Gildiskoma: 01.09.2013
Slag: Fráboðan A

Afsnit A Arbejdsmedicinske undersøgelser

Regel 1 Anvendelse

1 Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse for arbejdsmedicinske undersøgelser af arbejdstagere beskæftiget om bord i skibe, for så vidt disse ikke omfattes af Arbejdstilsynets lovgivning om arbejdsmiljø.

2 Bestemmelserne har til formål at sikre sejlende arbejdstagere mulighed for arbejdsmedicinsk undersøgelse.

3 Undersøgelser efter disse bestemmelser skal tilrettelægges og gennemføres med henblik på at forebygge og bekæmpe arbejdsbetingede lidelser.

4 Dette afsnit indeholder bestemmelser, som er udformet på baggrund af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, EF-Tidende 1989, L 183 s. 1, Rådets direktiv 90/394/EØF af 28. juni 1990 om beskyttelse af arbejdstagerne mod ricisi for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer, EF-Tidende 1990, L 196 s. 1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF af 18. september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet, EF-Tidende 2000, L 262 s. 21.

Regel 2 Almindelige bestemmelser

1 Søfartsstyrelsen kan bestemme, at en arbejdsgiver (i det følgende benævnt reder), som betingelse for at beskæftige arbejdstagere ved arbejde om bord i skibe, der er forbundet med fare for deres sundhed, skal sørge for, at de gennemgår arbejdsmedicinske undersøgelser eller tilbydes sådanne foretaget, eventuelt regelmæssigt og om nødvendigt også før arbejdet påbegyndes.

2 Søfartsstyrelsen kan, hvor arbejdet er forbundet med særlige sygdomsrisici, stille krav om, at arbejdstagerne vaccineres eller tilbydes vaccination som betingelse for beskæftigelsen.

3Tilsvarende bestemmelser kan træffes for grupper af arbejdstagere, hvis arbejde er forbundet med sundhedsfare.

4 Hvis der ved en arbejdsmedicinsk undersøgelse, efter bestemmelserne i dette afsnit, konstateres en anomali, der kan skyldes påvirkning under arbejdet, kan Søfartsstyrelsen bestemme, at andre, herunder tidligere ansatte arbejdstagere, som under arbejde om bord på et skib har været udsat for påvirkning af samme art, skal tilbydes undersøgelse.

5I tilfælde, hvor Søfartsstyrelsen vurderer, at forholdene i et skib kan indebære en fare for arbejdstagernes sundhed kan Styrelsen til konstatering heraf lade iværksætte arbejdsmedicinske undersøgelser af vedkommende arbejdstagere.

6Tilsvarende arbejdsmedicinske undersøgelser kan iværksættes for særlige områder efter udtalelse fra Søfartens Arbejdsmiljøråd eller Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.

7Det kan bestemmes, at en undersøgelse efter stk. 5 og 6, skal tilbydes tidligere ansatte arbejdstagere.

8Rederen skal meddele den, der foretager undersøgelsen alle nødvendige oplysninger til brug herfor.

Regel 3 Undersøgelsesmetoder, -resultater m.v.

1Arbejdsmedicinske undersøgelsesmetoder m.v. skal anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i regel 1, stk. 2 og 3, og skal gennemføres af sagkyndige.

2De arbejdsmedicinske undersøgelser skal forestås af arbejdsmedicinske klinikker eller afdelinger, herunder arbejdsmedicinske ambulatorier, eller af andre lignende sagkyndige.

3Gennemførelse af arbejdsmedicinske undersøgelser af arbejdstagere, der befinder sig uden for Den Europæiske Union, skal være af tilsvarende niveau, som nævnt under stk. 1 og 2.

4Den, der forestår den arbejdsmedicinske undersøgelse, indsender undersøgelsesresultaterne til Søfartsstyrelsen senest 3 måneder efter, at undersøgelsesresultatet foreligger, og orienterer den undersøgte arbejdstager om resultatet. Dette skal på anmodning meddeles den pågældende arbejdstager skriftligt.

5Undersøgelsesresultaterne må ikke udleveres til rederen.

6Søfartsstyrelsen meddeler rederen, hvorvidt resultaterne giver anledning til foranstaltninger.

7Den, der forestår de arbejdsmedicinske undersøgelser, skal opbevare undersøgelsesresultatet for en arbejdstager tillige med de optegnelser, der ligger til grund herfor, i mindst 40 år efter, at påvirkningen under arbejdet er ophørt. Opbevaring og eventuel videregivelse af materialet skal i øvrigt følge de af Arbejdstilsynet givne retningslinier på arbejdsmiljøområdet, hvori der eventuelt kan være fastsat en kortere opbevaringstid.

8 En arbejdstager kan til enhver tid forlange at blive gjort bekendt med de i stk. 7 nævnte oplysninger.

Regel 4 Betaling

1Hvor der efter bestemmelserne i dette afsnit foretages arbejdsmedicinske undersøgelser af arbejdstagere om bord i skibe, afholder rederen udgifterne herved. Dette gælder også udgifterne ved undersøgelser af tidligere ansatte arbejdstagere, medmindre en sådan undersøgelse er iværksat efter regel 2, stk. 7.

2 Rederen skal sørge for, at undersøgelserne kan foregå uden hyretab for arbejdstagerne, og at undersøgelserne så vidt muligt kan foretages i arbejdstiden.

3 Hvis en undersøgelse omfatter tidligere ansatte arbejdstagere om bord på et skib, og en nuværende reder som følge af stk. 2 eventuelt påføres omkostninger, skal der kompenseres herfor af den, der afholder udgiften ved den arbejdsmedicinske undersøgelse.

FMA
Bókbindaragøta 8, Tórshavn
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

FAS
Bókbindaragøta 8, Tórshavn
Tel +298 35 15 00
fas@fma.fo

Melda til tíðindabræv