for hvilket
(1a)(a)kontrakten om nybygning eller større ombygning er indgået før, på eller efter det angivne tidspunkt,
(1a)(b) hvis der ikke foreligger en byggekontrakt,
kølen er lagt; eller
byggeri, der kan identificeres med et bestemt skib, er påbegyndt; eller
samling er påbegyndt omfattende mindst 50 tons eller 1% af den anslåede samlede vægt, hvis sidstnævnte er mindre på det angivne tidspunkt.
(2) "Eksisterende skib" betyder et fiskeskib, som ikke er et nyt skib.
(2a)"Alle fiskeskibe" betyder, at såvel nye som eksisterende fiskeskibe uanset byggetidspunkt er omfattet af den pågældende bestemmelse.
(3) "Godkendt" betyder godkendt af Administrationen.
(4)"Besætning" betyder skibsføreren og alle personer, der er ansat eller beskæftiget i nogen egenskab om bord på et skib i forbindelse med skibets virksomhed.
(5) "Længden (L)" skal beregnes som 96% af den totale længde på en vandlinie ved 85% af den mindste dybde (moulded) målt fra køllinien eller som længden fra forenden af stævnen til rorstammens akse beregnet på nævnte vandlinie, hvis denne længde er den største. I skibe med styrlastighed skal den vandlinie, på hvilken længden måles, være parallel med konstruktionsvandlinien.
(6) "De forreste og agterste perpendikulærer" skal gå gennem de forreste og agterste yderpunkter af længden (L). Den forreste perpendikulær skal gå gennem skæringspunktet mellem forkanten af stævnen og den vandlinie, på hvilken længden er taget.
(7) "Bredden (B)" er skibets største bredde målt midtskibs til yderkant af spant i et skib med klædning af metal og til yderkant af klædning i et skib med yderklædning af andet materiale.
(8)(a) "Dybden moulded" er den lodrette afstand målt midtskibs fra køllinien til overkant af dæksbjælker på arbejdsdæk i borde.
(8)(b)I skibe, hvor forbindelsen mellem skibssiden og dæk er afrundet, skal dybden moulded måles til skæringspunktet mellem dækkets og klædningens forlængelse, idet linierne forlænges, som om dæk og klædning var udført i rette linier.
(8)(c) Såfremt arbejdsdækket er indrettet med trin, og den løftede del af dækket strækker sig hen over det punkt, hvor dybden moulded skal bestemmes, skal dybden moulded måles til en linie, der forlænges fra den laveste del af dækket parallelt med den løftede del.
(9) "Dybden" (D) er dybden moulded målt midtskibs.
(10)"Dybeste nedlastningsvandlinie" er den vandlinie, der svarer til den største tilladelige dybgang under anvendelsen.
(11) "Midtskibs" er midtpunktet af længden L.
(12) "Middelspant" er det tværsnit i skroget, der går gennem midtskibs og bestemmes af skæringslinien mellem skrogets konstruktionslinie og et lodret plan vinkelret på vandlinie- og centerlinieplanerne.
(13) "Køllinie" er linien parallelt med kølens hældning, som midtskibs løber gennem:
(13)(a) overkant af kølen eller skæringslinien mellem indersiden af yderklædningen og kølen, hvis en skinnekøl træder frem over denne linie i et skib med yderklædning af metal; eller
(13)(b) yderkant af spundingen ved kølen af et skib med yderklædning af træ eller kompositskrog; eller
(13)(c) skæringen mellem en jævn fortsættelse af yderklædningens udvendige overflade ved bunden og centerlinien i et skib med en yderklædning af andet materiale end træ og metal.
(14) "Basislinie" er en vandret linie, der midtskibs skærer køllinien.
(15) "Arbejdsdæk" er normalt det laveste fuldstændige dæk over den dybeste nedlastningsvandlinie, fra hvilket fiskeriet foregår. I skibe med to eller flere fuldstændige dæk kan Administrationen godkende et lavere dæk som arbejdsdæk, forudsat at dækket er beliggende over den dybeste nedlastningsvandlinie.
(16) "Overbygning" er den overdækkede opbygning på arbejdsdækket, som strækker sig fra side til side af skibet, eller hvis sider ikke befinder sig mere end 0,04B inden for yderklædningen.
(17)"Lukket overbygning" er en overbygning, der opfylder følgende:
(17)(a) De aflukkende begrænsningsskotter skal være af forsvarlig konstruktion.
(17)(b) Eventuelle adgangsåbninger i sådanne skotter skal være udstyret med permanent anbragte vejrtætte døre af en styrke svarende til den ikke-gennembrudte del af konstruktionen; dørene skal kunne betjenes fra begge sider; og
(17)(c) Andre åbninger i overbygningens sider eller ender skal være udstyret med effektive, vejrtætte lukkemidler.
En bro eller poop skal ikke anses som lukket, medmindre den giver adgang for besætningen til at nå frem til maskineri og andre arbejdspladser inden for sådanne overbygninger ad alternative veje, som er tilgængelige til enhver tid, når skotåbningerne er lukkede.
(18) "Overbygningsdæk" er det fuldstændige eller delvise dæk, der udgør overdelen af en overbygning, et dækshus eller anden opbygning, der er anbragt i en højde af mindst 1,8 meter over arbejdsdækket. Såfremt denne højde er under 1,8 meter, skal overdelen af sådanne dækshuse eller andre opbygninger behandles på samme måde som arbejdsdækket.
(19) "Højden af en overbygning eller anden opbygning" er den mindste lodrette afstand, målt i borde fra overkanten af en overbygnings eller en opbygnings dæksbjælker til det øverste af arbejdsdækkets bjælker.
(20) "Vejrtæt" betyder, at vand ikke under nogen sø- og vejrforhold må kunne trænge ind i skibet.
(21) "Vandtæt" betyder at være i stand til at forhindre, at vand trænger igennem strukturen i nogen retning under et vandtryk svarende til det, den omgivende struktur er beregnet til.
(22) "Kollisionsskot" er et vandtæt skot, der går op til arbejdsdækket i den forreste del af skibet, og som opfylder følgende betingelser:
(22)(a) Skottet skal være anbragt i en afstand fra den forreste perpendikulær:
(22)(a)(i) af ikke under 0,05L og ikke over 0,08L på skibe med en længde på 45 meter og derover;
(22)(a)(ii) af ikke under 0,05L og ikke over 0,05L plus 1,35 meter på skibe under 45 meters længde, medmindre andet tillades af Administrationen. [I skibe over 24 meter i længde, men under 45, bygget efter den 1. januar 2003 skal skottet være anbragt i en afstand fra den forreste perpendikulær på ikke under 0,05L og ikke over 0,05 L plus 1,35 meter.]
(22)(a)(iii) i intet tilfælde under 2,0 meter; på skibe under 24 meters længde dog ikke under 1,0 meter.
(22)(b) Såfremt nogen del af undervandsskroget strækker sig ud over den forreste perpendikulær, f.eks. en bulbstævn, skal den i punkt (a) fastsatte afstand måles fra et punkt halvvejs af den længde, der strækker sig ud over den forreste perpendikulær, eller fra et punkt 0,05 L foran den forreste perpendikulær, alt efter hvad der måtte være mindst..
(22)(c) Skottet kan have forskydninger og recesser, forudsat at disse findes inden for de i punkt (a) foreskrevne grænser.
(23)"Organisationen" betyder Den internationale Søfartsorganisation (IMO).
(24) "Administrationen" betyder regeringen i den stat, hvis flag skibet er berettiget til at føre.For danske skibe betyder Administrationen Søfartsstyrelsen, medmindre andet er bestemt.
(25)"Anerkendt organisation" er et af Søfartsstyrelsen godkendt klassifikationsselskab i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets Direktiv nr. 94/57/EF som ændret ved Kommissionens Direktiv nr. 97/58/EF, som udfører opgaver vedrørende vurdering af skibes sikkerhed på Søfartsstyrelsens vegne.
(26)"ISO" betyder den Internationale Standard Organisation1).
Regel 3 Dispensationer
(1) Administrationen kan undtage et skib, som er udstyret med helt nye indretninger, fra bestemmelserne i kapitlerne II, III, IV, V, VI og VII, når anvendelsen af disse bestemmelser kan være en alvorlig hindring for forskningsarbejdet med hensyn til udviklingen af disse indretninger og deres installation i skibe. Ethvert sådant skib skal dog opfylde de sikkerhedskrav, som efter Administrationens skøn er tilstrækkelige for den fart, skibet er bestemt for, og som kan garantere skibets almindelige sikkerhed.
(2)Dispensationer fra bestemmelserne i kapitel IX behandles i regel IX/3, og dispensationer fra kapitel X behandles i regel X/2.
(3)Administrationen kan undtage et skib, som udelukkende er beskæftiget med fiskeri nær ved dets hjemlands kyst, fra bestemmelserne i dette bilag, såfremt den anser anvendelsen heraf for urimelig og upraktisk under hensyn til afstanden mellem skibets arbejdsområde og dets basishavn i dets eget land, skibstypen, vejrforholdene og de navigationsmæssige risici, alt under forudsætning af, at skibet opfylder de sikkerhedsmæssige krav, som efter Administrationens opfattelse er passende for den tjeneste, hvortil skibet er beregnet, og som er af en sådan art, at skibets almindelige sikkerhed er tilgodeset.
(4)En Administration, som meddeler en dispensation i medfør af denne regel [for et fiskeskib omfattet af Rådets Direktiv nr. 97/70/EF], skal sende [Kommissionen] nærmere oplysninger om denne i den udstrækning, det er nødvendigt for at begrunde, at sikkerhedsniveauet er opretholdt på passende måde, og [Kommissionen skal herefter forholde sig i overensstemmelse med proceduren i artikel 4 i Rådets Direktiv 97/70/EF.]
Regel 4 Ækvivalens
(1)Dersom disse forskrifter kræver, at et bestemt tilbehør, materiale, anordning eller apparat eller type heraf skal anbringes eller forefindes i et skib, eller at der skal træffes en bestemt foranstaltning, eller der stilles bestemte krav til bygning og konstruktion, kan Administrationen tillade, at der anbringes eller forefindes et andet tilbehør, materiale, anordning eller apparat eller type heraf, eller at der træffes en anden foranstaltning i skibet, eller at skibet er bygget eller konstrueret på anden måde, hvis den ved afprøvning heraf eller på anden måde finder det godtgjort, at et sådant tilbehør, materiale, anordning eller apparat eller type heraf eller foranstaltning eller bygning og konstruktion er mindst lige så effektiv som det, der kræves efter forskrifterne.
(2)Enhver Administration, der således som erstatning tillader et andet tilbehør, materiale, anordning eller apparat eller type heraf eller foranstaltning [for et fiskeskib omfattet af Rådets Direktiv nr. 97/70/EC], skal sende [Kommissionen] nærmere oplysninger herom, ledsaget af en rapport om enhver foretaget afprøvning, [og Kommissionen skal herefter forholde sig i overensstemmelse med proceduren i artikel 4 i Rådets Direktiv nr. 97/70/EF.]
Regel 5 Reparationer, ændringer og forandringer
(1)Et skib, der er genstand for reparationer, ændringer eller forandringer og udrustning i forbindelse dermed, skal vedblive med at opfylde mindst de krav, der i forvejen var gældende for skibet.
(2) Reparationer, ændringer og forandringer af større omfang og udrustning i forbindelse dermed skal kun opfylde kravene til nye skibe, for så vidt angår det af reparationen, ændringerne og forandringerne omfattede, og i det omfang, Administrationen anser det for rimeligt og praktisk.
(3)Et skib, der har fået udskiftet hovedmotoren eller gennemgået større reparationer, ændringer eller forandringer, såsom forandringer, der medfører ændringer i de i skibets målebrev anførte kendingsmål eller væsentlige ændringer af skibets tyngdepunkt eller af skibets indretning, skal, forinden skibet går i fart, have udarbejdet nye stabilitetsoplysninger og underkastes syn.Et skib, der gennemgår en ændring eller ombygning, der medfører, at skibet ikke længere er omfattet af de hidtil gældende længdegrænser, skal for den nye del af skibet og de operative og udstyrsmæssige krav opfylde kravene til et nyt skib.I det omfang, Søfartsstyrelsen anser det for rimeligt og praktisk, skal den eksisterende del af skibet opfylde de bestemmelser, som skibet skulle have opfyldt, hvis det oprindeligt havde haft dets ny størrelse, da det blev bygget.
Regel 6 Syn2)
(1)Ethvert skib skal underkastes syn som nedenfor angivet:
(1)(a) Et første syn, før skibet sættes i fart, eller før det i regel 7 foreskrevne certifikat udstedes første gang. Synet skal omfatte en fuldstændig undersøgelse af skibets konstruktion, stabilitet, maskineri, arrangementer og materialer, herunder ydersiden af skibsskroget og inder- og ydersiden af kedler og udstyr, for så vidt skibet er omfattet af dette bilag. Dette syn skal udføres således, at det giver sikkerhed for, at konstruktion, materiale og materialedimensioner af skrog, kedler og andre trykbeholdere med tilbehør, hoved- og hjælpemaskineri, elektriske anlæg, radioanlæg inklusive de, der anvendes i redningsmidlerne, brandsikring, brandvisnings- og brandslukningsanlæg, redningsmidler og -arrangementer, skibets navigationsudstyr, nautiske publikationer og andet udstyr fuldt ud opfylder kravene i dette bilag. Synet skal endvidere give sikkerhed for, at den håndværksmæssige udførelse af alle dele af skibet og dets udrustning er tilfredsstillende i enhver henseende, og at skibet er udstyret med de lanterner, midler til afgivelse af lydsignaler og nødsignaler, som kræves ifølge dette bilag og de gældende Internationale Søvejsregler. Såfremt arrangementer til overførsel af lods forefindes, skal disse ligeledes synes for at sikre, at de er i sikker, brugbar stand og opfylder vedkommende bestemmelser i den gældende Internationale Konvention om Sikkerhed for Menneskeliv på Søen.
(1)(b)Periodiske syn med mellemrum som angivet nedenfor:
(1)(b)(i) fire år med hensyn til skibets konstruktion, inklusive det udvendige af skibets skrog, og maskineri som angivet i kapitlerne II, III, IV, V og VI. I skibe med en længde under 24 meter omfatter dette syn endvidere skibets radioinstallationer, inklusive de der anvendes i redningsmidlerne som omhandlet i kapitlerne VII og IX. Som nævnt i regel 11(1) kan perioden dog forlænges med et år, forudsat at skibet synes udvendigt og indvendigt, for så vidt det er rimeligt og praktisk muligt;
(1)(b)(ii) to år med hensyn til skibets udstyr, som omhandlet i kapitlerne II, III, IV, V, VI, VII og X; og
(1)(b)(iii) et år med hensyn til skibets radioinstallationeri skibe med en længde på 24 meter og derover, inklusive de der anvendes i redningsmidlerne som omhandlet i kapitlerne VII og IX.
Periodiske syn skal udføres sådan, at det sikres, at de emner, der omhandles i punkt (a), fuldt ud opfylder vedkommende bestemmelser i dette bilag, at nævnte udstyr er i god og brugbar stand, og at stabilitetsoplysningerne er let tilgængelige om bord.
Såfremt gyldigheden af det i medfør af regel 7 eller 8 udstedte certifikat forlænges som angivet i regel 11(2) eller (4), kan intervallet mellem de periodiske syn forlænges tilsvarende.
(1)(c) Foruden de periodiske syn, der kræves i punkt (b)(i), skal skibe, [der er bygget af andet materiale end træ], underkastes mellemliggende syn med hensyn til skibets konstruktion og maskineri med mellemrum [på to år plus/minus tre måneder. For skibe af træ fastsætter Administrationen mellemrum for mellemliggende syn.] Synet skal udføres sådan, at det sikres, at der ikke er foretaget ændringer, som ville have forringet sikkerheden for skibet eller mandskabet.
(1)(d) Periodiske syn som foreskrevet i punkt (b)(ii) og (iii) og mellemliggende syn som foreskrevet i punkt (c) skal påtegnes de certifikater, der foreskrives i regel 7 eller 8.
(1)(e)Syn foreskrevet i (b)(i) kan afholdes indtil tre måneder før den i overensstemmelsescertifikatet angivne synsdato.Syn foreskrevet i (b)(ii) og (b)(iii) kan afholdes inden for en periode på tre måneder før eller efter den i overensstemmelsescertifikatet angivne synsdato.
(1)(f)For et oplagt fiskeskib kan Søfartsstyrelsen tillade, at et foreskrevet syn helt eller delvis undlades, så længe fiskeskibet forbliver oplagt.
(2)(a) Inspektion og syn af skibe skal, for så vidt angår håndhævelsen af bestemmelserne i disse forskrifter samt meddelelse af undtagelser herfra, foretages af Administrationens embedsmænd. Dog kan Administrationen overdrage inspektion og syn til dertil udpegede tilsynsførende eller til anerkendte organisationer.
(2)(b) En Administration, der udpeger tilsynsførende eller anerkendte organisationer til at foretage inspektioner og syn som anført i litra (a), skal som minimum bemyndige enhver udpeget tilsynsførende eller anerkendt organisation til:
(2)(b)(i) at kræve foretaget reparationer af et skib; og
(2)(b)(ii) at foretage syn og inspektion efter anmodning fra vedkommende myndigheder i en havnestat.
Administrationen skal underrette [Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets direktiv 94/57/EF, som ændret senest ved Europa-parlamentets og Rådets direktiv 2001/105/EF], om udpegede tilsynsførende eller anerkendte organisationer.
(2)(c) Når en udpeget tilsynsførende eller anerkendt organisation fastslår, at skibet eller dets udrustning ikke i alt væsentligt svarer til oplysningerne i certifikatet, eller at skibet er i en sådan stand, at det ikke er egnet til at gå til søs uden fare for skibet eller de ombordværende personer, skal den pågældende tilsynsførende eller organisation øjeblikkeligt drage omsorg for, at der tages skridt til en udbedring af forholdene, og underrette Administrationen i rette tid. Hvis der ikke tages sådanne skridt til en udbedring af forholdene, bør det pågældende certifikat inddrages, og Administrationen skal underrettes øjeblikkeligt; befinder skibet sig i en havn tilhørende en anden part, skal vedkommende myndigheder i havnestaten ligeledes underrettes øjeblikkeligt. Når en embedsmand i Administrationen eller en udpeget tilsynsførende eller en anerkendt organisation har underrettet vedkommende myndigheder i havnestaten, skal vedkommende havnestats regering yde den pågældende embedsmand, tilsynsførende eller organisation al fornøden bistand til udførelse af deres pligter i henhold til denne forskrift. Den pågældende havnestats regering skal i givet fald sørge for, at skibet ikke afsejler, før det kan gå til søs eller forlade havnen for at sejle til det dertil egnede reparationsværft uden fare for skibet eller de ombordværende personer.
(2)(d) Administrationen skal i alle tilfælde fuldt ud garantere, at inspektionen og synet er udført effektivt og omhyggeligt, og skal sørge for, at der træffes de fornødne foranstaltninger til opfyldelse af denne pligt.
(3)(a) For at sikre, at skibet i enhver henseende fortsat vil være egnet til at gå til søs uden fare for skibet eller de ombordværende personer, skal skibet og dets udrustning vedligeholdes, således at det opfylder bestemmelserne i disse forskrifter.
(3)(b) Efter afslutningen af et syn i henhold til disse regler må der ikke uden Administrationens tilladelse foretages nogen ændring i konstruktionsmæssige forhold, maskineri, udrustning eller andre forhold, der er omfattet af synet.
(3)(c) Når skibet rammes af et ulykkestilfælde, eller der opdages en defekt, og ulykkestilfældet eller defekten berører skibets sikkerhed eller dets redningsmidlers eller anden udrustnings effektivitet eller komplette tilstand, skal skibets fører eller ejer snarest muligt foretage indberetning til Administrationen, den udpegede tilsynsførende eller den anerkendte organisation, der har ansvaret for udstedelsen af det pågældende certifikat, som skal sørge for, at der iværksættes undersøgelser for at konstatere, om det er nødvendigt at afholde et syn som krævet i disse regler. Hvis skibet befinder sig i en anden kontraherende regerings havn, skal føreren eller ejeren ligeledes straks indberette forholdet til vedkommende myndigheder i havnestaten, og den udpegede tilsynsførende eller anerkendte organisation skal forvisse sig om, at en sådan indberetning er sket.
Regel 7 Udstedelse af eller påtegning på certifikater for skibe med en længde på 24 m og derover
(1)(a) Et certifikat benævnt et [Overensstemmelsescertifikat] for Fiskeskibe skal efter foretaget syn udstedes til et skib, der opfylder de relevante krav i dette bilag. [Certifikatet skal suppleres af en udstyrsfortegnelse]. Efter foretaget syn udstedes endvidere en fartstilladelse.
(1)(b)Når der er meddelt et skib dispensation i henhold til og i overensstemmelse med bestemmelserne i dette bilag, skal der - foruden det i punkt (a) omhandlede certifikat og udstyrsfortegnelse - udstedes et certifikat kaldet et Undtagelsescertifikat for Fiskeskibe.
(2) De i punkt (1) omhandlede certifikater skal udstedes eller påtegnes enten af Administrationen eller af en person eller organisation behørigt bemyndiget hertil af Administrationen. I alle tilfælde påtager Administrationen sig det fulde ansvar for certifikatets udstedelse.
(3)Skibe omfattet af disse bestemmelser skal efter en konkret vurdering foretaget af Søfartsstyrelsen være forsynet med skilte, opslag, mærkning og afmærkning i et omfang, der er tilpasset det enkelte skibs størrelse og fartsområde.
Regel 7 aUdstedelse af eller påtegning på certifikater for skibe med en længde under 24 m
(1)Til fiskeskibe med en længde under 24 m, der opfylder de relevante krav i dette bilag, udstedes efter foretaget syn en fartstilladelse med rubrikker til påtegning om periodiske syn m.v.
Regel 7 b Tilsynsbog
(1)Fiskeskibe omfattet af disse bestemmelser skal have en Tilsynsbog med tillæg.Tilsynsbogen, der udgives af Søfartsstyrelsen, skal føres i overensstemmelse med den i bogen trykte vejledning og opbevares om bord.
(2) Dispensationer og ækvivalenser meddelt fra kravene i dette regelværk skal indføres i skibets tilsynsbog eller opbevares i tillægget til denne.
Regel 8 Udstedelse af og påtegning på certifikater ved en anden regering
(1) En part kan efter anmodning fra en anden part lade et skib syne og skal, hvis den finder det godtgjort, at kravene i medfør af dette bilag er opfyldt, udstede eller lade udstede certifikater til skibet og om nødvendigt påtegne eller autorisere påtegningen på skibets certifikater i overensstemmelse med bestemmelserne i dette bilag.
(2) En genpart af certifikatet og af synsrapporten skal snarest muligt sendes til den Administration, der har fremsat anmodningen.
(3) Ethvert således udstedt certifikat skal indeholde en erklæring om, at det er udstedt efter anmodning fra den anden Administration, og det skal have samme gyldighed og anerkendes på samme måde som certifikater udstedt i medfør af regel 7.
Regel 9 Certifikaternes og udstyrsfortegnelsens form
Overensstemmelsescertifikaterne og udstyrsfortegnelserne skal udfærdiges i en form, der svarer til de i tillægget til dette bilag indeholdte modeller. Hvis det sprog, der anvendes, hverken er engelsk eller fransk, skal ordlyden indeholde en oversættelse til et af disse sprog, medmindre Administrationen anser det for unødvendigt under hensyntagen til skibets fartsområde. Fartstilladelsen til skibe med en længde under 24 m er ikke medtaget i tillægget.
Regel 10 Certifikaternes tilgængelighed
Certifikater, der udstedes i henhold til regel 7 eller 8, skal til enhver tid være umiddelbart tilgængelige for gennemsyn om bord.
Regel 11 Certifikaters og farttilladelsers gyldighed
(1)Et [Overensstemmelsescertifikat] for Fiskeskibe med en længde på 24 m og derover og en Fartstilladelse for skibe med en længde under 24 m skal udstedes for et tidsrum af højst fire år og skal ikke kunne forlænges med mere end et år afhængigt af de periodiske og mellemliggende syn, som kræves afholdt i henhold til regel 6(1)(b) og (c) med undtagelse af, hvad der foreskrives i punkt (2), (3) og (4). Et Undtagelsescertifikat for Fiskeskibe skal ikke være gyldigt længere end gyldighedsperioden for Overensstemmelsescertifikatet for Fiskeskibe. Hvor et syn er foretaget inden for den i regel 6(2)(e) nævnte periode, kan nyt certifikat og ny fartstilladelse udstedes med en gyldighed fra udstedelsesdato til fire år efter udløbstidspunktet for det certifikat eller den fartstilladelse, som det nye certifikat eller den nye fartstilladelse erstatter.Hvor et syn som foreskrevet i regel 6(b)(1) er foretaget efter Overensstemmelsescertifikatets eller Fartstilladelsens udløb, kan et nyt Overensstemmelsescertifikat eller en ny Fartsstilladelse kun under ganske særlige forhold udstedes med en længde på mere end fire år fra udløbsdatoen for det Overensstemmelsescertifikat eller den Fartstilladelse, som det erstatter.
(2)Såfremt et skib på det tidspunkt, hvor dets certifikat udløber eller ophører, ikke befinder sig i en havn i det land, hvis flag skibet har ret til at føre, kan den pågældende flagstat forlænge certifikatets gyldighed, men en sådan forlængelse meddeles kun for at gøre det muligt for skibet at fuldføre sin rejse til en af flagstatens havne eller til en havn, hvor det skal synes, og da kun i tilfælde, hvor det forekommer ret og rimeligt.
(3) Intet certifikat skal kunne forlænges af denne grund med et længere tidsrum end fem måneder, og et skib, for hvilket certifikatet har fået en sådan forlængelse, er ikke ved ankomsten til en havn i det land, hvis flag skibet har ret til at føre, eller til den havn, hvor det skal synes, berettiget til i kraft af denne forlængelse at forlade den pågældende havn uden at have opnået et nyt certifikat.
(4)Et certifikat, hvis gyldighed ikke er blevet forlænget i henhold til bestemmelserne i punkt (2), kan forlænges af Administrationen for en respitperiode på indtil en måned fra den i certifikatet anførte udløbsdato.
(5) Gyldigheden af et certifikat udstedt i henhold til regel 7 eller 8 skal ophøre i et hvilket som helst af følgende tilfælde:
(5)(a) hvis foreskrevne syn ikke er blevet gennemført inden for de i regel 6 angivne tidsfrister;
(5)(b) hvis certifikater ikke er påtegnet i overensstemmelse med disse regler;
(5)(c) ved skibets overførsel til en anden stats flag. Et nyt certifikat udstedes kun, når den regering, der skal udstede det nye certifikat, har forvisset sig om, at skibet opfylder kravene i regel 6(3)(a) og (b). I tilfælde af overførsel mellem kontraherende regeringer skal regeringen i den stat, hvis flag skibet tidligere havde ret til at føre, dersom der er fremsat anmodning herom inden tre måneder efter, at overførslen har fundet sted, snarest muligt sende Administrationen genparter af de certifikater, som skibet havde før overførslen, samt genpart af de relevante synsrapporter, hvis de foreligger.